Hvad er forskellen på mellemstatsligt og overstatsligt samarbejde?

Mellemstatsligt samarbejde betyder, at de regler, der bliver vedtaget, alene forpligter staterne. Overstatsligt samarbejde betyder, at man i EU kan lave regler, der har direkte virkning i medlemslandene.

Inden for EU er der forskellige former for samarbejde mellem medlemslandene. For at forstå EU bør man vide, at der overordnet er tale om to forskellige former for samarbejde, der forpligter landene på forskellig vis. Hvilken type samarbejde, der er tale om, kommer an på, hvilken traktat der er grundlag for samarbejdet.

Mellemstatsligt samarbejde

Det mellemstatslige samarbejde er den traditionelle form for internationalt samarbejde mellem lande. Udover, at EU-reglerne skal godkendes og vedtages af medlemslandenes nationale parlamenter, betyder det mellemstatslige samarbejde også, at alle de deltagende stater skal være enige om at udfærdige nye regler. Med andre ord skal der enstemmighed til for at indføre nye EU-regler på det mellemstatslige område.

Det mellemstatslige EU-samarbejde anvendes på politikområder, hvor det kan være vanskeligt for lande at indgå i et samarbejde, der er så tæt som det overstatslige samarbejde.

Overstatsligt samarbejde

Det, der er med til at gøre EU til noget helt unikt i international politik, er det såkaldt overstatslige samarbejde. Overstatsligt samarbejde betyder, at man i EU kan lave regler, der har direkte virkning i medlemslandene, og dermed påvirker borgerne i medlemslandene umiddelbart. Det betyder med andre ord, at en dansk borger kan påberåbe sig nogle juridiske rettigheder, som ikke er vedtaget i Folketinget men i EU.

EU-samarbejdet vedrørende det indre marked, landbrug og fiskeri m.m. er eksempler på områder med overstatsligt samarbejde. Bestemmelserne herom findes i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.

Med Lissabontraktatens ikrafttrædelse i december 2009 blev hele EU-samarbejdet som hovedregel overstatsligt. Den afgørende undtagelse er samarbejdet om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken. Bestemmelserne herom findes i EU-traktaten.

Ét af Danmarks EU-forbehold går ud på, at Danmark ikke vil deltage i overstatsligt samarbejde på området retlige og indre anliggender.

Denne artikel dækker disse emner:
Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Folketingets cookiepolitik