Vi anbefaler: Bøger om EU og Europa til din ferie

13.07.2017

Sommeren er over os, og for manges vedkommende betyder det afslapning og tid til fordybelse. Vi guider dig til sommerens bedste bøger om EU og Europa.

Denne artikel dækker disse emner:

EU-Oplysningens bibliotekar ved meget om bøger og endnu mere om EU. I løbet af mere end et årti har han pløjet al tænkelig litteratur om EU og Europa igennem. Nu har han indvilliget i at dele sin viden med en eksklusiv skare af EU-interesserede læsere. Læs med, og find din favoritbog til ferien. 

Adam Holm: Endestation Europa

”I "Endestation Europa" stiller historikeren og journalisten Adam Holm sammen med 10 forskellige europæiske intellektuelle skarpt på, hvordan Europa har udviklet sig, og hvor vi er på vej hen. Bogen kommer vidt omkring – fra skærmydsler omkring kommissionsformand Jean-Claude Juncker og til Europas kollektive skam. I "Endestation Europa" får du en sjælden kombination af en letlæst, men samtidig intellektuel bog. Perfekt til en regnvåd dag i sommerhuset”. 

Hans Magnus Enzensberger: Åh, Europa. Iagttagelser fra syv lande

”Selvom Enzensbergers bog efterhånden er lidt bedaget (udkom i 1987, red.), er den stadig en af mine favoritter. I ”Åh, Europa” skriver Enzensberger både morsomt og indlevende om sine iagttagelser fra syv europæiske lande, der ligger rundt om de magtfulde – nemlig Sverige, Italien, Ungarn, Norge, Polen, Portugal og Spanien. Hans iagttagelser er underholdende og meget morsomme. Klart en god ledsager i flyet, på toget eller i bilen på vej sydpå”. 

Jan-Werner Müller: Hvad er populisme?

”Jan-Werner Müller leverer i ”Hvad er populisme” en meget interessant gennemgang af et af vor tids mest diskuterede fænomener: Populisme. Han tager blandt andet fat i det ømtålelige emne, om populister virkelig repræsenterer folket, og hvem folket i så fald er. Müllers bog kan anbefales, hvis du har brug for et intellektuelt indspark til din sommerferie”. 

Jesper Tynell: Mørkelygten

”Selvom Jesper Tynells ikoniske bog ikke direkte handler om EU, skal den alligevel med på listen. Både fordi han faktisk dedikerer ét enkelt kapitel til EU, men også fordi bogen er enormt interessant læsning, når man arbejder i Folketinget. Bogen vakte både røre og forargelse, og netop de to ting er altid et godt udgangspunkt for en bog. ”Mørkelygten” kan varmt anbefales, hvis du har brug for et kritisk indspark om den måde, som magt bliver administreret på i Danmark”. 

Erik Høgh-Sørensen: Mod vinden

"Erik Høgh-Sørensen har i en årrække arbejdet som EU-korrespondent i Bruxelles. Vel hjemme har han begået "Mod vinden", og den udgør et interessant indspark til EU-debatten. Erik Høgh-Sørensen leverer sine mest underholdende anekdoter, portrætter og analyser fra Europas magtcentre. Bogen er særligt interessant, fordi Høgh-Sørensens analyser er anderledes end de gængse". 

Facts om fællesmarkedet samt 131 spørgsmål og svar

”Den sidste bog i rækken er lidt af en outsider og absolut i den mere nørdede kategori. Bogen udkom tilbage i 1971 – altså før danskerne i 1972 stemte for at tilslutte sig EF-samarbejdet. I et historisk perspektiv er den enormt interessant. Blandt andet er den redigeret af hedengangne Peter Brixtofte, og den har bidrag fra nogle af de rigtig store politikere fra den tid. Tidligere EF-Kommissær Henning Christoffersen medvirker i en ung version, og tidligere generalsekretær for EU’s ministerråd Niels Ersbøll giver også sit besyv med. En god bog til danskeren, der er bare lige lidt mere nørdet end gennemsnittet". 

God sommer!

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik