Monetær politik

Monetær politik er en fælles betegnelse for den penge- og valutapolitik, der føres på eurolandenes vegne af Den Europæiske Centralbank (ECB).

euro
Større

 

Med en fælles valuta kan det enkelte euroland ikke føre en selvstændig penge- og valutapolitik. Ansvaret for eurolandenes monetære poltik er derfor overdraget til Den Europæiske Centralbank (ECB). Pengepolitikken er altså uden for rækkevidden af de enkelte eurolandes regeringer.

Den monetære politik har til formål:

  • primært at sikre stabile priser i euroområdet, og hvis der ikke er risiko for at bringe målet om prisstabilitet i fare, kan den monetære politik også bruges til
  • at understøtte EU's overordnede mål - bl.a. vækst og beskæftigelse. 

Tankegangen er, at stabile priser er den bedste forudsætning for finansiel stabilitet, økonomisk velfærd og vækst. 

ECB bruger primært renterne i euroområdet til at styre udviklingen i priserne - også kaldt inflationen. ECB kan også prøve at påvirke valutakursen på euroen i forhold til lande uden for euroområdet - eksempelvis USA. Det kan ske ved såkaldte interventioner på valutamarkedet, hvor ECB køber og sælger valuta. 

Formelt har ECB og de nationale centralbanker i eurolandene følgende opgaver:

  • at formulere og gennemføre eurolandenes monetære politik
  • at foretage transaktioner i udenlandsk valuta
  • at besidde og forvalte eurolandenes officielle valutareserver
  • at fremme betalingssystemernes smidighed.

Målet for pengepolitikken er stabile priser, der af ECB er blevet defineret som prisstigninger (inflation) tæt på men lige under to procent om året. Til at styre udviklingen i priserne i euroområdet bruger ECB primært de pengepolitiske renter. 

Der er tre forskellige typer af renter, som ECB kan benytte til at påvirke inflationen.

  • Renten på de såkaldte primære markedsoperationer, som er den rente, bankerne kan optage lån til i ECB med en uges løbetid.
  • Renten på indskudsfaciliteten, som er renten på bankernes dag til dag-indskud i ECB.
  • Renten på den marginale udlånsfacilitet, som er renten på dag til dag-udlån til bankerne i euroområdet. 

 

Fra renter til priser

Ved at fastsætte de toneangivende korte renter kan ECB påvirke de renter, som bankerne tager for at låne penge ud til borgere og virksomheder. Det har betydning for virksomhedernes og borgernes beslutninger om opsparing og investering. Høje renter gør det eksempelvis mindre tiltrækkende at låne penge til investeringer og forbrug. Ændringer i investeringer og forbrug påvirker den samlede efterspørgsel i landet efter varer og tjenester. Hvis efterspørgslen overstiger det samlede udbud, vil der være en tendens til, at priserne stiger. Efterspørgsel kan også påvirke lønudviklingen på arbejdsmarkedet, hvilket igen kan påvirke priserne.

Udviklingene i de såkaldte lange renter på eksempelvis boligmarkedet, afhænger også af forventningerne til udviklingen i de korte renter. De lange renter på eksempelvis realkreditlån kan have betydning for værdien af boliger, der igen har betydning for bl.a. friværdi og deraf privatforbruget. Forbruget påvirker som nævnt efterspørgslen og i sidste ende prisudviklingen. 

En rentesænkning kan også få betydning for udviklingen i eurokursen. Her vil eurokursen normalt blive svækket, hvilket gør det dyrere for eurolandene at importere varer fra lande uden for euroområdet. Det vil i sidste ende også bidrage til stigning i priserne og altså inflationen. 

Påvirkning fra pengepolitiske renter til priser

Se også:

Som nævnt er den monetære politik afskærmet fra politisk indflydelse. Det er derfor heller ikke politikere, der træffer afgørelserne, men direktørerne fra de enkelte eurolandes nationale centralbanker. Eurolandenes centralbanker skal også være uafhængige af politisk påvirkning, hvilket er et krav for at kunne blive optaget i eurosamarbejdet.

Formelt er det Eurosystemet, der består af ECB og centralbankerne i eurolandene, der beslutter den monetære politik. Beslutningerne træffes af det såkaldte styrelsesråd, som består af nationalbankdirektørerne fra de 19 eurolande og de seks medlemmer af ECB's direktion.

Styrelsesrådet mødes normalt hver 14. dag.

Se også:

 

De pengepolitiske tiltag behøver rent faktisk ikke at være gennemført for at få en stor effekt. Alene "truslen" eller løftet om man vil kan have en direkte effekt på de finansielle markeder.  

"Gøre hvad der er nødvendigt"

Det blev tydeligt demonstreret i 2012 flere år inde i gældskrisen hvor en stribe af finansielle hjælpepakker og krisetopmøder ikke havde genskabt de finansielle markeders tiltro til en række gældsplagede eurolande. Landene havde svært ved at få finansieret deres gæld, idet renterne på nyoptagne lån skød i vejret på grund af usikkerhed om landenes evne til at blive i euroen og klare sig sikkert gennem krisen.  

Det var først, da formanden for ECB, Mario Draghi, i en tale på en konference i London i juni 2012 slog fast, at "Within our mandate, the ECB is ready to do whatever it takes to preserve the euro. And believe me, it will be enough", at de finansielle markeder blev beroligede, og renterne så småt begyndte at falde tilbage mod et mere normalt niveau. 

Se også:

Den Europæiske Centralbank gennemfører også pengepolitiske tiltag, der i første omgang er sigtet på inflationsmålsætningen, men som også har til formål at skabe vækst og beskæftigelse. Det måske mest spektakulære eksempel er ECB's opkøb af eurolandenes statsobligationer ved hjælp af en øgning af pengemængden. ECB trykker populært sagt sine egne penge, der bruges til at opkøbe bankernes beholdning af statsobligationer. En større pengemængde gør den enkelte euro mindre værd, hvilket giver priserne et pres opad, og på denne måde kan ECB hæve inflationen op mod målsætningen på lige under de to procent.

Den anden effekt er, at en større pengemængde får renten til at falde. Bankerne kan altså ikke få så meget ud af at placere deres indlån i landenes centralbanker, hvilket skal tilskynde dem til at udlåne pengene til private og virksomheder. Flere penge mellem hænderne på private og virksomheder skulle gerne få efterspørgslen og væksten til at stige. Hertil kommer, at den større pengemængde af euro og lavere renter får kursen på euroen til at falde i værdi over for andre landes valutaer, eksempelvis dollaren. Det gør eurolandenes varer billigere målt i dollar, hvilket skulle styrke eksporten af varer ud af EU og dermed også væksten.

8.500 mia. kroner

Denne form for opkøbsprogram kaldes for kvantitative lettelser  eller på engelsk for quantitative easing (QE) da pengemængden og adgangen til penge i samfundet jo netop øges. Omfanget af programmet er på hele 1.140 mia. euro, hvilket svarer til omkring 8.500 mia. kr.

Økonomerne er dog enige om, at pengepolitikken ikke kan bruges til at skabe vækst på langt sigt, men tiltagene kan have en positiv effekt på kortere sigt. Der har derfor også fra visse kanter været bekymring for, at det pengepolitiske tiltag med opkøb af statsobligationer kan forsinke de strukturreformer, der er nødvendige for at skabe en vækst, der er holdbar på langt sigt. 

Se også:

  • Juni 1988: På topmødet i Hannover i 1988 nedsætter EU et udvalg med daværende formand for Kommissionen, Jacques Delors, i spidsen som skal udarbejde en rapport om, hvordan en økonomisk og monetær union med en fælles valuta kan indføres. 
  • Juni 1989: På topmødet i Madrid beslutter EU på baggrund af Delors-rapporten at indlede første fase af den økonomiske og monetære union (ØMU'en) den 1. juli 1990.
  • Juli 1990: Første fase af ØMU'en træder i kraft, hvor der indføres fri bevægelighed for kapitaltransaktioner samt øget samarbejde mellem centralbankerne.
  • December 1991: EU bliver enige om Maastrichttraktaten, der indeholder bestemmelserne om ØMU'en.
  • November 1993: Maastrichttraktaten træder i kraft.
  • Januar 1994: Anden fase af ØMU'en træder i kraft, hvor Det Europæiske Monetære Institut (EMI) forløberen for ECB oprettes. Der sker samtidig en øget koordinering af pengepolitikken samt proces mod de nationale centralbankers uafhængighed.
  • Maj 1998: De kommende 11 eurolande udnævner formanden, næstformanden og de fire øvrige medlemmer af ECB's direktion.
  • Juni 1998: ECB oprettes og erstatter EMI.
  • Januar 1999: Tredje fase af ØMU'en indledes, hvor euroladenes valutaer låses fast, og euroen indføres som elektronisk valuta. Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) overtager samtidig gennemførelsen af den fælles pengepolitik.

Forslag til dig på EU.dk

Billedkilde: Nationalbanken

Her mærker du EU's monetære politik

Man skulle som udgangspunkt tro, at den monetære politik der bliver ført for eurolandene, ikke har nogen direkte betydning for Danmark, da Danmark ikke har euroen som valuta. Men da den danske krone er tæt knyttet til euroen, er Nationalbanken nødsaget til at følge de renteændringer, der kommer fra Den Europæiske Centralbank (ECB), så forholdet mellem danske kroner og euro kan fastholdes. Det betyder, at den rente du skal betale på dit lån bliver påvirket af den pengepolitik, der føres af ECB. 

Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Senest opdateret: [22.11.2017]
Sideansvarlig: Martin Jørgensen

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik