Kommissionen vil styrke rammerne for EU's lobbyregister

20.04.2017

Kommissionen har stillet et forslag til et obligatorisk åbenhedsregister (lobbyregister), som Europaudvalget skal behandle på et europaudvalgsmødet snarest.

Denne artikel dækker disse emner:

To lobbyister i Bruxelles 

Den 28. september 2016 fremsendte Kommissionen et forslag til en aftale om et obligatorisk åbenhedsregister. Aftalen vil revidere reglerne for EU's eksisterende åbenhedsregister ved at ændre det fra at være på frivillig basis at registrere sig til, at det bliver obligatorisk. Derudover udvides registreringen til ud over Kommissionen og Europa-Parlamentet også at gælde Rådet. Med disse ændringer ønsker Kommissionen at øge gennemsigtigheden inden for interessevaretagelse i de tre institutioner.

Hvad er lobbyarbejde?

Lobbyarbejde defineres ud fra forslaget som aktiviteter, der forsøger at fremme bestemte interesser over for Kommissionen, Rådet eller Europa-Parlamentet samt deres medlemmer og ansatte med det formål at opnå indflydelse på formuleringen eller implementeringen af EU-politik eller EU's beslutningsproces. 

For de enkelte institutioner anses følgende aktiviteter som lobbyarbejde:

Europa-Parlamentet

  • Hvis man er i besiddelse af et langtidsadgangskort til Europa-Parlamentets bygninger
  • Hvis man har adgang til at tale ved en offentlig høring som gæst
  • Hvis man bruger Europa-Parlamentets navn/logo ved afholdelse af begivenheder
  • Hvis man mødes med europaparlamentarikere, generalsekretæren for Europa-Parlamentet, generaldirektører samt generalsekretærer for de politiske grupper
  • Hvis man afholder begivenheder i Europa-Parlamentet
  • Hvis man tilmelder sig nyhedsbreve og e-mail-opdateringer.

Rådet

  • Hvis man mødes med ambassadøren for det nuværende eller kommende formandskab samt deres stedfortrædere for Rådet, Rådets generalsekretær samt generaldirektører i Rådssekretariatet
  • Hvis man tilmelder sig nyhedsbreve og e-mail-opdateringer.

Kommissionen

  • Hvis man mødes med medlemmer af Kommissionen, kabinetmedlemmer og generaldirektører
  • Udnævnelse af bestemte typer af medlemmer af ekspertgrupper
  • Automatisk information om offentlige konsultationer samt en opdeling mellem registrerede og ikke-registrerede enheder, når resultatet af offentlige konsultationer offentliggøres
  • Hvis man bruger Kommissionens navn/logo ved afholdelse af begivenheder
  • Hvis man tilmelder sig nyhedsbreve og e-mail-opdateringer.

​Hvilke oplysninger skal de give?

Kommissionen foreslår, at lobbyister ved registreringen skal afgive følgende oplysninger - som bliver offentlige tilgængelige:

  • Kontaktoplysninger
  • Antallet af årsværk, hvor man har arbejdet med aktiviteter omfattet af registret
  • Interesseområder, der falder inden for registeret område
  • Hvilke ekspertgrupper, man er medlem af
  • Hvor mange penge ens virksomhed eller organisation bruger på aktiviteter omfattet af registeret.

Hvor langt er man i beslutningsprocessen?

Forslaget skal diskuteres på et Europaudvalgsmødet snarest. Sagen er ikke på dagsordenen for et rådsmøde, men det forventes vedtaget snart. 

Senest opdateret: [21.04.2017]
Sideansvarlig: Caroline Bertram

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik