Beslutningsprocessen i EU

Når beslutninger skal træffes i EU benytter man primært den beslutningsproces, man kalder den almindelige lovgivningsprocedure, hvor Europa-Parlamentet og Ministerrådet sammen vedtager ny EU-lovgivning i løbet af en til tre faser. Ved siden af den almindelige lovgivningsprocedure findes der to særlige lovgivningsprocedurer: høringsproceduren og godkendelsesproceduren.

EU-Parlamentet Bruxelles
Større

Den almindelige lovgivningsprocedure  

Den almindelige lovgivningsprocedure er den vigtigste beslutningsprocedure i EU og bruges, når EU vedtager størstedelen af sin lovgivning. Når forslag til ny EU-lovgivning behandles efter den almindelige lovgivningsprocedure, er det Europa-Parlamentet og Ministerrådet, som sammen vedtager dem. De to institutioner skal således blive enige om forslagene, så der er et flertal bag dem.

I dag bruges den almindelige lovgivningsprocedure på størstedelen af EU's politikområder, f.eks. miljø, forbrugerbeskyttelse, indre marked, transport og politi- og strafferet. For perioden 2009-2014 blev i alt 89 pct. af alle forslag behandlet efter den almindelige lovgivningsprocedure.

Sådan forløber beslutningsprocessen i EU 

Beslutningsproceduren begynder med, at Europa-Kommissionen fremlægger et forslag til lovgivning, som den sender til Europa-Parlamentet og Rådet. Forslaget kan herefter udsættes for op til tre behandlinger i Europa-Parlamentet og Ministerrådet, men de fleste forslag vedtages efter blot en behandling. De kaldes førstebehandlingsaftaler. Et vigtigt redskab til uformelle forhandlinger om lovforslag i EU - og en essentiel del, når der indgås førstebehandlingsaftaler - er de såkaldte triloger, der består af repræsentanter fra Europa-Parlamentet, Ministerrådet og Europa-Kommissionen. 

De fleste forslag vedtages som førstebehandlingsaftaler

Hele 85 pct. af alle forslag under den almindelige lovgivningsprocedure vedtages som førstebehandlingsaftaler (dette tal gælder perioden 2009-2014). Aftalerne forhandles på plads på uformelle trilogmøder mellem repræsentanter fra Eurpopa-Parlamentet og rådsformandskabet forud for den formelle afslutning af førstebehandlingen i Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Også Europa-Kommissionen deltager i disse møder.

Hvis der indgås en sådan aftale på et trilogmøde, er det i dag standardpraksis, at den formaliseres i en skrivelse fra formanden for Coreper til formanden for det pågældende parlamentsudvalg. Skrivelsen fastsætter indholdet af aftalen i form af ændringer til Kommissionens forslag. Skrivelsen bekræfter samtidig, at Rådet er villig til at acceptere resultatet, hvis det godkendes på Parlamentets plenarforsamling. Ministerrådet vil derefter formelt vedtage førstebehandlingsholdningen med de aftalte ændringer som et A-punkt uden debat, mens Europa-Parlamentet kan vedtage det ændrede forslag med et simpelt flertal. Et simpelt flertal vil sige et flertal af de medlemmer, der deltager i afstemningen.

Nederst på siden under fanen ”Find mere information”, kan du via linket ”Statistik over førstebehandlingsaftaler”, se de senest målte tal over lovgivning vedtaget som førstebehandlingsaftaler.

Triloger er trepartsmøder i beslutningsprocessen i EU 

Forhandlingerne mellem Ministerrådet og Europa-Parlamentet foregår navnlig gennem supplerende trepartsmøder mellem Europa-Parlamentet, Ministerrådet og Europa-Kommissionen. De kaldes også triloger. Trilogerne fandt oprindelig kun sted i forbindelse med forberedelsen af møderne i Forligsudvalget under tredjebehandlingen. I dag anvendes de i forbindelse med alle tre faser i den almindelige lovgivningsprocedure. Der er en stigende tendens til brug af triloger, hvilket også hænger sammen med de mange førstebehandlingsaftaler.

På trilogmøderne vil Ministerrådet som regel være repræsenteret af formanden for Coreper I, der er ansvarlig for de fleste forslag under den almindelige lovgivningsprocedure eller af formanden for den ansvarlige rådsarbejdsgruppe. Europa-Parlamentet vil som regel være repræsenteret af dets ordfører på forslaget og af den relevante udvalgsformand. Fra Europa-Kommissionen vil generaldirektøren fra det ansvarlige generaldirektorat eller dennes stedfortræder være til stede. Ved nogle lejligheder kan der være en udvidet parlamentsdelegation med på møderne for at sikre, at delegationen har et parlamentarisk flertal bag sig.

Formålet med trilogerne i den tidlige fase er at:

  • undersøge, om Europa-Parlamentet og Ministerrådet eventuelt vil kunne afslutte lovgivningsprocessen allerede under førstebehandlingen
  • konstatere, hvorvidt og hvor der er uenigheder mellem Parlamentet og Rådet
  • undgå de tids- og ressourcekrævende forligsudvalgsmøder.
 

Førstebehandlingen i Europa-Parlamentet begynder med vedtagelsen af en udtalelse om Kommissionens forslag. Udtalelsen skal vedtages med et flertal af de parlamentsmedlemmer, der deltager i afstemningen. Udtalelsen vil som regel indeholde en række konkrete ændringsforslag fra Parlamentet.

Rådet indleder sin førstebehandling samtidig med Parlamentet. Rådet vedtager her sin holdning med et kvalificeret flertal af EU-landene. Rådets holdning vil som regel også indeholde en række forslag til ændringer af Kommissionens forslag.

I praksis er proceduren ikke opdelt i så faste etaper. Der vil som regel være en løbende og tæt kontakt mellem Europa-Parlamentets forhandlere og formandskabet i Rådet, hvor parterne undersøger mulighederne for at forhandle sig frem til et kompromis. For perioden 2009-2014 lykkedes det institutionerne at blive enige under førstebehandlingen i 85 pct. af sagerne - såkaldte førstebehandlingsaftaler.

Der er ingen tidsfrist for, hvor lang tid førstebehandlingen må vare. Den slutter, når der er enighed om et forslag mellem Parlamentet og Rådet, eller når de er enige om at være uenige, og om at der derfor er behov for yderligere forhandlinger om forslaget.

Andenbehandlingen begynder i Europa-Parlamentet med en diskussion af Rådets holdning fra førstebehandlingen. Hvis Parlamentet ønsker at ændre eller helt forkaste Rådets holdning, skal det ske med et absolut flertal af alle Parlamentets medlemmer (og ikke blot af dem der er til stede under afstemningen). Hvis Parlamentet derimod kan godkende Rådets holdning uændret, kan det vedtage forslaget med simpelt flertal.

Hvis Rådet kan tilslutte sig alle Parlamentets ændringsforslag, kan det vedtage forslaget med kvalificeret flertal. For perioden 2009-2014 blev 13 pct. af sagerne afsluttet efter andenbehandlingen.

Hvis Rådet ikke kan acceptere alle Parlamentets ændringer, går forslaget videre til en tredjebehandling.

Tidsfristen for andenbehandlingen er 3 måneder, men kan forlænges med 1 måned, hvis der behov for det.

Hvis et forslag skal ud i en tredjebehandling, indkalder Rådets formand først et særligt forligsudvalg sammensat af repræsentanter for Rådet og Parlamentet, der skal forsøge at rede trådene ud og indgå forlig. Udvalget består af en repræsentant for hvert EU-land og et tilsvarende antal medlemmer af Europa-Parlamentet. Også Kommissionen er til stede under forhandlingerne, hvor den deltager aktivt i at skabe forlig.

Hvis det lykkes parterne at nå til enighed om et kompromis i forligsudvalget, skal det vedtages i Europa-Parlamentet med simpelt flertal og i Rådet med kvalificeret flertal. Hvis det derimod ikke lykkes forligsudvalget at indgå forlig inden for tidsfristen, falder forslaget. For perioden 2009-2014 nåede blot ni sager frem til tredjebehandlingen, hvilket svarer til 2 pct. af alle sager under den almindelige lovgivningsprocedure. Otte af de ni sager blev vedtaget.

Tidsfristen for forligsudvalgets arbejde er 6 uger, som dog kan forlænges med 2 uger på enten Parlamentets eller Rådets initiativ.

​1993:​ Den fælles beslutningsprocedure indføres med Maatrichttraktaten. Parlamentet skal nu lovgive sammen med Rådet på et begrænset antal områder - hovedsageligt det indre marked.

1999: Den fælles beslutningsprocedure forenkles som følge af Amsterdamtraktaten, så det bliver muligt at indgå førstebehandlingsaftaler. Proceduren udvides til at dække flere områder f.eks. transport, miljø, beskæftigelse og sociale anliggender.

2003: Med Nicetrakaten udvides den fælles beslutningsprocedure til at gælde endnu flere områder.

2007: Parlamentet, Rådet og Kommissionen udsender en fælles erklæring om den praktiske gennemførelse af den fælles beslutningsprocedure. I denne erklæring anerkender de vigtigheden af trilogsystemet.

2009: Den fælles beslutningsprocedure skifter navn til den almindelige lovgivningsprocedure. Samtidig udvides den til bl.a. handelspolitik, fiskeri og landbrug, så den i dag dækker hovedparten af de områder, som EU laver lovgivning på.

Særlige lovgivningsprocedurer

Ved siden af den almindelige lovgivningsprocedure findes der to andre centrale procedurer: høringsproceduren og godkendelsesproceduren.

Omkring 30 områder benytter EU en række særlige lovgivningsprocedurer, som medlemslandene er blevet enige om at bruge her. Fælles for disse områder er, at Europa-Parlamentet har mindre at skulle have sagt end efter den almindelige lovgivningprocedure.

Høringsproceduren

Høringsproceduren er en klassisk EU-beslutningsprocedure, som blev indført tilbage i 1958 med vedtagelsen af Romtraktaten. Dengang var det den eneste måde at inddrage Europa-Parlamentet på. Ifølge høringsproceduren skal Parlamentet høres og have mulighed for at udtale sig om Kommissionens forslag, inden Rådet vedtager det. Dette sker typisk ved, at Parlamentet vedtager en række ændringsforslag. Rådet er dog ikke forpligtet til at følge Parlamentets udtalelse, og Rådet må ikke vedtage forslaget, før høringen har fundet sted.

Høringsproceduren anvendes i dag kun på få områder. Det gælder f.eks. ved harmonisering af indirekte skatter og afgifter, regler om valgret og valgbarhed til Europa-Parlamentet eller ved optagelsen af nye lande i euroen.

Godkendelsesproceduren

Godkendelsesproceduren indebærer, at Europa-Parlamentet skal godkende forslag, før Rådet kan vedtage dem. Parlamentet kan dog ikke ændre på et forslag under proceduren, men alene sige ja eller nej. Parlamentet har dermed en vetoret under denne procedure, som Parlamentet bl.a. brugte i 2012 til at forkaste den såkaldte ACTA-aftale om internationale standarder for håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder.

EU anvender i dag proceduren på ret forskellige områder. Det gælder f.eks. ved indgåelsen af internationale handelsaftaler eller associeringsaftaler, ved oprettelsen af en europæisk anklagemyndighed, optagelsen af nye lande i EU eller ved vedtagelsen af sanktioner over for EU-lande, som groft og vedvarende har krænket grundlæggende rettigheder.

Godkendelsesproceduren blev oprindeligt indført med Den Europæiske Fælles Akt i 1987 for at give Europa-Parlamentet en afgørende rolle i forbindelse med indgåelsen af associeringsaftaler med lande uden for EU og ved optagelsen af nye lande i EU.
EU-budget

Når EU skal vedtage sit budget og den flerårige finansielle ramme sker det også efter særlige lovgivningsprocedurer. 

Du finder en beskrivelse af disse procedurer under siderne om budget og budgetrammer.

Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Senest opdateret: [22.11.2017]
Sideansvarlig: Mongin Forrest

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik