Hvad er Schuman-erklæringen?

Schuman-erklæringen anses for at være den officielle indledning til oprettelsen af det nuværende EU, da den førte til oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab.

Schuman-erklæringen er en erklæring fremsat af den franske udenrigsminister Robert Schuman den 9. maj 1950. Overordnet kan erklæringen beskrives som et forslag om at oprette et organiseret Europa med tætte økonomiske forbindelser for derigennem at opretholde fredelige forbindelser mellem de europæiske lande.

I Schuman-erklæringen foreslog den franske regering at indordne den fransk-tyske kul- og stålproduktion under en fælles såkaldt "Høj Myndighed" (forløberen for Kommissionen) i en organisation, som det også skulle være muligt for andre europæiske lande at tilslutte sig.

Efter fremsættelsen af Schuman-erklæringen gik det hurtigt. På baggrund af erklæringen blev der indkaldt til en regeringskonference i Paris til forhandlinger om en ny form for internationalt samarbejde, og den 18. april 1951 blev Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab undertegnet i Paris (EKSF-traktaten).

De seks lande, som underskrev traktaten, var Frankrig, Vesttyskland, Belgien, Nederlandene, Luxembourg og Italien. Den 23. juli 1952 trådte EKSF-traktaten i kraft, og Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab var dermed en realitet.

Baggrunden for Schuman-erklæringen skal findes i det spændte klima efter 2. Verdenskrig med "kold krig" og frygt for en 3. verdenskrig. Ud over de politiske spændinger var der også økonomiske vanskeligheder i sigte, da den europæiske industri var truet af en krise på grund af overproduktion af stål. Det var en udbredt opfattelse, at det var nødvendigt for de vesteuropæiske lande at indgå i nye samarbejdsmønstre for at imødegå tidens sikkerhedspolitiske og økonomiske udfordringer, og især blev det anset for væsentligt at skabe samhørighed mellem Vesttyskland og de øvrige vesteuropæiske lande.

Denne artikel dækker disse emner:
Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik