EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik

EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik handler om at koordinere medlemslandenes holdninger, så EU kan tale med én stemme over for resten af verden. Man taler om EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik som forkortes FUSP.

EU’s udenrigsrepræsentant, Federica Mogherini. Hun er central for den fælles udenrigspolitik, da hun både er næstformand for Kommissionen og fast formand for Udenrigsrådet, hvor alle landenes udenrigsministre sidder. Kilde: EU's Udenrigstjeneste

EU's udenrigspolitik og globale rolle afhænger af medlemslandenes vilje til at trække i samme retning. Hvert medlemsland fører sin egen udenrigspolitik samtidig er EU-landene forpligtiget sig til en fælles europæisk udenrigspolitik. EU forsøger således at koordinere medlemslandenes holdninger, så EU kan tale med én stemme over for resten af verden. Det sker ud fra en tanke om, at medlemslandene er stærkere, når de står sammen over for store magter som Rusland og Kina, end de er hver for sig som 28 små og mellemstore lande.

EU’s udenrigspolitik er mellemstatslig. Det vil bl.a. sige, at EU ikke kan vedtage lovgivning med direkte virkning for borgerne. Når Rådet skal træffe beslutninger, gælder der enstemmighed. Det betyder, at alle skal være enige, og at et enkelt medlemsland kan blokere for en fælles EU-holdning. Derfor er EU på udenrigsområdet ikke stærkere, end medlemslandene vil. Et land kan vælge at stå uden for en beslutning, så landet ikke forhindrer de andre lande i at gå videre.

Mål og principper for EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik

EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik bygger på fælles værdier og grundlæggende principper som demokrati, menneskerettigheder og retsstaten. Formålet med EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er bl.a. at

  • sikre medlemslandenes sikkerhed og interesser
  • skabe fred og stabilitet i verden samt forebygge konflikter og kriser
  • fremme de værdier, som EU bygger på, herunder demokrati og menneskerettigheder
  • fremme samarbejde i internationale organisationer, der bygger på retsstatsprincipper - også kaldet et multilateralt system.

Instrumenter i EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik

Når udenrigsministrene drøfter en international krise, kan de vælge forskellige handlinger eller instrumenter:

  • Fælles erklæringer udtrykker EU’s fælles holdning, men de er ikke retligt bindende for medlemslandene. De kan f.eks. være, når EU fordømmer anvendelse af dødstraf i et specifikt land, eller når EU offentliggør, at Rådet har vedtaget sanktioner.    
  • Rådsafgørelser fastlægger EU’s tilgang til et bestemt geografisk område, f.eks. Nordafrika, eller et tema, f.eks. våbenkontrol.    
  • Sanktioner kan indføres over for enkeltpersoner (f.eks. forbud mod indrejse i EU eller indefrysning af penge i europæiske banker). Det kan også ske over for et helt land (f.eks. våbenembargo, handelsrestriktioner eller andre økonomiske sanktioner).
  • EU kan tage emnet op i de løbende dialoger, EU har med tredjelande som f.eks. Rusland, Kina og USA.
  • Civile og militære operationer.

EU's udenrigsrepræsentant, italieneren Federica Mogherini, arbejder på at formulere en fælles vision for EU's globale rolle, som skal ligge til grund for de beslutninger, EU's udenrigsministre træffer på det udenrigspolitiske område. Planen er, at hun vil fremlægge en ny strategi for EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik i juni 2016. Den nye strategi skal erstatte den eksisterende strategi fra 2003. Verden har ændret sig betydeligt siden, og fremkomsten af nye (økonomiske) magter og problemer med f.eks. kapløbet om naturressourcer (vand, energi mv.) udfordrer EU.

Det forventes, at den nye strategi vil fokusere mere på konkrete politiske områder, hvor EU kan tage globalt lederskab, som f.eks. sikkerhed og forsvar, cybersikkerhed, terrorisme, humanitær hjælp, immigration og energi og klima. Det er EU-landene, der skal nå til enighed om, hvilke politiske områder, strategien skal indeholde. Målet er, at man ved at identificere og nå til enighed om et sæt politiske områder og mål, samt om midlerne til at nå dem, kan få en mere sammenhængende europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Kommissionen fokuserer desuden på at formulere nye globale udviklingsmål i FN (der skal afløse de såkaldte Millenium Development Goals).

EU’s udenrigsrepræsentant, Federica Mogherini, er central for den fælles udenrigspolitik, da hun både er næstformand for Kommissionen og fast formand for Udenrigsrådet, hvor alle landenes udenrigsministre sidder. Hun har brug for Udenrigsrådets opbakning for at kunne handle, og her har EU-landene vetoret. Samtidig står hun i spidsen for EU’s diplomatiske tjeneste, Den Fælles Udenrigstjeneste (FUT).

Europa-Parlamentet deltager ikke i beslutningsprocessen, når det handler om udenrigs- og sikkerhedspolitik, men Rådet og Kommissionen -  i praksis EU’s udenrigsrepræsentant Federica Mogherni - orienterer og debatterer aktuelle udenrigspolitiske emner med Europa-Parlamentets udenrigsudvalg (AFET), der har to underudvalg: Et, der beskæftiger sig med menneskerettigheder (DROI) og et, der tager sig af sikkerhed og forsvar (SEDE). Derudover beskæftiger Udviklingsudvalget (DEVE) og Udvalget om International Handel (INTA) sig med udenrigspolitiske temaer.

EU’s Fælles Udenrigstjeneste (FUT) er en diplomatisk tjeneste, der blev oprettet i 2010. Den består af en stab med hovedkontor i Bruxelles og 139 delegationer rundt om i verden, der fungerer som EU-ambassader.

EU samarbejder i og med en lang række organisationer, herunder FN, NATO, OECD, G20, Verdensbanken, IMF og mange andre.

1955: En fransk plan om et overstatsligt europæisk forsvarsfællesskab mellem de dengang seks medlemslande må droppes på grund af modstand i den franske nationalforsamling.

1961: En ny fransk plan om udenrigspolitisk samarbejde, Fouchetplanen, møder modstand.

1970: Det Europæiske Politiske Samarbejde etableres. Det var et traditionelt mellemstatsligt samarbejde, der handlede om udenrigspolitik og betød, at medlemsstaterne forsøgte at afstemme deres holdninger i vigtige internationale spørgsmål.

1986: Det Europæiske Politiske Samarbejde formaliseres med Fællespakken, men samarbejdets karakter og procedurer ændres ikke.

1993: Den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik bliver en del af Maastrichttraktaten i den såkaldte søjle II (mellemstatsligt).

1999: Med Amsterdamtraktaten indføres en højtstående repræsentant for FUSP. Den tidligere spanske NATO-generalsekretær, Javier Solana, sad på den post i perioden 1999-2009.

1999: Med Amsterdamtraktaten får EU en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

2004: EU’s fælles forsvarsagentur oprettes.

2009: Med Lissabontraktaten får EU status af en juridisk person. Det betyder, at EU kan indgå internationale aftaler og tilslutte sig internationale organisationer.

2009: Lissabontraktaten giver mulighed for at etablere en fælles udenrigstjeneste (FUT) og giver nye beføjelser for den høje repræsentant (EU's udenrigsrepræsentant), der bl.a. bliver næstformand i Kommissionen. Den første på posten var Catherine Ashton fra Storbritannien.

2010: Den fælles udenrigstjeneste (FUT) etableres.

2014: Italienske Federica Mogherini overtager posten som udenrigsrepræsentant og viceformand i Kommissionen.


Sideansvarlig: Mongin Forrest

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik