Kommissionens retsakter

Selv om Europa-Parlamentet og Rådet har ansvaret for at vedtage nye love i EU, findes der også situationer, hvor Kommissionen står for at lave reglerne.

Banner
Større

 

Når der skal laves love i EU, er det Rådet og Parlamentet, der spiller de centrale roller. De behandler og vedtager nemlig de forslag til nye direktiver og forordninger, som Kommissionen fremsætter. Når nye regler således er blevet vedtaget, kommer Kommissionen imidlertid igen på banen. Det er nemlig Kommissionens opgave at sørge for, at gennemførelsen af EU’s love finder sted, som den skal.

Kommissionen tager sig af det tekniske indhold

Mange af de områder, som EU beskæftiger sig med, bliver hurtigt meget tekniske. Lovgiverne – Parlamentet og Rådet – overlader det ofte til Kommissionen at fastsætte de detaljerede regler i et direktiv eller en forordning. 

For eksempel har Rådet og Parlamentet vedtaget en forordning om fødevarer til særlige grupper, såsom babymad, modermælkserstatning eller slankekost. Rådet og Parlamentet har fastsat de overordnede krav, f.eks. at det skal være videnskabeligt dokumenteret, at babymos og slankemad opfylder særlige behov hos de personer, de er tiltænkt – babyer og overvægtige. Samtidig giver Rådet og Parlamentet Kommissionen beføjelse til at fastsætte de mere detaljerede regler i delegerede retsakter, som f.eks. den tilladte mængde af pesticider og hvordan produkterne skal mærkes. Kommissionen får også i direktivet beføjelser til vedtage gennemførelsesretsakter for at afgøre, om en given fødevare er omfattet af forordningen, og hvilken kategori af fødevarer den tilhører.

Det er ikke altid soleklart, hvad der er politik, og hvad der teknik. Derfor opstår der somme tider strid mellem institutionerne om, hvem der skal fastlægge reglerne.

Rammer for Kommissionens rolle

Kommissionen udsteder faktisk langt flere retsakter end Parlamentet og Rådet, men Kommissionen skal først have lov af Parlamentet og Rådet. Kommissionens beføjelse til at udstede retsakter skal nemlig altid være fastlagt i en basisretsakt, dvs. et direktiv eller en forordning vedtaget af Parlamentet og Rådet. Basisretsakter skal til gengæld have retsgrundlag i traktaten (f.eks. skal EU’s miljødirektiver have hjemmel i TEUF artikel 192). På samme måde skal delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter have hjemmel i basisretsakterne.

Kommissionen har to redskaber til dette: delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. Disse redskaber fik deres nuværende form som følge af Lissabontraktaten, der trådte i kraft i 2009. Den justerede nemlig det gamle komitologisystem.

Kontrolprocedurerne for de to nye typer retsakter er forskellige. Fordi de delegerede retsakter handler om de nærmere detaljer af en retsakt, som Parlamentet og Rådet har vedtaget, er det også de to institutioner, der fører kontrol med dem. Gennemførelsesretsakterne er derimod rettet med selve gennemførelsen eller implementeringen i medlemslandene, og derfor er det dem, der inddrages i denne kontrolprocedure.

Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter, når den skal foretage mindre justeringer eller ændringer i retsakter vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet. Der skal være tale om justeringer eller supplementer til ikke-væsentlige bestemmelser. Pointen er, at Kommissionen ikke må ændre på det politiske indhold i en retsakt,  det er Europa-Parlamentets og Rådets opgave. Basisretsakten skal have afgrænset, hvad det helt præcis er, Kommissionen må lave regler om, og hvor længe den må gøre det. Delegerede retsakter er et nyt instrument, der blev indført, da Lissabontraktaten trådte i kraft i 2009.

Der føres kontrol med Kommissionens udstedelse af delegerede retsakter. Den opgave har Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Der findes primært to former for kontrol, og det skal fastlægges i basisretsakten, hvilken slags kontrol der skal tages i brug. 

Den ene type kontrol hedder indsigelseskontrol. Den indebærer, at Kommissionens forslag til en delegeret retsakt kun kan træde i kraft, hvis hverken Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden den frist, der er fastlagt i basisretsakten. Hvis Kommissionen modtager sådan en indsigelse, kan den fremsætte et revideret forslag til en delegeret retsakt eller et forslag til ændring af basisretsakten. 

Den anden type kontrol er at tilbagekaldelseskontrol. Den giver Parlamentet eller Rådet mulighed for at trække bemyndigelsen til at udstede delegerede retsakter tilbage og selv overtage de lovgivningsmæssige beføjelser, som de i første omgang havde delegeret til Kommissionen.

Parlamentet og Rådet kan også vælge andre former for kontrol, hvis de vil. Det skal i så fald være fastlagt i basisretsakten.

Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, når den skal sikre, at retsakter vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet anvendes ens i alle medlemsstaterne. Det kan f.eks. være, at Kommissionen udformer og ajourfører lister over farlige substanser.

Der bliver ført kontrol med Kommissionens gennemførelsesretsakter af komiteer bestående af embedsmænd og eksperter fra medlemslandene. Et forslag fra Kommissionen skal nemlig forelægges en komité, før den vedtages. Denne kontrolprocedure er en videreførelse af den gamle komitologiprocedure. Der findes dog i dag færre slags komiteer for de to forskellige procedurer - rådgivningsproceduren og undersøgelsesproceduren (tidligere var der fire). Det skal være fastsat i basisretsakten, hvilken af de to procedurer der skal anvendes:

Rådgivningsudvalg får forelagt Kommissionens forslag til en gennemførelsesretsakt og kan vedtage en udtalelse om den. Denne udtalelse er imidlertid kun rådgivende, og Kommissionen bestemmer derfor selv, om den vil følge udtalelsen eller ej.

Undersøgelsesudvalg har lidt mere magt. Kommissionen må nemlig ikke have udvalgets udtalelse imod sig. Derimod kan et undersøgelsesudvalg blokere for Kommissionens forslag. Hvis det sker, kan Kommissionen ikke vedtage gennemførelsesretsakten, men den har mulighed for at fremsætte et nyt, ændret forslag.

Parlamentet og Rådet har begrænsede muligheder for at føre kontrol med Kommissionens udstedelse af gennemførelsesretsakter, men de kan gøre indsigelse, hvis de mener, at Kommissionen overskrider de beføjelser, som er fastsat i basisretsakten.


Delegation af lovgivningsbeføjelser i Danmark 

Delegation er også meget udbredt i det danske lovgivningsarbejde. Når Folketinget vedtager en lov, indeholder den næsten altid bemyndigelser til den ansvarlige minister til at fastsætte mere detaljerede regler på visse områder. Det sker ved bekendtgørelser, der udstedes af ministeren, og som udarbejdes af ministerens embedsmænd. Kontrollen med regeringen sker som led i Folketingets daglige arbejde.


Denne artikel dækker disse relaterede emner:


Sideansvarlig: Mongin Forrest

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik