EU's sikkerheds- og forsvarspolitik

Formålet med EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik er at bevare fred, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed. Danmark har et forsvarsforbehold over for det europæiske samarbejde og bliver derfor ikke påvirket af de EU beslutninger, der træffes på dette område.

Soldater på række.

EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik er en del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Formålet er at bevare fred, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed. 

EU har mulighed for at udføre krisestyringsmissioner uden for EU’s grænser. Det kan være fredsbevarende missioner, missioner der skal forebygge konflikt eller civile missioner, f.eks. træning af politistyrker. Siden 2003 har EU iværksat ca. 30 civile og militære krisestyringsmissioner.

De militære styrker, der deltager i EU-operationer, sammensættes af EU-landenes nationale militære enheder. EU-landene beslutter selv, om de vil bidrage til en EU-indsats.

Den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik berører ikke spørgsmålet om landenes neutralitet eller medlemskab af alliancer. Derfor er de fleste EU-lande også medlemmer af NATO, mens andre ikke er (Sverige, Finland, Irland, Østrig, Cypern og Malta).

Det er tanken, at EU gradvis skal udvikle en fælles forsvarspolitik, og at medlemslandene skal forbedre deres militære kapacitet. Medlemslandene finansierer selv udgifter til militær og forsvar.

Danmark deltager ikke i forsvarssamarbejdet på grund af forsvarsforbeholdet. Danmark kan dog godt deltage i EU's civile operationer. 


Eksempel: EU-mission hjælper myndighederne i Mali

I 2013 var der blodig uro i  i det vestafrikanske land Mali, hvor islamister forsøgte at vinde kontrollen over dele af landet. På opfordring fra regeringen i Mali iværksatte EU en mission, der skulle hjælpe myndighederne i Mali med at få kontrol over situationen. Missionen går primært ud på at genopbygge og uddanne hæren i Mali. Operationen er i overensstemmelse med de resolutioner, som FN's Sikkerhedsråd har vedtaget. I alt 28 lande, heraf 23 EU-lande, deltager i operationen med i alt 580 personer. Danmark deltager ikke på grund af forsvarsforbeholdet.

Til gengæld ydede Danmark logistisk støtte til FN's fredsbevarende operation i Mali med et Hercules transportfly. 


EU’s udenrigsrepræsentant, Federica Mogherini, er central for den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, da hun både er næstformand for Kommissionen og fast formand for Udenrigsrådet, hvor alle landenes forsvarsministre mødes. Hun skal have Udenrigsrådets opbakning for at handle, og her har EU-landene vetoret. Samtidig står hun i spidsen for EU’s diplomatiske tjeneste, Den Fælles Udenrigstjeneste (FUT).

Europa-Parlamentet deltager ikke i beslutningsprocessen, når det handler om forsvars- og sikkerhedspolitik, men Rådet og Kommissionen - i praksis udenrigsrepræsentant Federica Mogherni - orienterer og debatterer aktuelle sikkerhedspolitiske emner med Europa-Parlamentets Udenrigsudvalg (AFET).

EU's fælles forsvarsagentur undersøger de operationelle behov og hjælper Rådet med at evaluere forbedringen af den militære kapacitet.

EU samarbejder med NATO. Der afholdes regelmæssigt møder mellem de to organisationer, hvor man drøfter udviklingen af samarbejdet. Eksempelvis i EU/NATO’s kapacitetsgruppe, hvor man i fællesskab drøfter udviklingen af militære kapaciteter for at undgå, at det samme materiel udvikles i begge organisationer.

Eksempler på konkret samarbejde

Både EU og NATO er til stede i Afghanistan og i Kosovo – EU med civile indsatser og NATO med militære. Her søger man at samarbejde tæt for bedst at løse de sikkerhedspolitiske udfordringer.

Siden efteråret 2008 har både EU og NATO været engageret side om side i bekæmpelsen af pirateri ud for Somalias kyst.

1948: Storbritannien, Frankrig og Beneluxlandene underskriver Bruxellestraktaten, der senere bliver til Western European Union (WEU) – et forum for dialog og konsultation om sikkerhed i Europa.

1949: NATO oprettes af 12 lande, inklusive Danmark.

1955: En fransk plan om et overstatsligt europæisk forsvarsfællesskab mellem de dengang seks medlemslande må droppes på grund af modstand i bl.a. den franske nationalforsamling.

1990’erne: Efter den kolde krig og Balkankrigene vokser en holdning om, at EU skal kunne udføre egne militære operationer. WEU’s opgaver bliver derfor gradvis flyttet over i EU.

1993: Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik bliver en del af Maastrichttraktaten i den såkaldte søjle II (mellemstatsligt). Danmark får et forsvarsforbehold.

1999: Med Amsterdamtraktaten bliver WEU’s såkaldte Sankt Petersborg-opgaver en del af EU-samarbejdet.

1999: Berlin plus-aftalen vedtages og baner vejen for et samarbejde mellem EU og NATO.

2003: EU vedtager en europæisk sikkerhedsstrategi.

2004: Rådet beslutter at oprette et fælles forsvarsagentur.

2009: Lissabontraktaten indeholder en gensidig assistance og solidaritetsbestemmelse. Traktaten giver mulighed for at etablere en fælles udenrigstjeneste og giver nye beføjelser for den høje repræsentant, der bl.a. bliver næstformand i Kommissionen. Den første på posten er Catherine Ashton fra Storbritannien.

2011: Den Fælles Udenrigstjeneste (FUT) bliver operationel.

2014: Italienske Federica Mogherini overtager posten som udenrigsrepræsentant og viceformand i Kommissionen.

Forslag til dig på eu.dk

Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Spørgsmål & svar


Se alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik