Euroens historie

Arbejdet med en fælles møntunion tog for alvor fart i slutningen af 1980'erne, men tankerne om en fælles valuta går længere tilbage.

Én af euroens bagmænd, kommissionsformanden Jacques Delors. Foto: Kommissionen

Tilbage i februar 1969 foreslog næstformanden for Europa-Kommissionen, Raymond Barre, et tættere samarbejde om økonomisk og monetær politik som led i den såkaldte Barre-plan. Dette forslag blev fulgt op på topmødet i Haag i december samme år, hvor det blev besluttet, at gøre Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU'en) til et officielt mål. Topmødet nedsatte en gruppe med den luxembourgske premierminister Pierre Werner som formand. Gruppen gik herefter i gang med at udarbejde en rapport om, hvordan dette mål kunne nås inden 1980.

Målet blev ikke nået inden 1980, men den 1. januar 1999 blev euroen indført som fælles valuta i EU, hvormed gennemførelsen af den såkaldte tredje fase af ØMU'en var en realitet.

Ophavsmand til Werner-rapporten, tidligere premierminister i Luxembourg Pierre WernerDen såkaldte Werner-rapport, med den luxembourgske premierminister Pierre Werner som formand, præsenteres i oktober 1970. Gruppen foreslår, at man indfører den økonomiske og monetære union over en tiårig periode efter en tre fase-plan. Landene skal gradvist øge koordineringen af den økonomiske politik og mindske udsvingene i valutakurserne. I den tredje fase skal valutakurserne fastlåses og de nationale valutaer skal erstattes med en fælles valuta. Den økonomiske og monetære union skal sikre helt frie kapitalbevægelser, og gruppen anbefaler samtidig at styrke den økonomiske politik og at fastlægge retningslinjer for medlemsstaternes finanspolitik. 


På trods af uenighed om dele af rapporten tilslutter de seks medlemslande sig i marts 1971 principielt indførelsen af ØMU'en i tre faser. Den første fase, der skal nedbringe valutakursudsvingene, bliver iværksat på forsøgsbasis. Der er imidlertid ikke nogen forpligtelse til at fortsætte processen, og første fase kommer aldrig i gang, bl.a. pga. oliekrisen og den internationale valutauro, der opstår som følge af Bretton Woods-systemets sammenbrud.

Se også:

 
For igen at få fremdrift i valutasamarbejdet opretter medlemslandene "slangen i tunnelen" i marts 1972. Idéen er at lade valutaerne flyde ("slangen") inden for snævre udsvingsmargener i forhold til dollaren ("tunnelen"). På grund af oliekrisen, den svækkede dollar og uenighed om den økonomiske politik taber "slangen" på mindre end to år de fleste af sine medlemmer og bliver til sidst til en "D-mark"-zone bestående af Tyskland, Benelux-landene og Danmark, der sammen med Storbritannien og Irland er trådt ind i samarbejdet den 1. januar 1973.
Det fortsatte ønske om monetær stabilitet resulterer i indførelsen af det europæiske monetære system (EMS) i marts 1979. Initiativet kommer fra Frankrig og Tyskland og alle øvrige medlemslande med undtagelse af Storbritannien deltager. 

Der er to hovedelementer i EMS-samarbejdet: 1) fastkurssamarbejdet ERM og 2) den fælles regneenhed ECU.

ERM står for "Exchange Rate Mechanism", og skal sikre valutakursstabiliteten ved at begrænse valutakursernes udsving til +/- 2,25%. ERM fungerer gennem en aftale blandt de deltagende landes national- og centralbanker om gensidigt at intervenere, dvs. købe og sælge valuta for at rette kursen op, hvis en valuta når udsvingsgrænsen, og samtidig hæve renten, hvis valutaerne kommer under pres. 

ECU, eller "European Currency Unit", er en regneenhed vægtet sammen af de forskellige landes valutaer. ECU'en bliver brugt af EU's institutioner som regneenhed ved fastlæggelse af landbrugspriser og udmåling af strukturfonde og budget. 


EMS'en gør det muligt i en tiårsperiode at nedbringe valutakursudsvingene betragteligt. Efter den voldsomme valutauro i 1992 og 1993 bliver ERM-udsvingsbåndet afløst af et bånd på +/- 15 %.
EF-landenes erfaringer med samhandlen i toldunionen giver i midten af 1980'erne anledning til kritik af fællesmarkedets funktion. Der er mange forhindringer for den fri handel - fx tekniske handelshindringer i form af forskellige nationale, diskriminatoriske krav til varerne. Der er også begrænsninger på investeringer mellem EF-landene og på at søge arbejde i andre lande. 

I 1986 vedtager EF-landene derfor Den Europæiske Fællesakt (døbt EF-Pakken i Danmark) om det indre marked. I det indre marked skal både varer, tjenester, arbejdskraft og kapital kunne bevæge sig frit mellem landene på samme måde som på de deltagende landes hjemmemarkeder. Etableringen af det indre marked har til formål at bidrage til større vækst og lavere priser gennem større konkurrence. 

Det indre marked gør, at diskussionen om en økonomisk og monetær union bliver aktualiseret. Det bliver fremført, at det indre marked ikke vil få sin fulde virkning på grund af de forholdsvis høje vekselomkostninger og usikkerhed om bare små valutaudsving.

Ophavsmand til Delors-rapporten, tidligere kommissionsformand Jacques DelorsPå topmødet i Hannover i 1988 nedsætter man et udvalg, som skal udarbejde en rapport om, hvordan en økonomisk og monetær union med en fælles valuta kan indføres. Udvalget består af Jacques Delors, der på det tidspunkt er Europa-Kommissionens formand, de 12 national- og centralbank-chefer og tre uafhængige eksperter. Fra Danmark deltager nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, og som uafhængig ekspert deltager professor Niels Thygesen fra Københavns Universitet. Arbejdet i udvalget bliver afsluttet med den såkaldte Delors-rapport i 1989. 

Ligesom Werner-rapporten er forslaget i Delors-rapporten en økonomisk og monetær union i tre faser. Samtidig foreslår rapporten en bedre koordinering af den økonomiske politik, regler om størrelsen og finansieringen af nationale budgetunderskud og oprettelse af en uafhængig institution, der skal være ansvarlig for EU's monetære politik. 

Topmødet i Madrid i juni 1989 vedtager at indlede 1. fase af Den Økonomiske og Monetære Union den 1. juli 1990 med udgangspunkt i forslagene fra Delors-rapporten.

Se også:

 

ØMU'ens 1. fase

Den første fase indebærer, at landene i højere grad skal samordne deres økonomiske politikker. Landene skal gensidigt overvåge hinandens økonomier for at forsøge at sikre en mere ensartet udvikling. Centralbankerne skal konsultere hinanden i spørgsmål om pengepolitikken, og landene skal deltage i valutasamarbejdet i EMS'en. 

I december 1990 bliver der indledt en regeringskonference, der resulterer i en traktat, som i 1992 bliver underskrevet i Maastricht, Holland. Maastricht-traktaten indeholder blandt andet det juridiske grundlag for ØMU'ens 2. og 3. fase, og bestemmelserne ligger tæt op af de forslag, der blev fremsat i Delors-rapporten. I november 1993 træder Maastricht-traktaten i kraft. 

ØMU'ens 2. fase

Overgangen til anden fase sker den 1. januar 1994. I denne fase skal medlemslandene nå nogle faste mål med hensyn til konvergens af deres økonomiske politik, der bliver vedtaget præcise, ikke bindende regler om offentlig finansiering, og der bliver indført en ny form for fælles overvågning af de offentlige finanser. 

Det Europæiske Monetære Institut (EMI) bliver oprettet med det formål at samordne den monetære politik gennem et styrket samarbejdet mellem medlemslandenes centralbanker og at forberede indførelsen af den fælles valuta. 

Topmødet i Madrid i december 1995 fastlægger datoen for 3. fase af ØMU'en til den 1. januar 1999. Samtidig beslutter man, at den fælles valutas navn skal være "euro", og at eurosedler- og mønter skal indføres senest i 2002. I maj 1998 vedtager stats- og regeringscheferne på et møde i Bruxelles, at tredje fase kan indledes ved årsskiftet blandt 11 medlemslande: Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien, Tyskland og Østrig.

ØMU'ens 3. fase

Den tredje fase begynder således den 1. januar 1999 for de 11 deltagerlande. Denne fase indebærer, at de deltagende lande låser deres valutakurser uigenkaldeligt fast og indfører euroen. Samtidig opretter man det Europæiske System af Centralbanker og den Europæiske Centralbank, der erstatter Det Økonomiske og Monetære Institut (EMI). Den fælles penge- og valutakurspolitik, der nu gælder for eurolandene, bliver suppleret af en pligt til at samordne den økonomiske politik, som et spørgsmål af fælles interesse. 

De deltagende lande i den tredje fase er forpligtet til at overholde bestemmelserne i traktaten og statutten for Det Europæiske Centralbanksystem (ESCB), og skal alle have opnået en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens. Den økonomiske konvergens måles i forhold til bestemte kriterier vedrørende prisstabilitet, udviklingen i de offentlige finanser, valutakursstabilitet og udviklingen i den lange rente i henhold til traktatens artikel 140, stk. 1. 

Grækenland bliver den 3. maj 2000 godkendt til at deltage i den tredje fase af både Den Europæiske Centralbank og af Europa-Kommissionen. Begge institutioner finder, at Grækenland opfylder de nødvendige betingelser for at kunne indføre euroen. Kommissionen foreslår samtidig Rådet, at Grækenlands træder ind i tredje fase den 1. januar 2001. Den endelige beslutning bliver truffet af Rådet den 19. juni 2000. 

Den 1. januar 2002 bliver euromønter og -sedler indført som betalingsmiddel i euroområdet.
 

Forslag til dig på EU.dk

Vigtige EU-topmøder i euroens historie

Denne artikel dækker disse relaterede emner:


Sideansvarlig: Martin Jørgensen

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik