Miljøpolitik

Miljø er et centralt politikområde for EU. Formålet med EU’s miljøpolitik er at bekæmpe forurening af luft og vand, støjforurening, verdens klimaproblemer og beskyttelse af vilde dyr og planter i EU.

Genbrugslogo, hvor pilene er lavet i græs.

Miljø- og klimaproblemer kender ingen landegrænser. Derfor er løsningen af globale miljøproblemer en central del af EU’s arbejde og medlemslandene går sammen om en fælles miljøpolitik.

Formålet med EU’s miljøpolitik er at bekæmpe forurening af luft og vand, støjforurening, verdens klimaproblemer og beskyttelse af vilde dyr og planter i EU. Bæredygtig udvikling og et højt niveau for beskyttelse af miljøet er i dag skrevet ind i EU-traktaterne som centrale målsætninger for EU. EU’s miljøpolitik skal desuden bygge på en række særlige principper, såsom forsigtighedsprincippet, princippet om forebyggende indsats samt princippet om, at forureneren betaler

Det arbejder EU med på miljøområdet

EU's miljøpolitik favner bredt og dækker de fleste miljøspørgsmål.

EU’s miljøpolitik skal bekæmpe forurening af luft og vand, mindske støjforurening og finde løsninger på verdens klimaproblemer. Den skal også håndtere kemikalier, farlige stoffer og affald samt beskytte vilde dyr og planter i EU.

  • Bekæmpelse af luftforurening sker bl.a. gennem fælles regler om begrænsning af udslip fra industrivirksomheder, affaldsforbrændingsanlæg og forurenende stoffer fra biler. Hertil kommer regler, som skal begrænse brugen af ozonlagsnedbrydende stoffer.
  • EU har også vedtaget fælles lovgivning, som stiller kvalitetskrav til badevand og drikkevand, samt regler der skal beskytte grundvandet mod for store mængder kvælstof fra landbruget eller slam fra rensningsanlæg m.m.
  • EU har vedtaget regler for affald, som stiller krav til EU-landene om at udarbejde affaldsplaner og forsvarlig bortskaffelse og genanvendelse af affald. 
  • Størstedelen af kemikalieområdet i EU er reguleret i den såkaldte REACH-forordning, som både skal sikre fri bevægelighed for kemiske produkter i EU og beskytte miljøet. Med REACH-forordningen indfører EU et fælles system for registrering, vurdering og godkendelse af kemikalier i hele EU.  
  • Endelig bestræber EU sig på at beskytte biodiversiteten – det vil sige mangfoldighed i dyre- og plantearter – gennem habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet, som bl.a. forpligter EU-landene til at oprette beskyttede områder for vilde dyr og planter. EU har også en særlig godkendelsesprocedure for udsætning af genetisk modificerede organismer, da disse potentielt kan påvirke biodiversiteten.


Her mærker du EU’s miljøpolitik

 
 
 
 
 
 
 
 
Når du på en varm sommerdag hopper i bølgerne på en europæisk strand, er badevandet tjekket af EU-landets myndigheder. EU-regler forpligter nemlig landenes myndigheder til at undersøge, om badevandet lever op til minimumsstandarder og til at informere badegæsterne om det. Formålet er, at badegæster ikke udsættes for forurening.

Det blå flag, der hænger på mange strande, udspringer ikke af EU-lovgivning. Det er en international miljøkampagne, der begyndte i Frankrig i 1985, og som i dag er udbredt til mange lande. Faktisk kan du møde blå flag på strande i Sydafrika. I 1990'erne fik blå flag-kampagnen støtte fra EU. 


De overordnede rammer for EU’s miljøpolitik frem til år 2020 er fastsat i EU’s syvende miljøhandlingsprogram, som blev vedtaget af Rådet og Europa-Parlamentet i juni 2013. Programmet fastsætter ni prioriterede mål for EU’s og medlemslandenes miljøindsats i denne periode.

Under hvert af de ni prioriterede mål fastlægger miljøhandlingsprogrammet en række mere konkrete delmål for EU’s og medlemslandenes miljøindsats. F.eks. stiller programmet krav om, at luftkvaliteten i EU er væsentligt forbedret, og støjforureningen er faldet betydeligt i år 2020 i henhold til målet om at beskytte EU’s borgere mod miljørelaterede belastninger.

EU's syvende miljøhandlingsprogram er rammen for EU’s miljøpolitik frem til år 2020. Det sætter bl.a. fokus på, hvordan EU kan blive bedre til at beskytte den europæiske biodiversitet, omstille EU til en ressourceeffektiv, grøn og konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi, standse miljørelaterede belastninger og sikre omkostningseffektive investeringer i miljø- og klimapolitikken. Derudover skal EU-landene blive bedre til at gennemføre og overholde EU’s miljølovgivning og til at forbedre bæredygtigheden for byerne i EU.

Miljøpolitikken er delt kompetence mellem EU og EU-landene. Når EU vedtager miljølovgivning, er det som hovedregel Rådet og Europa-Parlamentet, der vedtager den. EU-landene har dog mulighed for at opretholde eller indføre strengere nationale regler på miljøområdet, hvis det i øvrigt ikke strider mod bl.a. reglerne for den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital.

I Kommissionen ligger hovedansvaret for miljøpolitikken hos den maltesiske EU-kommissær Karmenu Vella, der har ansvar for miljø, maritime anliggender og fiskeri.

I Europa-Parlamentet er det Udvalget for Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, der beskæftiger sig med miljøområdet. Det danske parlamentsmedlem Margrete Auken (Socialistisk Folkeparti) er medlem af dette udvalg.

Det er den danske miljøminister, der forhandler i Rådet om sager på den miljøpolitiske dagsorden i EU. Miljøspørgsmål bliver typisk behandlet i Rådet for Miljø, men kan også blive sat på dagsordenen i Rådet for Konkurrence, hvis det er forslag, som samtidig har til formål at harmonisere EU-landenes miljøregler, så de ikke virker som tekniske handelshindringer.

EU's miljøagentur, EEA, ligger i København, mens EU's kemikalieagentur, ECHA, ligger i Helsinki.

De fleste miljøspørgsmål går på tværs af landegrænserne og mange har global rækkevidde. Miljøudfordringer kan kun imødegås effektivt gennem internationalt samarbejde.

EU indgår derfor i en lang række internationale miljøaftaler. Det er bl.a. Baselkonventionen om kontrol med grænseoverskridende farligt affald, Genèvekonventionen om grænseoverskridende luftforurening, Bernkonventionen om beskyttelse af vilde dyr og planter, Rio de Janeiro-konventionen om biologisk mangfoldighed, Kyotoprotokollen om klimaændringer og Stockholmkonventionen om persistente miljøgifte m.m.

Hertil kommer bilaterale miljøaftaler med lande uden for EU.

1970: EU vedtager det første direktiv om begrænsning af luftforurening.

1973: EU vedtager det første miljøhandlingsprogram for perioden 1973-77.

1976: EU vedtager det første direktiv om begrænsning af udledning af forurenende stoffer i vandmiljøet.

1979: EU vedtager det første habitatsdirektiv til beskyttelse af vilde dyr og planter.

1987: Miljøregulering bliver skrevet ind i traktaten, da EU-landene vedtager Den Europæiske Fællesakt, som også for første gang giver Europa-Parlamentet medindflydelse på miljølovgivningen.

1987: EU-landene indfører den såkaldte miljøgaranti i Den Europæiske Fællesakt, som skal gardere lande mod risikoen for, at nye EU-regler for det indre marked fører til forringelser af landenes nationale miljøregler.

1992: EU-støtteprogrammet Life bliver dannet. Det er et finansieringsinstrument for miljøet.

1993: EU-landene beslutter med Maastrichttraktaten at indføre flertalsafgørelser i Rådet på miljøområdet i stedet for enstemmighed. Europa-Parlamentet bliver Rådets medlovgiver på dele af miljølovgivningen.

1999: EU-landene beslutter med Amsterdamtraktaten at skrive målet om bæredygtig udvikling ind i EU-traktaterne.

2006: EU vedtager sin første handlingsplan for biodiversitet.

2006: EU vedtager REACH-forordningen, der regulerer virksomhedernes brug af kemikalier.

2011: EU-landene anbefaler Køreplanen til et ressourceeffektivt Europa. Den indeholder milepæle for en høj levestandard med en lavere miljøbelastning.

2013: EU vedtager i juni sit syvende miljøhandlingsprogram, som gælder frem til år 2020.

Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Senest opdateret: [21.11.2016]
Sideansvarlig: Julia Ballaschk

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik