Bruxelles, 29. april 2017

På EU-topmødet i Bruxelles vedtog de 27 stats- og regeringschefer de overordnede retningslinjer for EU's forhandlinger med Storbritannien om Brexit.

Ekstraordinært EU-topmøde (artikel 50)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen ankommer til EU-topmødet. Foto: Rådet
Større
Statsminister Lars Løkke Rasmussen ankommer til det særlige EU-topmøde om retningslinjer for Brexit-forhandlingerne. Foto: Rådet

De vedtagne retningslinjer indeholder en beskrivelse af de overordnede principper for EU's tilgang til forhandlingerne med Storbritannien om udtrædelse af EU. 

Retningslinjerne

Der lægges afgørende vægt på, at EU-landene fortsat optræder samlet i forhandlingerne med Storbritannien. Samtidig understreges vigtigheden af, at der er ens spilleregler på det indre marked, og at den frie bevægelighed for personer, varer, kapital og tjenester er en integreret del af det indre marked. Det slås også fast, at lande der ikke er medlemmer af EU ikke kan opnå de samme rettigheder og fordele som EU-medlemslande.

EU-landene er også enige om, at den første fase af forhandlingerne skal bruges til at klarlægge vilkårene for Storbritanniens udtrædelse af EU. Næste fase af forhandlingerne vil ikke blive indledt, før der er sket tilstrækkelige fremskridt på den første del. Aftalen om Storbritanniens fremtidige relation til EU kan først indgås, når Storbritannien er trådt ud af EU. EU-landene er dog villige til at drøfte den overordnede ramme for den fremtidige relation i forbindelse med den anden fase af forhandlingerne.

Stats- og regeringscheferne understreger også vigtigheden af, at der bliver enighed om forholdende for de EU-borgere, der bor i Storbritannien, samt de britiske statsborgere der bor i de øvrige EU-lande. Klarhed for virksomheder er også en prioritet samt at man undgår genetableringen af en egentlig grænse mellem  Irland og Nordirland. Endelig fastslår EU-landene, at det økonomiske mellemværende i forbindelse med Storbritanniens udtrædelse skal afklares.

Næste skridt

Med udgangspunkt i retningslinjerne vil EU-landenes ministre i Rådet den 22. maj 2017 vedtage en afgørelse ,der udpeger Europa-Kommissionen til EU's forhandler samt de såkaldte forhandlingsdirektiver, der indeholder en mere deltaljeret beskrivelse af EU's tilgang til Brexit-forhandlingerne.

Retningslinjer – 29. april 2017

RETNINGSLINJER EFTER DET FORENEDE KONGERIGES MEDDELELSE I HENHOLD TIL ARTIKEL 50 I TEU

Den 29. marts 2017 modtog Det Europæiske Råd meddelelsen fra Det Forenede Kongerige om dets beslutning om at udtræde af Den Europæiske Union og Euratom. Det giver mulighed for indledning af forhandlinger som fastsat i traktaten.

Den europæiske integration har bragt fred og velstand til Europa og givet mulighed for et hidtil uset niveau og omfang af samarbejde om spørgsmål af fælles interesse i en verden i hastig forandring. Derfor vil Unionens overordnede mål i disse forhandlinger være at varetage sine egne, sine borgeres, sine virksomheders og sine medlemsstaters interesser.

Det Forenede Kongeriges beslutning om at forlade Unionen skaber betydelige usikkerhedsmomenter, der vil kunne forårsage forstyrrelser, navnlig i Det Forenede Kongerige, men også, i mindre omfang, i andre medlemsstater. Borgere, der har opbygget deres tilværelse på grundlag af rettigheder, som følger af det britiske medlemskab af EU, risikerer at miste disse rettigheder. Virksomheder og andre interessenter vil miste den forudsigelighed og sikkerhed, som EU-retten fører med sig. Den vil også have virkninger for offentlige myndigheder. Med tanke herpå må vi gå frem efter en faseinddelt tilgang, der prioriterer en velordnet udtræden. Nationale myndigheder, virksomheder og andre interessenter bør tage alle nødvendige skridt for at forberede sig på konsekvenserne af Det Forenede Kongeriges udtræden.

Under disse forhandlinger vil Unionen stå sammen og handle som en enhed med henblik på at opnå et resultat, der er retfærdigt og rimeligt for alle medlemsstaterne og i borgernes interesse. Den vil være konstruktiv og bestræbe sig på at nå en aftale. Det er i begge parters interesse. Unionen vil arbejde hårdt for at opnå det resultat, men den vil forberede sig på også at kunne håndtere situationen, hvis forhandlingerne skulle bryde sammen.

Disse retningslinjer udstikker rammerne for forhandlingerne i henhold til artikel 50 i TEU og fastlægger de overordnede holdninger og principper, som Unionen vil forfølge under forhandlingerne. I denne sammenhæng hilser Det Europæiske Råd Europa-Parlamentets beslutning af 5. april 2017 velkommen. Det Europæiske Råd vil følge spørgsmålet løbende og efter behov ajourføre disse retningslinjer under forhandlingerne. Forhandlingsdirektiverne vil blive tilpasset i overensstemmelse hermed.

 

I. CENTRALE PRINCIPPER

1. Det Europæiske Råd vil vedblive med at tage udgangspunkt i de principper, der blev fastlagt i erklæringen fra stats- og regeringscheferne og formændene for Det Europæiske Råd og Europa-Kommissionen den 29. juni 2016. Det gentager sit ønske om at have Det Forenede Kongerige som en nær partner i fremtiden. Det gentager endvidere, at enhver aftale med Det Forenede Kongerige skal bygge på en balance mellem rettigheder og forpligtelser og sikre lige vilkår. Bevarelsen af det indre markeds integritet udelukker deltagelse baseret på en sektoropdelt tilgang. Et ikkemedlem af Unionen, der ikke lever op til de samme forpligtelser som et medlem, kan ikke have de samme rettigheder og de samme fordele som et medlem. I denne forbindelse ser Det Europæiske Råd med tilfredshed på den britiske regerings anerkendelse af, at det indre markeds fire friheder er udelelige, og at der ikke kan blive tale om et "tag selv-bord". Unionen vil bevare sin uafhængighed med hensyn til sin beslutningstagning og Den Europæiske Unions Domstols rolle.

2. Forhandlingerne i henhold til artikel 50 i TEU vil blive ført med gennemsigtighed og som en samlet pakke. I overensstemmelse med princippet om, at intet er aftalt, før alt er aftalt, kan individuelle spørgsmål ikke afgøres særskilt. Unionen vil gå ind i forhandlingerne med fælles holdninger og vil udelukkende kommunikere med Det Forenede Kongerige ad de kanaler, der er fastlagt i disse retningslinjer og i forhandlingsdirektiverne. For ikke at undergrave Unionens holdning vil der ikke være særskilte forhandlinger mellem enkelte medlemsstater og Det Forenede Kongerige om forhold vedrørende Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen.

3. De ovenfor fastlagte centrale principper bør finde tilsvarende anvendelse på forhandlingerne om en velordnet udtræden, på alle indledende og forberedende drøftelser om rammen for de fremtidige forbindelser og på alle former for overgangsordninger.

 

II. EN FASEINDDELT TILGANG TIL FORHANDLINGERNE

4. På udtrædelsesdatoen vil traktaterne ophøre med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige, på de af dets oversøiske lande og territorier, der for øjeblikket er associeret med Unionen, og på territorier, hvis eksterne forbindelser Det Forenede Kongerige har ansvar for. Hovedformålet med forhandlingerne vil være at sikre Det Forenede Kongeriges velordnede udtræden for at mindske usikkerheden og i videst muligt omfang minimere forstyrrelser forårsaget af denne pludselige ændring.

Med henblik herpå vil første fase i forhandlingerne sigte mod:

at skabe størst mulig klarhed og retssikkerhed for borgere, virksomheder, interessenter og internationale partnere om de umiddelbare virkninger af Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen

at træffe beslutning om Det Forenede Kongeriges adskillelse fra Unionen og frigørelse fra alle de rettigheder og forpligtelser, som Det Forenede Kongerige har som følge af de tilsagn, det har indgået som medlemsstat.

Det Europæiske Råd vil overvåge fremskridtene nøje og beslutte, hvornår der er gjort tilstrækkelige fremskridt til, at forhandlingerne kan overgå til næste fase.

5. Selv om en aftale om fremtidige forbindelser mellem Unionen og Det Forenede Kongerige som sådan først kan afsluttes og indgås, når Det Forenede Kongerige er blevet et tredjeland, kræver artikel 50 i TEU, at der tages hensyn til rammen for dets fremtidige forbindelser med Unionen i de nærmere bestemmelser for udtrædelsen. Med henblik herpå bør der i anden fase af forhandlingerne i henhold til artikel 50 i TEU fastlægges en overordnet forståelse om rammen for de fremtidige forbindelser. Vi er rede til at indgå i indledende og forberedende drøftelser med henblik herpå og i forbindelse med forhandlingerne i henhold til artikel 50 i TEU, så snart Det Europæiske Råd beslutter, at der i første fase er gjort tilstrækkelige fremskridt hen imod en tilfredsstillende aftale om de nærmere bestemmelser for en velordnet udtræden.

6. I den udstrækning det er nødvendigt og juridisk muligt, kan forhandlingerne også tage sigte på at fastlægge overgangsordninger, som er i Unionens interesse, og eventuelt at skabe bindeled til den forventelige ramme for de fremtidige forbindelser på baggrund af de fremskridt, der gøres. Alle sådanne overgangsordninger skal være klart definerede, tidsbegrænsede og omfattet af effektive håndhævelsesmekanismer. Hvis en tidsbegrænset forlængelse af Unionens gældende ret skulle komme på tale, ville det kræve, at de eksisterende regulerings-, budget-, tilsyns-, rets- og håndhævelsesinstrumenter og -strukturer anvendes.

7. Den tidsfrist på to år, der er fastsat i artikel 50 i TEU, udløber den 29. marts 2019.

 

III. AFTALE OM DE NÆRMERE BESTEMMELSER FOR EN VELORDNET UDTRÆDEN

8. Den ret, som enhver EU-borger og dennes familiemedlemmer har til at bosætte sig, tage arbejde eller studere i enhver EU-medlemsstat, er et grundlæggende aspekt af Den Europæiske Union. Sammen med andre rettigheder i henhold til EU-retten har den formet millioner af menneskers tilværelse og valg. Enighed om gensidige garantier med henblik på at beskytte status og rettigheder som følge af EU-retten på udtrædelsesdatoen for EU-borgere og borgere fra Det Forenede Kongerige og deres familier, som er berørt af Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen, vil være den første prioritet under forhandlingerne. Disse garantier skal være effektive, kunne håndhæves, må ikke være diskriminerende og skal være omfattende, herunder retten til at opnå tidsubegrænset ophold efter en uafbrudt periode på fem år med lovligt ophold. Borgerne bør kunne udøve deres rettigheder gennem smidige og enkle administrative procedurer.

9. Hertil kommer, at Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen vil få indflydelse på EU-virksomheder, der handler med og driver virksomhed i Det Forenede Kongerige, og virksomheder fra Det Forenede Kongerige, der handler med og driver virksomhed i Unionen. Det kan ligeledes få betydning for dem, der har indgået kontrakter og forretningsforbindelser eller deltager i EU-finansierede programmer ud fra en antagelse om fortsat britisk EU-medlemskab. Forhandlingerne bør tage sigte på at forhindre et juridisk tomrum, når traktaterne ophører med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige, og på i videst muligt omfang at adressere usikkerhedsmomenter.

10. En enkelt finansiel opgørelse – herunder spørgsmål som følge af FFR og vedrørende Den Europæiske Investeringsbank (EIB), Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) og Den Europæiske Centralbank (ECB) – bør sikre, at både Unionen og Det Forenede Kongerige respekterer de forpligtelser, der følger af hele den periode, hvor Det Forenede Kongerige har været medlem af Unionen. Opgørelsen bør dække alle forpligtelser og ethvert ansvar, herunder eventualforpligtelser.

11. Unionen har konsekvent støttet målet om fred og forsoning i alle dele af Langfredagsaftalen, og det er også fremover af altafgørende betydning at vedblive med at støtte og beskytte fredsprocessens resultater, fordele og forpligtelser. I lyset af de unikke omstændigheder på øen Irland er det nødvendigt at finde fleksible og opfindsomme løsninger, herunder for at undgå en lukket grænse, og samtidig respektere EU-rettens integritet. I den forbindelse bør Unionen også anerkende de eksisterende bilaterale aftaler og ordninger mellem Det Forenede Kongerige og Irland, som er forenelige med EU-retten.

12. Unionen bør nå til enighed med Det Forenede Kongerige om ordninger for de baseområder i Cypern, som er under Det Forenede Kongeriges overhøjhed, og i den henseende anerkende de bilaterale aftaler og ordninger mellem Republikken Cypern og Det Forenede Kongerige, der er forenelige med EU-retten, især hvad angår beskyttelse af rettighederne og interesserne for de EU-borgere, der opholder sig eller arbejder i de baseområder, som er under Det Forenede Kongeriges overhøjhed.

13. Det Forenede Kongerige vil efter sin udtræden ikke længere være omfattet af de ordninger, som er indgået af Unionen eller medlemsstater, der handler på dens vegne, eller af Unionen og dens medlemsstater, der handler i fællesskab. Unionen vil fortsætte med at have sine rettigheder og forpligtelser med hensyn til internationale aftaler. I denne henseende forventer Det Europæiske Råd, at Det Forenede Kongerige lever op til sin del af alle internationale forpligtelser, der er indgået i forbindelse med dets EU-medlemsskab. I sådanne tilfælde bør der føres en konstruktiv dialog med Det Forenede Kongerige om en mulig fælles tilgang til de berørte tredjelandspartnere, internationale organisationer og konventioner.

14. Udtrædelsesaftalen vil også skulle adressere potentielle spørgsmål, der kan opstå som følge af udtrædelsen på andre samarbejdsområder, herunder retligt samarbejde, retshåndhævelse og sikkerhed.

15. Selv om de 27 medlemsstater hurtigt skal træffe beslutning om spørgsmålet om hjemsted for EU's agenturer og faciliteter i Det Forenede Kongerige, bør der findes ordninger for at lette flytningen af dem.

16. Af hensyn til retssikkerheden og for at sikre ligebehandling bør der findes ordninger for alle retslige procedurer, der verserer for Den Europæiske Unions Domstol på udtrædelsesdatoen, og som involverer Det Forenede Kongerige eller fysiske eller juridiske personer i Det Forenede Kongerige. Den Europæiske Unions Domstol bør bevare kompetencen til at træffe afgørelse i disse procedurer. Der bør ligeledes findes ordninger for de administrative procedurer, der verserer for Europa-Kommissionens og Unionens agenturer på udtrædelsesdatoen, og som involverer Det Forenede Kongerige eller fysiske eller juridiske personer i Det Forenede Kongerige. Der bør desuden fastsættes ordninger, der sikrer, at der efter udtrædelsen kan indbringes administrative eller retslige procedurer vedrørende faktiske omstændigheder, der ligger forud for udtrædelsesdatoen.

17. Udtrædelsesaftalen bør indeholde passende tvistbilæggelses- og håndhævelsesmekanismer angående anvendelsen og fortolkningen af udtrædelsesaftalen samt behørigt afgrænsede institutionelle ordninger, der gør det muligt at vedtage de foranstaltninger, som er nødvendige for at håndtere situationer, der ikke er forudset i udtrædelsesaftalen. Dette bør ske under hensyntagen til Unionens interesse i at beskytte sin uafhængighed og sit interne retssystem, herunder Den Europæiske Unions Domstols rolle.

 

IV. INDLEDENDE OG FORBEREDENDE DRØFTELSER OM EN RAMME FOR DE FREMTIDIGE FORBINDELSER MELLEM UNIONEN OG DET FORENEDE KONGERIGE

18. Det Europæiske Råd ser med tilfredshed på og deler Det Forenede Kongeriges ønske om at etablere et nært partnerskab mellem Unionen og Det Forenede Kongerige efter dets udtræden. Selv om forbindelser mellem Unionen og en ikkemedlemsstat ikke kan give de samme fordele som et medlemskab af Unionen, vil stærke og konstruktive bånd være i begge parters interesse og bør omfatte mere end blot handel.

19. Den britiske regering har meddelt, at den ikke vil stræbe efter at forblive i det indre marked, men vil gå efter en ambitiøs frihandelsaftale med Den Europæiske Union. Med udgangspunkt i Unionens interesser er Det Europæiske Råd klar til at indlede arbejdet hen imod en aftale om handel, som skal afsluttes og indgås, når Det Forenede Kongerige ophører med at være en medlemsstat.

20. En eventuel frihandelsaftale bør være afbalanceret, ambitiøs og vidtrækkende. Den kan imidlertid ikke sidestilles med deltagelse i det indre marked eller dele deraf, da det ville underminere dets integritet og funktion. Den skal sikre lige vilkår, navnlig for så vidt angår konkurrence og statsstøtte, og i den henseende indeholde garantier mod uretfærdige konkurrencefordele gennem bl.a. skattemæssige, sociale, miljømæssige og reguleringsmæssige foranstaltninger og praksis.

21. Enhver fremtidig ramme bør sikre finansiel stabilitet i Unionen og respektere dens regulerings- og tilsynsordning og regulerings- og tilsynsstandarder samt anvendelsen heraf.

22. EU er klar til at etablere partnerskaber på områder uden relation til handel, især bekæmpelse af terrorisme og international kriminalitet samt sikkerhed, forsvar og udenrigspolitik.

23. Det fremtidige partnerskab skal omfatte passende håndhævelses- og tvistbilæggelsesmekanismer, der ikke berører Unionens uafhængighed, især ikke dens beslutningsprocedurer.

24. Når Det Forenede Kongerige forlader Unionen, må ingen aftale mellem EU og Det Forenede Kongerige finde anvendelse på territoriet Gibraltar uden en aftale mellem Kongeriget Spanien og Det Forenede Kongerige.

 

V. PRINCIPPET OM LOYALT SAMARBEJDE

25. Indtil Det Forenede Kongerige forlader Unionen, vedbliver det med at være fuldt medlem af Den Europæiske Union med alle de rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i traktaterne og EU-retten, herunder princippet om loyalt samarbejde.

26. Det Europæiske Råd anerkender, at det i international sammenhæng er nødvendigt at tage hensyn til Det Forenede Kongeriges særlige karakter som en udtrædende medlemsstat, forudsat at det overholder sine forpligtelser og forbliver loyalt over for Unionens interesser, mens det stadig er medlem. På samme måde forventer Unionen, at Det Forenede Kongerige anerkender de 27 medlemsstaters behov for at mødes og drøfte spørgsmål vedrørende situationen efter Det Forenede Kongeriges udtræden.

27. Mens Det Forenede Kongerige stadig er medlem, skal alt igangværende EU-arbejde fortsætte så gnidningsløst som muligt med de 28. Det Europæiske Råd er fortsat fast besluttet på ambitiøst at fremme de prioriteter, som Unionen har fastsat for sig selv. Forhandlingerne med Det Forenede Kongerige vil blive holdt adskilt fra igangværende unionsarbejde og må ikke gribe forstyrrende ind i arbejdets gang.

 

VI. PROCEDUREMÆSSIGE ORDNINGER FOR FORHANDLINGERNE I HENHOLD TIL ARTIKEL 50

28. Det Europæiske Råd godkender de ordninger, der blev fastsat i erklæringen fra 27 stats- og regeringschefer den 15. december 2016.

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik