Stabilitets- og vækstpagten

Stabilitets- og vækstpagten skal sikre, at udviklingen i et medlemslands offentlige budgetunderskud og gæld ikke får en negativ effekt på de øvrige medlemslande. 

EU's stabilitets- og vækstpagt skal holde styr på medlemslandenes offentlige finanser 

Gældskrisen har vist, hvordan en negativ udvikling i et medlemslands offentlige finanser kan få afsmittende virkning på andre medlemslande - det gælder specielt for eurolandene. 

EU har da også nogle regler, der skal sikre, at de offentlige udgifter til eksempelvis sundhedssektoren, ældrepleje og skolevæsen ikke bliver for store i forhold til de offentlige indtægter i form af skatter og afgifter. Hvis udgifterne overstiger indtægterne, har landet et budgetunderskud, og det er dette underskud, som EU har sat en grænse for. Løbende budgetunderskud er med til at opbygge den offentlige gæld, og EU har da også sat en grænse for, hvor stor den offentlige gæld må være. Reglerne er en del af det, der kaldes stabilitets- og vækstpagten.

Stabilitets- og vækstpagtens skal sikre, at:

  • medlemslandene har såkaldte sunde og holdbare offentlige finanser, hvilket betyder, at de skal arbejde sig hen imod et offentligt budget i balance eller overskud,
  • medlemslandenes budgetunderskud holder sig under 3 pct. af bruttonationalproduktet (BNP),
  • medlemslandenes offentlige bruttogæld udgør mindre end 60 pct. af BNP.

Stabilitets- og vækstpagtens regelsæt bygger på en såkaldt forebyggende og korrigerende del. 

  • Den forebyggende del handler om den løbende overvågning af udviklingen i medlemslandenes budgetsaldo og bruttogæld.
  • Den korrigerende del handler om selve procedurerne for at bringe et medlemslands budgetunderskud eller offentlige bruttogæld tilbage under det maksimalt tilladte på henholdsvis 3 og 60 pct. af BNP.

Overvågningen af medlemslandenes offentlige finanser sker i forbindelse med det der kaldes det europæiske semester. Stabilitets- og vækstpagtens regler gælder for alle EU's medlemslande, men det er kun eurolandene, der kan blive idømt økonomiske sanktioner i form af bøder for at bryde reglerne.

Regelsættet

Reglerne om budgetdisciplin og offentlig gæld er beskrevet i traktaten og yderligere præciseret i stabilitets- og vækstpagten. Stabilitets- og vækstpagten består af en politisk resolution og tre forordninger, der indeholder reglerne for den forebyggende og korrigerende del samt den effektive håndhævelse af budgetovervågningen i euroområdet.

Til stabilitets- og vækstpagten er knyttet et såkaldt adfærdskodeks for udformningen af de stabilitets- og konvergensprogrammer, der er en del af de forebyggende regler. 

Traktatgrundlaget

Stabilitets- og vækstpagten er baseret på traktatens artikel 121, der omhandler samordningen og overvågningen af de økonomiske politikker, og artikel 126, der beskriver proceduren for uforholdsmæssigt store offentlige underskud. 

I relation til artikel 126 er der knyttet en protokol til traktaten, der indeholder referenceværdierne for det offentlige budgetunderskud og den offentlige bruttogæld. I henhold til protokollen må det offentlige budgetunderskud ikke overstige tre procent af BNP og den offentlige bruttogæld må ikke udgøre mere end 60 pct. af BNP.  
 

Selvom der tit tales om grænserne på 3 pct. af BNP for budgetunderskuddet og 60 pct. af BNP i forbindelse med stabilitets- og vækstpagten, så er formålet med pagten faktisk helt at forebygge, at medlemslandenes offentlige finanser kommer derud. Det primære omdrejningspunkt for pagten er derfor nogle individuelle mål for EU-landenes budgetter, som landene skal arbejde hen imod over en tidshorisont på 3-5 år. 

Mellemfristet budgetmålsætning (MTO)

Målene er såkaldte mellemfristede mål for de offentlige finanser - nærmere bestemt et mål for den offentlige strukturelle saldo (offentlige indtægter fratrukket offentlige udgifter). Den strukturelle saldo er et udtryk for den underliggende udvikling i den offentlige budgetsaldo, da den er renset for midlertidige forhold som virkningerne af høj- og lavkonjunkturer samt engangsindtægter (eksempelvis indtægter fra salg af offentligt ejede virksomheder).

Det enkelte medlemslands mellemfristede budgetmålsætning skal sikre:

  • at der er en tilstrækkelig sikkerhedsmargin til grænsen på 3 pct. af BNP for budgetunderskuddet,
  • at gældsniveauet bevæger sig i den rigtige retning, når der også tages højde for den økonomiske og budgetmæssige effekt af en stigende andel af ældre i samfundet,
  • at der er et tilstrækkeligt budgetmæssigt råderum til at håndtere behovet for offentlige investeringer.

Krav om tilpasning

De mellemfristede budgetmål tager højde for det enkelte medlemslands særlige økonomiske og budgetmæssige forhold. Det enkelte medlemslands gældsniveau har også betydning for, hvor stor en indsats landet årligt skal gøre for at nærme sig den mellemfristede målsætning. Alle medlemslandene skal nå deres mellemfristede budgetmål, eller være på rette vej mod målene, hvor det som udgangspunkt kræves, at den strukturelle saldo årligt forbedres med minimum 0,5 pct. af BNP. Tilpasningen mod det mellemfristede budgetmål skal generelt være større i økonomisk gode tider, hvorimod der er større fleksibilitet i dårlige tider. 

Kommissionen har defineret det årlige tilpasningskrav ud fra de nævnte betragtninger på følgende måde.

       
 (% af BNP)    Krævet årlig budgettilpasning
   Forhold  Gæld under 60 % Gæld over 60 %
 Ekstremt dårlige tider negativ realvækst eller produktionstab under -4 %  ingen tilpasning påkrævet
 Virkelig dårlige tider  produktionstab mellem -4 % og -3 %  0,0  0,25
 Dårlige tider  produktionstab mellem -3 % og 1,5 %  0 hvis væksten er under potentialet,
0,25 hvis væksten er over potentialet
 0,25 hvis væksten er under potentialet,
0,5 hvis væksten er over potentialet
 Normale forhold  produktionstab mellem -1,5 % og 1,5 %  0,5  mere end 0,5
 Gode tider  produktionstab over eller lig 1,5 %  over 0,5 hvis væksten er under potentialet,
over eller 0,75 hvis væksten er over potentialet
 over eller 0,75 hvis væksten er under potentialet,
over eller 1,0 hvis væksten er over potentialet
       
 Produktionstab = forskellen mellem det faktiske og potentielle produktionsniveau.  
 Vækstpotentiale = estimeret vækstrate, hvis økonomien befinder sig på sit potentielle produktionsniveau.
 Potentielle produktionsniveau = det skønnede niveau for produktionen ved normal kapacitetsudnyttelse foreneligt med en stabil udvikling i priser og lønninger.

Tankegangen bag medlemslandenes mellemfristede budgetmål er, at når medlemslandene har opnået målet, kan deres økonomier modstå en lavkonjunktur uden at bryde kravet om et budgetunderskud på maksimalt 3 procent af BNP.

Regel om offentlige udgifter

Under den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten er der også en regel om udviklingen i de offentlige udgifter. Reglen betyder, at de medlemslande der har opnået deres mellemfristede budgetmål, og som har en vækst i de offentlige udgifter, der overstiger den potentielle vækst i BNP (altså niveauet for BNP ved normal udnyttelse af produktionskapaciteten), skal gennemføre nogle konkrete tiltag til at skaffe indtægter. De indtægter skal modsvare den del af væksten i udgifterne, der overstiger den potentielle vækst i BNP.

Medlemslande der er på tilpasningen mod det mellemfristede budgetmål skal holde væksten i offentlige udgifter under væksten i potentiel BNP. På tilsvarende måde skal en højere vækst i udgifterne modsvares af ekstra indtægter.  

Krav til afvikling af offentlig gæld

De medlemslande der har en gæld på over 60 pct. af BNP - altså over det tilladte - skal sørge for at nedbringe gælden årligt med 1/20 af forskellen mellem det aktuelle gældsniveau og grænsen på de 60 pct. af BNP. Nedbringelsen af gælden måles som et gennemsnit over 3 år.

Eksempel: hvis et medlemsland altså har en gæld på 80 pct. af BNP, skal gælden nedbringes med (1/20*(80-60)) = 1 procentpoint i gennemsnit om året.


Fleksibilitet i fortolkningen

Strukturreformer 

Medlemslande der gennemfører større strukturelle reformer (eksempelvis en arbejdsmarkeds- eller skattereform) kan midlertidigt afvige fra den mellemfristede budgetmålsætning (eller vejen mod den). Reformerne skal dog være af større omfang, have en dokumenteret positiv effekt på budgettet på langt sigt samt rent faktisk blive gennemført.

Den midlertidige afvigelse fra budgetmålsætningen må ikke overstige 0,5 pct. af BNP. Det kræves også, at det mellemfristede budgetmål nås inden for stabilitets- og konvergensprogrammernes 4-årige horisont. Afvigelsen må heller ikke føre til brud på 3-procents-kravet. 

Investeringer

Hvis et medlemsland bidrager til Kommissionens Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), og det alene er årsagen til, at 3-procents-kravet overskrides, så vil det ikke føre til, at Kommissionen indleder en underskudsprocedure mod landet. Det kræver dog, at afvigelsen fra 3-procents-kravet er lille og midlertidig, hvilket i paksis tolkes som under 3,5 pct. af BNP og højst 1 år. På samme måde vil en overskridelse af gældskravet på 60 pct. af BNP, som alene skyldes et indskud i fonden, ikke føre til at der indledes en underskudsprocedure.

Hvad angår offentlige investeringer, kan medlemslandene midlertidigt afvige fra den mellemfristede budgetmålsætning (eller vejen mod den) for at skabe rum til offentlige investeringer, hvis følgende krav er opfyldte:

  • Landenes BNP-vækst er negativ eller BNP ligger langt under det potentielle niveau (produktionstab større end -1,5 %).
  • Afvigelsen fører ikke til et brud på 3-procents-kravet, hvor en tilpas sikkerhedsmargin er bibeholdt.
  • Investeringsniveauet er effektivt øget.
  • Mulige investeringer består af nationale udgifter til projekter, der er delvist finansieret af EU under Struktur- og Samhørighedsfondene, Transeuropæiske Netværk eller Connecting Europe-programmerne.  
  • Medlemslandenes mellemfristede budgetmålsætning skal nås inden for det aktuelle stabilitets- eller konvergensprograms 4-årige tidshorisont.

Stabilitets- og konvergensprogrammer

De mellemfristede budgetmål er beskrevet i medlemslandenes stabilitetsprogrammer (for eurolandene) og konvergensprogrammer (for medlemslande uden for euroområdet) og sendes i april til Kommissionen som led i den generelle overvågning og koordinering af de økonomiske politikker, der finder sted under den årlige cyklus kaldt det europæiske semester. De mellemfristede budgetmål opdateres hvert tredje år. 

Se også:

De mellemfristede budgetmål under pagtens forebyggende del er beskrevet i medlemslandenes stabilitetsprogrammer (for eurolandene) og konvergensprogrammer (for medlemslande uden for euroområdet) og sendes i april til Kommissionen som led i den generelle overvågning og koordinering af de økonomiske politikker, der finder sted under den årlige cyklus kaldt det europæiske semester. De mellemfristede budgetmål opdateres hver tredje år. 

Stabilitets- og konvergensprogrammerne indeholder følgende elementer:

  • Et mellemfristet budgetmål (MTO) med en budgetposition der sikrer, at tre-procents-kravet ikke brydes. Målet skal samtidig bidrage til de offentlige finansers holdbarhed på langt sigt. Tilpasningsstien mod budgetmålet (den nødvendige årlige tilpasning indtil målet er nået) og den forventede udvikling i gælden.
  • De underliggende økonomiske antagelser om vækst, beskæftigelse, inflation og andre vigtige økonomiske variabler.
  • En beskrivelse og vurdering af politiktiltag til at nå programmets mål. 
  • En analyse af hvordan ændringer i de vigtigste økonomiske antagelserne ville påvirke budget- og gældspositionen.
  • Hvis der afviges, en begrundelse for denne afvigelse fra den krævede tilpasningssti mod den mellemfristede budgetmålsætning.
  • Informationer der dækker en flerårig tidsramme inklusive det forrige års gennemførelse af budgettet, det nuværende budgetår samt planerne for de tre kommende år.

Konvergensprogrammerne for landene uden for euroområdet indeholder også en beskrivelse af de penge- og valutapolitiske målsætninger.

Vurdering af stabilitets- og konvergensprogrammer

Kommissionen vurderer som en del af forløbet under det europæiske semester, om medlemslandenes indleverede stabilitets- og konvergensprogrammer lever op til kravene for det indeværende og efterfølgende år samt for de tidligere år.

Indeværende og efterfølgende år:

Her vurderer Kommissionen, om:

  • Det mellemfristede budgetmål (MTO) er passende.
  • Medlemslandet har opnået det mellemfristede budgetmål eller om tilpasningen mod målet er passende.
  • De økonomiske antagelser for programmet er sandsynlige.

Rådet kan på baggrund af Kommissionens vurdering opfordre et medlemsland til at justere stabilitets- eller konvergensprogrammet, hvis budgetmålet eller tilpasningen mod målet vurderes ikke at være passende. Opfordringen vil så indgå i de såkaldte landespecifikke anbefalinger, som også er en del af det europæiske semester. 

Tidligere år:

Her vurderer Kommissionen, om et medlemsland har gjort tilstrækkeligt med fremskridt mod det mellemfristede budgetmål i forhold til kravet om en årlig tilpasning mod målet og forbedring af den strukturelle balance på 0,5 procent af BNP. Kommissionen ser også på, om reglen for væksten i de offentlige udgifter er overholdt (se beskrivelsen af den forebyggende del af pagten).

Kommissionens vurdering kan føre til, at Rådet slår fast, at et medlemsland i tidligere år har afviget så kraftigt fra tilpasningen mod det mellemfristede budgetmål, at medlemlandet (kun eurolande) kan blive pålagt en sanktion i form af deponering på 0,2 procent af medlemslandets BNP.

Kun for eurolande

Eurolande er underlagt en yderligere overvågning i form af kontrol af det kommende års budgetplaner - det der i Danmark svarer til forslaget til finanslov med de offentlige indtægter og udgifter. Som led i det såkaldte two-pack-regelsæt skal eurolandene hvert år inden den 15. oktober sende budgetplanerne for det kommende år til Kommissionen. Formålet er, at Kommissionen kan se budgetplanerne igennem inden de bliver endeligt vedtaget. Kommissionen kommer så med en vurdering af det enkelte eurolands budgetplan samt en vurdering af euroområdets samlede budgetmæssige position.

Udgangspunktet for Kommissionens vurdering af eurolandenes budgetplaner er kravene under stabilitets- og vækstpagten samt de såkaldte landespecifikke anbefalinger, som medlemslandene modtager under den forebyggende del af pagten i slutningen af forløbet under det europæiske semester.

Budgetplanerne for de eurolande, der har brudt stabilitets- og vækstpagtens kriterier og er kommet under underskudsproceduren, vil blive vurderet ud fra deres opfyldelse af de henstillinger landene har modtaget under proceduren. Hvis Kommissionen vurderer, at budgetplanene for alvor bryder med henstillingerne, kan Kommissionen bede om at få tilsendt en ny budgetplan.

Se også:

 

Formålet med den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten er, at medlemslandenes offentlige finanser ikke kommer derud, hvor de overskrider kriteriet om et budgetunderskud på maksimalt tre procent af BNP og en offentlig gæld på under 60 procent af BNP.  Hvis det alligevel sker har stabilitets- og vækstpagten også en procedure for at få rettet op på det igen - det kaldes for den korrigerende del af pagten. 

Start på proceduren

Underskudsproceduren indledes mod et medlemsland, hvis:

  • Det offentligebudgetunderskud overstiger tre procent af landets BNP (underskudskriterie).
  • Den offentlige bruttogæld overstiger 60 procent af landets BNP, og gælden aftager ikke med en tilstrækkelig hastighed (gældskriterie). Hvis gælden årligt nedbringes med 1/20 af forskellen mellem det aktuelle gældsniveau og grænsen på de 60 procent af BNP, anses det som en tilstrækkelig nedbringelse af gælden.

Relevante faktorer

Selvom et medlemsland overskrider kriterierne, kan der være såkaldte "relevante faktorer", der kan retfærdiggøre, at en underskudsprocedure ikke skal indledes mod et medlemsland. Relevante faktorer der kan begrunde, at der ikke indledes en procedure kan bl.a. være:

  • Exceptionelle omstændigheder, hvilket vil sige:
    • en usædvanlig begivenhed der ligger uden for det pågældende medlemslands kontrol, og som har afgørende indvirkning på de samlede offentlige finanser - det kan eksempelvis være en naturkatastrofe.
    • et alvorligt økonomisk tilbageslag - eksempelvis en negativ årlig vækst i BNP.
  • Indskud i Kommissionens Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI).

Det er dog fortsat et krav, at underskuddet er tæt på referenceværdien, og overskridelsen er midlertidig, hvilket betyder, at underskuddet er under 3,5 % af BNP og overtrædelsen er på højest et år.

Konstatering af underskud

Når det er fastslået, at et medlemsland har overtrådt et af kriterierne, får landet en frist til at iværksætte såkaldte virkningsfulde foranstaltninger til at bringe underskuddet tilbage under grænsen. Landet får også en frist for, hvornår underskuddet skal være bragt helt under grænsen på de tre procent af BNP. 

Henvendelsen til medlemslandet vil altså indeholde følgende elementer:

  • Frist til at få iværksat virkningsfulde foranstaltninger på seks måneder (tre i særlige alvorlige tilfælde).
  • Krav om at medlemslandet som udgangspunkt skal forbedre den strukturelle saldo med 0,5 procent af BNP om året.
  • Frist for at få afhjulpet overtrædelsen helt. Normalt året efter at overskridelsen er konstateret, medmindre der er særlige omstændigheder. Det kan eksempelvis være planlagte strukturreformer, der kan begrunde en længere frist.

Vurdering af medlemslandets tiltag

Når fristen på de seks måner til at iværksætte virkningsfulde foransaltninger er gået, vurderer Rådet, om medlemslandet har truffet tilstrækkeligt med tiltag, der kan få bragt underskuddet under de tre procent af BNP inden for den angivne tidsfrist.

Der er tre muligheder:

  • Rådet vurderer, at medlemslandet har truffet virkningsfulde foranstaltninger: underskudsproceduren sættes i bero.
  • Rådet vurderer, at medlemslandet ikke har truffet virkningsfulde foranstaltninger: underskudsproceduren trappes op.
  • Rådet vurderer, at medlemslandet har truffet virkningsfulde foranstaltninger, men udviklingen i landets offentlige finanser er blevet påvirket af særlige omstændigheder, der ligger uden for landets kontrol: fristen for helt at få afhjulpet underskuddet kan blive forlænget, og den krævede forbedring af den strukturelle balance kan ændres.

Eurolande kan på dette stadie få pålagt en økonomisk sanktion i form af en deponering af et beløb svarende til 0,2 procent af medlemslandets BNP (uden at medlemslandet får renter af beløbet). Det kan ske, hvis eurolandet allerede har en sanktion fra den forebyggende del af pagten (deponering på 0,2 % af BNP, men hvor renterne tilfalder eurolandet), eller hvis overtrædelsen er tilstækkelig alvorlig.

Næste trin

Underskudsproceduren vil blive optrappet for medlemslande, der ikke har gjort tilstrækkeligt for at få bragt underskuddet under grænsen inden for den fastsatte tidsgrænse. Disse lande vil få nye krav til den strukturelle forbedring og eventuelt en ny tidsfrist. 

Hvor der op til dette trin har været tale om sanktioner i form af deponeringer, kan det for eurolandene nu betyde deciderede bøder på 0,2 procent af eurolandets BNP. Hvis et euroland fortsætter med ikke at gennemføre de påkrævede tiltag, kan bøden hæves med en variabel del, så den samlet udgør 0,5 procent af medlemslandets BNP. Bøden kan pålægges eurolandet hvert år, indtil landet gennemfører de påkrævede tiltag. 

Afslutning af underskudsproceduren

Når et medlemsland har fået bragt underskuddet under grænsen på de tre procent af BNP på en holdbar måde, ophæves proceduren mod landet. Eurolande der evt. har deponeret penge som en økonomisk sanktion, får pengene retur.  

Se også:

Som nævnt træder stabilitets- og vækstpagtens såkaldte korrigerende del i kraft, når et medlemsland bryder kriteriet om et maksimalt budgetunderskud på tre procent af BNP eller en gæld over 60 procent af BNP, der ikke aftager med en tilstrækkelig stor hastighed.

Når det er konstateret, at et land bryder et af kriterierne, bliver det formelt placeret i det der kaldes proceduren for uforholdsmæssigt store underskud (underskudsproceduren). Formålet er at få bragt landets underskud tilbage under grænsen på de tre procent af BNP - det der på EU-sprog kaldes at få korrigeret underskuddet. Landene under proceduren får også fastsat en deadline for, hvornår underskuddet skal være afhjulpet. 

Lande under underskudsproceduren 

På nuværende tidspunkt er følgende EU-lande under proceduren:

 Kroatien  Kroatien
   Konstateret: 21. januar 2014
   Deadline: 2016
   Kommissionen: overblik over proceduren
 Portugal  Portugal
   Konstateret: 2. december 2009
   Deadline: 2016
   Kommissionen: overblik over proceduren
 Frankrig  Frankrig
   Konstateret: 27. april 2009
   Deadline: 2017
   Kommissionen: overblik over proceduren
 Grækenland  Grækenland
   Konstateret: 27. april 2009
   Deadline: 2016
   Kommissionen: overblik over proceduren
 Spanien  Spanien
   Konstateret: 27. april 2009
   Deadline: 2018
   Kommissionen: overblik over proceduren
 Storbritannien  Storbritannien
   Konstateret: 8. juli 2008
   Deadline: Finansåret 2016/17
   Kommissionen: overblik over proceduren

 

Frist for korrektion

Som udgangspunkt skal underskuddet være afhjulpet året efter, at det formelt er konstateret af Rådet. Der er dog en række forskellige omstændigheder og landespecifikke forhold, der kan begrunde en længere frist for afhjælpning af underskuddet.

Fristen kan også blive forlænget i løbet af proceduren, hvis grunden til den manglende afhjælpning af underskuddet er forhold, som det enkelte medlemsland ikke har nogen indflydelse på, og landet i øvrigt har iværksat de nødvendige tiltag. Læs mere om proceduren under "korrigerende del" her på siden om stabilitets- og vækstpagten.

Traktatens bestemmelser samt stabilitets- og vækstpagten gælder for alle EU's medlemslande. Der er dog den vigtige skelnen, at økonomiske sanktioner i form af bøder ved manglende overholdelse af regelsættet kun kan pålægges eurolandene.

Eurolandene kan derfor risikere bøder på op til:

  • 0,2 procent af landets BNP, hvis landet ikke efterlever reglerne under den forebyggende eller korrigerende del af pagten, eller
  • 0,5 procent af landets BNP, hvis landet gentagne gange ikke efterlever reglerne under den korrigerende del af pagten.

I den forbyggende del af pagten er der tale om deponeringer på op til 0,2 procent af eurolandets BNP, men hvor renterne på beløbet tilfalder det pågældende euroland.

Bøderne kan i den korrigerende del bestå af:

  • en fast del på 0,2 procent af BNP
  • en variabel del på 0,1 procentpoint for hvert procentpoint underskuddet overstiger kriteriet på de tre procent af BNP. 

Eksempel: hvis et euroland altså i det forudgående år har et budgetunderskud på fem procent af BNP, så vil bøden kunne udgøre 0,4 procent af BNP (0,2+(1/10*(5-3))).

Bøder for manglende overholdelse kan dog maksimalt udgøre 0,5 procent af det pågældende eurolands BNP.

EU-lande, der ikke deltager i eurosamarbejdet, kan dog også blive straffet økonomisk ved manglende overholdelse af stabilitets- og vækstpagten. Her giver reglerne mulighed for at suspendere hele eller dele af den støtte som landet modtager fra EU's stuktur- og investeringsfonde. Det gælder dog ikke for Storbritannien.

Aldrig brugt

Der er dog endnu ikke nogle medlemslande, der er blevet pålagt økonomiske sanktioner - hverken i form af bøder eller suspension af støttemidler. Hvis det skulle blive aktuelt at opkræve bøder, vil de gå til eurolandenes krisefond - den såkaldte Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM).

Se også:

Ved udformningen af Maastricht-traktaten i 1992, der indførte det traktatmæssige grundlag for Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en), var det vigtigt, at få fastlagt nogle overordnede rammer for medlemslandenes finanspolitiske dispositioner.

Som en foranstaltning til at sikre en fortsat budgetdisciplin i medlemslandene, også efter optagelse i eurosamarbejdet, blev stabilitets- og vækstpagten vedtaget i Amsterdam den 17. juni 1997. Pagten skulle sikre en opstramning af traktatens bestemmelser samt klarlægge de proceduremæssige bestemmelser. Målet var at gøre budgetdisciplin til en permanent del af ØMU-samarbejdet. Stabilitets- og vækstpagten trådte i kraft ved overgangen til tredje fase af ØMU’en den 1. januar 1999.

  • Januar 2015: Kommissionen offentliggør en meddelelse, der indeholder en mere præcis beskrivelse af den fleksibilitet, der kan anlægges i forbindelse med fortolkningen af reglerne i stabilitets- og vækstpagten. Fleksibilitet omhandler betydningen af investeringer, strukturreformer og den økonomiske situation for håndteringen af budgetunderskud og offentlig bruttogæld (KOM (2015) 0012).
  • Maj 2013: Den såkaldte Two-pack træder i kraft. De to forordninger i pakken stiller skærpede krav til eurolandene, hvor budgetplanerne for det kommende år bl.a. skal sendes til Kommissionen inden den 15. oktober, hvorefter Kommissionen tjekker om planerne er i overensstemmelse med bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten.
  • Januar 2013: Finanspagten træder i kraft. Pagten er en mellemstatslig aftale, der supplerer flere af reglerne i stabilitets- og vækstpagten. Et af kerneelementerne i Finanspagten er, at deltagerlandene skal indføre en budgetregel i den nationale lovgivning om, at det offentlige strukturelle budgetunderskud maksimalt må være på 0,5 procent af BNP. 
  • December 2011: Den såkaldte Six-pack træder i kraft. Six-packen består af seks retsakter, hvoraf to styrker reglerne og procedurerne i stabilitets- og vækstpagten. De nye regler gør det bl.a. lettere at vedtage økonomiske sanktioner mod et euroland for manglende overholdelse af reglerne. Sanktionerne kan nu også vedtages på et tidligere tidspunkt. Gældskriteriet (offentlig gæld skal være under 60 % af BNP) har ikke tidligere været anvendt som grundlag for at indlede en procedure mod et medlemsland, men de nye regler gør det nu muligt. De nye skærpede regler i Six-packen vedtages som en reaktion på gældskrisen. 
  • Januar 2011: Overvågningen og kontrollen af EU-landenes budgetter og gæld bliver en del af det større årlige forløb og ramme for koordineringen af landenes økonomiske politikker. Den nye ramme kaldes det europæiske semester.
  • Marts 2005: EU's stats- og regeringschefer bliver på et topmøde den 22.-23. marts enige om en reform af stabilitets- og vækstpagten. Reformen skal bl.a. gøre pagten i stand til at tage højde for den situation, hvor et medlemsland har gennemført de budgettiltag som landet er blevet pålagt, men den økonomiske udvikling har gjort, at det uforholdsmæssige store underskud ikke er blevet afhjulpet. Reformen gør det nu muligt i den situation, at udstikke en ny tidsfrist uden at optrappe underskudsproceduren. Et andet element i reformen angår den præventive del, hvor det tidligere generelle krav der gjaldt for alle medlemslande om en mellemfristet budgetsaldo ”tæt på balance eller i overskud”, nu bliver individualiseret og kan afviges afhængigt af medlemslandets gældsniveau og potentielle vækst.
  • September 2004: Kommissionen fremlægger en meddelelse om forbedring af den økonomiske styring og afklaring af gennemførelse af stabilitets- og vækstpagten (KOM (2004) 0581).
  • Juli 2004: EU-Domstolen afsiger dom i en sag anlagt af Kommissionen mod Rådet for tilsidesættelse af stabilitets- og vækstpagtens procedure for uforholdsmæssigt store underskud i forbindelse med procedurerne mod Tyskland og Frankrig.
  • Juni 2004: EU's stats- og regeringschefer opfordrer Kommissionen til at fremlægge et forslag, der kan styrke og ­præcisere gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten. 
  • Januar 1999: Stabilitets- og vækstpagtens korrigerende del træder i kraft, og tredje fase af ØMU'en træder i kraft, hvormed medlemslandene helt skal undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud. 
  • Juli 1998: Stabilitets- og vækstpagtens forebyggende del træder i kraft.
  • Juli 1997: EU's stats- og regeringschefer vedtager den 17. juli i Amsterdam den politiske resolution om stabilitets- og vækstpagten. 
  • November 1995: Den tyske finansminister, Theo Waigel, formulerer idéen om en stabilitets- og vækstpagt (notat på tysk).
  • Januar 1994: Anden fase af ØMU’en træder i kraft, hvor medlemslandene skal bestræbe sig på at undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud.
  • Februar 1992: Maastricht-traktaten underskrives. Traktaten indfører grundlaget for Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU'en) samt begrænsning på medlemslandenes offentlige budgetunderskud til tre procent af BNP og offentlige gæld til 60 procent af BNP.

Stabilitets- og vækstpagten og Danmark

Kilde: Europa-KommissionenSelvom Danmark ikke er et euroland, har vi også været igennem proceduren for lande med uforholdsmæssigt store offentlige underskud. Proceduren blev indledt i juli 2010, hvor Danmark fik en frist til 2013 til at få budgetunderskuddet under de påkrævede tre procent af BNP. I juni 2014 kunne Rådet så konstatere, at Danmark havde levet op til kravene, og proceduren mod Danmark blev ophævet.

Afgørelse om at ophæve proceduren mod Danmark

 


Forslag til dig på EU.dk

Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Senest opdateret: [20.02.2017]
Sideansvarlig: Martin Jørgensen

Spørgsmål & svar


Se alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik