Bankunion

Bankunionen omfatter fælles regler for bankerne, fælles banktilsyn og fælles afvikling af nødlidende banker.

Bankunionen omfatter alle bankerne i eurolandene samt bankerne i de øvrige EU-lande, som vælger at deltage. Kilde: Europa-Parlamentet

Bankunionen skal sikre, at banksektoren i euroområdet ikke kommer i så alvorlige problemer igen, som det blev set under finans- og gældskrisen, hvor flere medlemslande måtte bruge store offentlige summer på at forhindre en række store bankers kollaps. 

Bankunionen består af tre elementer:

  • Fælles regler for bankerne.
  • Fælles tilsyn med bankerne.
  • Fælles afvikling af banker.

Lidt forenklet går bankunionen altså ud på, at en central EU-myndighed holder øje med, om bankerne overholder de fælles regler, og hvis en bank kommer i vanskeligheder, så er der også en overordnet EU-myndighed, der lægger en plan for, hvordan banken kan afvikles og lukkes ned. 

Eurolandene skal deltage i bankunionen, hvorimod de øvrige EU-lande selv kan vælge, om de ønsker at deltage. De fælles regler for bankerne gælder dog for alle EU-landene. Det fælles tilsyn har været på plads siden november 2014, og den fælles ramme for afvikling af banker startede op den 1. januar 2016. 

EU har vedtaget en række regler og krav, der gælder for alle bankerne i EU's medlemslande. Der er omkring 8.300 banker i EU-landene. Reglerne er til for at få bankerne til at handle på en hensigtsmæssig måde, og for at give bankernes kunder nogle rettigheder, hvis det alligevel skulle gå galt for en bank.

Krav til banker 

Reglerne skal sikre, at bankerne har nok reserver til at modstå en ny finanskrise, så medlemslandenes offentlige finanser ikke skal belastes af store bankredningspakker. Der er derfor fastsat præcise krav til, hvor meget kapital en bank skal have i sikkerhed afhængigt af dens størrelse, og de aktiviteter banken har. Der er også regler for, hvilken type af kapital, der kan bruges som sikkerhed. Her var de danske realkreditobligationer på et tidspunkt i fare, men endte med at få samme status som statsobligationer fra medlemslandene. 

Reglerne skal også forhindre, at bankerne tager for store risici for at opnå gevinster på kort sigt. EU har derfor bl.a. indført lofter for bonusser til bankernes medarbejdere samt gjort bankernes aktionærer og kreditorer til de første, der skal bære tabet, hvis en bank går ned.

Ret til kunder 

Reglerne giver også kunder med indskud i bankerne sikkerhed for, at de kan få op til 750.000 kroner (100.000 euro) af deres indskud tilbage, hvis en bank skulle gå ned.

Se også:

Det fælles banktilsyn - der på EU-sprog kaldes for den fælles tilsynsmekanisme (SSM) - består af Den Europæiske Centralbank (ECB) og de nationale tilsynsmyndigheder i de enkelte medlemslande. I Danmark er det Finanstilsynet, som står for tilsynet med de danske banker.

Det fælles tilsyn har til opgave at:

  • Sikre et styrket tilsyn med banksektoren i EU ud fra et sæt af fælles standarder og krav.
  • Sikre sikkerheden og sundheden i banksektoren i EU.
  • Styrke den finansielle integration og stabilitet i EU.

Formålet med det fælles tilsyn er bl.a., at der kan afsløres svagheder i en bank i en tidlig fase, så banken kan komme på rette spor igen, så situationen ikke udvikler sig til en trussel mod den overordnede finansielle stabilitet. 

Tilsynet omfatter banker - eller mere præcist kreditinstitutter, der tager imod indskud, der skal betales tilbage samt yder lån for egen regning - og altså ikke forsikrings- og pensionsselskaber. Tilsynet på EU-niveau gælder for alle bankerne i eurolandene samt bankerne i de øvrige EU-lande, der ønsker at deltage i bankunionen.

ECB fører direkte tilsyn med de 129 vigtigste og største banker - de såkaldte signifikante banker. De øvrige banker er også under ECB's overordnede tilsyn, men det direkte tilsyn udføres af de nationale tilsynsmyndigheder under fælles rammer.

Bankerne vurderes som signifikant, og altså under ECB’s direkte tilsyn, hvis én af følgende betingelser er opfyldt: 

  • Den samlede værdi af bankens eller selskabets aktiver overstiger 30 mia. euro. 
  • De samlede aktiver i forhold til bruttonationalproduktet (BNP) i det medlemsland, hvor banken er etableret, overstiger 20 procent medmindre den samlede værdi af aktiverne er under 5 mia. euro. 
  • Den ansvarlige nationale myndighed anser en bank for at være af stor betydning for den indenlandske økonomi. 

ECB har bl.a. retten til at:

  • Tildele og fratage banker tilladelsen til at drive bankvirksomhed.
  • Sikre at bankerne overholder de fælles regler, og hvis det er nødvendigt, stramme reglerne af hensyn til den finansielle stabilitet.
  • Løse tilsynsopgaver i forbindelse med tidlig indgriben og genopretning af banker som ikke opfylder tilsynskravene.

De nationale tilsynsmyndigheder har stadig ansvaret for de tilsynsopgaver, der ikke er overdraget til ECB. Det gælder bl.a. forbrugerbeskyttelse, hvidvaskning af penge, betalingstjenester samt afdelinger af banker fra lande uden for EU.

Se også:

Den fælles afvikling af banker

Den fælles afvikling af nødlidende banker - på EU-sprog den fælles afviklingsmekanisme (SRM) - har til opgave at sikre en velordnet afvikling og lukning af nødlidende banker. Hensigten er også, at begrænse omkostningerne for skatteyderne og samfundsøkonomien generelt ved bankkrak.

Den fælles bankafvikling i EU's bankunion består af:

  • En overordnet EU-afviklingsmyndighed der bliver kaldt den fælles afviklingsinstans.
  • En fælles afviklingsfond til finansiering af banklukninger.

Afviklingsinstansen er uafhængig af politisk indflydelse, og den arbejder sammen med de nationale afviklingsmyndigheder i de lande, der deltager i bankunionen. Afviklingsinstansen har til opgave at:

  • Træffe afgørelser om planer for afvikling af nødlidende banker - herunder anvendelse af den fælles afviklingsfond.
  • Planlægge afviklingen af de store banker i bankunionen, som ECB har direkte tilsyn med.
  • Være ansvarlig for alle afviklinger af banker, hvor afviklingen kræver brug af den fælles afviklingsfond.

 

Den fælles bankafviklingsfond

EU-landene har indgået en særlig aftale om at oprette en såkaldt afviklingsfond, der kan trækkes på, når en nødlidende bank skal lukkes. Fonden vil dog først træde til, når omkostningerne ved at lukke banken overstiger de midler, der kan inddrages fra bankens aktionærer og kreditorer. Det er de enkelte banker i bankunionen, som selv skal indbetale pengene til fonden.

Afviklingsfonden vil:

  • Blive opbygget over en periode på otte år fra 1. januar 2016.
  • Være på ca. 55 mia. euro = mindst én procent af de dækkede indskud i bankerne i bankunionen.
  • Bestå af bidrag fra bankerne i bankunionen.

Den enkelte bank skal betale til fonden i forhold til størrelsen på dens udlån (modregnet kapitalgrundlaget og dækkede indskud), og de risici som banken løber. EU har allerede vedtaget regler om, at de enkelte EU-landene skal opbygge nogle nationale krisefonde, som kan bruges ved lukninger af nødlidende banker i de enkelte lande. De her nationale fonde vil gradvist blive overført til den fælles afviklingsfond over den otteårige periode. 40 procent af de nationale fonde vil indgå i det første år, 20 procent i det andet år og de resterende 40 procent over de sidste seks år. Efter de otte år vil der altså ikke være nogle nationale fonde i deltagerlandene, men kun den fælles afviklingsfond i bankunionen.  

Deltagelse i afviklingfonden

Aftalen om afviklingsfonden er en såkaldt mellemstatslig aftale. Det betyder, at de enkelte deltagerlande efterfølgende skal have godkendt aftalen nationalt. Alle EU-landene - med undtagelse af Sverige og Storbritannien - har underskrevet aftalen om afviklingsfonden. Efterfølgende har et tilstrækkeligt antal EU-lande godkendt aftalen nationalt, hvorved fonden og de fælles regler for afvikling kunne træde i kraft 1. januar 2016.  

Aftalen vil først gælde for de EU-lande, der ikke er eurolande og som har underskrevet aftalen, når de vælger at deltage i bankunionen. 

Se også:

Det fælles banktilsyn

ECB's tilsynsråd. Kilde: ECB 

Det fælles tilsyn med bankerne bliver udført af ECB's særlige tilsynsråd i samarbejde med de nationale tilsynsmyndigheder i de medlemslande, der deltager i bankunionen. ECB' s styrelsesråd har dog det endelige overordnede ansvar for det fælles banktilsyn. Styrelsesrådet består af ECB's direktion og de 19 direktører for centralbankerne i eurolandene.

Tilsynsrådets opgaver består i at:

  • Planlægge og udføre ECB's tilsynsopgaver.
  • Forberede de udkast til afgørelser, som sendes videre til ECB's styrelsesråd.

ECB's tilsynsråd består af:

Tilsynsrådet bliver assisteret af et styringsudvalg, der skal støtte tilsynsrådets i dets aktiviteter. 

Tilsynsrådets arbejde er adskilt fra ECB's traditionelle arbejde med at føre den monetære politik for eurolandene. De deltagerlande, der ikke er eurolande, har fuld og lige stemmeret med eurolandenes medlemmer i styrelsesrådet. 

De lande der ikke deltager i eurosamarbejdet, og dermed ikke er repræsenteret i ECB's styrelsesråd, har er en særlig mulighed for at sige fra, hvis styrelsesrådet kommer med indsigelser som landet er uenig i. 

I forbindelse med det fælles banktilsyn er der også nedsat et mæglingspanel, der skal løse uoverensstemmelser i forbindelse med en indsigelse fra styrelsesrådet mod et udkast til afgørelse fra tilsynsrådet. 

Se også:

 

Den fælles bankafvikling

Den fælles bankafvikling varetages af den fælles afviklingsinstans, som har følgende faste medlemmer:

  • Formand: Elke Köning
  • Næstformand: Timo Löyttyniemi
  • Strategi og koordination: Mauro Grande
  • Afviklingsplanlægning: Antonio Carrascosa, Joanne Kellermann og Dominique Laboureix.

Afviklingsinstansen kan mødes i to forskellige sammensætninger afhængig af, hvilken type afgørelser der skal træffes. 

Eksekutivmøder

Afviklingsinstansen mødes i en såkaldt eksekutiv-sammensætning, når det handler om:

  • at forberede og træffe afgørelser om afvikling af individuelle banker
  • bruge af afviklingsfonden op til 5 mia. euro
  • afgørelser rettet til de nationale afviklingsmyndigheder om gennemførelse af afvikling. 

Når afviklingsinstansen mødes i eksekluiv-sammensætningen deltager foruden de seks faste medlemmer også repræsentanter fra de EU-lande, hvor den nødlidende bank og dens filialer eller datterselskaber er beliggende. Hertil kommer to faste observatører - én fra ECB og én fra Kommissionen - samt observatører der inviteres på ad hoc-basis. 

Plenarmøder

Afviklingsinstansen mødes i den såkaldte plenar-sammensætning, når det drejer sig om afgørelser af mere generel karakter såsom:

  • afgørelser om forretningsordenen
  • afgørelser om afviklingsinstansens budget
  • afgørelser om investeringer og personalespørgsmål
  • afgørelser om brug af afviklingsfonden på over 5 mia. euro.

Når afviklingsinstansen mødes i plenar-sammensætningen deltager foruden de seks faste medlemmer også én repræsentant fra hver af de deltagende EU-landes nationale afviklingsmyndigheder. Hertil kommer to faste observatører - én fra ECB og én fra Kommissionen - samt observatører der inviteres på ad hoc-basis. 

Se også:

Kontrol med ECB

ECB's er ansvarlige overfor Europa-Parlamentet og Rådet i forbindelse med gennemførelsen af det fælles banktilsyn.

Det fælles banktilsyn

Det er tilsynsrådet som udfører det forberedende arbejde i forbindelse med de tilsynsopgaver, der er overdraget til ECB. Tilsynsrådet udarbejder derfor også de udkast til afgørelser som forelægges for ECB’s styrelsesråd til endelig godkendelse.

Afgørelserne anses som vedtagne, medmindre styrelsesrådet inden for en frist på maksimalt 10 arbejdsdage gør indsigelser. I krisesituationer kan denne frist reduceres til 48 timer. Hvis styrelsesrådet gør indsigelser mod et udkast til afgørelse fra tilsynsrådet skal det begrunde denne indsigelse skriftligt. Tilsynsrådet kan efterfølgende ændre afgørelsen, men styrelsesrådet kan ikke selv ændre eller fremsætte forslag til afgørelser. 

Et ikke-eurolands uenighed i en afgørelse

For at sikre en ligelig behandling af de medlemslande, der ikke deltager i eurosamarbejdet – og derfor ikke er repræsenteret i styrelsesrådet – er der indført to procedurer i tilfælde af et ikke-euroland er uenig i et udkast til afgørelse fra tilsynsrådet eller en indsigelse fra styrelsesrådet. 

Hvis ikke-eurolandet er uenig i et udkast til afgørelse fra tilsynsrådet, underretter landet senest fem arbejdsdage efter modtagelsen af udkastet til afgørelse styrelsesrådet om sin begrundede uenighed. Styrelsesrådet skal herefter træffe afgørelse om spørgsmålet inden for fem arbejdsdage og forklare afgørelsen skriftlig for det pågældende medlemsland. Medlemslandet kan herefter anmode ECB om at afslutte det tætte samarbejde med umiddelbar virkning og vil derfor ikke være bundet af den efterfølgende afgørelse. 

Hvis ikke-eurolandet er uenig i en ændring af en afgørelse som følge af en indsigelse fra styrelsesrådet på et udkast fra tilsynsrådet, skal landet meddele det til ECB. Styrelsesrådet skal herefter inden for en frist på 30 dage udtale sig om, hvorvidt styrelsesrådet i lyset af medlemslandets uenighed fastholder sin indsigelse eller trækker den tilbage. Hvis styrelsesrådet fastholder sin indsigelse, kan det pågældende ikke-euroland meddele ECB, at det ikke vil være bundet af den potentielle afgørelse i forbindelse med tilsynsrådets mulige ændrede udkast til afgørelse. 

ECB træffer herefter en afgørelse om, hvorvidt det tætte samarbejde med det pågældende medlemsland skal suspenderes eller afsluttes under hensyntagen til et effektivt tilsyn. I forbindelse med disse overvejelser, tager ECB bl.a. hensyn til, hvorvidt en manglende suspension eller afslutning vil kunne skade den fælles tilsynsmekanismes integritet, samt om medlemslandets egne myndigheder har truffet foranstaltninger der sikrer, at medlemslandets banker ikke behandles gunstigere, og at disse foranstaltninger er lige så virkningsfulde som styrelsesrådets afgørelse. 
Se også:

Den fælles afvikling af banker

Det er ECB, der som fælles tilsynsmyndighed henvender sig til den såkaldte fælles afviklingsinstans, når en bank i bankunionen har alvorlige problemer og skal afvikles. Den fælles afviklingsinstans kan også selv anmode om afvikling af en nødlidende bank.

Hvis betingelserne for at afvikle den nødlidende bank efter de fælles regler er opfyldt, vedtager den fælles afviklingsinstans en plan for afviklingen af den pågældende bank. Planen indeholder en beskrivelse af, hvordan banken skal afvikles, samt om den 55 mia. euro store fælles bankafviklingsfond skal anvendes.

Planen for afviklingen af banken vil træde i kraft 24 timer efter, at afviklingsinstansen har vedtaget den, medmindre:

  • Kommissionen gør indsigelser 
  • Rådet gør indsigelser om, at afviklingen ikke er nødvendig i almenhedens interesse (på Kommissionens opfordring)
  • at det er nødvendigt at ændre væsentligt på størrelsen af de midler der indgår i afviklingsplanen for banken.

Det er altså i sidste ende Europa-Kommissionen, der enten vælger at godkende lukningen af en nødlidende bank - eller gøre indsigelser eller opfordrer Rådet til at gøre det.

Selve afviklingen

Det er de nationale afviklingsmyndigheder, der under tilsyn af den fælles afviklingsinstans, står for selve afviklingen af bankerne. Ved manglende overholdelse af den aftalte afviklingsplan kan den fælles afviklingsinstans rette påbud direkte til den nødlidende bank.  

 

Eurolande 

De 19 eurolandene er automatisk deltagere i bankunionen. Det er dog også muligt for de øvrige EU-lande at deltage i bankunionen. Det sker ved at lave en aftale om et såkaldt tæt samarbejde mellem Den Europæiske Centralbank (ECB) og tilsynet i det pågældende medlemsland.

Storbritannien og Sverige har dog på forhånd udelukket deltagelse i bankunionen. 

Deltagelse af andre EU-lande end eurolande

Det tætte samarbejde betyder, at medlemslandet indgår i det fælles tilsyn med bankerne. Medlemslandet skal derfor sikre, at de nationale tilsynsmyndigheder overholder de retningslinjer og anmodninger, der kommer fra ECB, hvilket også skal fremgå af medlemslandets lovgivning.

ECB kan efterfølgende vælge at suspendere eller helt opsige det tætte samarbejde, hvis det pågældende land ikke længere lever op til betingelserne og ikke reagerer på advarsler fra ECB. Det enkelte medlemsland kan også selv opsige samarbejdet og deltagelsen i det fælles banktilsyn - dog først efter tre år. Samarbejdet kan også blive opsagt af begge parter i forbindelse med uenighed om afgørelser rettet til medlemslandets banker.

Hvis et medlemsland indgår en aftale om at deltage i det fælles tilsyn med bankerne, så vil landet også automatisk være omfattet af samarbejdet om den fælles afvikling af banker.

Se også:

Et af hovedargumenterne for at etablere en bankunion har været at bryde den negative forbindelse mellem kriser i banksektoren og belastningen af eurolandenes offentlige finanser. Erfaringerne fra gældskrisen har vist, at tilsynet for det første ikke har været lige effektivt i alle medlemslande, samt at det har været de enkelte medlemslandes regeringer, der har været nødsaget til at stillet garantier eller optage lån for at hjælpe banksektoren igennem krisen. Hertil kommer, at en bankkrise i et medlemsland hurtigt kan sprede sig til andre medlemslande.

Det var faktisk da også muligheden for at kunne redde bankerne direkte via eurolandenes krisefond - den 500 mia. euro store europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) - der satte arbejdet med at etablere en bankunion i gang. Det skyldes, at eurolandenes stats- og regeringschefer på et topmøde i juni 2012 besluttede, at når der var oprettet et effektivt fælles tilsyn med bankerne i euroområdet, så kunne bankerne få lån direkte via ESM - og altså uden at belaste eurolandenes offentlige finanser.

  • November 2016: Kommissionen fremsætter en pakke af forslag med det formål at styrke bankernes modstandsdygtighed bl.a. på baggrund af internationale standarder. Forslagene omfatter ændringer af følgende retsakter:
  • Januar 2016: Den fælles afvikling af nødlidende banker samt afviklingsfonden træder i kraft.
  • November 2015: Kommissionen fremsætter forslag om bankunionens tredje ben - en fælles europæisk indskydergarantiordning (KOM (2015) 0586).
  • Januar 2015: Bankunionens andet ben - den fælles afvikling af nødlidende banker (fælles afviklingsmekanisme) - træder delvist i kraft for den del der omhandler forberedelse af afviklingsplanlægning, indsamling af oplysninger og samarbejde med nationale afviklingsmyndigheder.
  • November 2014: Det første ben af bankunionen - det fælles tilsyn med bankerne i euroområdet (fælles tilsynsmekanisme) - under ledelse af Den Europæiske Centralbank's tilsynsråd træder i kraft.
  • Oktober 2014: Resultatet af ECB's omfattede undersøgelse af 130 banker i de 19 eurolande offentliggøres (se undersøgelsen).
  • Maj 2014: Som en del af den fælles afviklingsmekanisme for banker, underskriver 26 medlemslande den mellemstatslige aftale om en tilhørende afviklingsfond for banker med en kapacitet på 55 mia. euro  -  Storbritannien og Sverige har på forhånd udelukket deltagelse i afviklingsmekanismen eller bankunionen. (oversigt over landenes godkendelse af aftalen).
  • Marts 2014: Rådet og Europa-Parlamentet bliver enige om den fælles afvikling af banker.
  • Juli 2013: Kommissionen fremsætter forslaget om den fælles afvikling af banker (KOM (2013) 0520).
  • Marts 2013: Europa-Parlamentet og Rådet bliver enige om det fælles banktilsyn.
  • September 2012: Kommissionen fremsætter en køreplan for oprettelse af en bankunion (KOM (2012) 0510) samt forslag om det fælles banktilsyn (KOM (2012) 0511).
  • Juni 2012: Eurolandene vedtager på et topmøde den 29. juni en erklæring, hvor det besluttes, at oprette et fælles banktilsyn.
  • Maj 2012: Kommissionen opfordrer i en meddelelse til oprettelsen af et fælles banktilsyn (KOM (2012) 0299).

 


 Bankunion Danmark

Kilde: Europa-ParlamentetDen danske regering har ikke taget stilling til, om Danmark skal være en del af bankunionen. Regeringen mener dog, at bankunionen er en god ting, da den styrker den finansielle stabilitet i EU - uanset om Danmark deltager eller ej. Under forhandlingerne om bankunionen har Danmark arbejdet for, at lande uden for euroområdet kan deltage i bankunionen på ensartede vilkår i forhold til eurolandene. 

Danmark har også underskrevet aftalen om bankunionens fælles afviklingsfond til nødlidende banker. Det er dog sket med en tilknyttet erklæring om, at selvom Danmark har underskrevet aftalen, så vil en efterfølgende dansk godkendelse af aftalen være betinget af, at man fra dansk side vælger at gå med i bankunionen. 

Justitsministeriet har i et notat den 30. april 2015 vurderet, at Danmark kan deltage i bankunionen uden at afholde en folkeafstemning, da der ikke er tale om overdragelse af suverænitet fra Danmark til EU. Samme dag har Regeringen offentliggjort en større analyse af bankunionen, hvor konklusionen er at vente med at tage endelig stilling til spørgsmålet om dansk deltagelse i bankunionen.

Hvis Danmark vælger at gå med i bankunionen, så vil det ifølge Finansrådet betyde, at Den Europæiske Centralbank (ECB) kommer til at føre direkte tilsyn med Danske Bank, Nykredit, Nordea Bank Danmark, Jyske Bank og BRF Kredit. Nationalbanken mener i øvrigt også, at Sydbank og DLR Kredit bør omfattes af ECB's direkte tilsyn. 

Forslag til dig på EU.dk

Denne artikel dækker disse relaterede emner:


Sideansvarlig: Martin Jørgensen

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik