EU-formandskabet

EU's medlemslande skiftes til at varetage formandskabet for Ministerrådet.

Under det danske formandskab i 2012.
Større


Rådets møder ledes på skift af medlemsstaterne, der varetager rådsformandskabet i seks måneder ad gangen. Rådet for Udenrigsanliggender er dog en undtagelse, idet EU’s udenrigsrepræsentant er fast formand for denne rådsformation. Det Europæiske Råd har også en fast formand.

Somme tider hører man, at et land har formandskabet for EU, men i realiteten varetager medlemsstaternes regeringer kun formandskabet for Rådet. Det land, der har formandskabet, skal tilrettelægge og lede alle Rådets møder, prioritere hvilke sager og områder, det vil fremme i løbet af formandskabsperioden, og repræsentere Rådet over for de andre EU-institutioner. Går Rådets forhandlinger i hårdknude, eller opstår der andre problemer, er det også formandskabets opgave at forsøge at finde et løsningsforslag. Formandskabet skal udøves neutralt og upartisk, og ofte må formandskabslandet sætte egne interesser i baggrunden for at opnå enighed mellem landene.

Formandskaber gennemføres som et trioformandskab. Det betyder, at tre formandskabslande er sammen om et fælles program for de 18 måneder, de tilsammen har formandskabet. Formålet med trioformandskab er at skabe en vis sammenhæng over tid og en arbejdsdeling, bl.a. ved at store lande letter byrden under mindre landes formandskab ved at tage en større del af det administrative arbejde. 

Tidligere gik formandskabet på tur mellem landene efter alfabetisk rækkefølge. I dag er rækkefølgen sammensat ud fra en lang række hensyn. Bl.a. skal det sikres, at der altid er mindst et stort land med i trioen, så man kan drage fordel af de stores landes større økonomiske og politiske vægt samt administrative kapacitet. Under det seneste danske formandskab indgik Danmark i en trio med Polen og Cypern i perioden juli 2011-december 2012.

Formandskabet har tre overordnede funktioner:

  1. Det skal planlægge og prioritere arbejdet i Rådet, COREPER og arbejdsgrupperne. Det drejer sig dels om at fastlægge de overordnede politiske og strategiske prioriteringer. Her kan formandskabet godt lægge vægt på egne mærkesager. Og dels styre de mange sager, der løbende forhandles i Rådet, så flest mulige kan forhandles på plads. Her må formandskabet optræde neutralt. Mange lovgivningsforslag forhandles gennem flere år i Rådet, og det er derfor kun dele af et forslag, der forhandles på plads under det enkelte formandskab. Formandskabet kan op- og nedjustere mængden af møder og intensiteten af forhandlingerne. Kommissionen indgår også i dialog med kommende formandskaber og kan vælge at planlægge lanceringen af et forslag efter, hvilket kommende formandskabsland der prioriterer det givne emne. Formandskabets fokus og prioriteter præsenteres i et halvårligt arbejdsprogram og i det fælles 18-måneders program for formandskabstrioen.

  2. Formandskabet leder alle møder på arbejdsgruppeniveau, i COREPER og i Rådet. Det vil sige, at formandskabet fastsætter dagsordener og sidder for bordenden under møderne. I denne rolle ligger også ansvaret for at afdække kompromismuligheder i de enkelte forhandlinger, fokusere på mulige forhandlingsløsninger og fremlægge forslag til kompromisser under og mellem møderne. Formanden skal derfor kunne optræde neutralt under drøftelserne i Rådet og fungere som mægler for at finde frem til løsninger, der er acceptable for landene.

  3. Formandskabet repræsenterer Rådet over for EU’s andre institutioner. Det har især betydning under den almindelige lovgivningsprocedure, hvor der oftest forhandles mellem institutionerne i såkaldte triloger. Her mødes Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen og Rådet med henblik på at finde et fælles kompromis. Formandskabet skal altså balancere hensynet til både det interne kompromis blandt medlemslandenes regeringer i Rådet og det nødvendige kompromis med Parlamentet.
    Gode relationer på alle niveauer til specielt Kommissionen og Parlamentet er forudsætningen for et succesfuldt formandskab. Specielt kontakterne mellem formandskabet og medlovgiverne i Europa-Parlamentet er de seneste år blevet meget omfattende og mere tidskrævende. Dette er sket i takt med udbygningen af Parlamentets lovgivningsmæssige beføjelser.
     

Kort fortalt er formandskabslandets hovedopgave at sætte dagsordenen i Rådet og være drivkraft i Rådets behandling af EU-sagerne. Det er derfor formandskabslandet, som tilrettelægger og leder møderne mellem EU-landenes ministre m.m. i Rådet og de arbejdsgrupper med embedsmænd, som er tilknyttet Rådet. Den eneste undtagelse er Udenrigsrådet, som ledes af EU's udenrigsrepræsentant, Federica Mogherini.

Der er ikke helt frit valg for, hvad et formandskab kan sætte på dagsordenen. For det første fordi Kommissionen har initiativret og dermed er den institution, der fremlægger forslag til lovgivning. For det andet fordi en meget stor del af sagerne arves fra tidligere formandskaber og den cyklus, som dele af EU-samarbejdet kører i. Endelig kan der opstå uventede sager, som EU bliver nødt at tage hånd om. Inden for disse rammer kan hvert formandskabsland prioritere, hvilke sager og områder det vil arbejde med i løbet af formandskabsperioden.

Formandskabet skal forsøge at skabe kompromiser mellem med­lemslandene og samle trådene efter forhandlinger. Det gælder både i forhold til møder mellem landenes ministre og møder mellem embedsmændene i Rådets arbejdsgrupper. Når der forhandles om EU-lovgivningen, er det formandskabslandet som i samarbejde med Rådets sekretariat og Kommissionen udarbejder forslag til kompromistekster, der kan samle det nødvendige flertal.

Formandskabslandet har også en vigtig opgave, i og med at det i flere sammenhænge repræsenterer Rådet som institution - f.eks. under arbejdet med den almindelige lovgivningsprocedure, når Rådet mødes i forhandlinger med Europa-Parlamentet. Formandskabet varetager også kontakten til Europa-Parlamentet og skal sætte såvel formelle som uformelle forhandlinger i gang imellem Rådet og Europa-Parlamentet.

Formandskabet arrangerer gerne et antal uformelle rådsmøder i deres hjemland. Her besluttes ikke lovgivning, i stedet drøftes mere overordnede temaer. Ministrene kan tale frit og fortroligt, fordi der hverken er officielle dagsordener eller referater. 

EU-landene skal koordinere og arbejde tæt sammen om formandskabet i grupper med tre lande. Disse gruppeformandskaber kaldes trioformandskaber og løber hen over de tre landes formandskabsperioder – det vil sige 18 måneder. Danmark indgik i en trio med Polen og Cypern under vores seneste formandskab i 1. halvdel af 2012. Polen havde formandskabet i andet halvår af 2011, mens Cypern havde formandskabet efter Danmark i andet halvår af 2012. Danmark skal igen have EU-formandskabet i andet halvår af 2025.

De seneste og kommende formandskaber er:

 Medlemsland  Halvår
Nederlandene
 1. halvår 2016
Slovakiet
 2. halvår 2016
Malta
 1. halvår 2017
Estland  2. halvår 2017
Bulgarien  1. halvår 2018
Østrig  2. halvår 2018
Rumænien  1. halvår 2019
Finland  2. halvår 2019
Kroatien   1. halvår 2020
Tyskland   2. halvår 2020
Portugal   1. halvår 2021
Slovenien  2. halvår 2021
Frankrig  1. halvår 2022
Tjekkiet  2. halvår 2022
Sverige   1. halvår 2023
Spanien   2. halvår 2023
Belgien   1. halvår 2024
Ungarn   2. halvår 2024
Polen   1. halvår 2025
Danmark   2. halvår 2025
Cypern   1. halvår 2026
Irland   2. halvår 2026
Litauen   1. halvår 2027
Grækenland   2. halvår 2027
Italien   1. halvår 2028
Letland   2. halvår 2028
Luxembourg   1. halvår 2029
Nederlandene   2. halvår 2029
Slovakiet   1. halvår 2030
Malta   2. halvår 2030
Det er primært den nationale regering, der står for et EU-formandskab. Under det danske formandskab i 2012 var det for eksempel Ida Auken, der som miljøminister var mødeleder, når EU-landenes ministre mødtes i Miljørådet. De ansvarlige ministre assisteres af embedsmænd i ministerierne og på landenes repræsentationer i Bruxelles.

Det roterende formandskab har været en del af Rådet siden dets grundlæggelse. Jo flere lande, der er blevet optaget i det europæiske samarbejde, jo længere tid går der mellem, at et medlemsland har formandskabet.

1952: Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) grundlægges af seks lande. En af institutionerne i EKSF er Det Særlige Ministerråd, hvis formandskab allerede fra begyndelsen varetages af medlemslandene på skift.

2009: Trioformandskaber indføres som en del af Lissabontraktaten. Det Europæiske Råd får desuden en fast formand, og det bliver den høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitiks opgave at repræsentere EU's ansigt udadtil. Disse opgaver blev tidligere varetaget af det roterende formandskab.

Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Senest opdateret: [22.11.2017]
Sideansvarlig: Mongin Forrest

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik