Retsakter i EU's lovgivning

Når EU laver lovgivning, sker det ved, at Ministerrådet og Europa-Parlamentet vedtager regler i forskellige slags love, som man samlet kalder for retsakter. Nogle EU-retsakter er bindende for medlemslandene, mens andre ikke er.

Nærbillede af stak papirer
Større


EU laver mange forskellige slags regler, der binder medlemslandene sammen i forskelligt omfang. Når EU lovgiver, sker det ved, at Ministerrådet og Europa-Parlamentet vedtager regler i forskellige love, som samlet kaldes retsakter. De vigtigste typer lovgivning er direktiver og forordninger. Alt efter område, indhold og afsender er der forskellige retsakter at trække på. Rammerne for retsakter, som bliver vedtaget i EU, er fastlagt i traktaten, hvor alle de grundlæggende spilleregler for det europæiske samarbejde står skrevet. Nogle retsakter er bindende, mens andre ikke er. Nogle retsakter gælder alle medlemslande, mens andre kun gælder dem, der nævnes.

De klassiske regler i EU-samarbejdet er omtalt i traktatens art. 288 TEUF. Det drejer sig f.eks. om forordninger og direktiver. I afsnittet her kan du bl.a. læse om forskellen på retsakterne.

En forordning er almengyldig. Det vil sige, at den ikke retter sig mod en bestemt personkreds eller institution.

Forordninger er desuden umiddelbart gældende i medlemslandene, hvilket betyder, at den gælder med det samme i medlemslandene - uden at de først skal en tur gennem den nationale lovgivningsprocedure for at blive indarbejdet i den nationale lovgivning. Forordninger er bindende, hvilket betyder, at de skal overholdes på lige fod med national lovgivning (art. 288 TEUF). 

Det er blandt andet forordningernes umiddelbare anvendelighed, som er med til at gøre EU-samarbejdet specielt i forhold til det traditionelle internationale samarbejde mellem lande, hvor fælles regler skal indarbejdes i national ret, før de gælder.

Direktiver fastlægger som udgangspunkt forskellige mål, der skal nås, men det er overladt til medlemslandene selv at bestemme, hvordan direktivet skal gennemføres nationalt. På denne måde kan medlemslandene selv bestemme, hvilke midler der er bedst i deres egen nationale kontekst. I Danmark kan et direktiv f.eks. gennemføres ved en lov eller en bekendtgørelse. 

Om direktiver hedder det i art. 288 TEUF: ”Et direktiv er med hensyn til det tilsigtede mål bindende for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder, at bestemme form og midler for gennemførelsen”.

Direktiverne gælder altså ikke direkte som lov i medlemslandene, men medlemslandene skal gennemføre direktivet i deres lovgivning inden en tidsfrist, som er fastsat i direktivet. Når et medlemsland har gennemført direktivet i sin lovgivning, skal landet underrette Kommissionen.

Der er i praksis stor forskel på, hvor meget råderum medlemslandene har til at bestemme, hvordan de vil implementere et direktiv. Nogle direktiver fastlægger meget generelle rammer inden for et bestemt politikområde eller nøjes med at fastsætte minimumsregler på et område, hvorefter medlemslandene så kan fastsætte skrappere krav. Andre direktiver indeholder meget detaljerede bestemmelser, som i praksis ikke giver medlemslandene særlig meget råderum i forbindelse med den nationale gennemførelse af direktivet.

Se EU-Oplysningens direktivoversigt her: 

Du kan se, hvordan et direktiv er blevet gennemført i Danmark ved at slå direktivet op i Retsinformation. Klik på udvidet feltsøgning, gå ned til feltet ”officielle noter” og indtast direktivnummeret (f.eks. 2002/96/EF).:

Afgørelser er bindende for dem, som de er rettet mod - det kan være alle medlemslande, et enkelt medlemsland eller en virksomhed.

Om afgørelser hedder det i art. 288 TEUF, at: "En afgørelse er bindende i alle enkeltheder. Når den angiver, hvem den er rettet til, er den kun bindende for disse."

Eksempler på afgørelser kan findes inden for konkurrenceområdet. Her har Kommissionen hjemmel til at afgøre sager om virksomheders overtrædelse af konkurrencereglerne.

Henstillinger og udtalelser er ikke bindende. Henstillinger vil som regel blive udstedt på institutionernes eget initiativ, mens en udtalelse normalt er et svar på en henvendelse eller et led i en bestemt procedure. Kommissionen kan f.eks. komme med en henstilling, når den vil give sin mening til kende og foreslå nye retningslinjer, uden at dette dog er bindene på nogen måde. Regionsudvalget og Det Økonomiske og Sociale Udvalg kommer med udtalelser til forslag til ny lovgivning, når de har en særlig regional eller økonomisk og social vinkel.
Denne artikel dækker disse relaterede emner:

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik