Hvad handlede Nice-traktaten om?

Nice-traktaten havde til formål at gøre EU klar til at modtage en række nye medlemslande fra Central- og Østeuropa, det blev bl.a. gjort ved at ændre stemmeregler i Ministerrådet og sænke antallet af medlemmer af Kommissionen.

Nice-traktaten bliver ofte kaldt for EU’s udvidelsestraktat på trods af, at der ikke er tale om en reel udvidelse af EU med Nice-traktaten. Traktaten indeholdt dog blandt andet forskellige ændringer, som var nødvendige for, at EU kunne fungere efter optagelsen af de 10 nye medlemslande.

Den seneste udvidelse af EU fandt sted den 1. juli 2013, hvor Kroatien blev optaget. Tidligere, den 1. maj 2004, blev 10 lande fra Central- og Østeuropa optaget i EU.

Nice-traktaten trådte i kraft den 1. februar 2003.

Nice-traktatens indhold kan ganske overordnet opsummeres således, at Nice-traktaten indeholdt bestemmelser, der ændrede på reglerne om afstemning i Rådet, og efter Nice-traktaten var der flere områder af EU-lovgivningen, som ikke længere skulle vedtages med enstemmighed i Rådet, men med kvalificeret flertal.

Nice-traktaten ændrede også på bestemmelserne om Kommissionens sammensætning (før november 2004 havde de store medlemslande i EU to kommissærer, efter Nice fik hvert medlemsland én kommissær) og Europa-Parlamentets sammensætning.

For at sikre en effektiv domstolskontrol i et udvidet EU indeholdt Nice-traktaten en række ændringer vedrørende organisationen af EU-Domstolen og Retten i Første Instans.

Nice-traktaten indeholdt desuden ændringer af bestemmelserne om forstærket samarbejde mellem landene samt justeringer i reglerne om EU’s fælles handelspolitik, social- og arbejdsmarkedspolitik, miljøpolitik, bekæmpelse af diskrimination, unionsborgernes frie bevægelighed og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Nice-traktaten styrker muligheden for forstærket samarbejde

Forstærket samarbejde kaldes også for tættere samarbejde eller fleksibilitet. Det betyder, at nogle af EU-landene inden for EU’s rammer kan gå videre med et samarbejde, som ligger ud over EU-samarbejdet, uden at alle EU-lande er med. Nice-traktaten gør det lettere at etablere et forstærket samarbejde. Ifølge Nice-traktaten er de væsentligste ændringer i reglerne for forstærket samarbejde: 

  • Minimum otte lande skal deltage i et forstærket samarbejde.
  • Et EU-land kan ikke som tidligere nedlægge veto og dermed forhindre, at otte øvrige EU-lande går ind i et forstærket samarbejde, medmindre det vedrører EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
  • Det forstærkede samarbejde kan iværksættes på alle områder af EU-samarbejdet, dog ikke vedrørende spørgsmål, der har konsekvenser på det militære område eller forsvarsområdet. 
  • Der kan i begrænset omfang etableres et forstærket samarbejde om EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

EU’s charter om grundlæggende rettigheder

Ud over Nice-traktaten blev EU’s stats- og regeringschefer enige om at vedtage Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder på topmødet i Nice den 7.-10. december 2000. Charteret er en erklæring om de fundamentale rettigheder, som EU’s borgere bør garanteres, eksempelvis ret til livet, ytrings- og informationsfrihed, ret til uddannelse, rimelige arbejdsforhold, god forvaltning m.m.

Charteret har status som et politisk dokument og er ikke juridisk bindende i den forstand, at borgerne i EU kan rejse krav eller anlægge retssager mod EU’s institutioner eller medlemsstater på grundlag af charterets bestemmelser.

I Lissabontraktaten er der en direkte henvisning til Charteret, således at da Lissabontraktaten trådte i kraft blev Charteret en juridisk bindende tekst. 

Denne artikel dækker disse emner:

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: +45 3337 3337
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik