Retlige og indre anliggender

EU-landene har et retssamarbejde om civil- og strafferet samt et samarbejde om asyl- og migration, organiseret kriminalitet og fælles grænser. Rådet for Retlige og Indre Anliggender (RIA) sikrer samarbejdet om hele området i EU.

Lovgivning

EU's retssamarbejde og en række øvrige politikker er samlet under overskriften retlige og indre anliggender (RIA). Det handler om følgende politikområder:

  • indvandring
  • asyl
  • civilret
  • strafferet
  • politisamarbejde
  • grænsesamarbejde (Schengen)
  • visum

Formålet med EU-samarbejdet på dette område er, at EU skal udgøre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor grundlæggende rettigheder og forskellige retstraditioner respekteres.

Frihed handler bl.a. om, at du som borger frit kan bevæge dig over grænser uden at blive mødt af paskontrol og visumkrav ved grænserne.    

Sikkerhed handler om i fællesskab at forebygge og bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme.

Retfærdighed handler bl.a. om retssikkerhed, så du som borger ikke risikerer at blive uskyldig dømt i en retssag ved et andet lands domstol.

Det er vigtigt for et land at have kontrol over politi, grænser og indvandring. Og det er vigtigt, at regler for skilsmisse, arv og forældremyndighed passer til kulturen i det enkelte land. Derfor har EU’s medlemslande været tilbageholdende med at overdrage deres kompetence til EU på netop de områder.

I 1993 blev området for retlige og indre anliggender en del af EU-samarbejdet med Maastrichttraktaten. Landene var i første omgang enige om, at samarbejdet skulle være mellemstatsligt. Det vil sige, at EU-reglerne ikke har direkte virkning for borgerne, men alene forpligter medlemsstaterne, som skal gennemføre reglerne i national lov. Et mellemstatsligt samarbejde betyder også, at alle landene skal være enige før nye regler er vedtaget, og at reglerne efterfølgende skal godkendes i de nationale parlamenter. 

Det mellemstatslige samarbejde giver det enkelte land høj kontrol med, hvad der bliver til lov. Men det betyder også, at en del regler aldrig bliver gennemført, selv om at landene er blevet enige om gennemføre dem.  Man taler derfor om, at det mellemstatslige samarbejde er mindre effektivt.

I 1990’erne opstod et pres på EU for at løse landenes fælles problemer med organiseret kriminalitet og flygtningestrømme fra Balkankrigene.

I 1998 enedes medlemslandene om at ændre samarbejdsformen, og fremover vedtage regler for asyl, indvandring og grænser på overstatsligt niveau. Beslutningen blev taget med Amsterdamtraktaten. Det overstatslige samarbejde betyder, at medlemslandene vedtager fælles regler med kvalificeret flertal (uden vetoret), og at deres nationale parlamenter ikke efterfølgende skal godkende reglerne. Det vil sige, at EU’s regler på området gælder direkte for borgere i de enkelte lande.

I 2009 enedes medlemslandene om også at gøre deres samarbejde om politi og strafferet overstatsligt. Beslutningen blev taget med Lissabontraktaten, som dermed flyttede den sidste del af det retlige samarbejde op på overstatsligt niveau.

Retlige og indre anliggender fungerer i dag som de øvrige samarbejdsområder, hvor regler og love har direkte virkning i medlemslandene. Det vil sige, at Hern Müller kan påberåbe sig juridiske rettigheder, som ikke er vedtaget i det tyske parlament, Bundestag, men i EU.

I Kommissionen er det den græske kommissær, Dimitris Avramopoulos, der er ansvarlig for migration, indre anliggender og borgerskab, mens den tjekkiske kommissær, Vera Jourova, har ansvaret for bl.a. retsvæsen.

I Parlamentet er det udvalget for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBE) og Retsudvalget (JURI), der behandler sager inden for retlige og indre anliggender.

I Rådet er det medlemsstaternes justits-, integrations- eller migrationsministre i Rådet for retlige og indre anliggender (RIA), der beskæftiger sig med området.

Forslag til dig på eu.dk

Leksikon

Gå til leksikon
Amsterdamtraktaten
Amsterdamtraktaten blev underskrevet den 2. oktober 1997 af alle EU-landenes stats- og regeringschefer.
Lissabontraktaten
Lissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009 og går kort fortalt ud på at tilpasse EU’s opbygning og beslutningsprocesser et EU med mange lande.
Maastrichttraktaten
Traktat om Den Europæiske Union (TEU) blev underskrevet i Maastricht i 1992 og trådte i kraft den 1. november 1993. Den udvidede EF-samarbejdet med en økonomisk og monetær union, en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, et samarbejde om retlige og indre anliggender, en social dimension og en styrkelse af miljøbestemmelserne.
Ministerrådet
Ministerrådet består af en repræsentant for hver af EU-landenes regeringer, som regel en minister, som har beføjelse til at forpligte sin regering. Ministerrådet kaldes også Rådet for den Europæiske Union eller blot Rådet.
Rammeafgørelser
Rammeafgørelser er en type retsakt, man tidligere har brugt i forbindelse med EU's politi- og strafferetlige samarbejde.
Denne artikel dækker disse relaterede emner:
Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik