Euroen

Euroen er den fælles valuta som benyttes i 19 EU-lande, og som tilsammen udgør eurozonen. Danmark er ikke med i eurosamarbejdet, men den danske krone er tæt knyttet til euroen.

Euro
Større
 

EU's fælles valuta er euroen, som du skal bruge som betalingsmiddel i de 19 eurolande, som er med i eurosamarbejdet. De 19 lande bliver samlet kaldt eurozonen eller euroområdet og tæller ca. 337 mio. borgere. 

Desuden har fire lande uden for EU indgået aftale om at benytte euroen som national møntenhed, da de har en tæt forbindelse til forskellige EU-lande. 

Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU'en) ligger til grund for etableringen af euroen. ØMU’en er et samarbejde om økonomisk politik, om en fælles valuta (euroen) samt en fælles monetær politik styret af Den Europæiske Centralbank (ECB). Den 1. januar 2002 blev euromønter- og sedler indført i de 11 EU-medlemslande som valgte at indgå i den såkaldte tredje fase af ØMU’en, og fra den 28. februar 2002 var euroen det eneste lovlige betalingsmiddel i den etablerede eurozone.

I dag deltager 19 af EU's 28 medlemslande i eurosamarbejdet. Et af Danmarks fire EU-forbehold er et forbehold over for deltagelse i tredje fase af ØMU’en – det vil sige selve indførelsen af euroen.

Danmark er ikke med i eurosamarbejdet

Danmark deltager ikke i selve eurosamarbejdet, men den danske krone er tæt knyttet til euroen. Det betyder, at Nationalbanken har en aftale med ECB, der forpligter begge institutioner til at sikre, at kronens kurs følger euroens kurs – den såkaldte ERM II-aftale.


Euro og kroner

Brug vores euroberegner herunder til at regne fra kroner til euro - eller den anden vej (brug punktum i stedet for komma ved decimaltal).

Du kan indtaste et vilkårligt beløb i et af felterne. Derefter omregner euro-konverteren beløbet.

Euroen anvendes som national valuta i 19 af EU's 28 medlemslande. Hertil kommer at fire småstater, der formelt set ikke er EU-lande, men som har tætte forbindelser til forskellige EU-lande, har indgået aftaler med EU om at anvende euroen som national valuta. Endelig anvendes euroen som hovedvaluta i en række lande og områder, der ikke tidligere har haft en national valuta. De øvrige EU-lande har forskellig tilknytning til euroen.

Eurolande
 Fastlåste kurser, 1 euro =
 Litauen  Litauen   2015    3,45280 litauiske litas
 Letland  Letland   2014  0,702804 lettiske lats
 Estland  Estland  2011  15,6466 estiske kroon
 Slovakiet  Slovakiet  2009  30,1260 slovakiske koruna
 Cypern  Cypern  2008  0,585274 cypriotiske pund
 Malta  Malta  2008  0,429300 maltesiske lira
 Slovenien  Slovenien  2007  239,640 slovenske tolar
 Grækenland  Grækenland  2001  340,750 græske dragme
 Finland  Finland  1999  5,94573 finske mark
 Portugal  Portugal  1999  200,482 portugisiske escudo
 Østrig  Østrig  1999  13,7603 østrigske schilling
 Nederlandene  Nederlandene  1999  2,20371 nederlandske gylden
 Luxembourg  Luxembourg  1999  40,3399 luxembourgske franc
 Italien  Italien  1999  1936,27 italienske lira
 Irland  Irland  1999  0,787564 irske pund
 Frankrig  Frankrig  1999  6,55957 franske franc
 Spanien  Spanien  1999  166,386 spanske peseta
 Tyskland  Tyskland  1999  1,95583 tyske mark
 Belgien  Belgien  1999  40,3399 belgiske franc
       
 EU-lande der deltager i fastkurssamarbejdet ERM II
       
 Danmark  Danmark  1999  forbehold
       
 EU-lande der ikke deltager i eurosamarbejdet eller ERM II
       
 Storbritannien  Storbritannien    forbehold
 Sverige  Sverige    
 Ungarn  Ungarn    
 Polen  Polen    
 Tjekkiet  Tjekkiet    
 Bulgarien  Bulgarien    
 Rumænien  Rumænien    
 Kroatien  Kroatien    
       
 Stater udenfor EU med ret til at anvende euroen
       
 Andorra  Andorra  2012  
 San Marino  San Marino  1999  
 Vatikanstaten  Vatikanstaten  1999  
 Monaco  Monaco  1999  
       
 Lande med euroen som de facto valuta
       
 Kososvo  Kosovo  2002  
 Montenegro  Montenegro  2002  
       

Se også:

EU-lande skal opfylde en række økonomiske adgangskrav for at blive optaget i eurosamarbejdet. Adgangskravene kaldes også konvergenskriterier eller konvergenskrav. Kravene skal sikre, at det kommende eurolands økonomi ikke udvikler sig for forskelligt fra resten af eurolandenes. Det er vigtigt, da pengepolitikken er fælles for alle eurolandene. Pengepolitikken kan derfor efter optagelse i eurosamarbejdet ikke længere målrettes det enkelte lands specifikke økonomiske situation.

Konvergenskriterierne består af følgende krav:

1. Krav om prisstabilitet

Kravet indebærer, at et medlemslands inflationstakt (forbrugerprisstigning) ikke må overstige inflationstakten i de tre medlemslande, der har haft den laveste inflation, med mere end 1,5 procentpoint. 

2. Krav om holdbare offentlige finanser

Der må ikke være uforholdsmæssigt stort underskud på det offentlige budget. Det vil sige, at det årlige offentlige underskud som hovedregel ikke må overstige 3 pct. af bruttonationalproduktet (BNP). Undtagelsesvis kan dette accepteres, hvis underskuddet er reduceret væsentligt og vedvarende og har nået et niveau, der ligger tæt på de 3 pct., eller hvis en mindre overskridelse af de 3 pct. er enestående og midlertidig. 

3. Krav til den offentlige gæld

Den andel, som den offentlige bruttogæld udgør af bruttonationalproduktet, må som hovedregel ikke overstige 60 pct. ved udgangen af det forudgående finansår. En undtagelse kan gøres, hvis underskuddet er mindsket tilstrækkeligt og i et tilfredsstillende tempo nærmer sig de 60 pct. 

4. Deltagelse i fastkurssamarbejdet ERM II i de seneste 2 år

Medlemslandets valuta skal i de seneste 2 år have deltaget valutakursmekanismen - kaldet ERM II - uden alvorlige udsving og må heller ikke på eget initiativ have nedsat værdien af landets valuta i den periode. 

5. Krav til den langfristede rentesats

Medlemslandenes nominelle langfristede rentesatser må ikke overstige de tilsvarende rentesatser i de tre medlemslande, der har opnået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet med mere end 2 procentpoint.

Ministerrådet afgør på baggrund af en vurdering af landenes tilpasning og opfyldelse af konvergenskriterierne i de såkaldte konvergensrapporter fra Den Europæiske Centralbank og Europa-Kommissionen om et EU-land er klar til at blive optaget i eurosamarbejdet.

Krav om deltagelse i euroen 

Nye medlemslande i EU er forpligtigede til at indføre euroen som national valuta, når de lever op til de økonomiske adgangskrav.

Storbritannien og Danmark har valgt ikke at deltage i selve eurosamarbejdet, og landene deltager derfor heller ikke i den fælles pengepolitik. De to lande har som de eneste EU-lande et egentlig forbehold overfor euroen. Det betyder, at Danmark og Storbritannien selv kan bestemme, hvornår landene ønsker at deltage i eurosamarbejdet. For Danmarks vedkommende kræver det en folkeafstemning, hvis Danmark skal indføre euroen som national valuta.

Sverige lever ikke op til de økonomiske adgangskrav, fordi den svenske krone ikke har en stabil kurs over for euroen - dvs. den svenske krone er ikke låst fast til euroen i fastkurssamarbejdet ERM II. Sverige deltager derfor heller ikke i eurosamarbejdet.

Nye EU-lande er som nævnt forpligtigede til at indføre euroen, når de lever op til de økonomiske adgangskrav kaldet for konvergenskriterierne. 

Når et nyt medlemsland ønsker at blive et euroland, kan det bede Europa-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank om at vurdere, om landet lever op til konvergenskriterierne. Det sker i de såkaldte konvergensrapporter, der som nævnt kan udarbejdes efter ønske af et medlemsland, men ellers udarbejdes for alle lande uden for euroområdet mindst en gang hvert andet år (med undtagelse af Danmark og Storbritannien der har et euroforbehold). Proceduren for denne vurdering er beskrevet i art. 140 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.

Konvergensrapporter

Den seneste konvergensrapport blev udarbejdet i juni 2016 og omfatter alle EU-landene uden for euroområdet, med undtagelse af Storbritannien og Danmark der jo har et euroforbehold. Rapporten konkluderede at hverken Bulgarien, Tjekkiet, Kroatien, Ungarn, Polen, Rumænien eller Sverige opfylder konvergenskriterierne: 

En del af EU's samarbejde er som udgangspunkt forbeholdt eurolandene og økonomiske sanktioner under EU's budgetregler gælder som hovedregel også kun for eurolandene.

Da eurolandene derfor har en naturlig fælles interesse i spørgsmål om euroen og euroområdets udvikling, har eurolandene en række forskellige muligheder for at mødes, hvor landene uden for euroen ikke har adgang. Det drejer sig bl.a. om:

  • Eurogruppen: består af økonomi- og finansministre fra eurolandene og mødes typisk aftenen før møderne i Ministerrådet for alle EU's økonomi- og finansministre.
  • Eurotopmøder: består af eurolandenes stats- og regeringschefer samt EU's faste formand og formanden for Kommissionen, der mødes mindst to gange om året ofte i forbindelse med de normale EU-topmøder.
  • ECB's Styrelsesråd: består af direktørerne fra eurolandenes centralbanker, der sammen med direktionen for Den Europæiske Centralbank (ECB) fastlægger pengepolitikken for euroområdet.

Valutasamarbejdet ERM II 

Alle lande i eurosamarbejdet har euroen som eneste gyldige betalingsmiddel. Den fælles valuta gør det lettere at købe, sælge og sammenligne priser på tværs af landegrænser.

Nye og ældre EU-lande, som ikke har indført euroen, kan deltage i et valuta- og fastkurssamarbejde omkring euroen. Det har Danmark gjort siden 1. januar 1999, hvor euroen blev indført. 

Valutasamarbejdet i EU kaldes ERM II (Exchange Rate Mechanism II). Samarbejdet skal sikre, at medlemslande med egen valuta ikke har for store kursudsving over for euroen. Deltagelse i ERM II i minimum 2 år er også et krav for at blive optaget i euroen.

Når EU-landene er blevet til eurolande, skal de stadig overholde en række krav til de offentlige finanser, da udviklingen i et eurolands budgetunderskud og bruttogæld kan have indflydelse på de øvrige eurolandes udvikling. Kravene er bl.a. beskrevet i den såkaldte stabilitets- og vækstpagt.

 

Se også: 

Den finansielle og efterfølgende økonomiske krise førte i 2010 til, at en række eurolande kom i alvorlige vanskeligheder. I nogle tilfælde var problemet en uholdbar økonomisk politik og meget høj statsgæld, hvilket er grunden til, at fænomenet også er blev kaldt for gældskrisen.

For andre lande var det i første omgang banksektoren, som kom under pres som følge af den finansielle krise. I næste omgang var det så statskasserne i de berørte lande, der måtte træde til for at hjælpe bankerne, hvilket betød, at de offentlige finanser kom under pres.

Fælles for de udsatte eurolande var de finansielle markeders krav om en meget høj såkaldt risikopræmie for at låne penge til finansiering af de pressede eurolandes gæld. Risikopræmien bestod af meget høje renter på landenes optagelse af gæld, som i Grækenlands tilfælde var tæt på at få landet til at gå bankerot og ryge ud af eurosamarbejdet. Fra EU's side var man nervøs for, at dette kunne sætte en dominoproces i gang, hvor de andre udsatte eurolande ville blive presset ud af eurosamarbejdet af de finansielle markeder.

Det er bl.a. også grunden til, at EU over en periode vedtog en række finansielle hjælpepakker til Grækenland, Portugal, Irland, Cypern og Spanien. Den græske hjælpepakke blev i første omgang afvist ved en folkeafstemning, i 2015, hvor fokus især var på de tilhørende sparekrav. Sidenhen har den græske regering accepteret en hjælpepakke, og de tilhørende betingelser omkring besparelser i statsbudgettet. Der har undervejs været bekymringer omkring et muligt ’’Grexit’’ (sammentrækning af Greece og Exit), idet det til stadighed vurderes sandsynligt, at Grækenland kan beslutte at forlade Euro- samarbejdet.

Euroens betydning for krisen 

Der er forskellige holdninger til euroens betydning i forbindelse med krisen.

  • Der er dem, der mener, at krisen er forårsaget af euroen, fordi eurolandene ikke har mulighed for at føre en selvstændig penge- og valutapolitik for at tilpasse økonomien til nye forhold. En vedvarende lavere produktivitet og konkurrenceevne vil jo normalt føre til en lavere værdi af et lands valuta, men for det enkelte land i eurosamarbejdet er det ikke muligt at sænke værdien af valutaen. Det kan være medvirkende til store underskud på betalingsbalancen og opbygningen af offentlig gæld. Her er holdningen altså, at det er selve euroens konstruktion, som er problemet.
  • Andre mener modsat, at det er den førte økonomiske politik i de enkelte eurolande der er problemet - og ikke euroen. Ud fra dette synspunkt er der altså ikke tale om en eurokrise, men en krise i en række eurolande. 

EU's reaktion på krisen

Foruden de nævnte hjælpepakker har krisen under alle omstændigheder ført til, at EU har vedtaget en række forskellige foranstaltninger og stramninger af reglerne, som primært har været møntet på eurolandene:

  • Bankunion med fælles tilsyn og fælles afvikling af nødlidende banker.
  • Større krav til bankernes polstring til at imødegå nye kriser.
  • Krisefond til eurolandene (ESM).
  • Strengere krav til medlemslandenes offentlige finanser i form af stramning af stabilitets- og vækstspagten.
  • Kontrol med om landene udvikler sig i en uhensigtsmæssig makroøkonomisk retning (makroøkonomiske ubalancer).
  • Finanspagten: der supplerer stabilitets- og vækstpagten med en national regel om balance på den offentlige budgetsaldo.
  • Europluspagt: der skal fremme konkurrenceevnen og beskæftigelsen samt sikre finansiel stabilitet og holdbare offentlige finanser.
  • Styrkede processer til at overvåge medlemslandenes økonomiske udvikling og overholdelse af reglerne (europæiske semester).

De konkrete planer om indførelse af euroen tog form i slutningen af 1980'erne, selv om tankerne om en fælles valuta går helt tilbage til slutningen af 1960'erne.

Januar 2015: Litauen bliver optaget i eurosamarbejdet, som nu tæller 19 EU-lande.

Januar 2014: Letland bliver optaget i eurosamarbejdet.

Januar 2011: Estland bliver optaget i eurosamarbejdet.

Januar 2009: Slovakiet bliver optaget i eurosamarbejdet.

Januar 2008: Malta og Cypern bliver optaget i eurosamarbejdet.

Januar 2007: Slovenien bliver optaget i eurosamarbejdet.

September 2003: Svenskerne stemmer nej til at indføre euroen ved en folkeafstemning.

Januar 2002: Euroen indføres som fysisk betalingsmiddel i de 12 deltagende EU-lande.

Januar 2001: Grækenland bliver optaget i eurosamarbejdet.

September 2000: Danskerne stemmer ved en folkeafstemning nej til at ophæve det danske forbehold over for at indføre euroen.

Januar 1999: De første 11 eurolandes daværende valutaer fastlåses og ophører med at være selvstændige valutaer, hvormed euroen er en realitet (tredje fase af ØMU'en).

Maj 1998: 11 af de daværende 15 EU-lande kvalificerer sig til deltagelse i eurosamarbejdet (Storbritannien og Danmark har et forbehold og ønsker ikke at deltage).

December 1995: EU's stats- og regeringschefer beslutter på et topmøde, at den kommende fælles valuta skal døbes euroen og indføres den 1. januar 1999.

Januar 1994: Overgang til ØMU'ens anden fase, hvor EU-landene bl.a. skal leve op til en række økonomiske krav - de såkaldte konvergenskriterier. 

Maj 1993: Danskerne stemmer ved en folkeafstemning ja til Maastrichttraktaten og den såkaldte Edinburghafgørelse med de danske forbehold - herunder euroforbeholdet.

Februar 1992: Maastrichttraktaten underskrives og indeholder det juridiske grundlag for ØMU'ens anden og tredje fase.

Januar 1990: ØMU'ens første fase indledes, hvor medlemslandene i større grad skal samordne de økonomiske politikker.

Juni 1989: På et EU-topmøde i Madrid præsenterer den daværende formand for Europa-Kommissionen, Jacques Delors, en plan for indførelse af ØMU'en i tre faser, hvor den tredje fase udgør indførelsen af en fælles valuta. Planen vedtages, og det besluttes, at første fase skal indledes den 1. januar 1990.

Juni 1988: EU's stats- og regeringschefer beslutter på et topmøde i Hannover at nedsætte et udvalg, der skal udarbejde en plan for indførelsen af en Økonomisk og Monetær Union (ØMU'en) med en fælles valuta.

1982: Den danske regeringen beslutter at føre fastkurspolitik i forhold til D-marken.

1979: Det europæiske valutasamarbejde, EMS, etableres.

1973: Danmark kommer med i EF og med i Slangesamarbejdet.

1972: EF-landene deltager i et valutasamarbejde, der hedder Slangesamarbejdet, fordi valutaerne må sno sig inden for ydre margener.

1971: Det internationale valutasystem Bretton-Woods bryder sammen.

1970: Vernerrapporten beskriver en økonomisk og monetær union i tre faser frem mod 1980. Den bliver ikke realiseret.

1969: Ideen om en økonomisk og monetær union drøftes første gang på et topmøde i Haag og et udvalg under ledelse Pierre Verner fra Luxembourg.

Se også:

Den danske krone er tæt knyttet til euroen via fastkurssamarbejdet ERM II. 

Det betyder, at den danske krone kun kan svinge med +/- 2,25 pct. i forhold til en fastsat centralkurs på 7,46038 kroner pr. euro. Det giver en øvre kurs på 7,62824 kroner pr. euro og en nedre kurs på 7,29252 kroner pr. euro.

Hvis kursen på danske kroner bevæger sig ud på en af de fastsatte udsvingsgrænser, er Den Europæiske Centralbank (ECB) og Nationalbanken forpligtet til at holde kursen inden for udsvingsbåndet. Det sikres ved indgriben i form af støtteopkøb eller salg af valutaen. Ved et akut spekulationspres mod kronen kan der ydes støtte fra Den Europæiske Centralbank i form af korte kreditter i euro for at supplere Nationalbankens valutareserve. 

Se også:

Forslag til dig på EU.dk

Leksikon

Gå til leksikon
Euroen
Euroen anvendes nu som national valuta i 19 af EU's 28 medlemslande.
Konvergenskriterier
Kriterier for optagelse i den Økonomiske og Monetære Union, ØMU’en, som er fastsat af traktaten.

Euro nyheder

Alle nyheder
14.02.2017
Kommissionens vinterprognose 2017-2018

Europa-Kommissionen forventer fortsat økonomisk vækst i EU's medlemslande i 2017 og 2018.

30.01.2017
Paven forsvinder fra euromønterne

Med den nye serie af euromønter fra Vatikanstaten stopper traditionen med gengivelsen af pavens portræt på den "nationale side".

Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Senest opdateret: [12.06.2017]
Sideansvarlig: Martin Jørgensen

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik