Historie og baggrund for EU

EU’s historie begynder i 1952 med et fælles ønske om at sikre fred, stabilitet og økonomisk vækst i Europa. Siden har det europæiske samarbejde ændret karakter.

Udvikling
Større


EU, som vi kender det i dag, er et resultat af en udvikling, der begyndte for over 60 år siden. Det europæiske samarbejde har ændret karakter, efterhånden som flere og flere lande er blevet medlem, og nye områder er kommet til. De udfordringer, som Europa har stået over for i forskellige i perioder, har ligeledes afspejlet sig i, hvordan EU's historie har udviklet sig.

Grundstenen til det EU, vi kender i dag, bliver lagt kort efter anden verdenskrig, hvor Europa er en verdensdel i kaos. For at sikre fred, stabilitet og økonomisk vækst fødes tanker om et nært og forpligtende samarbejde mellem de tidligere krigsførende lande.

Frankrigs udenrigsminister, Robert Schuman, præsenterer den 9. maj 1950 et forslag om det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Forslaget udspringer af et ønske om en fælles kontrol med de industrier, som gjorde et militært oprustningskapløb muligt før og under krigen. Formålet er at umuliggøre krig mellem de deltagende lande via kontrol med de tunge industrier.

Det er seks europæiske lande, som underskriver traktaten om det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og dermed grundlægger det samarbejde, vi i dag kender som EU. De seks lande er Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Luxembourg og Tyskland.

Traktaten om det Europæiske Kul- og Stålfællesskab træder i kraft i 1952 og bliver startskuddet til en omfattende europæisk integrationsproces.

De seks lande, som på daværende tidspunkt udgør medlemsskaren i det europæiske samarbejde, bliver i 1957 enige om at udbygge Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab med to yderligere fællesskaber. De underskriver Romtraktaten, som træder i kraft året efter og er berømt for den vending, der kommer til at tegne det europæiske samarbejdes udvikling i de følgende årtier: at arbejde for "en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk".

For det første aftaler landene at arbejde hen imod et fælles marked med afskaffelse af indre toldmure og etablering af fælles told på varer udefra. Det kaldes Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og lægger fundamentet for det indre marked, den fælles landbrugspolitik og andre af EU's helt centrale politikområder.

For det andet etablerer landene Euratom, som er et samarbejde om udvikling af atomkraft til fredelige formål.

I 1960'erne begynder nye lande at banke på døren til det europæiske samarbejde, og det stiller de seks lande over for en udfordring, som har været på dagsordenen mange gange siden: Hvor mange lande kan være med? I 1961 ansøger Storbritannien for første gang om medlemskab. Det nedlægger den franske præsident Charles de Gaulle veto mod både i 1962 og 1967.

De Gaulle forårsager den såkaldte krise over den tomme stol i perioden 1965-66. I dette tidsrum møder franskmændene ikke op til nogen møder i Ministerrådet bortset fra rent tekniske møder på de lavere niveauer. Det lammer Ministerrådets beslutningskraft. Krisen handler om etableringen af en fælles, overnational landbrugspolitik, som Kommissionen har foreslået med uafhængig finansiering og kontrolleret af Kommissionen og Parlamentet.

Først i januar 1966 finder de daværende seks medlemslande en løsning på krisen. De bliver enige om, at beslutninger, hvis indhold bevirker, at et lands meget vigtige interesser står på spil, ikke skal være omfattet af flertalsafgørelse (hvis dette er muligt), men skal afgøres ved enstemmighed. Herved vil det pågældende land have mulighed for at nedlægge veto.

Spørgsmålet om nye medlemslande og særlig britisk medlemskab står stille, ind til den franske præsident de Gaulle forlader sit embede i 1969.

Storbritannien opnår endelig EF-medlemskab i 1973. Irland og Danmark følger briternes eksempel og bliver optaget i EU ved samme lejlighed. Norge er også kandidatland, men trækker sig som resultat af en folkeafstemning, hvor nordmændene siger nej til EF-medlemskab.

For EF bærer 70'erne præg af, at det ikke rigtig lykkes at skabe den fremdrift i det europæiske samarbejde, som man har ambitioner om. Det er ganske vist lykkedes at skabe en fælles landbrugspolitik, selv om denne viser sig at være et protektionistisk værktøj til at beskytte landmændene mod konkurrence udefra. Det europæiske fællesmarked, som man blev enige om at skabe med Romtraktaten i 1957, er dog langt fra blevet til virkelighed. EF-landene forsøger også at skabe økonomisk stabilitet ved at binde deres valutaer til hinanden. Konkret etablerer de den såkaldte slange, der indebærer, at landenes valutaer kun må svinge inden for fastsatte grænser i forhold til hinanden. Slangen bliver dog afskaffet i 1976, fordi den ikke fungerer - bl.a. pga. oliekrisen i 1973, der skaber stigende inflation og arbejdsløshed.

Efter optagelse af tre tidligere diktaturstater (Grækenland i 1981, Spanien og Portugal i 1986) bliver EU’s medlemslande i 1986 enige om Den Europæiske Fællesakt. Fællesakten giver en saltvandsindsprøjtning til det indre marked og fastsætter 1992 som deadline for realiseringen af fællesmarkedet. Det skal ske gennem en harmonisering af medlemslandenes lovgivning, bedre sammenhæng mellem økonomisk og monetær politik og mere europæisk samarbejde inden f.eks. sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. 

Det daværende EF får i samme periode nye kompetencer inden for f.eks. miljø, forskning og udvikling og økonomisk og social sammenhæng, og der sker en række institutionelle reformer, der skal gøre samarbejdet mere effektivt.

Oven på de store omvæltninger i Europa, der følger i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud og Tysklands genforening, opstår stærkere ideer om en økonomisk og monetær union og en politisk union. Maastrichttraktaten, der vedtages i 1991 og træder i kraft i 1993, betyder, at EF skifter navn til EU – Den Europæiske Union.

Maatrichtstraktaten skal bl.a. reformere institutioner og beslutningsprocedurer i det europæiske samarbejde med etableringen af den fælles beslutningsprocedure, hvor Europa-Parlamentet bliver medlovgiver sammen med Ministerrådet på en række politikområder. I Ministerrådet bliver flere og flere områder omfattet af, at beslutninger skal træffes med kvalificeret flertal i stedet for ensstemmighed.

Den nye traktat har også til formål at skabe en økonomisk og monetær union med euroen som fælles valuta. Den Europæiske Centralbank bliver også etableret.

Danskerne stemmer nej til Maastrichttraktaten ved en folkeafstemning i 1992. Den danske regerings forhandler sig derpå frem til fire forbehold i den såkaldte Edinburghaftale, som danskerne stemmer ja til i 1993.

Afslutningen på den kolde krig er også årsagen til, at tre neutrale stater Sverige, Finland og Østrig i 1995 bliver medlemmer af EU.

En ny europæisk valuta ser dagens lys i 2002: euroen. Forud for dette har alle de EU-lande, der er med i ØMU'en i 10 år arbejdet for at stabilisere deres økonomier ved at opfylde de såkaldte konvergenskriterier. Euroen erstatter landenes gamle valutaer, såsom tyske d-mark, italienske lira og franske franc.

Den store østudvidelse i 2004 er en milepæl i EU's historie: 10 nye lande fra Central- og Østeuropa slutter sig til EU's 15 gamle medlemslande fra Vest- og Sydeuropa. Nicetraktaten fra 2001 skal forberede EU på udvidelsen gennem institutionelle reformer, som er nødvendige for, at EU kan fungere efter optagelsen af nye medlemslande. Brugen af kvalificeret flertal i Ministerrådet og antallet af kommissærer justeres, så hvert medlemsland får en kommissær hver - tidligere har de store medlemslande beklædt to kommissærposter.

Samme år bliver EU's stats- og regeringschefer i juni måned enige om en ny traktat - forfatningstraktaten. Den sammenskriver alle de gældende traktater i EU-samarbejdet til en traktat, gennemfører en række institutionelle reformer og giver EU nogle officielle symboler såsom en hymne og et flag.

Forfatningstraktaten bliver afvist ved folkeafstemninger i Frankrig og Holland i juni 2005, og ratifikationsprocessen går dermed i stå. Den planlagte danske folkeafstemning om forfatningstraktaten udskydes efter EU-topmødet den 16.-17. juni 2005.

Det Europæiske Råd vedtager i 2005 en erklæring om ratificering af forfatningstraktaten, hvori stats- og regeringscheferne opfordrer til en tænkepause med en bred debat i de enkelte lande. Tænkepausen skal bruges til at debattere EU i de enkelte medlemslande såvel som på europæisk plan. Forfatningstraktaten bliver derfor aldrig sendt til folkesafstemning i Danmark. Selvom Forfatningstraktaten altså aldrig blev vedtaget, kom den til at danne fundamentet for den senere Lissabontraktat fra 2007. 

Optagelsen af lande fra øst fortsætter i 2007, hvor Rumænien og Bulgarien bliver medlemmer af EU. I 2013 bliver Kroatien optaget i det europæiske samarbejde.

Den finansielle krise, der er startet i USA, spreder sig til Europa i efteråret 2008. EU's stats- og regeringschefer bliver enige om en række tiltag, der skal stabilisere de finansielle markeder. Bl.a. tillader man, at medlemslandene må give statsstøtte til nødlidende banker i form af f.eks. bankpakker.

Grækenland kommer i alvorlige gældsproblemer i forsommeren 2010, og behovet for en hjælpepakke fra EU bliver åbenbart. EU har på daværende tidspunkt ikke umiddelbart de fornødne instrumenter eller midler til at hjælpe Grækenland. Løsningen bliver i første omgang, at eurolandene yder bilaterale lån til Grækenland med Europa-Kommissionen som mellemmand og Den Internationale Valutafond (IMF) som en yderligere ekstern långiver. Behovet for at kunne håndtere lignende fremtidige gældskriser i eurolandene på en mere formaliseret måde leder i maj 2010 til enighed blandt EU-landene om etablering af to instrumenter - den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF) og den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme (EFSM).

Både EFSF og EFSM tages igen i anvendelse, da Irland i november 2010 og Portugal i maj 2011 også får brug for hjælp fra EU, fordi deres økonomier er i krise. Grækenland får endnu en hjælpepakke i juli 2011.

Det finansielle stormvejr, som EU kom ind i i 2008, har været det værste i mange årtier, og mange EU-lande kæmper stadig med at få gang i væksten.

Som erstatning for den kuldsejlede forfatningstraktat bliver EU's stats- og regeringschefer i 2007 enige om en ny traktat i Lissabon. Lissabontraktaten indeholder mange af de samme ændringer som forfatningstraktaten, men nogle elementer, såsom fælles EU-symboler, pilles ud. Blandt de større ændringer er, at den fælles beslutningsprocedure, hvor Europa-Parlamentet og Ministerrådet lovgiver i fællesskab, skifter navn til den almindelige beslutningsprocedure. Derudover får Det Europæiske Råd en fast formand, og EU får en højrepræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik, der skal stå i spidsen for en fælles udenrigstjeneste.

Den irske befolkning afviser imidlertid Lissabontraktaten ved en folkeafstemning i juni 2008. EU's stats- og regeringschefer drøfter, hvad man kan gøre, på en række topmøder og bliver enige om at imødekomme en række ønsker fra den irske regering med hensyn til Lissabontraktaten. Stats- og regeringscheferne støtter således, at Kommissionen fortsat skal omfatte en kommissær fra hvert medlemsland. I tillæg får den irske regering lovning på en række retlige garantier på områder som skatteområdet, sikkerheds- og forsvarspolitik, retten til liv samt uddannelse og familie. Den irske regering forpligter sig derimod til at søge ratifikation af Lissabontraktaten inden udløbet af Kommissions mandatperiode, hvilket vil sige inden den 31. oktober 2009. Ved en ny irsk folkeafstemning i oktober 2009 siger et flertal af den irske befolkning ja til Lissabontraktaten, som træder i kraft i december 2009.

Den 23. juli 2016 sker der noget, der er hidtil uset i EU’s historie: ved en folkeafstemning i Storbritannien stemmer et flertal for, at landet skal forlade EU. Det er starten på det, der i folkemunde bliver kaldt Brexit.

Den officielle Brexitprocedure begynder den 29/3 2017, hvor Storbritanniens regering aktiverer artikel 50 i Lissabontraktaten. Denne artikel beskriver, hvordan et land træder ud af EU. Storbritannien aktiverer artikel 50 ved at vedtage en udtrædelseslov (Withdrawal Bill) i parlamentets to kamre for dernæst at melde udtrædelsen til Det Europæiske Råd.

Storbritannien har to år til at forhandle med de 27 regeringsledere i EU, før briternes EU-medlemskab endeligt ophører i marts 2019. Inden da skal al EU-lovgivning med betydning for Storbritannien desuden være indført i britisk lov, da den ellers ikke gælder.

Både EU og Storbritannien ønsker at bibeholde et tæt samarbejde. Det er netop det, de nuværende forhandlinger drejer sig om. Især aftaler om frihandel, sikkerhed og civiles rettigheder står højt på dagsordenen, da EU og Storbritannien er tæt bundet sammen på netop disse områder. Desuden skal der forhandles om grænsen til Irland, da det er det eneste EU-land med landegrænse til Storbritannien. 

 

Hvis du vil vide mere om EU's udvikling

Denne artikel dækker disse relaterede emner:
Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik