Handelspolitik

Formålet med EU’s fælles handelspolitik er at skabe vækst gennem øget frihandel.

handel
Større


Udgangspunktet for EU’s handelspolitik er frihandel. Gennem frihandel er målet at skabe økonomisk vækst og europæiske arbejdspladser. Samtidig skaber frihandel fordele for de europæiske forbrugere i form af billigere og bedre produkter.

EU har enekompetence på handelspolitikken. Det betyder, at Danmark ikke kan lave sine egne frihandelsaftaler med f.eks. USA eller Kina. Det er Europa-Kommissionen, der på vegne af de 28 medlemslande, forhandler aftaler om frihandel i Verdenshandelsorganisationen WTO eller aftaler med enkeltlande, som f.eks. Canada.

EU’s handelspolitik sigter på at indgå såkaldte multilaterale aftaler, der omfatter mange lande, f.eks. i WTO-regi. Dels fordi det er lettere for virksomheder at forholde sig et sæt regler frem for mange forskellige, dels for at  inddrage udviklingslandene, som ellers risikerer at stå uden for aftaler med enkeltlande, de såkaldte bilaterale handelsaftaler. Der er imidlertid en global tendens i retning af bilaterale aftaler, fordi forhandlingerne i WTO - den såkaldt Doharunde, der skulle inddrage udviklingslandene, er gået i stå.

- Link: EU-Oplysningens infografik om EU's handelsaftaler

Anti-dumping

Når eksempelvis en kinesisk vare sælges i EU til en pris, der er lavere, end den normalt ville være i Kina, kaldes det dumping. Der findes detaljerede WTO-regler imod dumping, bl.a. muligheden for at indføre antidumpingtold. Disse regler er også omsat til EU-regler, og de administreres af Kommissionen. Der findes også EU-regler om beskyttelse mod ulovlig statsstøtte m.m.

Protektionisme i nye former

I dag er told og afgifter ikke længere det største problem for øget handel, men derimod standarder og regulering. Det kan være forskellige godkendelsesprocedurer, mærkningsordninger, støtteordninger, standarder, regler og forbud, som besværliggør handelen. Derfor indeholder frihandelsaftaler i højere grad disse emner.

Handel indgår også i EU's andre politikområder

Naboskabspolitikken: EU indgår såkaldte associeringsaftaler og dybe og omfattende frihandelsaftaler med flere nabolande. De giver bl.a. udbredt adgang til EU’s indre marked. Sådanne aftaler har EU f.eks. indgået med Georgien, Moldova og Ukraine.

Udviklingspolitikken: En række udviklingslande har nedsatte toldsatser (for følsomme varer) eller ingen told (på ikkefølsomme varer), når de eksporterer til EU. Det system hedder generelle toldpræferencer (Generalized System of Preferences, GSP). Der findes også et GSP+-system, hvori der også indgår hensyn til bæredygtig udvikling og god regeringsførelse.

De allerfattigste lande i verden har en ordning, der hedder alt-undtagen-våben (everything but arms, EBA). Det vil sige, at de kan eksportere alle varer til EU uden told og afgifter.

EU forsøger desuden at opbygge kapacitet i udviklingslandene og nedbryde barrierer for regional handel.

EU har et særligt partnerskab med tidligere europæiske kolonier. Det er 79 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-samarbejdet). Det handler både om udvikling, økonomi og handel samt en politisk dialog om menneskerettigheder.

Globale handelsregler skal sikre åben og fair handel

EU’s handelspolitik bygger på regler og aftaler, som EU har forpligtet sig til i WTO. EU ønsker at tilpasse systemet til de store forandringer i den globale økonomi, hvor nye vækstmarkeder som Kina, Indien og Brasilien får større betydning. Produktionen af varer bliver samtidig mere globaliseret, så den færdige vare er et resultat af ideer og delelementer, der er produceret i mange forskellige lande.

Handels- og investeringsaftaler skal åbne markederne hos EU’s nøglepartnere

Globale handelsaftaler skal reducere told, afgifter og andre handelsbarrierer og dermed åbne nye markeder for europæiske eksportører. Samtidig skal aftalerne bane vejen for flere investeringer til Europa. EU har desuden handels- og/eller investeringsaftaler med enkeltlande som Sydkorea, Sydafrika, Columbia, Peru, Ukraine og Singapore. Samtidig forhandler EU om aftaler med USA, Canada, Japan, Indien, Vietnam og Kina.

Øget frihandel på globalt plan skal skabe økonomisk vækst i udviklingslandene

Forhandlinger i WTO, den såkaldte Doharunde, der skulle inkludere udviklingslandene bedre i det globale handelssystem, er gået mere eller mindre i hårdknude. Derfor er der en global tendens i retning af handelsaftaler mellem enkeltlande eller specifikke regioner, som ikke nødvendigvis involverer udviklingslandene. EU forsøger gennem sin udviklingspolitik at opbygge kapacitet i udviklingslandene, så de kan drage fordele af øget handel.

Den vigtigste sag inden for handelspolitikken er at få afsluttet forhandlingerne og godkendt en frihandels- og investeringsaftale mellem EU og USA (Transatlantic Trade and Investment Partnership, TTIP). Dertil kommer en række andre handels- og investeringsaftaler med bl.a. Japan og Kina.

Der forhandles også om en ny aftale om handel med serviceydelser, de såkaldte TISA-forhandlinger (Trade in Services Agreement), der skal udbygge GATS-aftalen (General Agreement on Trade in Services) i WTO-regi. Forhandlingerne begyndte i 2013 og omfatter post, transport, telekom, e-handel, finansielle tjenesteydelser og offentlige udbud. Følgende lande deltager: Canada, Chile, Colombia, Costa Rica, EU, Hong Kong, Island, Israel, Japan, Liechtenstein, Korea, Mexico, Norge, New Zealand, Norge, Pakistan, Panama, Paraguay, Peru, Schweiz, Taiwan, Tyrkiet og USA.

Det er EU's handelskommissær, svenskeren Cecilia Malmström, der har ansvaret for EU's handelspolitik. EU har enekompetence på handelspolitikken. Det betyder, at Danmark ikke kan lave sine egne frihandelsaftaler med lande uden for EU. Det er Europa-Kommissionen, der på vegne af de 28 medlemslande, forhandler multilaterale aftaler om frihandel i Verdenshandelsorganisationen WTO, eller bilaterale aftaler med enkeltlande.

Europa-Parlamentet er involveret i handelspolitikken som medlovgiver, og Europa-Parlamentet skal give sin tilslutning til indgåelse af internationale handelsaftaler. Det er det internationale handelsudvalg (INTA), der beskæftiger sig med det.

I Rådet mødes medlemslandenes handelsministre i Udenrigsrådet. Det er Udenrigsrådet, der giver Kommissionen et forhandlingsmandat forud for forhandlinger om frihandelsaftaler, og Rådet skal også godkende aftalerne efterfølgende.

EU fører en samlet politik, og Kommissionen forhandler på vegne af de 28 medlemslande i Verdenshandelsorganisationen WTO, der har hovedkvarter i Genève.

EU samarbejder også med UNCTAD, FN’s konference for handel og udvikling, der også har hovedkvarter i Genève.

1957: Romtraktaten angiver, at der skal oprettes et fælles marked, men det er ikke nærmere beskrevet hvordan.

1968: EF’s fælles toldunion træder i kraft. Der betyder, at der ikke er told og afgifter på handel med varer internt i EF (det indre marked), men fælles told og afgifter på handel med varer med lande uden for EF.

1971: EU’s generelle toldpræferenceordning (GSP) med udviklingslande træder i kraft og betyder, at en række udviklingslande kan eksportere til EU uden eller med nedsatte toldsatser (afhængigt af varetypen).

1986-1994: Uruguayrunden i GATT-regi (General Agreement on Tariffs and Trade) er forhandlinger mellem 123 lande om omfattende liberaliseringer i udenrigshandelen. De omfatter både tjenesteydelser (GATS-aftalen), intellektuelle ejendomsrettigheder (The Agreement on Trade-Related Aspects of Intellectual Property Rights, TRIPS-aftalen) og meget andet.

1995: WTO oprettes og erstatter GATT. WTO har i modsætning til GATT et tvistbillæggelsessystem, der ved uenigheder mellem WTO-medlemmer afgør, hvilket land der har ret ifølge aftalerne indgået i WTO.

2001: Doharunden for udvikling indledes i WTO.

2011: Frihandelsaftalen mellem EU og Sydkorea forhandles færdig.

2013: Frihandelsaftaler mellem EU og henholdsvis Peru, Columbia og Centralamerika kommer på plads.

2013: EU indleder forhandlinger om en frihandels- og investeringsaftale med USA (kaldet Transatlantic Trade and Investment Partnership, TTIP).

2014: Frihandels- og investeringsaftale mellem EU og Canada (CETA) underskrives. 

2015: Frihandels- og investeringsaftale mellem EU og Vietnam underskrives.


EU og USA står tilsammen for næsten 50 pct. af verdens BNP og 30 pct. af verdenshandelen. Kan man fremme handel mellem de to store økonomier, vil potentialet være stort, mener mange. Siden sommeren 2013 har EU og USA forhandlet om en handels- og investeringsaftale, der kaldes TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership). Målet er ikke at skabe et indre transatlantisk marked, men derimod at fjerne handelshindringer, så det bliver lettere at købe og sælge varer og tjenesteydelser mellem EU og USA. Desuden skal det blive lettere for virksomhederne at investere på tværs af Atlanten.

Der er tre hovedelementer i forhandlingerne:

  • Bedre adgang til hinandens markeder: For handel med varer drejer det sig om oprindelsesregler, antidumping reduktion af told. Der er allerede meget lave toldsatser på handel med de fleste varer mellem EU og USA, men tolden er fortsat høj på enkelte landbrugsvarer, tøj og tekstiler, stål og lastbiler. Desuden handler aftalen om tjenesteydelser, offentlige udbud og indkøb samt beskyttelse af investorer med henblik på at fremme investeringer.
  • Samarbejde om, hvordan visse varer skal reguleres: Her indgår f.eks. fødevaresikkerhed og dyre- og plantesundhed samt tekniske handelshindringer. Det kan være forskellige godkendelsesprocedurer for medicin eller mærkningsordninger, standarder og forbud. Det er her, der for alvor er potentiale – og ventes knaster, fordi det rører ved følsomme emner som f.eks. gmo (genmodificerede organismer). Der nedsættes måske et råd for samarbejde om regulering, der løbende skal se på området.
  • Fælles spilleregler: Det handler bl.a. om intellektuelle ejendomsrettigheder, regler for statsstøtte og fusioner, handel og bæredygtig udvikling.

Produkter der ventes omfattet af aftalen

Farmaceutiske produkter, visse landbrugsprodukter, fødevarer, drikkevarer, gmo, kemiske stoffer, CO2-udledning, biler, forsvarsmateriel, finansielle produkter, offentlige indkøb, energi, forsikring, intellektuelle ejendomsrettigheder, databeskyttelse m.m.

Audiovisuelle medier (film) og offentlige udbud inden for forsvaret er ikke omfattet.

Konfliktløsning mellem stat og investor (ISDS)


Den mest kontroversielle del af aftalen er beskyttelsen af investorer. Forhandlingerne sigter på at etablere en form for voldgift, hvor investorer kan sagsøge myndigheder og kræve erstatning for at indføre lovgivning, der truer deres investeringer – en såkaldt investor-stat-konfliktløsning (ISDS). Det kunne f.eks. være nye miljøregler, der betyder, at en stor investering i en kemisk fabrik er spildt.

Forbrugerorganisationer er bekymrede for, at truslen om store erstatningskrav fra amerikanske virksomheder vil bremse europæiske lovgiveres vilje til og mulighed for at regulere inden for f.eks. miljø- eller sundhedsområdet. Forbrugerorganisationerne har bl.a. fremhævet eksempler fra Canada, hvor amerikanske medicinalfirmaer har krævet 500 mio. dollars i erstatning for en ændret patentlov.

Kommissionen lancerede i 2014 en bred offentlig høring om emnet. Resultatet af høringen var i følge Kommissionens rapport fra januar omfattende modstand mod ISDS. Kommissionen arbejder derfor nu på forskellige modeller, der skal i mødekomme kritikpunkterne. Så længe denne interne EU-debat kører, forhandler Kommissionen ikke med amerikanerne om dette element.

Kommissionens rapport om ISDS-høring. 

 

Behandling af TTIP i Europa-Parlamentet

Når aftalen er færdigforhandlet, skal den godkendes af Rådet og Europa-Parlamentet samt sandsynligvis også af de nationale parlamenter. Europa-Parlamentet har tilkendegivet, at de ikke vil godkende aftalen for enhver pris. Derfor er Kommissionen løbende lydhør overfor Parlamentets holdninger.

Europa-Parlamentet er nu i gang med at formulere sin holdning i form af en betænkning. Den tyske socialdemokrat Berndt Lange er ordfører på betænkningen. Udvalget for international handel (INTA) er ansvarlig for behandlingen, mens 13 andre udvalg kommer med bidrag.  

Udtalelser fra Europa-Parlamentets udvalg.
 

Denne artikel dækker disse relaterede emner:


Sideansvarlig: Mongin Forrest

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik