Social- og arbejdsmarkedspolitik

EU skal understøtte medlemslandenes social- og arbejdsmarkedspolitik gennem fælles mindsteregler om arbejdsmiljø, arbejdsforhold og social udstødelse.

En række personer giver hinanden hånden og synes at indgå en aftale.

De overordnede mål med EU’s social- og arbejdsmarkedspolitik er at bekæmpe social udstødelse og forskelsbehandling på baggrund af f.eks. alder eller nationalitet og at fremme social retfærdighed og beskyttelse af arbejdstagernes interesser.

Dette sker gennem fælles EU-regler, som først og fremmest har til formål at støtte og supplere medlemslandenes tiltag. De enkelte EU-lande har nemlig selv hovedansvaret på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område. EU bidrager til at nå de fastsatte mål for social- og arbejdsmarkedspolitikken gennem fælles lovgivning inden for arbejdsmiljø; arbejdstagerinteresser; social sikring og beskyttelse; ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet og social udstødelse.

Arbejdsmiljø

På arbejdsmiljøområdet har EU bl.a. vedtaget fælles mindsteregler, som skal beskytte arbejdstagerne mod arbejdsulykker – f.eks. om brug af sikkerhedssko. EU har også fastsat regler om tilrettelæggelsen af arbejdstiden, vikaransattes arbejdsforhold, forbud mod børnearbejde og beskyttelse af unge eller gravide på arbejdspladsen samt om arbejdspladsens indretning.

Beskyttelse af arbejdstagernes interesser

EU har desuden vedtaget lovgivning, som skal sikre arbejdstagernes interesser – f.eks. i forhold til den information, som en arbejdsgiver skal give dem ved en virksomhedsoverdragelse eller i forbindelse med indgåelsen af ansættelseskontrakter.

EU kan ikke inden for social- og arbejdsmarkedspolitikken vedtage regler om lønforhold, retten til at være med i en fagforening, strejkeret eller retten til lockout.

Social sikring på tværs af grænser

Endelig skal det nævnes, at EU i forbindelse med vedtagelsen af regler om arbejdskraftens frie bevægelighed har fastsat nogle vigtige regler om social sikring for vandrende arbejdstagere. Formålet med disse regler er at koordinere medlemslandenes lovgivning om social sikring for personer, når de benytter sig af retten til fri bevægelighed i EU. Reglerne skal bl.a. sikre, at borgere ikke mister deres optjente sociale rettigheder, når de får job i et andet EU-land. Samtidig skal de forhindre, at personer optjener sociale rettigheder i flere lande samtidig. Reglerne dækker f.eks. ydelser ved sygdom, barsel, pension, revalidering, arbejdsløshed og førtidspension.


Her mærker du EU's arbejdsmarkedsregler

Kilde: Europa-KommissionenUanset om du arbejder i Danmark eller et andet EU-land, er din arbejdsgiver forpligtet til at overholde regler for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Det kan være grænseværdier for, hvor mange og hvilke kemiske stoffer du udsættes for på dit job. Det kan også være regler om personligt sikkerhedsudstyr eller advarselsskilte på arbejdspladsen. Formålet er at forhindre arbejdsulykker. 




EU har med Europa 2020-strategien fastsat et overordnet mål for de 28 EU-lande om, at de skal bringe mindst 20 millioner mennesker ud af fattigdom og social udstødelse inden år 2020. Målet er ikke bindende for EU-landene. Hertil kommer supplerende nationale målsætninger, som fastsættes af hver enkelt af de 28 medlemslande.

Europa-Kommissionen præsenterede i 2016 et forslag til en revision af udstationeringsdirektivet, der trådte i kraft i 1996. Europa-Parlamentet og Rådet forhandler lige nu (2017) om dette. Udstationeringsdirektivet har til formål at beskytte arbejdstagere og forhindre unfair konkurrence. Det fastsætter regler om, at det land, hvor de udstationerede arbejdstagere midlertidigt arbejder, kræver, at virksomheden overholder landets regler om mindsteløn og arbejdsmiljø.

I maj 2017 præsenterede Kommissionen et forslag til en europæiske søjle for sociale rettigheder. Søjlen indeholder en række centrale principper og rettigheder på beskæftigelses- og arbejdsmarkedsområdet. Principperne skal støtte retfærdige og velfungerende arbejdsmarkeder og velfærdssystemer, som er bygget op omkring tre kategorier: 1. Lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet, 2. Rimelige arbejdsvilkår og 3. Social beskyttelse og inklusion.

EU og medlemslandene deler kompetencen til at lovgive inden for social- og arbejdsmarkedspolitikken. EU’s rolle er her først og fremmest at støtte og supplere medlemslandenes tiltag.

EU vedtager derfor minimumsdirektiver på området. Minimumsdirektiver fastsætter mindsteregler og tillader medlemslandene at opretholde eller indføre strengere nationale bestemmelser. Hertil kommer, at medlemslandene kan vælge at bede arbejdsmarkedets parter om at gennemføre et EU-direktiv inden for social- og arbejdsmarkedspolitikken, ligesom EU kan ophøje en aftale mellem arbejdsmarkedets parter på europæisk plan til lov gennem en vedtagelse i Rådet og Parlamentet.

Når EU vedtager direktiver inden for social- og arbejdsmarkedspolitikken, er det som hovedregel Rådet og Parlamentet, som sammen vedtager lovgivningen. Det gælder også, når det drejer sig om lovgivning om social sikring for vandrende arbejdstagere, hvor medlemsstaterne dog ikke har muligheder for at indføre eller opretholde strengere nationale regler eller overlade det til arbejdsmarkedets parter at stå for gennemførelsen af lovgivningen.

I Kommissionen ligger hovedansvaret for social- og arbejdsmarkedspolitikken hos den belgiske kommissær, Marianne Thyssen, som har beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold og arbejdskraftens frie bevægelighed som en del af sin portefølje. 

I Parlamentet behandles social- og arbejdsmarkedspolitikken i et særligt udvalg for beskæftigelse og sociale anliggender. De danske parlamentarikere Ole Christensen (Socialdemokratiet) og Rina Ronja Kari (Folkebevægelsen mod EU) sidder i dette udvalg.

I Rådet drøfter regeringerne social og arbejdsmarkedspolitikken i Rådet for beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik.

EU har oprettet Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur i Bilbao i Spanien og Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene, Eurofound, i Dublin, som kan indsamle, analysere og formidle information om arbejdsmiljø, mv. i Europa.

1957: Romtraktaten giver hjemmel til at vedtage regler om social sikring for vandrende arbejdstagere og til at fremme samarbejde mellem medlemsstaterne på det sociale område.

1987: Den Europæiske Fællesakt indfører nyt retsgrundlag, som gør det muligt for EU at vedtage minimumsregler for at forbedre arbejdsmiljøet og beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed.

1989: 11 EU-landes stats- og regeringschefer vedtager i Strasbourg den såkaldte socialpagt eller sociale charter, som fastsætter en række grundlæggende arbejdsmæssige og sociale rettigheder. Storbritannien står uden for.

1993: EU-landene indfører med Maastichttraktaten et nyt retsgrundlag for social- og arbejdsmarkedspolitikken. Storbritannien står uden for dette samarbejde, som derfor placeres i en særskilt protokol til traktaten, som kun gælder for øvrige 11 lande – den sociale protokol.

1999: Alle EU-landenes stats- og regeringschefer, inklusiv den britiske (efter regeringsskift i Storbritannien) vedtager med Amsterdamtraktaten, at aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken (den sociale protokol) skal indarbejdes i EF-traktaten med nogle mindre ændringer.

2010: Europa 2020-strategien fastsætter nyt mål om, at de 28 EU-lande skal bringe mindst 20 millioner mennesker ud af fattigdom og social udstødelse inden år 2020.

2017: Kommissionen offentliggør meddelelsen om den europæiske søjle for sociale rettigheder, efter at den har defineret et socialt Europa som en af de vigtigste principper for Junckers kommission (2014-2019).

Forslag til dig på eu.dk

Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Senest opdateret: [05.01.2018]
Sideansvarlig: Anders Hulgreen Jensen

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik