EU's traktater - historisk oversigt

Ethvert tiltag fra EU er baseret på traktater godkendt af medlemslandene. Her finder du samlingen af de originale traktater på dansk og engelsk fra 1952 og frem til i dag.

Samarbejdet i EU har udviklet sig betragteligt siden det tidligste samarbejde med Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, som blev etableret ved underskrivelsen af Paris-traktaten i 1952. EU-samarbejdet er baseret på flere traktater, heraf er Rom-traktaten, Maastricht-traktaten og Euratom-traktaten alle grundlæggende traktater. De grundlæggende traktater er ændret eller suppleret op til flere gange af andre traktater, der ikke i sig selv er grundlæggende traktater, fordi de kun indeholder justeringer af de ”gamle” traktater. Amsterdam-, Nice- og Lissabontraktaten  er eksempler herpå.

I traktatarkivet kan du finde en oversigt over EU’s grundlæggende traktater og de vigtigste ændringstraktater. Hver af traktaterne findes både i deres oprindelige form og i en sammenskreven udgave, og begge findes både på dansk og engelsk. Med dette arkiv kan du få et billede af, hvordan EU har udviklet sig gennem årene, og du kan følge konkrete bestemmelser eller områder gennem tid.

Paris-traktaten - Traktat om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab

Traktat underskrevet: 18. april 1951

Traktat i kraft: 23. juli 1952

Beskrivelse:
Traktaten opretter Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab.

Traktaten udløb i 2002 og er derfor ikke længere gældende. 

Rom-traktaten - Traktat om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

Traktat underskrevet: 25. marts 1957

Traktat i kraft: 1. januar 1958

Beskrivelse:

Traktaten opretter Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF).

Euratom-traktaten - Traktat om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifælleskab

Traktat underskrevet: 25. marts 1957

Traktat i kraft: 1. januar 1958

Beskrivelse: 

Traktaten opretter Det Europæiske atomenergifælleskab 

Fusionstraktaten - Traktat om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De
Europæiske Fælleskaber

Traktat underskrevet: 8. april 1965

Traktat i kraft: 1. juli 1967

Beskrivelse:
Traktaten oprettede en fælles Kommission og et fælles Råd for de (dengang) tre uafhængige europæiske fælleskaber – EØF, Euratom og EKSF.

Traktaten er ophævet af Amsterdam-traktaten fra 1997.

Fællesakten - Europæiske Fælles Akt

Traktat underskrevet: 17/28 februar 1986

Traktat i kraft: 1. juli 1987

Folkeafstemning: I Danmark blev der afholdt en vejledende folkeafstemning om Fællesakten den 27. februar 1986, hvor et flertal stemte ja.

Beskrivelse:
Traktaten forenklede lovgivningsprocessen og var et forberedende skridt mod at etablere Det Indre Marked 

Maastricht-traktaten - Traktat om Den Europæiske Union

Traktat underskrevet: 7. februar 1992

Traktat i kraft: 1. november 1993

Folkeafstemning: I Danmark blev der afholdt folkeafstemning om Maastricht-traktaten den 2. juni 1992, hvor et flertal stemte nej. Maastricht-traktaten tilknyttet den såkaldte Edinburgh-aftale med de fire danske forbehold blev dog efterfølgende godkendt ved en folkeafstemning den 18. maj 1993.

Beskrivelse:
Traktaten opretter Den Europæiske Union og ændrer i de øvrige traktater. Traktaten danner grundlaget for indførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU'en) og indfører den fælles beslutningsprocedure, der giver Europa-Parlamentet større indflydelse på lovgivningsprocessen. EØF bliver med Maastricht-traktaten til EF.

Amsterdam-Traktaten - Amsterdam-traktaten om ændring af Traktaten om Den Europæiske Union, Traktaterne om Oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og visse tilknyttede akter

Traktat underskrevet: 2. oktober 1997
 

Traktat i kraft: 1. maj 1999

Folkeafstemning: I Danmark blev der afholdt folkeafstemning om Amsterdam-traktaten den 28. maj 1998, hvor et flertal stemte ja. 

Beskrivelse:
Amsterdam-traktaten er ikke en grundlæggende traktat, men indeholder bestemmelser der supplerer og ændrer de tidligere traktater. Amsterdam-traktaten indfører bl.a. en øget brug af den almindelige beslutningsprocedure samt ændrer de institutionelle strukturer for at forberede EU på optagelse af nye medlemslande.

Nice-Traktaten - Nice-traktaten om ændring af Traktaten om Den Europæiske Union, Traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og visse tilknyttede akter

Traktat underskrevet: 26. februar 2001

Traktat i kraft: 1. februar 2003 

Beskrivelse:
Nice-traktaten er ikke en grundlæggende traktat, men indeholder bestemmelser der supplerer og ændrer de tidligere traktater. Nice-traktaten ændrede den institutionelle struktur, så EU kunne fungere efter den fortstående udvidelse med 10 nye medlemslande. Kommissionens sammensætning og afstemningsmetoden i Rådet blev bl.a. ændret med Nice-traktaten.

Lissabon-Traktaten - Lissabon-traktaten om ændring af Traktaten om Den Europæiske Union og Traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber

Traktat underskrevet: 13. december 2007

Traktat i kraft: 1. december 2009
 
Beskrivelse:
Traktaten slår EU og EF samarbejdet sammen, og ændrer derved EF-traktaten til ”Traktat
om Den Europæiske Unions Funktionsmåde” (eller ”EUF-traktaten”)
 
Denne artikel dækker disse emner:

Senest opdateret: [19.07.2016]
Sideansvarlig: Martin Jørgensen

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik