Det indre marked

EU’s indre marked skal sikre frihandel i EU. Det betyder, at du kan købe og sælge varer og tjenesteydelser i EU, at du kan tage arbejde i et andet EU-land, og at du kan flytte dine penge inden for EU.

Kort over EU-landene som en samlet union.
Større

 

Formålet med det indre marked er at skabe et europæisk hjemmemarked uden indre grænser med fri bevægelighed for:

  • personer
  • varer
  • tjenesteydelser
  • kapital

Målet er, at europæiske virksomheder kan sælge deres varer og tjenesteydelser lige så let i Italien eller i Litauen som i Danmark. Virksomhederne kan samtidig frit etablere sig i de europæiske lande, ligesom europæiske borgere kan arbejde i hele EU. Fri handel mellem EU's medlemslande var et af de grundlæggende principper for etableringen af EU.

EU skaber fri bevægelighed ved at fjerne handelshindringer

EU sikrer den frie bevægelighed ved at fjerne handelshindringer mellem landene i EU. Det kan være afgifter, standarder og regler. EU’s to vigtigste metoder til at fjerne handelshindringer er: 

1) at harmonisere reglerne i de 28 EU-lande, og 

2) at EU-landene gensidigt skal anerkende hinandens love.

Harmonisering betyder fælles regler og standarder

EU har harmoniseret reglerne for fremstilling, markedsføring og salg af en lang række forskellige varer og tjenesteydelser. Ca. 50 pct. af alle varer, der omsættes på det indre marked, er omfattet af harmoniserede regler. Det gælder f.eks. motorkøretøjer, lægemidler, fødevarer, kemikalier og tobaksvarer. Også for en række tjenesteydelser har EU vedtaget harmoniserede regler. Det gælder bl.a. posttjenester, betalingskort, indskudsgarantiordninger og forsikringer.

Princippet om gensidig anerkendelse

For produkter, hvor EU ikke har vedtaget harmoniserede regler, gælder princippet om gensidig anerkendelse. Det betyder, at et EU-land som udgangspunkt ikke kan forbyde, at varer eller tjenesteydelser sælges i det pågældende EU-land, hvis de lovligt kan markedsføres i et andet EU-land. Der gælder dog undtagelser fra princippet om gensidig anerkendelse. EU-landene kan indføre nationale regler for at beskytte f.eks. den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og menneskers og dyrs liv og sundhed, selv om reglerne kan virke som en handelshindring for varer fra andre medlemsstater. De nationale regler må ikke udgøre vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem EU-landene. For EU-landene er det indre marked et vigtigt redskab til at styrke Europas konkurrenceevne på det globale marked, fordi det øger handel og konkurrence mellem EU-landene og på den måde gør EU-landene mere produktive.


En tilladt dansk handelshindring

Danskere med hang til fastfood spiste alt for mange farlige transfedtsyrer i pomfritter, kiks og andre industrielt fremstillede fødevarer. Det fastslog Ernæringsrådet i Danmark i flere rapporter. Derfor forbød Danmark i 2004 madvarer med mere end to pct. transfedtsyrer i fedtet. Straffen for at overtræde loven er op til to års fængsel.

Kommissionen truede med at lægge sag an mod Danmark, fordi loven forhindrede salg i Danmark af transfedtholdig mad fra resten af EU. Kommissionen mente ikke, der var videnskabelige beviser for transfedtsyrers skadelige effekter på menneskers sundhed. Derfor så Kommissionen forbuddet som en teknisk handelshindring. I 2007 droppede Kommissionen sagen og lod Danmark have sit forbud, fordi Kommissionen anerkendte, at der var voksende beviser for en skadelig virkning af transfedt på sundheden. Kommissionen har imidlertid ikke foreslået at indføre forbuddet mod transfedtsyrer i alle medlemslandene.

Europa-Kommissionen udgiver hvert år sit såkaldte arbejdsprogram for det kommende kalenderår. I arbejdsprogrammet for 2016 har Kommissionen planlagt en såkaldt mobilitetspakke med det formål at opdatere reglerne for social sikring af vandrende arbejdstagere. I den forbindelse har Kommissionen præsenteret dens forslag til et nyt udstationeringsdirektiv.

Derudover har Kommissionen som planlagt i arbejdsprogrammet præsenteret dens forslag til det såkaldte Skatteundgåelsesdirektiv. Direktivforslaget indeholder regler til bekæmpelse af skatteundgåelse, der direkte påvirker det indre markeds funktionsmåde – f.eks. omkring exitbeskatning eller overførsel af økonomiske overskud mellem forskellige lande (som led i at opnå lavest mulig beskatning).

Kommissionen har også fremlagt dens retningslinjer for den såkaldte deleøkonomi. Kommissionen opfordrer medlemslandene til at fjerne restriktioner – f.eks. i form af forbud mod bestemte tjenesteydelser eller ved at stille krav om licenser/autorisation.

Kommissionen har i den forbindelse meddelt, at den vil følge udviklingen i tjenesteydelsernes priser og kvalitet som led i at kunne identificere eventuelle hindringer og problemer, der måtte opstå pga. forskelle i medlemslandenes lovgivning.


EU og medlemlandene deler kompetencen til at lave love om det indre marked. Det er Rådet og Europa-Parlamentet, som sammen vedtager den fælles EU-lovgivning for det indre marked. Der er dog stadig områder, hvor EU ikke har vedtaget harmoniserede regler, og hvor det er nationale bestemmelser, der gælder. Hertil kommer, at et EU-land på særlige betingelser kan opretholde eller indføre nationale bestemmelser på områder, hvor EU har vedtaget harmoniserede regler, hvis det kan begrundes i behovet for miljøbeskyttelse eller beskyttelse af arbejdsmiljøet.

I Kommissionen er den polske kommissær Elżbieta Bieńkowska ansvarlig for det indre marked.

I Europa-Parlamentet behandles forslag om det indre marked i Udvalget for Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. Det danske parlamentsmedlem Christel Schaldemose (Socialdemokratiet) sidder bl.a. i dette udvalg.

I Rådet drøfter medlemsstaternes ministre regler vedrørende det indre marked i Rådet for Konkurrenceevne, Indre marked, Industri, Forskning og Rummet.

EU samarbejder internationalt om frihandel i bl.a. verdenshandelsorganisationen WTO, men også gennem en række bilaterale handels- og associeringsaftaler med lande uden for EU. F.eks. forhandler EU og USA om at indgå en transatlantisk frihandelsaftale (TTIP), som skal øge samhandelen mellem EU-landene og USA. Det skal bl.a. ske via afskaffelse af toldsatser og fjernelse af tekniske handelshindringer. Hertil kommer EØS-aftalen mellem EU og Norge, Island og Liechtenstein, som indebærer, at store dele af reglerne for EU’s indre marked også gælder for de tre lande. De har til gengæld vidtgående adgang til at sælge deres produkter på det europæiske marked.

1957: Tyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg grundlægger det europæiske fælles marked med indgåelsen af EØF-traktaten. Med traktaten beslutter de seks EF-lande at afskaffe al told mellem sig og indføre en fælles told over for lande uden for EF-samarbejdet inden 1. juli 1968. Landene fastsætter samtidig et mål om at skabe fri bevægelighed for varer, personer og tjenesteydelser og i en vis udstrækning kapital.

1968: Toldunionen bliver en realitet den 1. juli med indførelsen af en fælles toldtarif over for lande uden for EU.

1979: EF-domstolen fastslår i den såkaldte Cassis de Dijon-dom princippet om gensidig anerkendelse.

1984: Den såkaldte ny metode indføres for harmonisering af lovgivning. Metoden betyder, at EU kun skal fastsætte de væsentlige krav for sikkerhed, sundhed, forbrugerbeskyttelse og miljøbeskyttelse. De tekniske løsninger til opfyldelsen af kravene fastsættes gennem standarder, primært fra de europæiske standardiseringsorganisationer CEN og CENELEC.

1985: Europa-Kommissionens formand, Jacques Delors, foreslår et ambitiøst program om afskaffelsen af alle fysiske og tekniske hindringer for fri bevægelighed på det indre marked inden udgangen af 1992. Delors fremlægger en hvidbog med små 300 lovgivningsmæssige forslag, som skal realisere planen.

1987: EU-landene vedtager Den Europæiske Fællesakt, som indfører kvalificeret flertal i Rådet i forbindelse med vedtagelsen af den lovgivning, som skal harmonisere reglerne på det indre marked.

1993: Det indre marked træder i kraft den 1. januar, hvor mere end 90 pct. af de små 300 forslag fra Jacques Delors’ hvidbog om det indre marked er vedtaget.

2010: Kommissionen forsøger at kickstarte den økonomiske vækst i EU ved at revitalisere det indre marked. Kommissionen fremlægger rapporten ”På vej mod en akt for det indre marked” med 50 bud på initiativer, som kan forbedre det indre marked.

2011: I april præsenterer Kommissionen Akten om Det Indre Marked I med tolv nøgleforslag, som skal gøre det lettere at handle på tværs af EU-landenes grænser.

2012: I oktober fremlægger Kommissionen Akten om Det Indre Marked II, som indeholder yderligere 12 nøgleforslag, der skal sætte skub i den økonomiske vækst og beskæftigelsen.

Denne artikel dækker disse relaterede emner:
Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik