Fiskeri

Både fisk og fiskere bevæger sig på tværs af grænser. Derfor har EU en fælles fiskeripolitik.

Fiskerbaad
Større


Den fælles fiskeripolitik skal både sikre, at forbrugerne få fisk af god kvalitet og at havet ikke bliver overfisket. 

Da både fisk og fiskere bevæger sig på tværs af have og grænser, reguleres fiskeripolitikken på EU-niveau og den kan opdeles i fem områder:

  • En bevaringspolitik, der handler om, hvordan fiskeressourcerne udnyttes og fiskebestandene bevares
  • En flåde- og strukturpolitik med bestemmelser om tilpasning af flådens størrelse, støtte til fiskerisektoren og udvikling af akvakultur
  • En markedspolitik, der handler om, hvordan fiskene sælges og købes
  • En kontrolpolitik, der handler om strafmuligheder, hvis reglerne ikke overholdes
  • En politik for EU’s fiskeri i internationalt farvand, der handler om fiskeriaftaler med lande uden for EU.

Fiskerikvoter og fiskerikontrol

Link: EU-Oplysningens Infografik om EU's fiskekvoter

Det er en vanskelig balance at sikre, at der fiskes på en bæredygtig måde, så havene lider mindst mulig skade, mens der opretholdes beskæftigelse ved kysterne.

EU’s fiskeripolitik opstiller regler for Europas fiskerflåder, der skal bevare fiskebestandene. For eksempel er adgangen til EU's farvande og fiskeområder reguleret. Samtidig forsøger man at undgå konkurrenceforvridning.

Regler og kontrolsystemer for fiskeriet aftales på EU-plan. Men hvis disse regler overtrædes, er det de nationale myndigheder og inspektører, der skal gennemføre sanktioner. Sådanne sanktioner kan f.eks. være bødestraffe, men der findes også skrappere sanktionsmuligheder.

Fiskerikontrol handler ikke kun om at tjekke, hvad fiskerne foretager sig ude på havet. Det er nemlig dyrt og ikke i sig selv en garanti for, at reglerne bliver fulgt. Der foretages derfor kontrol på alle trin – både om bord på fartøjet og i fiskebutikken.

Nogle fiskebestande bliver imidlertid stadig overfisket. EU’s fiskeripolitik har på en række områder vist sig ikke at være effektiv nok. Eksempelvis bliver tun og sild udsat for overfiskning. Derfor forsøger EU-landene at sikre en mere bæredygtig fiskeindustri i Europa.

EU-landene deler de tilladte fangstmængder imellem sig gennem kvoteordninger, som typisk forhandles hvert år. Det er EU-landenes ansvar at sikre, at kvoterne ikke bliver overfisket.

 


Her mærker du EU's fiskeripolitik

En kvinde der køber fisk i et supermarked. EU stiller krav til de produkter, der ligger i køledisken, når du køber fisk i supermarkedet.  Det gør det nemmere at gennemskue, hvad det er for et produkt, du køber. EU stiller bl.a. krav om oplysninger om, hvor fisken er fanget, typen af fisk, om den er fanget i havet, i ferskvand eller er blevet opdrættet, og hvornår den sidste anvendelsesdato er.

 

 


EU-landene blev i 2013 enige om en reform af fiskeripolitikken. Denne reform betyder:

  • Et gradvis forbud mod udsmid af fisk – uanset om fiskene er døde eller levende.
  • Fangstbegrænsninger gennem kvoter, begrænsninger i fiskernes tid på havet og regler om fiskeredskaber.
  • Tilpasning af fiskerflådens størrelse, støtte til fiskerisektoren og udvikling af akvakultur, dvs. dyrkning i vand.
  • Øget kontrol af reglerne overholdelse.

Reglerne indfases i 2015-2019 og begynder med fiskearter som sild, makrel og laks i Østersøen.

Det er målet at sikre et mere bæredygtigt fiskeri og samtidig undgå ressourcespild. Ressourcespil opstår, når man smider fisk over bord, enten fordi de er for små, eller fordi de ikke må fiskes.  

Samtidig med reformen af den fælles fiskeripolitik blev der udviklet en ny fond til EU’s maritime område for perioden 2014-2020. Den nye fond skal hjælpe med at gennemføre fiskerireformen. Fonden har et budget på 6,5 mia. euro.

EU og medlemslandene deler kompetencen til at udarbejde love på fiskeriområdet. Det er Rådet og Europa-Parlamentet, som sammen vedtager den fælles EU-lovgivning for fiskeripolitikken. Undtagelsen er bevarelse af havets biologiske ressourcer. Her har EU enekompetence, hvilket betyder, at her kan kun EU lovgive.

I Kommissionen er det kommissær Karmenu Vella, der har ansvaret for udviklingen af miljø, maritime anliggender og fiskeri.

I Europa-Parlamentet er det Udvalget for Fiskeri, der beskæftiger sig med fiskeriområdet.

Det er den danske minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, der forhandler i Ministerrådet om sager på den fiskeripolitiske dagsorden i EU. Spørgsmål om fiskeri behandles i Rådet for Landbrug og Fiskeri, som hvert år bl.a. fastsætter de samlede tilladte fangstmængder (kvoter), de såkaldte TAC'er. Det sker for de fleste bestande og finder sted på et videnskabeligt grundlag. For særligt truede fiskearter vedtages der flerårige planer.

Når det gælder fangstbegrænsninger og videnskabelige oplysninger om fiskeri, arbejder Kommissionen sammen med rådgivende organer som Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) og Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF), der er Kommissionens eget rådgivningsorgan.

STECF blev nedsat i 1993 for at rådgive Kommissionen om fiskeriforvaltning. Det er ikke et permanent organ, men en pulje af eksperter, der rådgiver Kommissionen ud fra deres ekspertise inden for fiskeri.

EU arbejder sammen med FN-organer og forhandler med regionale og internationale fiskeriorganisationer for at sikre, at farvandene ikke overfiskes.

Som en stor fiskerimagt og det største marked for fiskeprodukter i verden spiller EU også en vigtig rolle, når det gælder fremme af bedre forvaltning. Det sker via en række internationale organisationer. EU arbejder her for udvikling og gennemførelse af fiskeriforvaltningspolitik og havretten.

EU arbejder tæt sammen med sine partnere rundt om på kloden gennem FN-systemet, herunder FN's fødevare- og landbrugsorganisation, FAO.

Bilaterale aftaler med lande uden for EU giver EU's fiskere adgang til fisk i fjerne farvande på de samme betingelser, som gælder i EU. Det hjælper på at opfylde behovet på det europæiske marked.

1970: Den fælles markedsordning for fiskevarer bliver oprettet. Den udgør første etape af den fælles fiskeripolitik.

1970'erne: Den fælles markedsordning - EU's politik for forvaltning af fiskevarer og akvakulturprodukter - bliver et bærende element i den fælles fiskeripolitik.

1976: Det besluttes, at forhandlinger om fiskerispørgsmål med såkaldte tredjelande, f.eks. Grønland, kun skal føres af EU.

1980: Rådet når til enighed om de centrale elementer i fiskeripolitikken. Vigtigst er principperne for tildeling af fangstmuligheder.

1983: EU’s fiskeripolitik udbygges fuldt ud. Det betyder, at fordelingen af fangsttilladelser mellem medlemslandene følger fastlagte fordelingsnøgler. Medlemslandene tildeles faste andele af den samlede fangstmængde.

1990'erne: EU’s fiskeripolitik har mere fokus på bæredygtighed. Regler og procedurer er desuden blevet mere enkle. Samtidig tager fiskeriorganisationerne mere ansvar på sig.

2013: Ministerrådet og Europa-Parlamentet bliver enige om gradvis at indføre et forbud mod udsmid af fisk.

2014: Den nye fælles fiskeripolitik træder i kraft og sigter mod at få fiskebestandene tilbage på et bæredygtigt niveau.

Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik