Naboskabspolitik

EU samarbejder med nabolande om handel, udvikling, demokrati og menneskerettigheder.

EU har økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser i stabile nabolande, som EU kan handle med. Derfor samarbejder EU med sine naboer mod syd og øst, i det der kaldes naboskabspolitikken. 

Samarbejdet bygger på en række principper:

  • demokrati
  • menneskerettigheder
  • bæredygtig udvikling
  • markedsøkonomi
  • god regeringsførelse (bekæmpelse af korruption)
  • retsstat

Partnerskaber med naboerne mod syd og øst 

EU indgår partnerskaber med nabolandene, der forpligter sig på at leve op til disse principper. Partnerskaberne indebærer bl.a.:

  • økonomisk samarbejde, handel og adgang til EU’s indre marked
  • visa, der skal gøre det lettere at rejse til EU, bl.a. for studerende fra nabolande
  • finansiel støtte fra EU – både til regeringer og civilsamfund, der arbejder for at fremme principperne
  • teknisk støtte

EU og nabolandene laver handlingsplaner med  om økonomiske og politiske reformer. Handlingsplanerne indeholder en omfattende liste over aftalte prioriteter, der skal gennemføres af nabolandet og af EU.

EU har partnerskaber med 16 nabolande mod syd og øst:

  • Algeriet 
  • Armenien
  • Aserbajdsjan
  • Egypten    
  • Georgien
  • Hviderusland
  • Israel
  • Jordan
  • Libanon
  • Libyen
  • Moldova
  • Marokko
  • Syrien (suspenderet)
  • Det Palæstinensiske Selvstyre
  • Tunesien
  • Ukraine

Det Østlige Partnerskab

Det Østlige Partnerskab skal forbedre EU's forbindelser med de fleste af dets østlige naboer, herunder Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Hviderusland, Moldova og Ukraine. Siden krisen i Ukraine brød ud i slutningen af 2013 er fremtiden for Det Østlige Partnerskab blevet mere usikker.

Middelhavsunionens mål

Middelhavsunionens mål er at skabe et område med fred, stabilitet, sikkerhed og fælles økonomisk velstand med fuld respekt for demokratiske principper, menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder. Middelhavsunionen skal også fremme forståelsen mellem kulturer og civilisationer i euromiddelhavsområdet. Den omfatter EU og 16 middelhavslande: Albanien, Algeriet, Bosnien-Hercegovina, Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Mauretanien, Montenegro, Monaco, Marokko, Palæstina, Syrien (hvis medlemskab er suspenderet på grund af borgerkrigen), Tunesien og Tyrkiet. Den Arabiske Liga har deltaget i alle møder siden 2008, og Libyen har haft observatørstatus siden 2013.

Løsning af krisen i Ukraine står øverst på dagsordenen for naboskabspolitikken. 

Naboskabspolitikken blev revideret i 2015. Dette havde fire formål:

  • Bedre mulighed for at differentiere imellem partnerlande, så alle lande ikke behandles efter samme skabelon, men i stedet tilpasset forholdene i de enkelte lande.
  • Fokus på fælles interesser inden for forskellige sektorer
  • En mere fleksibel værktøjskasse når der udarbejdes handlingsplaner og fremskridtsrapporter
  • Partnerskabslandene skal også inddrages mere i formuleringen af planer og reformer, så landene får mere ejerskab til aftalerne. Der skal udarbejdes en klar strategi for, hvad der skal gøres, når partnerlande ikke overholder aftalerne.

I Kommissionen er det den østrigske kommissær Johannes Hahn, der har ansvaret for europæisk naboskabspolitik. Han samarbejder tæt med EU's udenrigspolitiske repræsentant, Federica Mogherini.

I Europa-Parlamentet er det udenrigsudvalget (AFET), der beskæftiger sig med naboskabspolitik.

I Rådet er det udenrigsministrene, der mødes i Udenrigsrådet og diskuterer naboskabspolitik.

1995: Barcelonaerklæringen underskrives og indleder Barcelonaprocessen. Denne proces handler om, at Middelhavsregionen skal være et område med fred, stabilitet, sikkerhed og velstand med respekt for demokrati, menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder. Samtidig skal forståelsen mellem kulturer og civilisationer i euromiddelhavsområdet fremmes. 

2008: På et møde i Paris besluttes Middelhavsunionen, der er en fortsættelse og videreudvikling af Barcelonaprocessen.

2008: Samarbejdet om Det Østlige Partnerskab indledes.

2009: Det Østlige Partnerskab oprettes.

2013: Frihandels- og associeringsaftalen med Ukraine inden for rammerne af Det Østlige Partnerskab udløser krisen i Ukraine, da den siddende præsident fortryder og ikke vil underskrive til frustration for store dele af den ukrainske befolkning.

2017: Visumfritagelsesaftale mellem EU og Ukraine træder i kraft.


Sideansvarlig: Mongin Forrest

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik