Den danske regering

Danmarks interesser i EU varetages af regeringen i forhandlingerne i Ministerrådet, men også i sager ved Domstolen.

Ministerrådets bygning med EU-landenes flag. Kilde: Europa-Kommissionen

Danske ministre er med til at forhandle og vedtage EU’s love. De er senere med til at tilpasse og gennemføre lovene i Danmark. Og endelig er det også regeringen, der fører Danmarks sager ved EU’s domstol, hvis der er tvivl om, hvorvidt Danmark overholder de fælles love.

EU’s love vedtages i Ministerrådet i samarbejde med Europa-Parlamentet. EU’s Ministerråd er opdelt, så f.eks. fødevareministeren mødes med sine kollegaer fra de andre lande og forhandler om f.eks. sprøjtemidler eller mærkning af fødevarer, mens det er den danske udenrigsminister, der tager til Bruxelles, når EU f.eks. træffer foranstaltninger i forhold til Ukraine.

Sjældent nej i Ministerrådet

Stort set hver gang Ministerrådet vedtager nye love, har der siddet en dansk minister og stemt ja på Danmarks vegne. Det er kun et par procent af EU’s love, som ikke er bakket op af en dansk minister. Det fortæller lidt om indholdet i EU’s regler og om den særlige forhandlingskultur, som landene har udviklet i Ministerrådet. Landene arbejder hele tiden for at finde kompromisser, som kan tilgodese flest mulige, og forslag sættes først til afstemning, når der er et bredt flertal. Det betyder samtidig, at en nej-stemme ikke ændrer resultatet, men i stedet bliver en måde at signalere utilfredshed på.

 

Europakort


Man kan vinde en afstemning i Ministerrådet, når man kan samle:

       • 55 % af landene med tilsammen
       • 65 % af EU’s borgere.

Ministerrådet stemmer sjældent for at afgøre en politisk kamp. Afstemningerne tjener mere som en formel afslutning på forhandlingerne, hvor et par lande markerer, hvis de er utilfredse med resultatet.

Landenes formelle styrkeforhold i afstemningerne giver et billede af deres magt i forhandlingerne. Og det er størrelsen, der tæller i Ministerrådet: Jo flere borgere, jo mere magt. I princippet stemmer landene med deres befolkningstal. Den tyske befolkning er størst – 15 gange større end den danske og 200 gange større end den maltesiske.

I princippet kan de 15 største lande (55 %) altså godt vinde en afstemning, selv om de tolv mindste er imod. Men de 15 største har også tilsammen 92 % af EU’s borgere. Igennem de seneste 5 år har der ikke været en afstemning i Ministerrådet, hvor mere end fem lande har stemt imod (optalt i 2012).

Formandskabet for Ministerrådet vil som udgangspunkt først sætte et forslag til afstemning, når der er et flertal. Og selv når der er sikret et flertal, forsøger man ofte at tilpasse kompromisset, så de sidste lande også bliver imødekommet.

Det er regerings embedsfolk fra ministerierne og fra Danmarks faste repræsentation ved EU, som varetager de løbende forhandlinger med repræsentanter fra de andre lande. Embedsfolkene fremlægger de danske holdninger i de mere end 250 faste arbejdsgrupper under Ministerrådet. Opgaven er at forberede og finde kompromisser, så ministrene på rådsmøderne hurtigt kan vedtage, hvad der er enighed om, og bagefter koncentrere sig om de svære spørgsmål, hvor kompromisser endnu ikke er på plads.

Dansk og europæisk lovgivning ændres med de regler, landene i fællesskab vedtager i EU. Fra tid til anden opstår tvivl om den præcise betydning af de samme love. I de situationer er det overladt til EU’s domstol at afgøre, hvordan lovene skal fortolkes.

Den danske regering fører sager på vegne af Danmark. Det gælder særlig i de tilfælde, hvor Kommissionen har lagt sag an mod Danmark for at overtræde EU’s fælles regler – en såkaldt traktatbrudssag. Et eksempel er Danmarks tidligere forbud mod salg af øl og sodavand på dåse. Her forsøgte regeringen i flere år at overbevise Domstolen om, at det var et fornuftigt og lovligt miljøhensyn, som var baggrund for det danske forbud. 

Regeringens går også ind i sager, som ikke direkte handler om danske regler, f.eks. når Domstolen behandler regler i et andet land, som svarer til danske regler. Et eksempel er den såkaldte Metocksag, hvor Danmark sammen med en række andre lande støttede Irland og argumenterede for, at reglerne i opholdsdirektivet skulle fortolkes snævert, så de kun gjaldt for personer, som i forvejen havde et lovligt ophold i et andet EU-land.

Regeringen er forpligtet til at orientere Folketinget om sager ved Domstolen, som har en særlig interesse for Danmark. Det sker med notater, som sendes til Folketingets Europaudvalg.

Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Spørgsmål & svar


Se alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik