Fiskeri

Både fisk og fiskere bevæger sig på tværs af grænser. Derfor har EU en fælles fiskeripolitik.

Fiskerbaad
Større


Den fælles fiskeripolitik skal både sikre, at forbrugerne få fisk af god kvalitet, og at havet ikke bliver overfisket. 

Da både fisk og fiskere bevæger sig på tværs af have og grænser, reguleres fiskeripolitikken på EU-niveau, og den kan opdeles i fem områder:

  • En bevaringspolitik, der handler om, hvordan fiskeressourcerne udnyttes, og fiskebestandene bevares
  • En flåde- og strukturpolitik med bestemmelser om tilpasning af flådens størrelse, støtte til fiskerisektoren og udvikling af akvakultur
  • En markedspolitik, der handler om, hvordan fiskene sælges og købes
  • En kontrolpolitik, der handler om strafmuligheder, hvis reglerne ikke overholdes
  • En politik for EU’s fiskeri i internationalt farvand, der handler om fiskeriaftaler med lande uden for EU.

Fiskerikvoter og fiskerikontrol

Link: EU-Oplysningens Infografik om EU's fiskekvoter

Det er en vanskelig balance at sikre, at der fiskes på en bæredygtig måde, så havene lider mindst mulig skade, mens der opretholdes beskæftigelse ved kysterne.

EU's fiskeripolitik opstiller regler for Europas fiskerflåder, der skal bevare fiskebestandene. For eksempel er adgangen til EU's farvande og fiskeområder reguleret. Samtidig forsøger man at undgå konkurrenceforvridning.

Regler og kontrolsystemer for fiskeriet aftales på EU-plan. Men hvis disse regler overtrædes, er det de nationale myndigheder og inspektører, der skal gennemføre sanktioner. Sådanne sanktioner kan f.eks. være bødestraffe, men der findes også skrappere sanktionsmuligheder.

Fiskerikontrol handler ikke kun om at tjekke, hvad fiskerne foretager sig ude på havet. Det er nemlig dyrt og ikke i sig selv en garanti for, at reglerne bliver fulgt. Der foretages derfor kontrol på alle trin – både om bord på fartøjet, i auktionshuset og hos fiskehandleren

Nogle fiskebestande bliver imidlertid stadig overfisket. EU's fiskeripolitik har på en række områder vist sig ikke at være effektiv nok. Eksempelvis bliver tun og sild udsat for overfiskning. Derfor forsøger EU-landene at sikre en mere bæredygtig fiskeindustri i Europa.

EU-landene deler de tilladte fangstmængder imellem sig gennem kvoteordninger, som typisk forhandles hvert år. Det er EU-landenes ansvar at sikre, at kvoterne ikke bliver overfisket.

EU-landene blev i 2013 enige om en reform af fiskeripolitikken, også kaldet den nye fælles fiskeripolitik. Reformen betyder:

  • Et gradvis forbud mod udsmidning af fisk – uanset om fiskene er døde eller levende.
  • Nye regler om fiskeredskaber og fiskerikontrol.
  • Tilpasning af fiskerflådens størrelse, støtte til fiskerisektoren og udvikling af akvakultur, dvs. dyrkning i vand.
  • Øget kontrol af reglernes overholdelse.

Reglerne indfases i perioden 2015-2019. Indtil videre er Rådet og Europa-Parlamentet blevet enige om en forvaltningsplan for Østersøen, og der forhandles for eksempel om forvaltningsplaner for de øvrige europæiske farvande. EU-institutionerne er også ved at forhandle om nye tekniske regler for fiskeriet.

Det er målet at sikre et mere bæredygtigt fiskeri og undgå ressourcespild.

Samtidig med reformen af den fælles fiskeripolitik blev der udviklet en ny fond til EU's maritime område for perioden 2014-2020. Den nye fond skal hjælpe med at gennemføre fiskerireformen. Fonden har et budget på 6,5 mia. euro.

EU og medlemslandene deler kompetencen til at udarbejde love på fiskeriområdet. 

Det er Rådet og Europa-Parlamentet, som sammen vedtager den fælles EU-lovgivning for fiskeripolitikken. Der er dog undtagelser. For eksempel har Rådet enekompetence fastlæggelsen af fiskekvoter. 

I Kommissionen er det kommissær Karmenu Vella, der har ansvaret for udviklingen af miljø, maritime anliggender og fiskeri.

I Europa-Parlamentet er det Udvalget for Fiskeri, der beskæftiger sig med fiskeriområdet. Det danske medlem af Europa-Parlamentet Ole Christensen (Socialdemokratiet) er stedfortræder i udvalget. 

Det er den danske minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde, der forhandler i Ministerrådet om sager på den fiskeripolitiske dagsorden i EU. 

Spørgsmål om fiskeri behandles i Rådet for Landbrug og Fiskeri, som hvert år blandt andet fastsætter de samlede tilladte fangstmængder, de såkaldte TAC'er. Forhandlingerne baserer sig på et videnskabeligt grundlag.

Når det gælder fangstbegrænsninger og videnskabelige oplysninger om fiskeri, arbejder Kommissionen sammen med rådgivende organer som Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) og Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF), der er Kommissionens eget rådgivningsorgan.

STECF blev nedsat i 1993 for at rådgive Kommissionen om fiskeriforvaltning. Det er ikke et permanent organ, men en pulje af eksperter der rådgiver Kommissionen ud fra deres ekspertise inden for fiskeri.

EU arbejder sammen med FN-organer og forhandler med regionale og internationale fiskeriorganisationer for at sikre, at farvandene ikke overfiskes.

Som en stor fiskerimagt og det største marked for fiskeprodukter i verden spiller EU også en vigtig rolle, når det gælder fremme af bedre forvaltning. Det sker via en række internationale organisationer. EU arbejder her for udvikling og gennemførelse af fiskeriforvaltningspolitik og havretten.

EU arbejder tæt sammen med sine partnere rundt om på kloden gennem FN-systemet herunder FN's fødevare- og landbrugsorganisation, FAO.

Bilaterale aftaler med lande uden for EU giver EU's fiskere adgang til fisk i fjerne farvande på de samme betingelser, som gælder i EU. Det hjælper på at opfylde behovet på det europæiske marked.

1970: Den fælles markedsordning for fiskevarer bliver oprettet. Den udgør første etape af den fælles fiskeripolitik.

1970'erne: Den fælles markedsordning - EU's politik for forvaltning af fiskevarer og akvakulturprodukter - bliver et bærende element i den fælles fiskeripolitik.

1976: Det besluttes, at forhandlinger om fiskerispørgsmål med såkaldte tredjelande, f.eks. Grønland, kun skal føres af EU.

1980: Rådet når til enighed om de centrale elementer i fiskeripolitikken. Vigtigst er principperne for tildeling af fangstmuligheder.

1983: EU's fiskeripolitik bygges fuldt ud. Det betyder, at fordelingen af fangsttilladelser mellem medlemslandene følger fastlagte fordelingsnøgler. Medlemslandene tildeles faste andele af den samlede fangstmængde.

1990'erne: EU's fiskeripolitik har mere fokus på bæredygtighed. Regler og procedurer er desuden blevet mere enkle. Samtidig tager fiskeriorganisationerne mere ansvar på sig.

2013: Ministerrådet og Europa-Parlamentet bliver enige om gradvist at indføre et forbud mod udsmidning af fisk.

2014: Den nye fælles fiskeripolitik træder i kraft og sigter mod at få fiskebestandene tilbage på et bæredygtigt niveau.

Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Senest opdateret: [22.11.2017]
Sideansvarlig: Rikke Linding Fredberg

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik