Rammeafgørelser

Rammeafgørelser er en type retsakt, man tidligere har brugt i forbindelse med EU's politi- og strafferetlige samarbejde. De blev indført med Amsterdamtraktaten som en afløser for de retsakter, der hed fælles aktioner. Rammeafgørelser kunne fremsættes af Kommissionen eller af et medlemsland, og vedtagelse krævede enstemmighed. De var desuden bindende for medlemslandene, for så vidt angik målet, mens de konkrete midler var op til de enkelte lande. På den måde mindede rammeafgørelsen meget om et direktiv.