Det centrale spørgsmål i sagen vedrører anvendelsen af opholdsdirektivets artikel 12 og 13 om tredjelandsstatsborgeres fortsatte ret til ophold i en medlemsstat, når den unionsborger, de tidligere har afledt en opholdsret fra, er udrejst af værtsmedlemsstaten, og parret herefter er blevet skilt.
Sagens betydning for dansk ret
Opholdsdirektivets artikel 12 og 13 er implementeret i dansk ret ved §§ 14 og 15 i bekendtgørelse nr. 474 af 12. maj 2011 med senere ændringer om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler (EU-opholdsbekendtgørelsen).
Efter dansk praksis mister en tredjelandsstatsborger, der har ret til at opholde sig her i landet som familiemedlem til en unionsborger, der eksempelvis har udnyttet sin ret til fri bevægelighed som vandrende arbejdstager eller selvforsørgende her i landet, retten til ophold ved unionsborgerens udrejse af Danmark. Opholdsretten kan efter praksis ikke efterfølgende bevares, hvis parret bliver skilt efter unionsborgerens udrejse.
I det omfang, der i medfør af EU-retten måtte følge en ret – ud over opholdsdirektivet – for en tredjelandsstatsborger til at tage ophold i en medlemsstat som familiemedlem til en unionsborger, følger det af udlændingelovens § 14, stk. 1, nr. 2, at udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, jf. lovens §§ 2 og 6, er fritaget for krav om arbejdstilladelse.
Forelæggende Ret:
High Court of Ireland
Anmodning om præjudiciel afgørelse af 5. maj 2014
Generaladvokatens forslag til afgørelse af 7. maj 2015
Dom afsagt den 16. juli 2015
Folketingets dokumenter:
Bilag/udvalgsspørgsmål:
Justitsministeriets notat vedrørende afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-218/14, Singh (opholdsdirektivet), bilag 608 af 18. juli 2014