Det indre marked

EU’s indre marked skal sikre frihandel i EU. Det betyder, at du kan købe og sælge varer og tjenesteydelser i EU, at du kan tage arbejde i et andet EU-land, og at du kan flytte dine penge inden for EU.

Kort over EU-landene som en samlet union.
Større

Formålet med det indre marked er at skabe et europæisk hjemmemarked uden indre grænser med fri bevægelighed for:

  • Personer
  • Varer
  • Tjenesteydelser
  • Kapital

Målet er, at europæiske virksomheder kan sælge deres varer og tjenesteydelser lige så let i Italien eller i Litauen som i Danmark. Virksomhederne kan samtidig frit etablere sig i de europæiske lande, ligesom europæiske borgere kan arbejde i hele EU. Fri handel mellem EU's medlemslande var et af de grundlæggende principper for etableringen af EU. For EU-landene er det indre marked desuden et vigtigt redskab til at styrke Europas konkurrenceevne på det globale marked, fordi det øger handel og konkurrence mellem EU-landene og på den måde gør EU-landene mere produktive.

Sikring af fri bevægelighed  

EU sikrer den frie bevægelighed ved at fjerne handelshindringer mellem landene i EU. Handelshindringer kan være både afgifter, standarder og regler. EU fjerner primært handelshindringer på to måder:

  1. Harmonisering af reglerne i de 28 EU-lande
  2. Gensidig anerkendelse af love på tværs EU-landene

Harmonisering

Når EU skaber fælles standarder og regler på tværs af EU-landene, kaldes det en harmonisering. EU har harmoniseret reglerne for fremstilling, markedsføring og salg af en lang række forskellige varer og tjenesteydelser. Ca. 50 % af alle varer, der handles på EU’s indre marked, er omfattet af harmoniserede regler. Det gælder f.eks. motorkøretøjer, lægemidler, fødevarer, kemikalier og tobaksvarer. EU har desuden harmoniseret regler for en række tjenesteydelser. Det gælder bl.a. posttjenester, betalingskort, indskudsgarantiordninger og forsikringer.

Gensidig anerkendelse

For produkter, hvor EU ikke har vedtaget harmoniserede regler, gælder princippet om gensidig anerkendelse. Det betyder, at et EU-land som udgangspunkt ikke kan forbyde, at varer eller tjenesteydelser sælges i det pågældende EU-land, hvis de lovligt kan markedsføres i et andet EU-land. Der gælder dog undtagelser fra princippet om gensidig anerkendelse. EU-landene kan indføre nationale regler for at beskytte f.eks. den offentlige orden, miljøet samt menneskers og dyrs liv og sundhed, selvom reglerne kan virke som en handelshindring for varer fra andre medlemsstater. De nationale regler må bare ikke udgøre vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem EU-landene.


En tilladt dansk handelshindring

Danmark forbød i 2004 madvarer med mere end to procent transfedtsyrer i fedtet. Forbuddet kom, fordi Ernæringsrådet i Danmark i flere rapporter havde fastslået, at danskere med hang til fastfood spiste alt for mange farlige transfedtsyrer i pomfritter, kiks og andre industrielt fremstillede fødevarer. Straffen for at overtræde loven er op til to års fængsel.

Kommissionen så forbuddet mod salg af transfedtholdig mad som en handelshindring. Derfor truede Kommissionen med at lægge sag an mod Danmark, fordi loven forhindrede salg i Danmark af transfedtholdig mad fra resten af EU. Kommissionen mente ikke, der var videnskabelige beviser for transfedtsyrers skadelige effekter på menneskers sundhed. I 2007 droppede Kommissionen sagen og lod Danmark have sit forbud, fordi Kommissionen anerkendte, at der var voksende beviser for en skadelig virkning af transfedt på sundheden. Kommissionen har imidlertid ikke foreslået at indføre forbuddet mod transfedtsyrer i alle medlemslandene.

 

 

Europa-Kommissionen introducerer adskillige nye lovforslag i sit arbejdsprogram for det kommende kalenderår. I arbejdsprogrammet for år 2017 præsenterer Kommissionen en strategi for et forbundet digitalt indre marked. Afskaffelsen af dataroaming er bl.a. en del af denne strategi for at arbejde hen mod et digitalt forbundet EU. Et forbundet digitalt indre marked står højt på Kommissionens prioriteringsliste og har gjort det længe. Det er derfor et område, hvor der kan forventes nye tiltag fremover.

Områder som skat og gensidig anerkendelse har længe været fokuspunkter for Kommissionen i relation til det indre marked. Kommissionen vil styrke det indre marked ved at gøre skattegrundlaget for virksomheder, der opererer på tværs af landegrænser, mere enkelt og gennemskueligt. Desuden skal virksomheder have lettere ved at udbyde deres produkter på det indre marked, og det kan gøres gennem øget gensidig anerkendelse.

Kommissionen arbejder kontinuerligt på at forbedre og tilpasse det indre marked til de vilkår, EU befinder sig i. Derfor ses der også ofte nye forslag og tiltag i forhold til det indre marked, som enten skal åbne EU’s indre marked endnu mere for medlemmerne eller beskytte EU-landenes økonomier mod udefrakommende konkurrence.
 

EU og medlemslandene deler kompetencen til at lave love om det indre marked. Det er Rådet og Europa-Parlamentet, som sammen vedtager den fælles EU-lovgivning for det indre marked. I Kommissionen er den polske kommissær Elżbieta Bieńkowska ansvarlig for det indre marked.

Måden, hvorpå Europa-Parlamentet og Rådet deltager i lovgivningen på det indre marked, er forskellig. I Europa-Parlamentet behandles forslag om det indre marked i Udvalget om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. De danske Europaparlamentarikere Christel Schaldemose (Socialdemokratiet) og Morten Løkkegaard (Venstre) er medlemmer af udvalget. 

I Rådet drøfter medlemsstaternes ministre regler vedrørende det indre marked i Rådet for Konkurrenceevne, Indre marked, Industri, Forskning og Rummet.

I nogle tilfælde gælder nationale bestemmelser på det indre marked. Det er tilfældet på de områder, hvor EU ikke har vedtaget harmoniserede regler. Hertil kommer, at et EU-land på særlige betingelser kan opretholde eller indføre nationale bestemmelser på områder, hvor EU har vedtaget harmoniserede regler, hvis det kan begrundes i behovet for miljøbeskyttelse eller beskyttelse af arbejdsmiljøet.

EU samarbejder internationalt om frihandel i bl.a. verdenshandelsorganisationen WTO, men også gennem en række bilaterale handels- og associeringsaftaler med lande uden for EU. F.eks. forhandler EU og USA om at indgå en transatlantisk frihandelsaftale (TTIP), som skal øge samhandelen mellem EU-landene og USA. Det skal bl.a. ske via afskaffelse af toldsatser og fjernelse af tekniske handelshindringer. En lignende aftale er indgået med Canada (CETA). Hertil kommer EØS-aftalen mellem EU og Norge, Island og Liechtenstein, som indebærer, at store dele af reglerne for EU’s indre marked også gælder for de tre lande. De har til gengæld vidtgående adgang til at sælge deres produkter på det europæiske marked.

1957: Tyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg grundlægger det europæiske fællesmarked med indgåelsen af EØF-traktaten. Med traktaten beslutter de seks EF-lande at afskaffe al told mellem sig og indføre en fælles told over for lande uden for EF-samarbejdet inden 1. juli 1968. Landene fastsætter samtidig et mål om at skabe fri bevægelighed for varer, personer og tjenesteydelser og i en vis udstrækning kapital.

1968: Toldunionen bliver en realitet den 1. juli med indførelsen af en fælles toldtarif over for lande uden for EU.

1979: EF-domstolen fastslår i den såkaldte Cassis de Dijon-dom princippet om gensidig anerkendelse.

1984: Den såkaldte ny metode indføres for harmonisering af lovgivning. Metoden betyder, at EU kun skal fastsætte de væsentlige krav for sikkerhed, sundhed, forbrugerbeskyttelse og miljøbeskyttelse. De tekniske løsninger til opfyldelsen af kravene fastsættes gennem standarder, primært fra de europæiske standardiseringsorganisationer CEN og CENELEC.

1985: Europa-Kommissionens formand, Jacques Delors, foreslår et ambitiøst program om afskaffelsen af alle fysiske og tekniske hindringer for fri bevægelighed på det indre marked inden udgangen af 1992. Delors fremlægger en hvidbog med små 300 lovgivningsmæssige forslag, som skal realisere planen.

1987: EU-landene vedtager Den Europæiske Fællesakt, som indfører kvalificeret flertal i Rådet i forbindelse med vedtagelsen af den lovgivning, som skal harmonisere reglerne på det indre marked.

1993: Det indre marked træder i kraft den 1. januar, hvor mere end 90 % af de små 300 forslag fra Jacques Delors’ hvidbog om det indre marked er vedtaget.

2010: Kommissionen forsøger at kickstarte den økonomiske vækst i EU ved at revitalisere det indre marked. Kommissionen fremlægger rapporten ”På vej mod en akt for det indre marked” med 50 bud på initiativer, som kan forbedre det indre marked.

2011: I april præsenterer Kommissionen Akten om Det Indre Marked I med 12 nøgleforslag, som skal gøre det lettere at handle på tværs af EU-landenes grænser.

2012: I oktober fremlægger Kommissionen Akten om Det Indre Marked II, som indeholder yderligere 12 nøgleforslag, der skal sætte skub i den økonomiske vækst og beskæftigelsen.

Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Senest opdateret: [17.11.2017]
Sideansvarlig: Rasmus Baastrup

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik