Indvandring

EU forsøger at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og dygtige studerende og samtidig bekæmpe illegal indvandring.

En betjent fra Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) patruljerer ved grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet. Kilde: Kommissionen

EU er et område med fri bevægelighed og uden indre grænser. Fælles ydre grænser og fælles arbejdsmarkeder har skabt et ønske om en fælles politik for indvandring til EU. Politikken handler om:

  1. at bekæmpe ulovlig indvandring,
  2. at styre lovlig indvandring og
  3. at sikre integration i det lokale samfund.   

Danmark deltager på grund af retsforbeholdet ikke i dette samarbejde.

1. EU’s indsats for at bekæmpe ulovlig indvandring

Ulovlig indvandring skal forstås som personer, der opholder sig i EU uden en opholdstilladelse. Det kan f.eks. være:

  • afviste asylansøgere
  • personer, der er rejst ulovligt ind i EU
  • personer, der er rejst lovligt ind i EU som turister eller sæsonarbejdere, men som ikke er taget hjem, da deres visum eller opholdstilladelse udløb.

EU's indsats mod ulovlig indvandring handler bl.a. om at gå efter de arbejdsgivere, der ansætter migranter uden lovligt ophold, fordi et sådant sort arbejdsmarked er med til at tiltrække flere illegale migranter. Med sanktionsdirektivet risikerer arbejdsgiverne bøder, hvis de ansætter illegal arbejdskraft. Samtidig beskyttes de illegale arbejdere mod grov udnyttelse.

EU har en fælles hjemsendelsespolitik, der:

  • forpligter medlemslandene til enten at give personer opholdstilladelse eller sende dem hjem,
  • giver mulighed for at indføre et indrejseforbud mod personer, der allerede er blevet afvist af et andet EU-land, og som ikke vil samarbejde om hjemsendelse,
  • indfører minimumsrettigheder for personer, der opholder sig ulovligt i EU, indtil de kan sendes hjem. Eksempelvis skal de have adgang til lægehjælp, og de må kun i begrænset omfang frihedsberøves.

EU har en asyl-, migrations- og integrationsfond med midler, som medlemslandene bl.a. kan søge med henblik på at udvikle effektive hjemsendelsesstrategier. Fonden, der også har mange andre formål, har et samlet budget på 23,37 mia. kr. i perioden 2014-2020. Danmark deltager ikke i fonden på grund af retsforbeholdet.

2. Organisering af lovlig indvandring

EU har fælles regler, der skal gøre det nemmere for kvalificeret arbejdskraft at komme til Europa og arbejde.  Det handler bl.a. om at indføre en ansøgningsprocedure om en samlet opholds- og arbejdstilladelse. Der gælder særlige regler, der skal gøre det lettere for studerende og forskere at opholde sig i Europa. Der findes også et Blue Card, der giver højt kvalificerede medarbejdere, der har en kontrakt med en virksomhed i EU, en række rettigheder, herunder fri bevægelighed i EU og ret til familiesammenføring.

EU’s familiesammenføringsdirektiv giver borgere fra ikke-EU-lande med lovligt ophold i EU ret til at få ægtefælle, mindreårige børn og ægtefælles mindreårige børn til det EU-land, de bor i. Familiemedlemmerne får opholdstilladelse og mulighed for at tage et arbejde eller en uddannelse på samme vilkår som andre ikke-EU-borgere med lovligt ophold.

Der findes også fælles EU-regler for sæsonarbejdere (typisk inden for landbrug eller turisme) og udstationerede medarbejdere.

3. Samarbejde med tredjelande

EU samarbejder med de lande, indvandrerne kommer fra (oprindelseslandene) og har rejst igennem (transitlande), om hjemsendelse. EU har såkaldte partnerskaber med en række lande. De handler om at:

  • forhindre menneskesmugling,
  • begrænse migranter, der krydser Middelhavet i risikable overfarter, 
  • opbygge kapacitet i oprindelseslande til at håndtere migration,
  • indgå hjemsendelsesaftaler,
  • begrænse effekten af "brain drain” (dvs. at EU i forsøget på at tiltrække talent og kvalificeret arbejdskraft til Europa stjæler de lyseste hoveder fra udviklingslande, som selv har brug for disse mennesker) bl.a. gennem ”cirkulær migration”. Tanken er, at migranter efter et ophold i Europa vender hjem igen med nye kompetencer og kvalifikationer.    

4. Integration

EU’s rolle i integrationen af indvandrere i lokalområdet er begrænset. Det handler primært om, at landene udveksler erfaringer, praksis og gode ideer.

Den fælles indvandringspolitik kan inddeles i tre områder:

  • Landene skal bekæmpe ulovlig indvandring og kriminalisere arbejdsgivere, der ansætter illegal arbejdskraft.
  • EU forsøger at tiltrække studerende og højtuddannede og sikre let adgang til ophold og arbejde.
  • EU hjælper landene med at udveksle gode erfaringer, der understøtter integration af indvandrere i lokalsamfundene.     

De lange politiske linjer for EU’s arbejde med indvandring fastlægges gennem femårige arbejdsprogrammer. I øjeblikket diskuterer medlemsstaterne udviklingen for de kommende fem år. Den diskussion kaldes post Stockholm, fordi det nuværende arbejdsprogram blev vedtaget i Stockholm i 2010.

Kommissionen planlægger i 2015 at fremlægge en ny migrationspolitik med fokus på:

  • EU’s behov for kvalificeret arbejdskraft: man vil forsøge at gøre EU mere attraktiv for talenter, bl.a. gennem en revision af Blue Card-lovgivningen.
  • Behov for robuste midler til at bekæmpe illegal indvandring og menneskehandel.
  • Behov for en solidarisk tilgang til området. Man vil undgå tragiske ulykker, som den der fandt sted ved Lampedusa i 2013, hvor mange migranter omkom i forsøget på at nå Europa.
EU samarbejder blandt andre med International Organization for Migration (OIM).

EU har ansvaret for den fælles tilgang til indvandring, men meget lovgivning sker som minimumsdirektiver, hvor medlemsstaterne har et vist spillerum til at indføre egne regler. Det er medlemsstaternes myndigheder, der behandler ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelser.

I Kommissionen er det den græske kommissær, Dimitris Avramopoulos, der er ansvarlig for migration, indre anliggender og borgerskab, herunder indvandring.

I Parlamentet er det udvalget for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBE), der beskæftiger sig med indvandring.

I Rådet er det medlemsstaternes justits-, integrations- eller migrationsministre i Rådet for retlige og indre anliggender (RIA), der beskæftiger sig med indvandring.

Europas historie har altid været præget af migration, både indvandring og udvandring. I EU-regi er udviklingen i hovedtræk: 

1993: Maastrichttraktaten tilføjer retlige og indre anliggender (RIA), herunder asylområdet, til EU-samarbejdet på mellemstatsligt grundlag. Danmark får et retsforbehold mod overstatligt samarbejde på området.

1998: Med Amsterdamtraktaten overføres indvandring til overstatsligt samarbejde. Dermed træder det danske retsforbehold i kraft.

1999: På topmødet i Tampere (Tammerfors) i Finland besluttes en strategi for udvikling af et fælles asylsystem i EU (Tampereprogrammet løb til 2004).

2002: Rammeafgørelsen om menneskehandel vedtages.

2003: Familiesammenføringsdirektivet gennemføres.

2004: Haagprogrammet vedtages. Det er et nyt fem-årigt strategisk program, der afløser Tampereprogrammet, og hvor anden fase af et fælles asylsystem sættes på skinner.

2004: Direktivet om ophold i EU for studerende fra ikke EU-lande vedtages.

2005: Direktivet om ophold i EU for forskere fra ikke EU-lande vedtages.

2009: Med Lissabontraktaten får indvandring en selvstændig bestemmelse, nemlig artikel 79 i Traktaten om EU’s Funktionsmåde.

2009: Stockholmprogrammet afløser Tampereprogrammet.

2009: Blue Card-direktivet, der skal gøre det lettere at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft, vedtages.

2009: Sanktionsdirektivet, der medfører bøder til arbejdsgivere, der ansætter illegal arbejdskraft, vedtages.

2010: Direktiv om sæsonarbejdere vedtages.

2010: Direktiv om udstationerede vedtages.

2011: Direktivet om en ansøgningsprocedure for kombineret arbejds- og opholdstilladelse vedtages.

2011: Nyt direktiv om bekæmpelse af menneskehandel vedtages.

Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Spørgsmål & svar


Se alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik