Europa-Parlamentet graver i udnævnelsen af ny generalsekretær i Europa-Kommissionen

15.03.2018

På første dagen af Europa-Parlamentets plenar i Strasbourg blev EU's budget- og personalekommissær, Günther Oettinger, mødt af frustrerede Europaparlamentarikere.

Denne artikel dækker disse emner:

Onsdag den 21. februar 2018 blev Martin Selmayrs udnævnt til ny generalsekretær i Europa-Kommissionen. En generalsekretær er en embedsmand, der er øverste chef for kommissionen. Men udnævnelsen af Martin Selmayr er ikke gået ubemærket hen.

Den 21. februar 2018, skete der en større omrokering i Kommissionen. På mødet blev Martin Selmayr først udnævnt til vice-generalsekretær. Under mødet trak den daværende generalsekretær Alexander Italianer sig for at gå på pension, hvorefter formanden for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, udnævnte Martin Selmayr som generalsekretær. Dermed nåede Selmayr at have tre stillinger under mødet. Først arbejdede han som kabinetschef for Juncker, dernæst blev han udnævnt vice-generalsekretær og sidst generalsekretær.

Forargelse i Europa-Parlamentet

På plenaren i Strasbourg havde Europa-Parlamentet sat EU's budget- og personalekommissær, Günther Oettinger, i stævne for at udspørge ham om udnævnelsen. Günther Oettinger åbnede med at sige, at der havde været enstemmighed blandt kommissærerne om at udnævnelsen, og at alle regler var blevet overholdt.

Herefter kunne de forskellige politiske grupper i Europa-Parlamentet udtale sig. Der var bred enighed blandt grupperne i Europa-Parlamentet om, at de ikke var tilfredse med proceduren. Flere grupper udtalte sig kritisk og argumenterede for, at udnævnelsen kastede dårligt lys over EU, og at der var manglede åbenhed i institutionen. 

Europa-Kommissionen står til ansvar over for Europa-Parlamentet

Under mødet mindede Europaparlamentarikerne Kommissionen om, at de står til ansvar over for Europa-Parlamentet. ALDE-gruppen udtalte på denne baggrund, at Kommissionen måtte gøre op med sig selv om udnævnelsen eller institutionens troværdighed var det vigtigste – og i sidste ende kunne gruppen måske ikke støtte Kommissionen.

Europa-Parlamentets budgetkontroludvalg vil nu starte en undersøgelse af udnævnelsen. Derudover vil emnet højest sandsynligt blive debatteret igen på Europa-Parlamentets næste plenarsamling. Günther Oettinger hilste undersøgelsen velkommen og sagde, at han ville svare på alle udvalgets spørgsmål, men han var samtidig sikker på, at alle regler var overholdt.

Senest opdateret: [15.03.2018]
Sideansvarlig: Anders Hulgreen Jensen

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik