Fra EU-regler til dansk lov

Et direktiv gælder ikke direkte, og derfor skal Folketinget først vedtage en lov, eller ministeren skal udstede en bekendtgørelse.

Et billede af Folketingssalen.
Større

 

EU-direktiver skal som oftest omsættes til national lovgivning, før det gælder i medlemsstaterne. Man taler om, at et land implementerer EU-regler i national lovgivning, når landet gennemfører fælles EU-regler.

Det er ikke alle EU-regler, som skal implementeres. De to mest almindelige typer af EU-regler er forordninger og direktiver. Når EU vedtager en forordning, gælder den direkte i medlemslandene. Det betyder, at en forordning kan anvendes umiddelbart af danske domstole og andre myndigheder. Sådan er det ikke med direktiver. Direktiver er en slags rammelove. De fastlægger et fælles mål, der skal nås i alle EU’s medlemslande, men det er overladt til medlemslandene at bestemme, hvordan de vil opnå målet og gennemføre direktivet.

Reglerne i direktiver gælder først, når medlemslandene har indført dem i deres nationale lovgivning, altså når lovene er implementeret. Det er ikke selve direktiverne, som gælder for borgerne i medlemslandene, men de nationale love, som gennemfører indholdet af direktiverne.

Når EU-regler skal gennemføres i national lovgivning, er det af hensyn til det praktiske og politiske. Der er et praktisk hensyn, da det er lettere efterfølgende at anvende de fælles regler, når de er indføjet i de relevante eksisterende love i det enkelte land. Der er et politisk hensyn, fordi et direktiv giver en anelse mere åbne rammer for, hvordan reglerne præcis skal fortolkes og gennemføres i det enkelte land. Når EU-regler gælder direkte for borgerne og virksomheder, er denne fleksibilitet ikke mulig i samme omfang.

Europa-Kommissionen skal kontrollere, at medlemslandene overholder EU's fælles regler og reagere. Det indebærer bl.a. en kontrol af, at medlemslandene gennemfører direktiver korrekt og til tiden. Kommissionen kan anlægge en retssag mod en medlemsstat, hvis medlemsstaten ikke implementerer et direktiv inden for tidsfristen, eller hvis implementeringen er mangelfuld. Medlemslandene har for det meste en frist på to-tre år til at gennemføre et direktiv. Kommissionen skal orienteres, når bestemmelserne i direktivet er på plads i den nationale lovgivning. Danmark hører til blandt de lande, som gennemfører de fleste direktiver til tiden. Det betyder, at Danmark havner i færre retssager end mange af de andre lande.

Det kaldes overimplementering, når et land går videre end det, EU-reglerne kræver. I den internationale debat bliver overimplementering også kaldt ”gold-plating”, fordi der bliver lagt et ekstra lag guld ovenpå reglerne. Et eksempel, hvor Danmark går videre end EU-reglerne kræver, er på landbrugsområdet, hvor Danmark har indført strammere regler for brug af pesticider. Nogle erhvervsorganisationer frygter, at det fører til, at virksomheder skal overholde flere krav end deres europæiske konkurrenter, og at det dermed forringer den danske konkurrenceevne i forhold til de øvrige EU-lande. Regeringen har i 2015 nedsat et EU-implementeringsråd, som skal overvåge, at EU-reguleringen ikke skaber for store byrder for det danske erhvervsliv.

EU's såkaldte habitatregler er et eksempel på et direktiv, som Danmark har gennemført.

Danmark har udvalgt flere end 250 naturområder, som man vil sikre ekstra beskyttelse, de såkaldte habitatområder. Habitatområderne skal bl.a. beskytte naturtyper, der er i fare for at forsvinde i deres naturlige udbredelsesområde og dyre- og plantearter, der er truede, sårbare eller sjældne. Alle EU's medlemslande har tilsvarende udpeget habitatområder. Arbejdet med habitatområderne går helt tilbage til 1992, hvor EU vedtog det såkaldte habitatdirektiv. Medlemslandene kan selv afgøre, hvilke naturområder de vil udpege, og hvordan de vil beskytte dem. Nogle lande har valgt at frede områderne helt, mens andre lande har tilladt turisme og økologisk landbrug i og omkring områderne.

 
Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Senest opdateret: [01.12.2017]
Sideansvarlig: Rasmus Baastrup

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik