Hvad er den flerårige finansielle ramme?

Den flerårige finansielle ramme er EU’s overordnede budgetramme, der er gældende i en periode på mindst fem år og sætter de overordnede grænser for udgifterne i de EU’s enkelte budgetkategorier.

Den nuværende budgetramme løber fra 2014-2020 og den forrige fra 2007-2013. Ifølge Lissabontraktatens artikel 312 er formålet med sådan en budgetramme, at EU’s udgifter holdes inden for rammerne af dens indtægter. For at forstå den flerårige finansielle ramme skal man forstå, hvordan EU’s budget er opbygget. EU’s budget er delt op i forpligtigelser og betalinger. Det vil sige, at der for hver udgiftspost på budgettet er et beløb i forpligtigelser og et beløb i betalinger. Forpligtigelserne er løfter om betalinger, som ikke nødvendigvis bliver udbetalt i det pågældende år, men som typisk strækker sig over flere år. Betalingerne er derimod de faktiske beløb, der kan udbetales fra EU-budgettet i et givent år.

I den syvårige budgetramme sættes der en grænse for, hvor mange penge EU kan bruge inden for denne periode. Fx er budgetrammen for 2014-2020 i forpligtelser i danske kroner på 7.142 mia. (2011-priser) og 8.055 mia. (løbende priser). Den flerårig finansielle ramme fastlægger således de årlige bevillinger til forpligtelser for hver enkelt udgiftskategori. EU’s budget vedtages hvert år, men ud fra overholdelse af de overordnede rammer.

Det forventes, at Europa-Kommissionen vil komme med deres forslag til en ny flerårig finansiel ramme i foråret 2018. Herefter skal Ministerrådet vedtage en forordning efter den særlige lovgivningsprocedure ved enstemmighed, når Europa-Parlamentet har givet sin godkendelse med et flertal af sine medlemmer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik