Rådet

Ministerrådet består af ministre fra alle EU's medlemslande, der mødes for at forhandle om ny lovgivning i EU.

Ministerrådets bygning, også kendt som Justus Lipsius bygningen. Kilde: Kommissionen

Ministerrådet kaldes i daglig tale også blot Rådet. Rådet sikrer medlemslandene indflydelse på den politik, der vedtages i EU. Beslutningsprocedurerne i Rådet er indrettet således, at der både tages hensyn til små og store lande.

Rådets medlemmer

Ministrene fra EU's 28 medlemslande. Der sidder altså 28 ministre om bordet til hvert rådsmøde.

Rådets opgaver 

Ministerrådet er med til at vedtage EU’s love og budget.

Rådets særlige karakteristika

Selv om Ministerrådet på mange områder træffer beslutninger ved et såkaldt kvalificeret flertal, er der tradition for, at man forsøger at forhandle sig frem til enighed mellem alle lande.

Rådets organisering 

Ti forskellige rådssammensætninger, f.eks. mødes den danske miljøminister med sine europæiske ministerkolleger i Miljørådet.

Rådets arbejdssteder 

Rådets hovedkvarter ligger i Bruxelles, men tre gange om året mødes de i Luxembourg, når de skal holde møde - i april, juni og oktober. Uformelle rådsmøder finder ofte sted i det medlemsland, der har formandskabet.

Næste valg 

Ansigterne i Ministerrådet udskiftes i takt med, at der er nationale valg i medlemslandene, som fører til nye regeringer og ministre.

Lovgivning

Ministerrådet spiller en helt central rolle i EU's lovgivningsproces. Sammen med Europa-Parlamentet forhandler Ministerrådet nemlig om de forslag, som Kommissionen har fremsat. Dette sker under den almindelige beslutningsprocedure, hvor Parlamentet og Ministerrådet udgør et slags tokammersystem, ligesom man har det i mange lande som f.eks. USA og Storbritannien.

Budgettet

Ministerrådet vedtager hvert år EU’s budget i samarbejde med Europa-Parlamentet. EU’s budget for 2015 er på 145,3 mia. euro. Det svarer til ca. 1.081 mia. danske kroner.

Koordinering af medlemslandenes politikker

På nogle områder har Rådet ansvaret for at koordinere og samordne medlemslandenes politikker. Det sker f.eks. inden for rammerne af Det Europæiske Semester, hvor Rådet bl.a. holder øje med medlemslandenes økonomiske politik, finanspolitik og beskæftigelsespolitik. Hvis et medlemsland ikke lever op til de krav, som man er blevet enige om, har Rådet mulighed for at sanktionere på visse områder.

Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

Rådet udformer EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik på grundlag af de retningslinjer, som Det Europæiske Råd udstikker. Dette sker på rådsmøderne om udenrigsanliggender og i samarbejde med den høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik. Formålet er, at EU skal handle effektivt på den internationale scene.

Internationale aftaler

Rådet giver Kommissionen mandat til at forhandle internationale aftaler med internationale organisationer - f.eks. på det handelspolitiske område med WTO (World Trade Organization). Rådet underskriver aftalen, når den er forhandlet på plads.

Tematisk organisering: Rådssammensætninger

EU's ministre mødes i forskellige faglige sammensætninger, alt efter hvilke politiske emner der er på dagsordenen. Der er ti forskellige rådssammensætninger. De mødes med forskellig hyppighed - fra en gang om måneden til en gang i kvartalet.

  • Almindelige anliggender
  • Udenrigsanliggender
  • Økonomi og finans
  • Retlige og indre anliggender
  • Beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik
  • Konkurrenceevne
  • Transport, telekommunikation og energi
  • Landbrug og fiskeri
  • Miljø
  • Uddannelse, ungdom, kultur og sport

Inden en politisk sag finder vej til et rådsmøde, er den først blevet behandlet af embedsmændene i Coreper og i arbejdsgrupperne.

Hierarkisk organisering: Arbejdsgrupper, Coreper og Ministerråd

En sag, der skal behandles i Rådet, starter med at blive behandlet i en arbejdsgruppe. En arbejdsgruppe består af embedsmænd og eksperter fra ministerier i medlemslandene eller EU-landenes faste repræsentationer i Bruxelles. Arbejdsgrupperne forhandler de uproblematiske dele af et forslag på plads. Uafklarede spørgsmål sendes videre til Coreper. Der findes mere end 150 arbejdsgrupper.

Coreper (Comité des Représentants Permanents) - eller på dansk De Faste Repræsentanters Komité - består af ambassadørerne fra EU-landenes diplomatiske EU-repræsentationer i Bruxelles. De forhandler på vegne af de nationale regeringer og forbereder alle sager forud for møderne i Ministerrådet. Alle forslag skal vedtages formelt i Ministerrådet, også selv om Coreper er nået til enighed på forhånd. Coreper er delt op i to: Coreper II har de tunge sager som budget, retlige og indre anliggender, udenrigspolitik og udvidelse. Coreper I har alle de øvrige sager.

I Ministerrådet forhandler fagministeren. Hvis ministeren er forhindret, kan en højtstående embedsmand deltage i stedet. Den danske minister fremfører den holdning til de enkelte dagsordenspunkter, som den danske regering har fastlagt og fået mandat til fra Folketingets Europaudvalg. De punkter på dagsordenen, som Coreper allerede har afklaret, og som der ikke skal forhandles yderligere om, kaldes A-punkter og godkendes uden videre. De punkter, som indeholder elementer til drøftelse, kaldes B-punkter.

Medlemslandene i EU skiftes til at være formand for Rådet i et halvt år ad gangen - det kaldes det roterende formandskab.

Lissabontraktaten har medført en række ændringer af, hvordan EU er repræsenteret udadtil med bl.a. en fast formand for Det Europæiske Råd og en højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. Den rådssammensætning, der kaldes udenrigsanliggender, har fået en fast formand, nemlig den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

Formandskabet for Ministerrådet har dog stadig en stor betydning i tilrettelæggelsen af det arbejde, der udføres i Ministerrådet. Det land, der har formandskabet, har til opgave at tilrettelægge og lede Ministerrådets møder. Hvert land foretager sin egen prioritering af, hvilke sager og områder det vil arbejde med i formandskabsperioden. Går forhandlingerne i hårdknude, eller opstår der andre problemer, er det også formandskabets opgave at udarbejde løsningsforslag. Derfor er det vigtigt, at formandskabslandet ikke bruger formandskabsperioden til at mele sin egen kage. Formandskabet skal udøves neutralt og upartisk, og ofte må formandskabslandet sætte egne interesser i bag-grunden for at opnå enighed mellem landene.

Enkelte af traktatgrundlagets bestemmelser pålægger formandskabet bestemte opgaver, men det er ikke præcist defineret, hvad det vil sige at have formandskabet. Praksis har haft stor betydning for definitionen af formandskabets rolle, ligesom forrretningsordenen for Rådet er med til at fastlægge, hvilke konkrete opgaver formandskabslandet har.

Formandskaberne koordinerer deres arbejde i såkaldte 18-måneders trioformandskaber bestående af tre på forhånd fastsatte medlemslande.

Ministerrådet er de nationale regeringers direkte vej til indflydelse i EU. Det har været en komponent i det europæiske samarbejde siden dets grundlæggelse, men dets rolle har udviklet og ændret sig flere gange.

1952: Seks vest- og sydeuropæiske lande grundlægger Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, som er forløberen til det EU, vi kender i dag. Samme år mødes det såkaldte Særlige Ministerråd for første gang. Her er medlemslandenes ministre repræsenteret, og det Særlige Ministerråd introducerer det nyskabende princip, at landene skal skiftes til at have formandskabet.

1957: Romtraktaten vedtages og etablerer Euratom og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab ved siden af det eksisterende Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Det første møde i EØF-Rådet finder sted i januar 1958.

1960: De Faste Repræsentanters Komité, Coreper, deles op i to: Coreper I, som består af de stedfortrædende faste repræsentanter (viceambassadørerne) og Coreper II, der består af de faste repræsentanter (ambassadørerne). De tager sig af hver sine politikområder. Denne opdeling eksisterer stadig i dag.

1965: Den franske præsident Charles de Gaulle forårsager krisen om den tomme stol i protest mod udvidet brug af kvalificeret flertal i Rådet og finansieringen af den fælles landbrugspolitik. Krisen løses i i starten af 1966 med Luxembourgforliget, der garanterer medlemslandene mulighed for at nedlægge veto, hvis de har særlig vigtige, nationale interesser på spil i forbindelse med en beslutning, som Rådet skal træffe.

1967: Fusionstraktaterne fra henholdsvis 1967 og 1971 gør Rådet, Kommissionen og budgettet fælles for de tre fællesskaber, EKSF, EURATOM og EØF.

1993: Maastrichttraktaten træder i kraft, hvilket bl.a. indebærer indførelsen af den fælles beslutningsprocedure, hvor Rådet og Parlamentet lovgiver i fællesskab.

2009: Lissabontraktaten træder i kraft, og ligesom det også skete med Amsterdamtraktaten fra 1997 og Nicetraktaten fra 2001 udvides brugen af kvalificeret flertal i Rådet. Det roterende formandskab for Rådet, som medlemslandene skiftes til at varetage, justeres: Det Europæiske Råd får en fast formand og Rådet for Udenrigs-anliggender ligeså i form af den høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik, der også er næstformand i Kommissionen.

Leksikon

Gå til leksikon
A-punkter
A-punkter er sager på Rådets dagsorden, hvor der på forhånd er opnået politisk enighed, eller det krævede flertal er i hus.
B-punkter
B-punkter er sager på Rådets dagsorden, som kræver drøftelser blandt ministrene.
Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik