Europaudvalget 2001-02 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 326
Offentligt
1462260_0001.png
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget (2. samling)
(Alm. del - bilag 326)
retlige og indre anliggender ministerråd
(Offentligt)
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
og deres stedfortrædere
Bilag
1
Journalnummer
400.C.2-0
Kontor
EU-sekr.
12. februar 2002
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Justitsministeriets grundnotat om forslag til
rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.
Materialet er ligeledes sendt til Folketingets Retsudvalg.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1462260_0002.png
Kære<DOCUMENT_START> udenrigsminister.
Vedlagt sender jeg et forslag til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe tillige
med et grundnotat om forslaget, idet jeg skal anmode om, at materialet oversendes til Folketingets Europaudvalg.
Det bemærkes, at materialet ligeledes vil blive sendt til Folketingets Retsudvalg.
Med venlig hilsen
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1462260_0003.png
GRUNDNOTAT
om forslag til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.
1. Baggrund
På sit møde i december måned 1998 godkendte Det Europæiske Råd en handlingsplan udarbejdet af Rådet og
Kommissionen med henblik på gennemførelse af Amsterdam-traktatens bestemmelser om et område med frihed, sikkerhed
og retfærdighed. Et af formålene med planen er, at der gennem fælles handling inden for det politimæssige og strafferetlige
samarbejde skal iværksættes en intensiveret indsats for bl.a. at forebygge og bekæmpe organiseret kriminalitet, navnlig
terrorisme, menneskehandel, overgreb mod børn, ulovlig våbenhandel, korruption samt svig.
Målet skal bl.a. nås gennem et tættere samarbejde mellem medlemslandenes politimyndigheder og de retlige myndigheder.
Det fremgår af handlingsplanen, at der inden to år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden bør iværksættes en proces med
henblik på at forenkle procedurerne for gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager.
I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. - 16. oktober 1999 blev rammerne for det fremtidige
arbejde med henblik på gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager fastlagt, jf. konklusionernes pkt. 33, 36 og
37, der har følgende indhold:
"33. En øget gensidig anerkendelse af retsafgørelser og domme vil sammen med den nødvendige indbyrdes
tilnærmelse af lovgivningen kunne lette samarbejdet mellem myndighederne og fremme den retlige beskyttelse
af den enkeltes rettigheder. Det Europæiske Råd støtter derfor princippet om gensidig anerkendelse, der efter
dets mening bør være hjørnestenen i det retlige samarbejde inden fo r EU på både det civilretlige og det
strafferetlige område. Princippet bør gælde for såvel domme som andre afgørelser truffet af retlige
myndigheder."
"36. Princippet om gensidig anerkendelse bør også gælde kendelser, der afsiges under straffesagens forberedelse, især når de
giver de kompetente myndigheder mulighed for hurtigt at sikre bevismateriale og beslaglægge aktiver, der let kan flyttes;
bevismateriale, der på lovlig vis er indsamlet af myndighederne i en medlemsstat, bør kunne fremlægges for domstolene i de
øvrige medlemsstater under hensyn til de dér g&a elig;ldende regler."
"37. Det Europæiske Råd anmoder Rådet og Kommissionen om inden december 2000 at vedtage et program med
foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse. I forbindelse med dette program bør
der også sættes et arbejde i gang med hensyn til et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument og de aspekter af retsplejen, som
det skønnes nødvendigt at vedtage fælles minimumsstandarder for , således at princippet om gensidig anerkendelse lettere
kan gennemføres under overholdelse af medlemsstaternes grundlæggende retsprincipper."
Rådet vedtog den 29. november 2000 i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere et
program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i
straffesager. Pkt. 3.2. i programmet har følgende ordlyd:
"Mål: Sikre inddrivelse af bødestraffe, som en medlemsstat har idømt fysiske eller juridiske personer, i en anden medlemsstat.
Man bør i den forbindelse være opmærksom på bestemmelserne herom i konventionen af 13. november 1991 mellem De
Europæiske Fællesskabers medlemsstater om gennemførelse af udenlandske afgørelser på det strafferetlige område.
Foranstaltning nr. 18: Udarbejdelse af et instrument, der gør det muligt for bopælsstaten at sikre inddrivelse af bødestraffe,
som en fysisk eller juridisk person er blevet idømt i en anden medlemsstat. I dette instrument vil der kunne fastlægges
bestemmelser om automatisk inddrivelse af bøder, der er idømt for lovovertrædelser, eller eventuelt forenklet
godkendelsesprocedure. Instrumentet bør i videst muligt omfang indeholde bes temmelser om den procedure, der skal følges
i tilfælde af manglende betaling. Der skal under drøftelserne tages hensyn til forskellene mellem EU’s medlemsstater for så
vidt angår juridiske personers ansvar."
På denne baggrund har Frankrig, Sverige og Storbritannien fremsat et forslag til en rammeafgørelse om anvendelse af
princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.
Forslaget er offentliggjort i EF-Tidende C 278 af 2. oktober 2001. Forslaget er endvidere forelagt Europa-Parlamentet til
udtalelse.
•
Indhold
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1462260_0004.png
Forslaget, der er udarbejdet med hjemmel i artikel 31, litra a, og artikel 34, stk. 2, litra b, i Traktaten om Den Europæiske
Union (TEU), indebærer, at bødeafgørelser truffet i en medlemsstat (domsstaten) som udgangspunkt skal anerkendes af den
medlemsstat, der skal gennemføre afgørelsen (fuldbyrdelsesstaten), uden yderligere formaliteter og gennemføres omgående
på samme måde, som hvis der havde været tale om en n ational afgørelse. Forslaget bygger på den forenklede procedure for
eksekvatur, som er fastlagt i Rådets forordning af 1. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I – forordningen).
Forslagets artikel 1 indeholder definitioner af de begreber, der anvendes i rammeafgørelsen. En
dom
omfatter en endelig
afgørelse, hvorved en fysisk eller juridisk person pålægges en bøde, hvad enten afgørelsen er truffet af en domstol eller af
administrative myndigheder i forbindelse med overtrædelse af administrative regler, hvis afgørelsen i øvrigt kan indbringes
for en domstol med kompetence i straffesager.
Bødestraf
defineres som en forpligtelse til at betale et fastsat beløb, herunder erstatning til ofre, der pålægges i forbindelse med
en straffesag, og sagsomkostninger. Begrebet omfatter ikke afgørelser om konfiskation eller afgørelser, der kan gennemføres i
medfør af Rådets forordning af 1. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretl ige område (Bruxelles I – forordningen).
Domsstaten
er den medlemsstat, der har afsagt dom om en bødestraf, mens
fuldbyrdelsesstaten
er den medlemsstat, der skal
fuldbyrde dommen (inddrive bøden).
Artikel 2 indebærer, at en dom ledsaget af et certifikat kan sendes til en medlemsstat, hvor den domfældte efter det oplyste
har aktiver, indtægt, opholder sig eller - for juridiske personers vedkommende - har hjemsted. Certifikatet, som er optrykt
som bilag til afgørelsen, skal være underskrevet og dets indhold bekræftet af de kompetente myndigheder i domsstaten.
Afgørelsen kan sendes direkte til de kompetente myndigheder i fuldbyrdelses staten.
Efter artikel 3 skal en dom, der er fremsendt i overensstemmelse med artikel 2, anerkendes af fuldbyrdelsesstatens
kompetente myndigheder uden yderligere formaliteter og gennemføres omgående på samme måde, som hvis der havde været
tale om en national afgørelse.
Formuleringen af bestemmelsen svarer til de relevante bestemmelser i Bruxelles I-forordningen.
Fuldbyrdelsesstaten kan dog afslå anerkendelse og gennemførelse, hvis der i medfør af artikel 4 er grundlag for at afslå
fuldbyrdelsen, jf. nedenfor.
Artikel 4 omhandler de tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten kan afslå fuldbyrdelse. Det gælder for det første i tilfælde, hvor det i
artikel 2 nævnte certifikat ikke er udarbejdet, hvis certifikatet ikke er korrekt udfyldt, eller hvis oplysningerne i certifikatet er
åbenlyst forkerte. Dernæst kan fuldbyrdelsesstaten afslå fuldbyrdelsen, hvis det fastlægges, at den pågældende fysiske eller
juridiske person allere de i fuldbyrdelsesstaten eller i et tredje land, herunder en tredje medlemsstat, er dømt for den samme
forbrydelse, som dommen vedrører, og dommen allerede er fuldbyrdet. Endelig kan fuldbyrdelsesstaten afslå fuldbyrdelsen,
hvis dommen vedrører forhold, der er begået på fuldbyrdelsesstatens eller en anden medlemsstats område, og forholdet ikke
er strafbart efter fuldbyrdelseslandets lovgivning, eller fuldbyrdelsen efter lovgivningen i fuldbyrdelseslandet ikke er mulig på
grund af forældelse.
En beslutning om ikke at fuldbyrde dommen skal træffes snarest muligt og straks meddeles domslandet.
Efter artikel 5 skal den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten om nødvendigt omregne bøden til fuldbyrdelsesstatens
valuta til vekselkursen på det tidspunkt, da bødet blev idømt. Denne omregning vil alene være nødvendig i forhold til de EU-
lande, der ikke har Euroen som national valuta, d.v.s. Danmark, Sverige og Storbritannien.
Artikel 6 indebærer, at det som hovedregel er fuldbyrdelsesstatens regler, der finder anvendelse på fuldbyrdelsen af dommen.
Dette gælder dog ikke bøder, der pålægges en juridisk person, idet fuldbyrdelseslandet er forpligtet til at fuldbyrde dommen,
selv om fuldbyrdelsesstaten ikke kan pålægge juridiske personer strafferetligt ansvar. Det gælder endvidere ikke i tilfælde af
anvendelse af en forvandlingsstraf for bø ;den. Efter artikel 7 kan fuldbyrdelsesstaten således, hvis dommen ikke kan
fuldbyrdes, som alternativ anvende frihedsstraf. Dette gælder imidlertid alene, hvis såvel domslandets som
fuldbyrdelseslandets lovgivning giver mulighed herfor. Hvis der anvendes forvandlingsstraf, må denne straf ikke overstige
den maksimumstraf, der er angivet i det fremsendte certifikat.
Artikel 8 vedrører amnesti, benådning, strafforvandling eller fornyet prøvelse af dommen. Bestemmelsen indebærer, at alene
domsstaten kan træffe afgørelse om benådning eller amnesti. Fuldbyrdelsesstaten kan dog beslutte ikke at fuldbyrde
dommen, hvis der på grund af domfældtes økonomiske forhold, helbred m.v. ikke er udsigt til, at bøden vil kunne inddrives.
Efter artikel 9 skal fuldbyrdelsesstaten straks afslutte fuldbyrdelsen af dommen, hvis der fra domsstaten modtages
underretning om en beslutning eller foranstaltning, der medfører, at dommen ikke længere kan fuldbyrdes.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1462260_0005.png
Artikel 10 medfører, at midlerne fra fuldbyrdelsen tilfalder domsstaten, hvis beløbet dækker erstatning eller
sagsomkostninger, mens midlerne tilfalder fuldbyrdelsesstaten i alle andre tilfælde.
Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten skal efter artikel 11 straks underrette domsstaten, når fuldbyrdelsen er
gennemført, eller når hele eller dele af dommen ikke kan fuldbyrdes.
Efter artikel 12 mister domsstaten retten til at fuldbyrde dommen, når den er fremsendt til fuldbyrdelsesstaten. Domsstaten
overtager på ny retten til at fuldbyrde dommen, hvis fuldbyrdelseslandet afslår at fuldbyrde dommen eller giver underretning
om, at hele eller dele af dommen ikke er fuldbyrdet.
Artikel 13 – 17 vedrører en række praktiske spørgsmål, herunder sprog, omkostninger og ikrafttræden.
•
Dansk ret
Efter § 1 i lov nr. 323 af 4. juni 1986, som ændret ved lov nr. 291 af 24. april 1996 og lov nr. 280 af 25. april 2001, om
international fuldbyrdelse af straf m.v., kan udenlandske afgørelser om straf m.v. fuldbyrdes her i landet og danske afgørelser
om straf m.v. fuldbyrdes i udlandet efter reglerne i loven.
Danmark ratificerede den 3. marts 1971 den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale
retsvirkninger. Efter § 4 i lov om international fuldbyrdelse af straf kan afgørelser, som er omfattet af den europæiske
konvention om straffedommes internationale retsvirkninger, fuldbyrdes efter reglerne i konventionens afsnit II, jf. afsnit I, jf.
herom nedenfor.
I lovens kapitel 4 er der fastsat fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser i Danmark.
Det følger således af § 6, at sager, som skal afgøres af en domstol her i landet, indbringes af anklagemyndigheden for byretten
på det sted, hvor den pågældende bor. I øvrigt gælder i henhold til lovens § 7 retsplejelovens regler om straffesagers
behandling for retten, i det omfang konventionen og love n ikke indeholder modstående regler.
Konventionen om straffedommes internationale retsvirkninger åbner mulighed for, at en straffedom, der er afsagt i ét land,
fuldbyrdes i et andet.
Efter artikel 1 i konventionen defineres en straffedom som enhver endelig afgørelse truffet af en domstol i et land efter en
retsforfølgning i strafferetsplejens former. En lovovertrædelse defineres som handlinger, der omfattes af straffelovgivningen,
samt sådanne lovovertrædelser, der af de kontraherende lande er opregnet i et bilag til konventionen, forudsat at den
domfældte person har mulighed for at få sagen prøvet for en domstol. Den ne type lovovertrædelser er navnlig bestemmelser
om den offentlige orden, der i nogle lande er særskilt reguleret uden for straffelovgivningen.
Som nævnt ovenfor kan afgørelser, som er omfattet af konventionen i medfør af lovens § 4 fuldbyrdes efter reglerne i
konventionens afsnit II (artikel 2 – 52).
Efter artikel 2 i konventionen finder afsnit II bl.a. anvendelse på bødeafgørelser.
Konventionen indebærer, at domslandet kan anmode det land, hvor den domfældte opholder sig, om at overtage
fuldbyrdelsen. Ifølge konventionens artikel 5 kan domslandet dog kun anmode fuldbyrdelseslandet om at overtage
fuldbyrdelsen, hvis domfældte er fast bosiddende i fuldbyrdelseslandet. Domslandet er aldrig forpligtet til at fremsætte en
sådan anmodning. Fuldbyrdelseslandet er derimod som udgangspunkt forpligtet til at overtage fuldbyrdelsen, medmind re der
foreligger en af de afslagsgrunde, som er nævnt i konventionen.
I henhold til artikel 3 i konventionen vil det være en betingelse for at overtage fuldbyrdelsen, at det pådømte forhold også
ville være strafbart, hvis det var blevet begået i fuldbyrdelseslandet (kravet om dobbelt strafbarhed).
Efter artikel 6 har fuldbyrdelseslandet en række muligheder for at afslå fuldbyrdelsen. Bestemmelsen indebærer bl.a., at
fuldbyrdelse kan afslås, hvis:
0. fuldbyrdelsen vil stride mod grundlæggende retsprincipper,
1. den pådømte lovovertrædelse er af politisk karakter,
2. den pågældende handling allerede er genstand for retsforfølgning i fuldbyrdelseslandet,
3. fuldbyrdelseslandet har besluttet at undlade retsforfølgning eller at indstille en allerede påbegyndt retsforfølgning
vedrørende den samme handling,
4. handlingen er begået uden for domslandets territorium,
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1462260_0006.png
5. domfældte var under den kriminelle lavalder på gerningstidspunktet, eller
6. dommen ikke længere kan fuldbyrdes på grund af forældelse.
Efter artikel 10 sker fuldbyrdelsen i henhold til reglerne i fuldbyrdelseslandet, og alene fuldbyrdelsesstaten er kompetent til at
træffe alle vedkommende afgørelser. Dog kan både fuldbyrdelseslandet og domslandet udøve retten til amnesti eller
benådning.
Artikel 42 indebærer, at fuldbyrdelseslandet er bundet af sagens faktiske omstændigheder i det omfang, de er anført i
afgørelsen, eller i det omfang denne forudsætningsvis bygger på dem.
Ifølge artikel 47 skal provenuet af bøder indbetales til statskassen i fuldbyrdelseslandet med respekt af tredjemands
rettigheder.
Efter artikel 48 kan retten i fuldbyrdelseslandet idømme en forvandlingsstraf, der medfører frihedsstraf, for så vidt begge
staters lovgivning indeholder hjemmel hertil, medmindre domslandet udtrykkeligt har begrænset sin anmodning til alene at
gælde inddrivelse af bøden.
For så vidt angår fuldbyrdelse af afgørelser truffet i de øvrige nordiske lande finder lov om samarbejde med Finland, Island,
Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lov nr. 214 af 31. maj 1963 som ændret ved lov nr. 323 af 4. juni
1986 og lov nr. 291 af 24. april 1996 og lov nr. 280 af 25. april 2001, anvendelse.
Efter lovens § 1 kan bødestraf, som er pålagt i Finland, Island, Norge eller Sverige, fuldbyrdes her i landet, ligesom danske
afgørelser om bødestraf efter lovens § 2 kan fuldbyrdes i de øvrige nordiske lande.
For så vidt angår forvandlingsstraf for bøde kan sådanne afgørelser i henhold til § 3, stk. 2, jf. stk. 1, fuldbyrdes her i landet,
hvis den dømte på det tidspunkt, da straffen skal fuldbyrdes, har statsborgerret eller bopæl her i landet.
Fuldbyrdelse finder sted efter begæring fra vedkommende myndighed i Finland, Island, Norge eller Sverige, jf. lovens § 17.
Det er efter § 18 en betingelse for fuldbyrdelse, at afgørelsen kan fuldbyrdes i det land, hvor afgørelsen er truffet.
Efter § 20 sker fuldbyrdelse af bødestraffe i overensstemmelse med dansk ret. Det betyder, at danske regler om benådning,
henstand, afdragsvis betaling, udpantning og eftergivelse finder anvendelse. For så vidt angår forældelse af adgangen til at
fuldbyrde straf gælder alene reglerne i det land, hvor straffen er pålagt.
Ved cirkulære nr. 220 af 16. december 1963, som ændret ved cirkulære nr. 148 af 3. august 1994, er der i tilslutning til loven
fastsat en række supplerende bestemmelser om samarbejde med Finland, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf
m.v.
Efter § 6 i cirkulæret sker inddrivelse her i landet af bøder pålagt i Finland, Island, Norge og Sverige efter begæring fra de
relevante myndigheder i de nævnte lande. Politiet i den politikreds, hvor den pågældende har bopæl eller ophold, afgør, om
begæringen bør imødekommes.
I henhold til cirkulærets § 8 omregnes bødebeløbet til dansk mønt efter køberkursen dagen før politiets beslutning om, at
begæringen skal efterkommes. Inddrivelse af bøder sker i overensstemmelse med de regler, der gælder for inddrivelse af
bøder her i landet. Eftergivelse kan alene bestemmes af Justitsministeriet. Fuldbyrdelse af forvandlingsstraf for bøden må kun
finde sted efter særlig begæring herom.
Efter § 50 i straffeloven tilfalder en bøde statskassen. Dette gælder tillige bøder, der inddrives her i landet på grundlag en
udenlandsk begæring om fuldbyrdelse.
1. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Formålet med forslaget til rammeafgørelse er at gennemføre princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om bødestraf.
Hensigten er, at en bødeafgørelse truffet i ét medlemsland automatisk skal anerkendes og fuldbyrdes på samme måde, som
fuldbyrdelsen af nationale afgørelser om bødestraf.
Der vil efter forslaget til rammeafgørelse alene være begrænsede muligheder for at efterprøve og afslå fuldbyrdelsen af en
afgørelse truffet i et andet medlemsland.
Der findes som nævnt ovenfor allerede danske regler om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om bødestraf.
For så vidt angår afgørelser truffet uden for de nordiske lande giver de danske regler - sammenholdt med bestemmelserne i
konventionen af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger - imidlertid de danske myndigheder en række
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1462260_0007.png
muligheder for at afslå fuldbyrdelsen af en udenlandsk afgørelse om bødestraf. Det er således efter de gældende regler bl.a. et
krav, at det forhold, der ligger til grund for afgørelsen, ligeledes skal være strafbart i fuldbyrdelseslandet, ligesom
fuldbyrdelsen vil kunne afslås, hvis fuldbyrdelsen vil være i strid med grundlæggende retsprincipper.
Derimod vil afgørelser om bødestraf truffet i Finland, Island, Norge og Sverige som udgangspunkt automatisk blive
anerkendt og fuldbyrdet, hvis betingelserne i lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående
fuldbyrdelse af straf m.v. er opfyldt.
Efter det foreliggende forslag til rammeafgørelse vil kravet om dobbelt strafbarhed alene kunne gøres gældende, hvis
domslandet har udøvet eksterritorial strafprocessuel kompetence, d.v.s. hvis de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, er
begået på fuldbyrdelsesstatens eller en tredje medlemsstats område. I dette tilfælde vil det endvidere være muligt at afslå
fuldbyrdelsen, hvis afgørelsen på grund af reglerne om forældelse i fuldbyrdelseslandet ikke kan fuldbyrdes.
Der vil ikke være mulighed for at afslå fuldbyrdelsen under henvisning til grundlæggende retsprincipper.
Gennemførelsen af disse regler vil i givet fald kræve lovændringer i Danmark. Derudover vil forslagets bestemmelser om
reglerne for fuldbyrdelse og om overførelse af midler fra fuldbyrdelsen af udenlandske domme ligeledes give anledning til
lovændringer i Danmark. Det bemærkes i den forbindelse, at forslagets artikel 8 vedrørende bl.a. kompetencen til at træffe
beslutning om benådning - afhængig af bestemmelsens endelige formu lering og rækkevidde - giver anledning til overvejelser i
forhold til grundlovens § 24 om benådning.
For så vidt angår overførelse af midler fra fuldbyrdelsen af udenlandske afgørelser eksisterer der ikke specifikke regler i dansk
ret om overførelse af midler til dækning af sagsomkostninger eller erstatningskrav. Det må imidlertid antages, at beløb, der er
inddrevet til dækning af specifikke erstatningskrav, vil kunne overføres til en erstatningspart i et andet land. En
gennemførelse af artikel 10 i forslaget i den n uværende form vil imidlertid forudsætte, at der i dansk ret gennemføres specifik
regulering af spørgsmålet.
5. Høring
Forslaget er sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer:
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for
Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Roskilde, Domstolsstyrelsen, Rigspolitichefen,
Rigsadvokaten, Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, Politidirektøren i København, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Poli timestre i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen
af beskikkede advokater, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark., Amnesty International, Det Danske Center
for Menneskerettigheder, Dansk Told- og Skatteforbund, Københavns Universitet, og Århus Universitet.