Landbrugspolitik

Den fælles landbrugspolitik er et område, som EU regulerer meget detaljeret. Landbrugspolitikken er forbundet med erhvervs- og levevilkårene på landet.

farm
Større


Den fælles landbrugspolitik er et område, som EU regulerer meget detaljeret. Formålet med EU's landbrugspolitik er at 1) sikre en stabil forsyning af fødevarer til rimelige priser, 2) sikre EU’s landmænd en rimelig levestandard og 3) forbedre landbrugets produktivitet. Landbrugspolitikken er fælles for alle EU's lande.

Landbrug og fødevareproduktion er en vigtig del af EU's samlede økonomi og er tæt forbundet med erhvervs- og levevilkårene på landet. Mange job på landet har tilknytning til landbruget, da mange arbejder med transport, produktion eller salg af landbrugsprodukter. Ifølge Kommissionen arbejder 22 millioner mennesker regelmæssigt i landbrugssektoren.

Formålet med den fælles landbrugsstøtte er at sikre, at landmændene har en fast indkomst. Prisen på mange landbrugsvarer har det nemlig med at svinge meget i perioder. Støtten skal samtidig skabe mulighed for, at landmændenes produktionsform kan blive mere miljøvenlig. Det er ikke uden udfordringer. 
Overordnet har landbrugspolitikken tre dimensioner:

  • Markedsordningen, der bruges til at stabilisere priserne på markedet, hvis der opstår udsving i efterspørgslen.
  • Indkomststøtte, der skal sikre landmændene en rimelig levestandard.
  • Støtte til udvikling af landdistrikter.

De tre hovedområder er opdelt i to søjler. Søjle I er markedsstøtten og den direkte støtte og finansieres af EU-budgettet, mens søjle II finansierer støtten til landdistriktpolitikken, der er medfinansieret af EU’s medlemslande.

Landbrugspolitikkens andel af EU's samlede budget er 38 % i budgetrammen for 2014-2020. Denne andel har været faldende de sidste 30 år, selvom flere lande er blevet medlem af EU. Budgettet for landbrugspolitikken lægges fast for 7 år ad gangen, hvilket betyder, at der er et loft over de samlede udgifter.


Her mærker du EU's landbrugspolitik

En gris der spiser foder. Det foder, dyrene spiser, er første led i fødevarekæden. EU har vedtaget regler, så myndighederne kan gribe ind over for dyrefoder, hvis der er risiko for sundhedsskadelige virkninger.

Mærkningen af dyrefoder er en meddelelse fra sælger til modtager om, hvilke ingredienser foderet består af, hvilket næringsindhold foderet har, og hvad det skal bruges til. Samtidig findes der EU-regler for pakningen af foderet, så emballagen ikke kommer til at skade dyr, mennesker eller miljø. Formålet er i sidste ende at sikre, at du som forbruger ikke bliver vildledt, når du handler ind.

 


Det vigtigste mål for den fælles landbrugspolitik er at øge landbrugets produktivitet. EU's landmænd skal kunne opretholde en rimelig levestandard, mens forbrugernes ønske om fødevarer til rimelige priser balanceres. For at nå dette mål ydes der økonomisk støtte til EU's landbrug og landdistrikter. 

Samtidig har EU ønsket at genoprette tilliden hos forbrugerne efter sygdomsudbrud som mund- og klovsyge, svinepest, fugleinfluenza og kogalskab, hvilket sker gennem markedsforanstaltningerne. 

EU's landbrugspolitik har gennemgået en stor udvikling i de seneste årtier. Formålet har været at komme kritiske røster i offentligheden til livs, ligesom man har ønsket at hjælpe landmændene med at klare nye udfordringer. De vigtigste ændringer er, at der nu er en forventning om, at landmændene beslutter, hvad de vil producere ud fra efterspørgslen på markedet frem fra baseret på beslutninger truffet af EU-politikere og embedsmænd i Bruxelles. 

EU's landbrugsstøtte reformeres gradvist, og i december 2013 vedtog EU's landbrugsministre reformen af EU's landbrugspolitik for 2014-2020. Målsætningen er at mindske EU's landbrugseksportstøtte, så udviklingslandene bedre kan eksportere deres produkter til EU. Samtidig reduceres det samlede landbrugsbudget, så midlerne kan bruges på andre områder. Der er aftalt reduktioner i den overordnede budgetramme for 2014-2020.

De 12 medlemslande, der nu får den højeste direkte støtte per hektar, skal afgive støtte til de 12 medlemslande, der får mindst. Det sker gradvis frem til 2020.

EU og medlemslandene deler kompetencen til at udarbejde love på landbrugsområdet. Det er Rådet og Europa-Parlamentet, som sammen vedtager den fælles landbrugspolitik.

I Kommissionen er det kommissær Phil Hogan, der har ansvaret for udviklingen af landbruget og landdistrikterne, mens kommissær Vytenis Andriukaitis har ansvar for fødevaresikkerheden.

I Europa-Parlamentet er det Udvalget for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (AGRI) og Udvalget for Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (ENVI), der beskæftiger sig med landbrugsområdet. I førstnævnte sidder det danske parlamentsmedlem Jens Rohde (Radikale Venstre), mens Margrethe Auken (Socialistisk Folkeparti) er medlem af ENVI-udvalget. Christel Schaldemose (Socialdemokratiet) samt Jørn Dohrmann (Dansk Folkeparti) er stedfortrædere i sidstnævnte.

Det er den danske minister for miljø og fødevarer, der forhandler i Ministerrådet om sager på den landbrugspolitiske dagsorden i EU. Spørgsmål om landbrug behandles i Rådet for Landbrug og Fiskeri.

En vigtig udfordring bliver bl.a., at verdens fødevareproduktion skal fordobles inden 2050 for at sikre mad til en voksende befolkning og købekraftige forbrugere, der spiser mere kød.

Derfor vil der være behov for en øget produktion af fødevarer. Det betyder, at konsekvenserne ved klimaforandringerne vil blive forstærket.

Her har arbejdet i Verdenshandelsorganisationen (WTO) stor betydning. Det er her de globale frihandelsaftaler forhandles. Derfor er fokus rettet mod WTO, når det gælder handelen med landbrugsprodukter.

1950’erne: Fokus i landbrugspolitikken er at undgå fødevareknaphed. Derfor skabes støtteordninger, der skal sikre, at Europa er selvforsynende med landbrugsvarer.

1962: Den fælles landbrugspolitik ser dagens lys. De første markedsordninger for korn, svinekød, æg og fjerkrækød træder i kraft.

1970’erne: Landbrugsstøtten udgør omkring 70 pct. af EU's samlede budget. Landbrugsproduktionen stiger, og der opstår gradvist problemer med overskudsproduktion.  

1980: EU bliver 100 pct. selvforsynende. Det betyder, at der kommer yderligere pres på udgifterne til EU's landbrugspolitik.

1992: Mac Sharry-reformen med nedsættelse af garanterede priser og delvis kompensation i form af direkte støtte (hektarstøtte mv.) samt braklægning.

1999: Agenda 2000 vedtages. Det fører til et budgetloft til 2006 og en reform af markedet for oksekød, korn og mælk.

2004: EU tager imod 13 nye medlemslande, men samlet set øges udgifterne til landbruget ikke.

2005: Vedtagelse af ny landdistriktspolitik 2007-2013 samt reform af sukkersektoren.

2008: Sundhedstjek af den fælles landbrugspolitik med øget overførsel til søjle II, afskaffelse af braklægning og enighed om afskaffelse af mælkekvoter i 2015.

2013: Landbrugspolitikken reformeres, så der indføres grønne krav til den direkte støtte. Samtidig vedtages en ny landdistriktspolitik.

2015: Reformens nye regler og støtteordninger træder i kraft den 1. januar 2015.

2015: Mælkekvoterne afskaffes.

2017: Sukkerkvoterne afskaffes.


Dansk perspektiv

En sæk med korn og euro.Danske landmænd vil i perioden 2014-2020 have modtaget 52,2 mia. kr. i EU-landbrugsstøtte. Langt størstedelen af landbrugsstøtten (47,7 mia. kr.) udbetales i Danmark som direkte støtte til den enkelte landmand. Støtten beregnes blandt andet ud fra antallet af hektar jord, landmanden råder over. 30 procent af den direkte støtte er dog betinget af, at landmændene overholder krav, der skal gøre landbrugssektoren grønnere. 

Endelig udbetales en mindre del af landbrugsstøtten i Danmark (4,7 milliarder kroner) som såkaldt landdistriktsstøtte. Siden 2007 er der blandt andet investeret over 3 milliarder kroner i den danske fødevare- og skovbrugssektor. For eksempel støttede man indførelsen af en ny forarbejdningsteknologi hos Himmerlandskød A/S, som gør det muligt at spore virksomhedens kødprodukter fra producenten til forbrugeren.


Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Senest opdateret: [11.04.2018]
Sideansvarlig: Anders Hulgreen Jensen

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik