EU-Domstolen

EU-Domstolen dømmer i sager, der omhandler EU-ret. Domstolen skal sikre, at EU's regler bliver anvendt ens i alle medlemslandene.

EU-domstolen.
Større

Den Europæiske Unions Domstol, EU-Domstolen, er en af de mest centrale institutioner i EU-samarbejdet. 

Domstolen, som har sæde i Luxembourg, er EU’s dømmende magt og har det sidste ord i spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, dvs. af EU’s traktater og EU-lovgivningen. Domstolens opgave er at sikre, at EU-retten overholdes, fortolkes og anvendes på samme måde i hele EU, uanset i hvilket land en juridisk problemstilling er opstået.

Domstolen har gennem tiderne – og navnlig i 1960-1970’erne – spillet en afgørende rolle for udviklingen af EU-samarbejdet, også selv om Domstolen befinder sig uden for lovgivningstrekanten, som består af Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet.

Domstolen er blevet kaldt både aktivistisk og politisk, mens andre nøjes med at kalde den dynamisk. Uanset hvad man måtte mene om Domstolen, er der næppe nogen tvivl om, at der ikke noget sted i verden findes en international institution, der kan sammenlignes med EU-Domstolens. 

En eller flere domstole?

Det giver indimellem anledning til tvivl, om der er en eller flere EU-domstole. Svaret er, at der kun findes en EU-institution med dømmende magt, nemlig Den Europæiske Unions Domstol. Den består dog af tre instanser, nemlig Domstolen, Retten og de såkaldte specialretter. De tre instansers opgaver og arbejdsformer varierer, som vi skal se i det følgende, men har bl.a. fælles embedsapparat, fælles oversættelsestjeneste, pressetjeneste m.v. 

EU’s Revisionsret er derimod trods navnet ikke nogen egentlig domstol, men derimod en uafhængig revisionsmyndighed, som har til opgave at sikre kontrollen med EU-budgettet. Den er derfor ikke en del af EU-Domstolen. 

Den Fælles Patentdomstol, er heller ikke en EU-institution, men oprettes i kraft af en mellemstatslig aftale, hvor medlemslandene selv bestemmer, om de vil være med. Danmark stemte ja til at deltage samtidig med valget til Europa-Parlamentet den 25. maj 2014.

På grund af den stadig voksende sagsmængde oprettede EF i 1989 Retten i Første Instans. Retten skulle aflaste Domstolen og blev i første omgang sat til at behandle sager om ansatte i EU-institutionerne og om EU-konkurrencesager, som på daværende tidspunkt udgjorde en betydelig del af sagerne. Domstolen skulle så koncentrere sig om de væsentligste og mest principielle sager, som også havde taget til i omfang. 

Sammensætning

Domstolens medlemmer består af dommerne og af de særlige generaladvokater, som de enkelte medlemsstater udnævner efter en fast rotationsordning. 

Domstolen består af én dommer for hver af EU’s medlemsstater. Dommerne udnævnes efter fælles overenskomst af medlemsstaternes regeringer for en periode på seks år med mulighed for genudnævnelse. I praksis blander medlemsstaterne sig dog ikke i, hvem de andre medlemsstater udnævner som dommere. Men inden regeringerne udnævner dommerne og generaladvokaterne, skal der nedsættes et udvalg, der skal bedømme, om de indstillede kandidater er egnede til at varetage opgaverne som medlemmer af Domstolen.

Generaladvokaterne har til opgave helt upartisk og uafhængigt at komme med et forslag til, hvordan Domstolen skal afgøre en sag. Dommerne er ikke bundet af generaladvokatens forslag, men da generaladvokaterne har samme baggrund og stilles over for den samme juridiske opgave som dommerne, er generaladvokatens forslag som regel et kvalificeret bud på den endelige afgørelse i sagen. De fleste gange følger Domstolen da også generaladvokatens forslag.

Domstolen dømmer i flere forskellige slags sager.

Traktatbrud

Det er i første omgang Kommissionens opgave at kontrollere, om medlemslandene lever op til de forpligtelser, som den fælles EU-lovgivning pålægger dem. Hvis Kommissionen vurderer, at et medlemsland bryder EU-retten, begynder den med at sende en såkaldt åbningsskrivelse til det pågældende land. Hvis landet efterfølgende ikke retter ind, fordi det f.eks. er uenig i Kommissionens opfattelse, kan Kommissionen indbringe landet for Domstolen og starte en traktatkrænkelsessag. En traktat´krænkelsessag kan også startes af et andet EU-land, men det sker sjældent.

I en traktatkrænkelsessag er det op til Domstolen at afgøre, om et medlemsland bryder EU-retten. Hvis Domstolen finder frem til, at der er tale om et traktatbrud, skal det pågældende medlemsland straks tilpasse sine nationale regler. Hvis landet ikke gør det, kan Kommissionen køre et nyt sagsanlæg, hvor landet kan blive idømt en økonomisk straf.

Juridiske spørgsmål fra de nationale domstole

Medlemslandenes domstole kan indbringe såkaldte præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen, hvis de er i tvivl om, hvordan en EU-regel skal fortolkes i en konkret sammenhæng, eller hvorvidt den overhovedet er gyldig. Den nationale sag står på standby, indtil Domstolen kommer med sit svar, som så skal bruges i den nationale afgørelse. Andre nationale domstole er efterfølgende forpligtet til at tage højde for EU-Domstolens præjudicielle afgørelse i lignende sager.

Annullation af regler

Domstolen kan fastslå, at en EU-regel skal annulleres, hvis den er i strid med traktaten eller andre EU-regler. Denne form for sager kaldes annullationssøgsmål.

Passivitet

Hvis en af de andre EU-institutioner Kommissionen, Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Råd eller Centralbanken er blevet opfordret til at handle i en sag, men ikke har foretaget sig noget, kan Domstolen afgøre, om denne passivitet er lovlig. Den pågældende institution er så forpligtet til at handle, hvis Domstolen har sagt, at passiviteten var ulovlig i den givne sammenhæng. Dette kaldes passivitetssøgsmål og kunne f.eks. være en sag om Europa-Parlamentet mod Kommissionen om passivitet i forbindelse med transportpolitikken. 

EU's medlemslande og EU-institutionerne har lov til at sagsøge med anklage om passivitet. Enkeltpersoner kan kun være sagsøger, hvis de har en særlig interesse i sagen det vil sige, at de skal være individuelt berørt af, at der ikke er blevet lavet en retsakt.

Erstatning

Domstolen kan i et vist omfang vurdere, om skader forvoldt af EU-institutionerne eller ansatte i EU skal udløse en erstatning.

Appelsager

Domme afsagt ved Retten (tidligere kaldet Retten i Første Instans) eller Personaleretten kan appelleres til Domstolen.

Dommerne træffer afgørelser i forskellige sammensætninger afhængig af den type sag, der skal træffes afgørelse i. Normalt dømmes der i afdelinger med tre eller fem dommere. I særligt store eller vigtige sager bruger man en sammensætning bestående af 15 dommere, som kaldes Den Store Afdeling. Denne sammensætning kan bruges i særligt store eller vigtige spørgsål, hvis et medlemsland eller en institution er part i sagen og anmoder om det. Endelig kan de 28 dommere også træde sammen i plenum, men kun i helt særlige sager. Det kan bl.a. være, hvis den Europæiske Ombudsmand eller en kommissær skal afskediges, fordi vedkommende ikke har levet op til sine forpligtelser.

Generaladvokater kommer med forslag til afgørelser

Udover de 28 dommere er der ni generaladvokater tilknyttet Domstolen. Det er inspireret af det franske retssystem og en tilsvarende ordning findes ikke i Danmark. Generaladvokaternes opgave er at komme med et forslag til, hvordan Domstolen skal dømme i en given sag. Dommerne er efterfølgende ikke bundet til generaladvokatens forslag, men da de har samme baggrund og tolker de samme regler, vil dommerne i praksis ofte følge generaladvokatens forslag.

Generaladvokater udpeges på samme måde som dommerne nemlig af medlemslandenes regeringer. Der er fast seks generaladvokater fra de seks største EU-lande, mens de sidste tre besættes efter en fast rotationsordning. Pr. 1. oktober 2015 udvides antallet til elleve generaladvokater.

Domstolens arbejde ledes af en præsident og en vicepræsident. De vælges for tre år ad gangen af og blandt de 28 dommere og kan genvælges.

EU-Domstolens organisation er blevet ændret og udviklet siden dens oprettelse. De tre instanser Domstolen, Retten og Personaleretten der i dag udgør EU's retsinstanser, har afsagt i alt ca. 28.000 domme siden 1952.

1952: Der oprettes en domstol samtidig med grundlæggelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, forløberen for EU-samarbejdet.

1989: Retten i Første Instans oprettes for at lette sagspresset ved Domstolen. Fra 2009 kaldes den bare for Retten.

2005: Personalesager behandles ikke længere af Retten, men af Retten for EU-personalesager (Personaleretten).

2009: EF-Domstolen skifter navn til EU-Domstolen, da Lissabontraktaten træder i kraft, fordi Domstolen får udvidet sit område til at kunne dømme inden for hele EU-retten og ikke kun EF-retten.


Forskellen på EU-Domstolen og de danske domstole

Højesteret. Kilde: Per Johansen.

EU-Domstolen dømmer i sager, hvor der er strid om EU-retten - ligesom de danske domstole dømmer i sager om dansk ret. I Danmark starter en sag ved Byretten og kan så ankes til Landsretten og senere Højesteret. I EU starter de fleste sager ved Retten og kan ankes til Domstolen. Der er dog nogle sager, der starter direkte ved Domstolen. Ved danske domstole handler sager for det meste om en strid mellem to borgere eller en borger og en virksomhed eller en offentlig myndighed. Ved EU's domstole er det sjældent, at en borgers sag tages direkte op. Her er det for det meste medlemslandene, der er den ene part og Europa-Kommissionen, der er den anden. 



Leksikon

Gå til leksikon
EU-Domstolen
EU-Domstolen har til opgave at værne om lov og ret ved fortolkning og anvendelse af EU-retten. Domstolen blev oprettet i 1952, og den har hjemsted i Luxembourg.
Generaladvokat
I tilknytning til EU-Domstolen findes otte såkaldte generaladvokater. Generaladvokaterne har samme kvalifikationer som EU-Domstolens dommere.
Åbningsskrivelse
Når Kommissionen indleder en traktatbrudssag mod et medlemsland, sender den som det første en åbningsskrivelse, hvor den forelægger problemet for medlemslandet.
Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Senest opdateret: [26.07.2017]
Sideansvarlig: Mongin Forrest

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik