Den danske regering

Danmarks interesser i EU varetages af regeringen i forhandlingerne i Ministerrådet, men også i sager ved Domstolen.

Større

 

De danske ministre har mange opgaver i relation til EU’s love. Det vil sige, at danske ministre er med til at forhandle og vedtage EU’s love i Ministerrådet i samarbejde med Europa-Parlamentet. De er senere med til at tilpasse og gennemføre lovene i Danmark. Endelig er det også regeringen, der fører Danmarks sager ved EU’s domstol, hvis der er tvivl om, hvorvidt Danmark overholder de fælles love.

EU’s Ministerråd er opdelt. Det vil sige, at f.eks. fødevareministeren mødes med fødevareministrene fra de andre lande og forhandler om f.eks. sprøjtemidler eller mærkning af fødevarer, mens det er den danske udenrigsminister, der tager til Bruxelles, når EU f.eks. træffer foranstaltninger i forhold til Ukraine.

Kompromisser i Ministerrådet

Stort set hver gang Ministerrådet vedtager nye love, har der siddet en dansk minister og stemt ja på Danmarks vegne. Kun få procent af EU’s love er ikke bakket op af en dansk minister. Det fortæller lidt om indholdet i EU’s regler og om den særlige forhandlingskultur, som landene har udviklet i Ministerrådet. Landene arbejder hele tiden for at finde kompromisser, som kan tilgodese flest muligt, og forslag sættes først til afstemning, når der er et bredt flertal. Det betyder samtidig, at en nejstemme ikke ændrer resultatet, men i stedet bliver en måde at signalere utilfredshed på.

 

Europakort


Man kan vinde en afstemning i Ministerrådet, når man kan samle:

       • 55 % af landene med tilsammen
       • 65 % af EU’s borgere

Ministerrådet stemmer sjældent for at afgøre en politisk kamp. Afstemningerne tjener mere som en formel afslutning på forhandlingerne, hvor et par lande markerer, hvis de er utilfredse med resultatet.

I Ministerrådet er det størrelsen, der tæller, når det kommer til magt. Det betyder, at jo større befolkning et land har, jo mere magt har det også i Ministerrådet. Med andre ord er det landenes formelle styrkeforhold i afstemningerne, der giver et billede af deres magt i forhandlingerne. I princippet stemmer landene med deres befolkningstal. F.eks. er den tyske befolkning 15 gange større end den danske og 200 gange større end den maltesiske, hvilket vil sige, at Tyskland har mere magt i Ministerrådet end de to mindre lande. Faktisk har Tyskland overordnet set mest magt, da den tyske befolkning er størst.

Størrelse er en fordel i afstemninger i Ministerrådet. I princippet kan de 15 største lande (55 %) godt vinde en afstemning, selv om de 12 mindste er imod. Desuden har de 15 største lande også tilsammen 92 % af EU’s borgere. Dermed opfylder de 15 største EU-lande begge krav, der skal være opfyldt for at en EU-lov vedtages i Ministerrådet.

Ministerrådet har en helt speciel forhandlingskultur. Derfor er det oftest sådan, at formandskabet for Ministerrådet som udgangspunkt først sætter et forslag til afstemning, når der er et flertal. Enighed er oven i købet så vigtigt, at selv når der er sikret et flertal, forsøger man ofte at tilpasse kompromisset, så alle lande bliver imødekommet.

Det er regeringens embedsfolk fra ministerierne og Danmarks faste repræsentation ved EU, der forhandler med repræsentanterne fra de andre EU-lande. Forhandlingerne foregår i de mere end 150 faste arbejdsgrupper, der er under Ministerrådet. Her fremlægger danske embedsmænd Danmarks holdninger i forskellige spørgsmål. Dette er en del af beslutningsprocessen, og arbejdsgruppernes opgave er at forberede og finde kompromisser. Således kan ministrene ved møderne i Ministerrådet hurtigt vedtage, hvad der er enighed om og bagefter koncentrere sig om de svære spørgsmål, hvor kompromisser endnu ikke er på plads.

Dansk og europæisk lovgivning ændres med de regler, landene i fællesskab vedtager i EU. Fra tid til anden opstår tvivl om den præcise betydning af de samme love. I de situationer er det overladt til EU’s domstol at afgøre, hvordan lovene skal fortolkes.

Den danske regering fører sager ved EU-Domstolen på vegne af Danmark. Det gælder særligt i de tilfælde, hvor Kommissionen har lagt sag an mod Danmark for at overtræde EU’s fælles regler – en såkaldt traktatbrudssag. Et eksempel er Danmarks tidligere forbud mod salg af øl og sodavand på dåse, hvilket ifølge EU-domstolen var imod den fri konkurrence i EU. Her forsøgte den danske regering i flere år at overbevise Domstolen om, at det var et fornuftigt og lovligt miljøhensyn, som var baggrund for det danske forbud. Sagen endte som bekendt med, at det blev tilladt at sælge dåsesodavand og dåseøl i Danmark.

Også andre landes sager ved EU-Domstolen kan have interesse for den danske regering. Dette er primært, når Domstolen behandler sager, der indirekte handler om danske regler, f.eks. når Domstolen har en sag om et EU-lands regler, der svarer til danske regler. 

Et eksempel er den såkaldte Metock-sag. Her støttede Danmark og andre EU-lande Irland i en sag ved EU-Domstolen om fortolkningen af reglerne i opholdsdirektivet. Man argumenterede for, at reglerne skulle fortolkes snævert og kun gælde personer, der havde lovligt ophold i et EU-land. Domstolen dømte imod den snævre fortolkning.

Regeringen er forpligtet til at orientere Folketinget om sager ved Domstolen, som har en særlig interesse for Danmark. Det sker med notater, som sendes til Folketingets Europaudvalg.

Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Senest opdateret: [17.11.2017]
Sideansvarlig: Rasmus Baastrup

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik