Harmonisering af lovgivningen og standardisering

EU indfører fælles regler og standarder for at fremme handel mellem landene på det indre marked.

To puslebrikker sættes sammen. 

Harmonisering betyder, at EU-landene tilpasser deres forskellige regler og standarder og bliver enige om nogle fælles. Med fælles regler og standarder bliver det lettere for virksomheder at handle på tværs af grænser.

Harmonisering af EU-landenes lovgivning er et vigtigt redskab for EU i forbindelse med opbygningen af det indre marked. EU har harmoniseret landenes regler for fremstilling, markedsføring og salg af en lang række forskellige produkter og tjenesteydelser. F.eks. skal legoklodser leve op til reglerne i EU's legetøjsdirektiv, der sætter grænser for mængden af skadelige kemikalier i legetøj. EU har også lavet harmoniserede regler for f.eks. motorkøretøjer, lægemidler, medicinsk udstyr, fødevarer, kemikalier, tobaksvarer, posttjenester, betalingstjenester og forsikringer. 

Når EU harmoniserer lovgivningen på det indre marked, skelner man mellem forskellige former for harmonisering. Navnlig sondrer EU mellem totalharmonisering og minimumsharmonisering:

  • Totalharmonisering indebærer, at EU-landene ikke kan indføre nationale regler, som afviger fra de fælles, harmoniserede EU-regler. EU-landene er forpligtet til at tillade al import og markedsføring af produkter, som overholder totalharmoniseringsdirektivets krav, ligesom de skal forbyde alt salg af produkter, som ikke overholder direktivet. Et eksempel på totalharmonisering er EU’s fælles regler om produktion og markedsføring af nye fødevarer (novel food).
  • Minimumsharmonisering betyder, at EU-landene godt kan fastsætte strengere krav end dem, der fremgår af direktivet. Minimumsharmonisering anvendes bl.a. på dele af den gældende forbrugerbeskyttelseslovgivning i EU. EU’s direktiv om pakkerejser fra 1990 er et eksempel på lovgivning, som indeholder minimumsharmonisering. Der synes at være et skifte på vej i EU på forbrugerområdet i retning af øget brug af totalharmonisering. Det gælder f.eks. EU’s direktiv om forbrugerrettigheder fra 2011, som på nær nogle få undtagelser er et totalharmoniseringsdirektiv, ligesom det er tilfældet med Kommissionens forslag fra 2013 om nye regler for pakkerejser.

Slut med at diskutere plæneklipperes støjniveau

Hvor EU tidligere forsøgte at fastsætte alle detaljer i produktlovgivningen for det indre marked, vedtager EU i dag som regel kun rammerne for den fælles lovgivning. Det tager for lang tid, hvis 28 EU-lande skal blive enige om alle enkeltheder. F.eks. brugte Rådet i første halvdel af 80’erne mere end 5 år på at blive enige om et direktiv om plæneklipperes støjniveau. EU indførte derfor i 1985 den såkaldte nye metode for harmonisering af lovgivning. Metoden indebærer, at EU kun fastsætter de væsentligste krav for sikkerhed og sundhed i lovgivningen. De mere detaljerede tekniske løsninger til opfyldelsen af kravene fastsættes gennem frivillige standarder primært fra de europæiske standardiseringsorganisationer CEN, CENELEC og ETSI.

EU besluttede i 2012 bl.a. at udvide standardiseringssystemet til også at omfatte tjenesteydelser på områder, hvor markedet efterspørger det.

EU og medlemsstaterne har delt kompetence til at vedtage harmoniseret lovgivning for det indre marked. Det er Rådet og Europa-Parlamentet, som sammen vedtager den harmoniserede lovgivning for det indre marked.

I Kommissionen er det kommissær Elżbieta Bieńkowska, der har ansvaret for harmonisering og standardisering som en del af det indre marked.

I Europa-Parlamentet er det Udvalget for Indre Marked og Forbrugerbeskyttelsen (IMCO), der beskæftiger sig med harmonisering af lovgivning og standardisering. Det danske parlamentsmedlem Christel Schaldemose (Socialdemokratiet) sidder bl.a. i dette udvalg.

I Rådet drøfter medlemsstaternes ministre regler vedrørende harmonisering i Rådet for Konkurrenceevne, Indre marked, Industri, Forskning og Rummet.

Standarder i EU fastsættes af følgende institutioner, som er anerkendte samarbejdspartnere for Kommissionen:

  • CEN (Den Europæiske Standardiseringsorganisation) fastsætter standarder for alle industriprodukter, undtagen standarder på elektronikområdet og telekommunikation
  • CENELEC (Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering) fastsætter standarder på elektronikområdet
  • ETSI (Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation) fastsætter standarder for telekommunikation.

De europæiske standarder er ikke obligatoriske for producenterne, men et EU-land er forpligtet til at tillade et produkt på sit marked, hvis det overholder standarderne. Et produkt, som overholder de relevante standarder og har gennemgået EU’s kontrolkrav forud for markedsføringen, må forsynes med det såkaldte CE-mærke.

EU samarbejder om europæiske standarder med de europæiske standardiseringsorganer CEN og CENELEC, der ud over de 28 EU-lande også har Norge, Island, Tyrkiet, Schweiz og Makedonien som medlemmer. CEN fastsætter standarder for alle industriprodukter, undtagen standarder på elektronikområdet, som varetages af CENELEC. CEN og CENELEC samarbejder om udarbejdelsen af internationale standarder med henholdsvis ISO og IEC.
Inden for telekommunikation samarbejder EU med ETSI, som er en sammenslutning af producenter, netværksoperatører, administrative myndigheder, nationale standardiseringsorganisationer m.m.

På fødevareområdet deltager EU i det omfattende samarbejde om verdensomspændende standarder inden for Codex Alimentarius Kommissionen.

1969: Første handlingsprogram for afvikling af tekniske handelshindringer vedtages med en plan om at vedtage en række direktiver, som skal fjerne tekniske handelshindringer mellem landene inden udgangen af 1970. Dette viser sig dog at være for ambitiøst.

1984: Den såkaldte ny metode indføres for harmonisering af lovgivning. Metoden betyder, at EU kun skal fastsætte de væsentlige krav for sikkerhed, sundhed, forbrugerbeskyttelse og miljøbeskyttelse. De tekniske løsninger til opfyldelsen af kravene fastsættes af de europæiske standardiseringsorganisationer CEN, CENELEC og ETSI gennem standarder.

1985: EU-Kommissionens formand, Jacques Delors, foreslår et ambitiøst program om afskaffelsen af alle fysiske og tekniske hindringer for fri bevægelighed i EU inden udgangen af 1992. Delors fremlægger en hvidbog med ca. 300 lovgivningsmæssige forslag, som skal realisere planen.

1987: EU-landene vedtager Den Europæiske Fællesakt, som indfører kvalificeret flertal i Rådet til vedtagelsen af den lovgivning, som skal harmonisere reglerne på det indre marked.

1993: Det indre marked træder i kraft den 1. januar, hvor mere end 90 pct. af de 300 forslag fra Jacques Delors’ hvidbog om det indre marked er vedtaget.

1998: EU vedtager informationsproceduredirektivet, som bl.a. forpligter EU-landene til at underrette Kommissionen om lovgivningsudkast, som vedrører tekniske forskrifter og standarder for produkter og informationssamfundets tjenester. Kommissionen kontrollerer, at de nye tekniske forskrifter ikke skaber handelshindringer på EU’s indre marked.

2012: EU vedtager forordning om det europæiske standardiseringsarbejde, som bl.a. tilskynder til udviklingen af frivillige europæiske standarder for tjenesteydelser og forbedrer adgangen til standardisering for bl.a. små og mellemstore virksomheder, forbrugere og andre samfundsmæssige interessenter.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik