Indvandring

EU forsøger at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og dygtige studerende og samtidig bekæmpe illegal indvandring.

Indvandring
Større


EU er et område med fri bevægelighed og uden indre grænser. Fælles ydre grænser og fælles arbejdsmarkeder har skabt et ønske om en fælles politik for indvandring til EU. Politikken handler om:

  1. at bekæmpe ulovlig indvandring,
  2. at styre lovlig indvandring og
  3. at sikre integration i det lokale samfund.   

Danmark deltager på grund af retsforbeholdet ikke i dette samarbejde.

1. EU’s indsats for at bekæmpe ulovlig indvandring

Ulovlig indvandring skal forstås som personer, der opholder sig i EU uden en opholdstilladelse. Det kan f.eks. være:

  • afviste asylansøgere
  • personer, der er rejst ulovligt ind i EU
  • personer, der er rejst lovligt ind i EU som turister eller sæsonarbejdere, men som ikke er taget hjem, da deres visum eller opholdstilladelse udløb.

EU's indsats mod ulovlig indvandring handler bl.a. om at gå efter de arbejdsgivere, der ansætter migranter uden lovligt ophold, fordi et sådant sort arbejdsmarked er med til at tiltrække flere illegale migranter. Med sanktionsdirektivet risikerer arbejdsgiverne bøder, hvis de ansætter illegal arbejdskraft. Samtidig beskyttes de illegale arbejdere mod grov udnyttelse.

EU har en fælles hjemsendelsespolitik, der:

  • forpligter medlemslandene til enten at give personer opholdstilladelse eller sende dem hjem,
  • giver mulighed for at indføre et indrejseforbud mod personer, der allerede er blevet afvist af et andet EU-land, og som ikke vil samarbejde om hjemsendelse,
  • indfører minimumsrettigheder for personer, der opholder sig ulovligt i EU, indtil de kan sendes hjem. Eksempelvis skal de have adgang til lægehjælp, og de må kun i begrænset omfang frihedsberøves.

EU har en asyl-, migrations- og integrationsfond med midler, som medlemslandene bl.a. kan søge med henblik på at udvikle effektive hjemsendelsesstrategier. Fonden, der også har mange andre formål, har et samlet budget på 23,37 mia. kr. i perioden 2014-2020. Danmark deltager ikke i fonden på grund af retsforbeholdet.

2. Organisering af lovlig indvandring

EU har fælles regler, der skal gøre det nemmere for kvalificeret arbejdskraft at komme til Europa og arbejde.  Det handler bl.a. om at indføre en ansøgningsprocedure om en samlet opholds- og arbejdstilladelse. Der gælder særlige regler, der skal gøre det lettere for studerende og forskere at opholde sig i Europa. Der findes også et Blue Card, der giver højt kvalificerede medarbejdere, der har en kontrakt med en virksomhed i EU, en række rettigheder, herunder fri bevægelighed i EU og ret til familiesammenføring.

EU’s familiesammenføringsdirektiv giver borgere fra ikke-EU-lande med lovligt ophold i EU ret til at få ægtefælle, mindreårige børn og ægtefælles mindreårige børn til det EU-land, de bor i. Familiemedlemmerne får opholdstilladelse og mulighed for at tage et arbejde eller en uddannelse på samme vilkår som andre ikke-EU-borgere med lovligt ophold.

Der findes også fælles EU-regler for sæsonarbejdere (typisk inden for landbrug eller turisme) og udstationerede medarbejdere.

3. Samarbejde med tredjelande

EU samarbejder med de lande, indvandrerne kommer fra (oprindelseslandene) og har rejst igennem (transitlande), om hjemsendelse. EU har såkaldte partnerskaber med en række lande. De handler om at:

  • forhindre menneskesmugling,
  • begrænse migranter, der krydser Middelhavet i risikable overfarter, 
  • opbygge kapacitet i oprindelseslande til at håndtere migration,
  • indgå hjemsendelsesaftaler,
  • begrænse effekten af "brain drain” (dvs. at EU i forsøget på at tiltrække talent og kvalificeret arbejdskraft til Europa stjæler de lyseste hoveder fra udviklingslande, som selv har brug for disse mennesker) bl.a. gennem ”cirkulær migration”. Tanken er, at migranter efter et ophold i Europa vender hjem igen med nye kompetencer og kvalifikationer.    

4. Integration

EU’s rolle i integrationen af indvandrere i lokalområdet er begrænset. Det handler primært om, at landene udveksler erfaringer, praksis og gode ideer.

Den fælles indvandringspolitik kan inddeles i tre områder:

  • Landene skal bekæmpe ulovlig indvandring og kriminalisere arbejdsgivere, der ansætter illegal arbejdskraft.
  • EU forsøger at tiltrække studerende og højtuddannede og sikre let adgang til ophold og arbejde.
  • EU hjælper landene med at udveksle gode erfaringer, der understøtter integration af indvandrere i lokalsamfundene.     

De lange politiske linjer for EU’s arbejde med indvandring har været fastlagt gennem femårige arbejdsprogrammer. Det såkaldte Stockholm-program for perioden 2010-2014 blev i maj 2015 afløst af Kommissionens såkaldte dagsorden for migration.

Kommissionens migrationsdagsorden bygger på fire søjler, der hver især indeholder en række tiltag:

  • Mindskelse af tilskyndelsen til ulovlig indvandring:
    • Tackling af de grundlæggende årsager gennem udviklingssamarbejde og humanitær bistand.
    • Prioritering af migration som et centralt anliggende for EU's delegationer.
    • En handlingsplan vedrørende menneskesmugling i maj 2015.
    • Stærkere indsats for, at tredjelande opfylder deres forpligtelser til at tilbagetage deres statsborgere.
    • Vedtagelse af en tilbagesendelseshåndbog og overvågning af gennemførelsen af direktivet om tilbagesendelse.
    • Styrkelse og ændring af retsgrundlaget for Frontex med henblik på at styrke Frontex's rolle på tilbagesendelsesområdet.
  • Grænseforvaltning - redning af liv og sikring af de ydre grænser:
    • Styrkelse af Frontex's rolle og kapacitet
    • EU-standard for grænseforvaltning.
    • Styrkelse af EU's koordinering af kystvagtfunktioner.
    • Et revideret forslag om intelligente grænser.
    • Styrkelse af tredjelandes kapacitet til at forvalte deres grænser
  •  Styrkelse af den fælles asylpolitik:
    • Oprettelse af et nyt overvågnings- og evalueringssystem for det fælles europæiske asylsystem og vejledning med henblik på at forbedre standarderne for modtagelsesforhold og asylprocedurer.
    • Retningslinjer til bekæmpelse af misbrug af asylsystemet.
    • Styrkelse af bestemmelserne om sikkert oprindelsesland i asylproceduredirektivet til støtte for en hurtig behandling af asylansøgere fra lande, der er udpeget som sikre.
    • Foranstaltninger til fremme af systematisk identifikation og optagelse af fingeraftryk.
    • Flere biometriske identifikatorer i Eurodac.  
    • Evaluering og eventuel revision af Dublinforordningen i 2016. 
  • En ny politik om lovlig indvandring:
    • Modernisering og reform af ordningen med det blå EU-kort.
    • Et forum for dialog med arbejdsmarkedets parter om økonomisk migration.
    • En større indsats for at kæde migrations- og udviklingspolitik sammen.
    • Omprioritering af midlerne til integrationspolitik.
    • Billigere, hurtigere og sikrere pengeoverførsler.

Læs mere:

EU samarbejder blandt andre med International Organization for Migration (OIM).

EU har ansvaret for den fælles tilgang til indvandring, men meget lovgivning sker som minimumsdirektiver, hvor medlemsstaterne har et vist spillerum til at indføre egne regler. Det er medlemsstaternes myndigheder, der behandler ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelser.

I Kommissionen er det den græske kommissær, Dimitris Avramopoulos, der er ansvarlig for migration, indre anliggender og borgerskab, herunder indvandring.

I Parlamentet er det udvalget for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBE), der beskæftiger sig med indvandring.

I Rådet er det medlemsstaternes justits-, integrations- eller migrationsministre i Rådet for retlige og indre anliggender (RIA), der beskæftiger sig med indvandring.

Europas historie har altid været præget af migration, både indvandring og udvandring. I EU-regi er udviklingen i hovedtræk: 

1993: Maastrichttraktaten tilføjer retlige og indre anliggender (RIA), herunder asylområdet, til EU-samarbejdet på mellemstatsligt grundlag. Danmark får et retsforbehold mod overstatligt samarbejde på området.

1998: Med Amsterdamtraktaten overføres indvandring til overstatsligt samarbejde. Dermed træder det danske retsforbehold i kraft.

1999: På topmødet i Tampere (Tammerfors) i Finland besluttes en strategi for udvikling af et fælles asylsystem i EU (Tampereprogrammet løb til 2004).

2002: Rammeafgørelsen om menneskehandel vedtages.

2003: Familiesammenføringsdirektivet gennemføres.

2004: Haagprogrammet vedtages. Det er et nyt fem-årigt strategisk program for 2005-2009, der afløser Tampereprogrammet, og hvor anden fase af et fælles asylsystem sættes på skinner.

2004: Direktivet om ophold i EU for studerende fra ikke EU-lande vedtages.

2005: Direktivet om ophold i EU for forskere fra ikke EU-lande vedtages.

2009: Med Lissabontraktaten får indvandring en selvstændig bestemmelse, nemlig artikel 79 i Traktaten om EU’s Funktionsmåde.

2009: Blue Card-direktivet, der skal gøre det lettere at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft, vedtages. 

2009: Sanktionsdirektivet, der medfører bøder til arbejdsgivere, der ansætter illegal arbejdskraft, vedtages.

2010: Stockholmprogrammet afløser Tampereprogrammet. 

2010: Direktiv om udstationerede vedtages. 

2011: Direktivet om en ansøgningsprocedure for kombineret arbejds- og opholdstilladelse vedtages.

2011: Nyt direktiv om bekæmpelse af menneskehandel vedtages.

2014: Direktiv om sæsonarbejde vedtages.

2015: Kommissionen lancerer en europæisk dagsorden for migration.

Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Senest opdateret: [24.07.2017]
Sideansvarlig: Martin Jørgensen

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik