Internethandel i EU

Når du handler på nettet i EU, er det vigtigt at være opmærksom på, hvilke regler og rettigheder der gælder for dig.

En computer og en indkøbsvogn.
Når du køber varer til eget forbrug på nettet fra et andet EU land, skal du hverken betale told eller dansk moms. Du skal dog være opmærksom på, at du skal betale punktafgift ved køb af nogle bestemte varer såsom alkohol, slik og kaffe. Når du handler på nettet i EU, har du desuden nogle rettigheder, som det er værd at være bevidst om, hvis der opstår problemer med handelen eller dine varer.

1. Tjek at din vare bliver sendt fra et andet EU-land. Hvis din pakke bliver sendt fra et land uden for EU, gælder der nemlig andre regler, end dem du finder i denne vejledning.

2. Kontakt sælgeren, hvis du er i tvivl om, hvorfra din vare bliver afsendt.

3. Køber du varer fra Kanaløerne (Jersey, Guernsey, Alderney og Sark), Ålandsøerne i Finland eller De Kanariske Øer, skal du følge reglerne for internethandel uden for EU. Selvom disse områder er en del af EU, er de ikke med i de fælles toldregler. Dette kan også være tilfældet for andre lignende områder, såsom Grønland og Færøerne. Kontakt SKAT, hvis du er i tvivl. Hvis du køber varer fra Norge, gælder EU-reglerne om internethandel heller ikke. Du finder en guide til internethandel uden for EU her:

4. Tjek, om du skal betale punktafgift ved at gennemgå følgende liste:

5. Hvis du skal betale punktafgift, kan det gøres på to måder. Som regel er det transportøren, som beregner og opkræver afgiften, men hvis du selv har arrangeret transporten, er det dit ansvar. Hvis du selv arrangerer transporten, skal du derfor følge SKAT’s guide, som du finder her:

6. Momsen bør allerede være inkluderet i varens pris. Dit køb svarer altså til et almindeligt køb i en forretning. Virksomhedens salg afgør, hvorvidt du betaler dansk moms eller moms i virksomhedens land.

For virksomheder med et årlig salg til danske købere under 280.000 kr. skal national moms opkræves. F.eks. ved køb af varer fra et firma i England, hvor det årlige salg til danskere er mindre end 280.000 kr., skal der opkræves britisk VAT (moms).

For virksomheder med et årligt salg til danske købere, der overstiger 280.000 kr., skal der opkræves dansk moms, f.eks. ved køb af varer fra Amazon.co.uk. Virksomheder med en omsætning over 280.000 kr. om året til danskere skal også momsregistres i Danmark.

7. Kontakt SKAT på 72 22 18 18, hvis du er i tvivl om, hvilke regler der gælder for de varer, du modtager.

Du har ret til at fortryde din ordre inden for syv dage, fra du har modtaget din vare. Du skal selv sende varen tilbage, og du kan godt blive opkrævet forsendelsesgebyr for dette. Sælgeren skal herefter betale dine penge tilbage inden for 30 dage. Du skal dog være opmærksom på, at hotelreservationer, billeje og rejser ikke er underlagt fortrydelsesretten.

Du har ret til at få leveret varen inden for 30 dage, medmindre du har aftalt noget andet med sælgeren.

Du har ret til at få tydelige oplysninger om vare, pris og forsendelse af sælgeren. Sælgeren skal give dig kontaktinformationer, de vigtigste informationer om varen og oplyse den fulde pris inklusiv afgifter og leveringsomkostninger.

Du har to års reklamationsret. Hvis der er fejl eller mangler på din vare, kan du returnere den i op til to år.

Mener du, at dine rettigheder er blevet overtrådt af en sælger i et andet EU-land, kan du klage til Forbruger Europa.

EU-reglerne om onlinerettigheder er ikke altid lette at forstå, da de er spredt ud over mange forskellige direktiver og forordninger. Herudover er reglerne oftest blevet til som et resultat af minimumsharmonisering. Minimumsharmonisering betyder, at EU-landene er blevet enige om nogle minimumskrav inden for f.eks. internethandel, men at hver medlemsstat har ret til at indføre skrappere krav. For at gøre det lettere at forstå reglerne, har Kommissionen udarbejdet følgende kodeks, som giver et overskueligt overblik over EU-reglerne om onlinerettigheder:

Regler dækker EU-landene.

Reglerne gælder i de 28 EU-lande. Klik på vores Europakort:

EU-Oplysningens Europakort - oplysninger om EU-medlemslande mm.

Skats logo.

I Danmark er det SKAT, der forvalter reglerne om
told, moms og punktafgifter på internethandel. 

Du kan læse mere om reglerne på SKAT's hjemmeside og kontakte dem, hvis du har flere spørgsmål om afgifter på køb af varer over internettet. 

Forslag til dig på eu.dk

Denne artikel dækker disse emner:
Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik