Udviklingspolitik og humanitær bistand

EU giver bistand for at skabe udvikling i de fattigste lande og nødhjælp i humanitære kriser.

Flyladning med humanitær bistand. I det her tilfælde ses sundhedsmæssig bistand, som Kommissionen sendte til Den Centralafrikanske Republik i december 2013. Kilde: Kommissionen

EU forsøger at fremme demokrati, menneskerettigheder og god regeringsførelse globalt, fordi EU-landene mener, at det er et fundament for vækst. Målet med EU’s udviklingspolitik er at reducere fattigdom gennem bæredygtig udvikling.

EU indgår i udviklingspartnerskaber med en lang række fattige lande. EU giver f.eks. budgetstøtte til landenes sundhedsvæsener og uddannelsessystemer, så de syge kan komme til læge og børnene i skole.

Hvis der opstår naturkatastrofer, hungersnød, borgerkrig eller andre humanitære kriser, giver EU humanitær nødhjælp. Det gives udelukkende efter behov - uden politiske krav og kriterier.

Største globale donor

Medlemsstaterne beslutter hver især, hvor mange penge de vil bruge på udvikling, hvilke lande, hvilke sektorer og efter hvilke principper de vil anvende deres udviklingsbistand. EU-landene forsøger at koordinere deres indsatser i EU-regi. 

Samtidig indgår EU partnerskaber med en lang række udviklingslande, hvor EU-budgettet finansierer forskellige udviklingsprogrammer. EU's fælles udviklingsbistand er altså et supplement til medlemsstaternes egen bistand. Samlet er EU og EU-landene verdens største donor, der giver over halvdelen af al global udviklingsbistand. I 2013 gav EU samlet 421 mia. kr.  


Her mærker man EU's udviklingspolitik

En kaffeplante. Kilde Europa-Kommissionen.

I Debub i Eritrea er der med EU-bistand blevet konstrueret damme, dæmninger og vandmøller til opdæmning af vand, så man kan gennemføre vanding af landbrugsarealer hele året rundt. Kombineret med uddannelse af de lokale landmænd i vandingsteknikker har ca. 4.000 husholdninger fået bedre adgang til fødevarer og vand i Debub.

I Bolivia skal et EU-finansieret program hjælpe bønderne med at omstille sig fra produktion af kokaplanter, der bruges til fremstilling af kokain, til at dyrke bananer, kakao og kaffe. Programmet finansierer også uddannelse af kvinder, så de kan få større indflydelse på beslutninger i de små landbrug. Dermed skal programmet være med til at begrænse produktion af narkotika.

I Coubalan i Senegal er der opsat 923 toiletter i 13 landsbyer. Gennem hygiejnekampagner og bedre sanitet har 17.324 personer fået adgang til rent drikkevand.


AVS-partnerskabet

EU har et særligt partnerskab med de tidligere europæiske kolonier. Det er 79 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-samarbejdet). Det handler både om udvikling, økonomi og handel samt en politisk dialog om menneskerettigheder, demokrati og korruption. Ministre fra EU og fra AVS mødes i AVS-ministerrådet, og parlamentarikere fra AVS-landene og Europa-Parlamentet mødes hvert halve år.

De allerfattigste lande i verden har en ordning, der hedder Alt undtagen våben (Everything but Arms, EBA). Det vil sige, at de kan eksportere alle varer uden told og afgifter. 

Politiksammenhæng for udvikling

EU er blevet kritiseret for at føre politikker, der skader udviklingslandene. Et eksempel derpå kunne f.eks. være, når mælkeprodukter med støtte fra EU's landbrugsmidler kan sælges billigt i afrikanske lande og dermed udkonkurrerer lokale produkter. EU bestræber sig på at sikre politiksammenhæng for udvikling. Det vil sige, at EU’s handelspolitik, landbrugspolitik og andre politikker ikke må skade udviklingslandene og dermed underminere EU’s egen indsats for udvikling i disse lande. Tværtimod er hensigten, at alle EU’s politikker skal understøtte målet om at reducere fattigdom globalt.

Det er i praksis svært at kende alle konsekvenser af EU's mange politikker, der i nogle tilfælde kan have positive indvirkning på nogle udviklingslande, men negativ på andre.

Bistandseffektivitet

For at få de bedste resultater for bistandsmidlerne forsøger EU og medlemslandene at indrette udviklingssamarbejdet, så det er effektivt. Derfor deltager EU i det internationale arbejde på dette område sammen med OECD og andre donorer. EU tilsluttede sig sammen med 100 lande i 2005 Pariserklæringen om bistandseffektivitet. Erklæringen indeholder følgende fem principper:

  • Modtagerlandene skal selv have ejerskabet over egen udvikling. Det betyder bl.a., at udviklingslandene skal være med til at lægge strategier og bestemme, hvordan penge skal bruges.
  • Der skal være øget koordinering mellem donorernes indsatser. Det handler om at trække i samme retning.
  • Bistanden skal tilpasses modtagerlandets egne systemer så vidt muligt.
  • Bistanden skal administreres, så den skaber det bedste resultat.
  • Bistanden bygger på gensidig ansvarlighed mellem donor- og partnerlandene.

Det er en prioritet for EU at forpligte nye donorer som f.eks. Kina på disse principper. Det seneste højniveau møde om bistandseffektivitet blev holdt i Busan i Sydkorea i 2011. Her deltog også Kina, Sydafrika, Indien og Brasilien.

EU-landene har lovet at give 0,7 pct. af BNP i udviklingsbistand. Det er en FN-målsætning, som EU har forpligtet sig til. Målet er imidlertid ikke bindende for landene. Kun Sverige, Storbritannien, Luxembourg og Danmark lever op til målet. Samlet lå EU på 0,43 pct. af BNP i 2013. Tallene opgøres af OECD's udviklingskomité DAC.

I 2015 skal FN vedtage nye målsætninger for global udvikling, som afløser for Millennium Development Goals (MDG), der blev vedtaget i 2000 og udløber i 2015 (derfor kaldes de også 2015-målene). EU er aktivt engageret i FN-processen om formulering af nye mål, der bl.a. skal handle om bæredygtig udvikling.

Samtidig skal EU overveje sit forhold til AVS-landene og forberede, hvad der skal afløse Cotonouaftalen (mellem AVS-landene og EU), som udløber i 2020.

2015 er europæisk udviklingsår, hvilket vil sige, at der er ekstra fokus på området og en række initiativer og aktiviteter.

Medlemslandene og EU deler ansvaret for udviklingspolitikken. Det skal forstås således, at EU’s fælles udviklingsbistand supplerer medlemsstaternes egne indsatser.

I Kommissionen er det den kroatiske kommissær Neven Mimica, der har ansvaret for internationalt samarbejde og udvikling, mens den cypriotiske kommissær Christos Stylianides har ansvaret for humanitær bistand og krisestyring.

I Europa-Parlamentet beskæftiger Udviklingsudvalget DEVE sig med emnet.

I Udenrigsrådet mødes landenes udenrigs- eller udviklingsministre, hvor EU’s høje repræsentant Federica Mogherini er fast formand.

EU’s Fælles Udenrigstjeneste (FUT) har 139 delegationer (ambassader) rundt om i verden. De samarbejder lokalt med partnerlandenes regeringer, medlemslandenes ambassader og internationale organisationer.

ECHO er EU’s organisation for humanitær nødhjælp.

EU og medlemslandene indgår i et samarbejde dels med en række partnerlande (udviklingslande), dels med FN og FN’s udviklingsorganisationer såsom UNDP, UNICEF, UNHCR, WFP, OCHA m.fl. De samarbejder også med OECD's udviklingskomité (DAC), Verdensbanken, Den Afrikanske Udviklingsbank, Den Asiatiske Udviklingsbank og mange andre. Samarbejderne handler bl.a. om konkrete programmer og projekter i partnerlandene.

Eksempelvis findes der et program om bæredygtigt fiskeopdræt i baghaverne i Bangladesh. Fiskene i floderne i Bangladesh forsvinder, og lokalbefolkningen skal kunne brødføde sig selv på trods af klimaforandringer og miljøproblemer. Programmet er et samarbejde mellem EU, UNDP, Danmark og Sverige.

1957: Den Europæiske Udviklingsfond oprettes med Romtraktaten. Den finansierer bistand til AVS-landene (tidligere kolonier i Afrika, Vestindien og Stillehavet).

1960’erne og 1970’erne: Mange europæiske kolonier bliver uafhængige.

1976: EF indleder finansielle og tekniske bistandsprogrammer i Asien og Latinamerika.

2000: EU indgår Cotonouaftalen med en række AVS-lande. Målet er at reducere fattigdom gennem udvikling og økonomisk og politisk samarbejde.

2000: Millennium Development Goals (MDG) vedtages i FN. Reduktion af fattigdom er i fokus.

2005: En fælles EU-vision - Konsensus for Udvikling - vedtages. Medlemslandene forpligter sig til at give 0,7 pct. af BNP i udviklingsbistand.

2009: Med Lissabontraktaten slås det fast, at medlemsstaternes egne udviklingspolitikker og EU’s fælles udviklingspolitik skal koordineres og styrke hinanden.

2012: En ny strategi vedtages under dansk formandskab. Den hedder Agenda for change og handler dels om at styrke menneskerettigheder, god regeringsførelse og demokrati, dels om at fokusere bistanden til de lande, der har størst behov.

2015: Det europæiske år for udvikling.

Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Spørgsmål & svar


Se alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik