Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere Bilag Journalnummer Kontor 1 400.C.2-0 EUK   31. maj  2005 Under henvisning til Europaudvalgets skrivelse af 19. april 2005, hvori der bl.a. henvises til justitsministerens løfte på Europaudvalgsmødet den 8. april 2005 om at udarbejde en oversigt over, hvilke kategorier af klagesager Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har behandlet inden for de seneste år, vedlægges Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål 8 (alm. del).

2 1.  Kategorier  af  klagesager  ved  Den  Europæiske  Menneskerettighedsdom- stol Klager,  der  indgives  til  Den  Europæiske  Menneskerettighedsdomstol  (herefter ”Domstolen”), afvises eller slettes fra listen over anmeldte klager, hvis det konstate- res, at kriterierne i konventionens artikel 35 for at antage klagen til realitetsbehand- ling ikke er opfyldt, eller at betingelserne i artikel 37 for at slette klagen af listen er til stede. Er dette ikke tilfældet, vurderer et kammer på syv dommere, om klagen skal antages til realitetsbehandling, og tager herefter stilling til klagens grundlag. Kammeret kan bede den stat, som klagen vedrører, om bemærkninger til sagen – det kan både være om bemærkninger til spørgsmålet om realitetsbehandling af sagen (”admissibility”) og om klagens indhold (”merits”). Der anmodes altid om bemærkninger inden en eventuel dom, der statuerer krænkelse. Sager om væsentlige spørgsmål om fortolk- ningen af konventionen eller de dertil knyttede protokoller kan derudover henvises til Storkammeret, hvor 17 dommere træffer afgørelse i sagerne. Til illustration af udviklingen i antallet af indgivne og afviste klager samt antal afsag- te domme ved Domstolen indeholder nedenstående tabel tallene fra 1994 og fra de sidste tre år. 1994 2002 2003 2004 Antal indgivne klager 10.335 34.509 38.810 40.943 Antal    klager    afvist    fra realitetsbehandling/slettet af retslisten 1789 17.868 17.272 20.350 Antal domme 50 844 703 718 Det  bemærkes,  at  Domstolens  sagsbehandlingstid  medfører,  at  indgivne  klager  ikke  nødvendigvis afgøres samme år, de er modtaget, og det er derfor ikke umiddelbart muligt at sammenligne tallene for  indgivne  klager,  afviste/slettede  klager  og  domme  fra  samme  år.  Dommene  vedrører  således typisk klager, der er indgivet et eller flere år før domsafsigelsen. Tabellen  viser,  at  Domstolen  i  2004  modtog  40.943  nye  klager.  Samme  år  blev 20.350 klager afvist fra realitetsbehandling eller slettet af Domstolens  retsliste, og der blev afsagt 718 domme. Af disse 718 domme fandt Domstolen i 589 tilfælde, at mindst en bestemmelse i konventionen med tilhørende protokoller var blevet krænket, mens der i 40 sager ikke fandtes nogen krænkelse, og i 68 sager blev der indgået forlig. De øvrige 21 domme omhandlede bl.a. fastsættelse af erstatning i anledning af tidligere konstate- rede krænkelser af konventionen. Ud af de 718 afsagte domme drejede 398 (dvs. over 55 procent af sagerne) sig om følgende fem sagskategorier: 1)   Længden af retssager (280 domme) 2)   Tyrkiske sikkerhedsdomstoles manglende uafhængighed og upartiskhed 3)   Forsinkede udbetalinger af erstatning for ekspropriation i Tyrkiet

3 4)   Lovbestemt afskæring af  adgang til domstolsprøvelse i forhold til allerede anlagte erstatningssager i Kroatien om skader forårsaget af bl.a. myndighe- derne under borgerkrigen i Kroatien 1)   Manglende bistand fra politi og fogeder med at udsætte lejere i Italien efter misligholdelse af lejeaftaler De lande, der blev afsagt flest domme over, var følgende (tallene i parentes angiver den procentvise andel af samtlige afsagte domme i 2004): 1)   Tyrkiet 171 domme (23,83 procent) 2)   Polen 79 domme (11,00 procent) 3)   Frankrig 75 domme (10,45 procent) 4)   Italien 47 domme (6,55 procent) 5)   Grækenland 40 domme (5,57 procent) Eftersom Domstolen ikke kan nå at behandle lige så mange klager hvert år, som der indbringes for Domstolen om året, skabes der uundgåeligt en sagspukkel. Med det stigende antal indgivne klager vokser sagspuklen støt, selv om Domstolen gør en ihærdig indsats. Det har ført til, at der pr. 1. maj 2005 verserer 80.200 klager ved Domstolen. 2. Danske klagesager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Nedenstående tabel viser udviklingen i de seneste tre år for klager mod Danmark (tallet i parentes angiver antallet af forligte sager ud af det samlede antal domme det pågældende år, idet der også afsiges dom om sletning af en sag fra retslisten, når sagen er forligt). 2002 2003 2004 Antal indgivne klager 128 142 124 Antal    klager    afvist    fra realitetsbehandling/slettet af retslisten 40 65 88 Antal  domme  (heraf  for- ligte sager) 2 (1) 2 3 (1) Det bemærkes, at Domstolens sagsbehandlingstid medfører, at indgivne klager ikke nødvendigvis afgøres samme år, de er modtaget, og det er derfor ikke umiddelbart muligt at sammenligne tallene for  indgivne  klager,  afviste/slettede  klager  og  domme  fra  samme  år.  Dommene  vedrører  således typisk klager, der er indgivet et eller flere år før domsafsigelsen. Hovedparten af de danske klagesager bliver behandlet og afvist af Domstolen, uden at den danske regering bliver bedt om bemærkninger. Justitsministeriet har derfor ikke indsigt i, hvilke spørgsmål disse klagesager vedrører, og det er heller ikke mu- ligt at få nærmere oplysninger herom via Menneskerettighedsdomstolens hjemme- side eller andet offentliggjort materiale. Af de to sager, der i 2002 blev afsagt dom i, drejede den ene sig om lang sagsbe- handlingstid i en straffesag, og denne sag blev forligt (Jensen mod Danmark, dom af 14. februar 2002). Den anden sag omhandlede udvisning ved dom for kriminalitet, hvor den udviste var idømt tre års fængsel for narkotikakriminalitet og udvist efter

4 de dagældende regler i udlændingeloven. Domstolen statuerede krænkelse af retten til  respekt  for  familielivet,  jf.  konventionens  artikel  8,  idet  den  udviste  havde  en herboende kone og børn, som ville få åbenbare og alvorlige vanskeligheder, hvis de skulle følge med den udviste til Iran. Hensynet til familielivet vejede således tungere end hensynet til at forebygge forbrydelse (Amrollahi  mod  Danmark , dom af 11. juli 2002). Den ene af de to domme fra 2003 omhandlede hensynet til journalisters ytringsfri- hed  over  for  hensynet  til  beskyttelse  af  andres  gode  navn  og  rygte,  idet  to  tv- journalister var blevet straffet for at have fremsat ærekrænkende udtalelser mod en navngiven  kriminalinspektør  i  en  tv-udsendelse  (”Politiets  Blinde  Øje”),  hvorved journalisterne mente, at deres ytringsfrihed var blevet krænket. Domstolen vurdere- de, at journalisternes anklager mod kriminalinspektøren korrekt var blevet vurderet som udtalelser om faktiske forhold, som journalisterne ikke havde ført sandhedsbe- vis for, og derfor var det ikke en krænkelse af deres ytringsfrihed efter konventio- nens artikel 10, at de var blevet idømt bøder for at have fremsat ærekrænkende ud- talelser (Pedersen og Baadsgaard mod Danmark, dom af 19. juni 2003). Sagen blev heref- ter  på  begæring  af  journalisterne  indbragt  for  Storkammeret,  der  afsagde  dom  i 2004, jf. nedenfor. Den  anden  dom  fra  2003  omhandlede  politiets  tilbageholdelse  af  en  ældre dame, der havde taget bussen uden at indløse billet og nægtet at oplyse sit navn til billet- kontrolløren, hvorefter politiet var blevet tilkaldt. Da hun heller ikke ville oplyse sit navn til politiet, som hun har pligt til efter retsplejelovens § 750, blev hun anholdt og  anbragt  i  detentionen  natten  over.  Hun  var  sammenlagt  frihedsberøvet  i  13½ time. Domstolen vurderede, at det var uproportionalt at frihedsberøve hende i så lang tid under de givne omstændigheder, og statuerede derfor krænkelse af konven- tionens artikel 5 (Vasileva mod Danmark, dom af 25. september 2003).   Af de tre sager, der i 2004 blev afsagt dom i, omhandlede de to lang sagsbehand- lingstid. Den ene var en civilsag, og klagesagen blev forligt (Petersen mod Danmark, dom af 22. april 2004), mens den anden var en straffesag, hvor Domstolen fandt, at der ikke var sket en krænkelse af retten til en rettergang inden en rimelig frist, jf. konventionens artikel 6 (Pedersen og Pedersen mod Danmark, dom af 14. oktober 2004). Den  sidste  dom  fra  2004  var  Storkammerets  dom  i  den  ovennævnte  sag  om  tv- journalisters ytringsfrihed ved fremsættelsen af ærekrænkende udtalelser. Storkam- meret fandt ligesom kammeret, at der ikke var sket en krænkelse af journalisternes ret til ytringsfrihed (Pedersen og Baadsgaard mod Danmark, dom af 17. december 2004). Derudover kan det oplyses, at der er en række verserende klagesager, hvor Domsto- len har bedt om den danske regerings bemærkninger til klagen. Det drejer sig ud over fire klagesager om lang sagsbehandlingstid om følgende ni klagesager: A. To klagesager om en påstået krænkelse af retten til foreningsfrihed efter konven- tionens artikel 11. Den ene sag drejer sig om en person, der inden ansættelsen som  ferieafløser i et distributionsfirma blev gjort bekendt med, at han skulle være medlem af en bestemt fagforening, som arbejdsgiveren havde en eksklusivaftale med, og da han efter an-

5 sættelsen nægtede at melde sig ind i denne fagforening, blev han fyret. Højesteret fandt ved dom af 8. juni 1999, at afskedigelsen var lovlig efter foreningsfrihedslo- vens § 2, stk. 2, idet han ved ansættelsen var bekendt med, at medlemskab af fag- foreningen var en betingelse for hans beskæftigelse. Den anden sag drejer sig om en person, der har klaget over, at han for at være ansat hos et bestemt gartneri skal være medlem af en bestemt fagforening på grund af en eksklusivaftale. Han havde meldt sig ind i fagforeningen for at kunne få dette arbej- de, selv om han ikke ønskede at være medlem af den, og på tidspunktet for klagens indgivelse var han stadig medlem og havde stadig det pågældende arbejde. De to sager, som Menneskerettighedsdomstolen har antaget til realitetsbehandling, behandles samlet, og der er berammet mundtlig domsforhandling ved Storkamme- ret den 22. juni 2005. B. En klagesag om varetægtsfængsling i isolation, hvor det et stykke tid efter endt varetægtsfængsling  blev  konstateret,  at  den  pågældende  på  grund  af  isolationen havde  udviklet  en  psykisk  sygdom.  Han  har  derfor  klaget  over,  at konventionens artikel 3 om forbud mod at udsætte nogen for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf er blevet krænket. C. En klagesag om anvendelse af vidnetvangsmidler over for en psykiater, der næg- tede at oplyse navnene på nogle klienter, selv om han i et læserbrev havde skrevet om, at de havde fortalt ham, hvordan de var blevet udsat for systematiske, voldelige overgreb fra politiets side. Han var af Højesteret blevet pålagt at oplyse navnene på disse  patienter  til  anklagemyndigheden  med  henblik  på,  at  statsadvokaten  kunne efterforske de påståede strafbare forhold begået af politiet. Han klagede over, at det var en krænkelse af hans ret til privatliv efter artikel 8 og ytringsfrihed efter artikel 10,  samt  af  selvinkrimineringsforbuddet  i  artikel  6,  at  de  danske  domstole  havde anvendt retsplejelovens vidnetvangsmidler mod ham for at få ham til at afgive de oplysninger, Højesteret havde pålagt ham at give. D. En klagesag om en tyrkisk mand, der blev idømt tre års fængsel og udvist ved dom for seksuelle overgreb på sin mindreårige datter, og som klager over, at udvis- ningen er en krænkelse af hans ret til familieliv med hans herboende børn. E. En klagesag om et dødsbo, der har klaget over, at Højesteret tillod opgravningen af liget med henblik på at tage dna-prøver til brug for en verserende faderskabssag. Dødsboet klager over, at dette er et indgreb i privatlivet, som der ikke er klar lov- hjemmel til, hvorfor det er en krænkelse af konventionens artikel 8. F. En klagesag om en indisk statsborger, der er blevet meddelt afslag på opholdstil- ladelse i Danmark, hvor hendes mand, der også er indisk statsborger, bor. Manden er ikke flygtning og har ligesom klageren både forældre og søskende i Indien, og parret opfylder ikke tilknytningskravet for ægtefællesammenføring. Klageren mener, at  afslaget  er  en  krænkelse  af  hendes  ret  til  respekt  for  privatliv  og  familieliv,  jf. konventionens artikel 8. G. En klagesag om tre Greenpeace-aktivister, der er idømt bøde for at være trængt ind på forsvarsområdet ved Thule Air Base i Grønland uden tilladelse. De klager

6 bl.a. over, at den bekendtgørelse, de er blevet dømt for at have overtrådt, er udstedt med hjemmel i hidtil gældende praksis og derfor tilsyneladende ikke har lovhjem- mel. H. En klagesag om afslag på opholdstilladelse til en kvinde fra Filippinerne, hvis herboende danske mand ikke opfyldte forsørgelseskravet i reglerne om ægtefælle- sammenføring, hvorfor klager fandt, at deres ret til respekt for familieliv var kræn- ket. Det bemærkes, at den pågældende kvinde i mellemtiden er blevet meddelt op- holdstilladelse, idet Integrationsministeriet efter at have modtaget yderligere oplys- ninger vedrørende ægtemandens helbredsforhold efter en samlet vurdering af sagen har fundet, at særlige grunde taler for at fravige kravene i udlændingelovens § 9, stk. 3-6, herunder kravet om godtgørelse af forsørgelsesevne.     3. Udvalgte eksempler på klagesager, hvor der er statueret krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, selv om klagen efter Justitsmi- nisteriets opfattelse ikke burde have været anset for omfattet af konventionen Flemming Petersen mod Danmark, Kommissionens afgørelse af 14. september 1998. I denne sag antog (den nu nedlagte) Menneskerettighedskommission, at parkerings- afgifter, der pålægges efter færdselslovens § 121, er omfattet af konventionens straf- fesagsbegreb i artikel 6, stk. 1, uanset at de efter dansk ret ikke anses for strafferetli- ge sanktioner, og herunder ikke er forbundet med forvandlingsstraf eller registre- ring i kriminalregisteret, men efter lovforarbejderne har karakter af en afgift for en for langvarig brug af offentligt areal. Kommissionen fandt, at afgifterne måtte anses for en sanktion mod en forbudt og uønsket adfærd og derfor havde et ”afskræk- kende  og  straffende”  formål.  Behandlingen  af  sager  om  parkeringsafgifter  skulle derfor ske i overensstemmelse med de krav, der stilles i artikel 6, stk. 1, til behand- lingen  af  straffesager.  Sagen  blev  forligt  for  Menneskerettighedsdomstolen,  som derfor ikke havde lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet. Burghartz  mod  Schweiz,  dom af 24. januar 1994. I denne sag klagede en schweizisk mand over, at han ikke kunne få lov til at tage sin kones efternavn, hvilket ikke var muligt i Schweiz, hvor et ægtepar efter schweizisk navnetradition fik mandens ef- ternavn  –  dog  således  at  hustruen  også  kunne  beholde  sit  eget  og  dermed  få  et dobbelt efternavn. Domstolen fandt, at dette forhold var omfattet af konventionen, og at der var sket en krænkelse af artikel 14 sammenholdt med artikel 8 (om retten til respekt for familielivet og privatlivet). VgT Verein gegen Tierfabriken mod Schweiz, dom af 28. juni 2001. Denne sag omhand- lede en tv-reklame fra en dyreværnsorganisation, som et tv-selskab afviste at sende, fordi  den  blev  vurderet  til  at  være  en  politisk  reklame  omfattet  af  et  lovbestemt forbud mod at sende politiske reklamer i tv. De nationale domstole fandt, at rekla- men  havde  en  klar  politisk  karakter  og  derfor  med  rette  var  blevet  afvist  af  tv- selskabet. Menneskerettighedsdomstolen fandt derimod, at afvisningen af reklamen var en krænkelse af ytringsfriheden efter artikel 10, uanset at de schweiziske lovgi- vere havde bestemt, at det skulle være forbudt at vise politiske reklamer i tv. Hatton m.fl. mod Storbritannien, dom af 2. oktober 2001. En række personer, der boe- de i nærheden af lufthavnen i Heathrow, havde klaget over, at et øget antal natlige flyvninger gjorde det svært for dem at sove om natten, hvorved deres ret til privat-

7 liv  og  hjem  var  krænket.  Menneskerettighedsdomstolen  lagde  vægt  på,  at  der  var indtrådt en stigning i det natlige støjniveau ved lufthavnen som følge af en ændring af de offentligt fastsatte grænser herfor. I den forbindelse fandtes myndighederne ikke at have truffet de nødvendige foranstaltninger til at beskytte klagernes forhold, idet der hverken var foretaget nogen egentlig vurdering af virkningen af støjgenerne eller af de økonomiske fordele ved den øgede beflyvning. Derfor var der på trods af statens skønsmargin ikke opnået en rimelig balance mellem hensynet til samfundets økonomiske interesser og klagernes ret til respekt for hjem og privatliv. Fem ud af syv dommere fandt således, at artikel 8 i konventionen var blevet krænket. Sagen blev derefter indbragt for Storkammeret, hvor 12 ud af 17 dommere imidlertid nåe- de til det modsatte resultat. Disse dommere fandt, at en stat har en vid skønsmar- gin, når der foreligger politiske spørgsmål af generel karakter. Den britiske regering havde fastsat kvoter for, hvor meget nattestøj Heathrow lufthavn måtte forårsage. Denne regulering var af generel karakter og berørte ikke kun klagerne. Regeringen havde endvidere gennemført undersøgelser af støjens omfang og dens søvnforstyr- rende  virkning  i  de  berørte  områder.  Desuden  tog  regeringen  med  regelmæssige mellemrum spørgsmålet om, hvordan man konkret skulle regulere omfanget af nat- lige  flyvninger  op  til  overvejelse.  Under  disse  omstændigheder  fandt  et  flertal  af dommerne i Storkammeret, at staten ikke havde overskredet sin skønsmargin. Selv om  sagen  endte  med,  at  der  ikke  blev  statueret  krænkelse  af  konventionen,  viser sagen,  at  Menneskerettighedsdomstolen  i  første  omgang  fandt,  at  der  forelå  en krænkelse af konventionens artikel 8. Sahin mod Tyskland, dom af 11. oktober 2001. I denne sag havde faderen til et barn født uden for ægteskab fået afslag på samvær med barnet ved de tyske domstole og klagede  herefter  til  Menneskerettighedsdomstolen  over,  at  hans  ret  til  respekt  for familieliv var krænket. Den tyske appeldomstol havde afhørt adskillige vidner, her- under faderen, moderen og en ekspert i psykologi, der havde talt med både foræl- drene  og  barnet  i  flere  omgange. Eksperten  forklarede  bl.a.,  at  det  kunne  belaste barnet psykisk, hvis det skulle afhøres i retten. Barnet var 3 år og 10 måneder gam- melt, da ankesagen begyndte. På den baggrund traf den tyske appeldomstol afgørel- se i sagen uden at afhøre barnet. Fem ud af syv dommere ved Menneskerettigheds- domstolen fandt, at den tyske stat ikke havde holdt sig inden for den begrænsede skønsmargin, som Domstolen ville tillægge staterne ved afvejningen af hensynet til barnets bedste over for hensynet til forældrene. Der var således sket en krænkelse af faderens ret til respekt for sit familieliv efter konventionens artikel 8, fordi den ty- ske appeldomstol ikke selv direkte havde spurgt barnet, om hun ville have samvær med faderen. Sagen blev dog indbragt for Storkammeret, hvor 17 af Menneskeret- tighedsdomstolens dommere havde lejlighed til at vurdere sagen. De afsagde dom den 8. juli 2003, og med stemmerne 12 mod 5 nåede de frem til, at man ikke kan stille et generelt krav om, at domstolene altid skal afhøre børnene i samværssager uanset børnenes alder og modenhed. I den konkrete sag var det således helt accep- tabelt og lå inden for rammerne af statens skønsmargin, at det lille barn ikke var blevet afhørt i retten. Selv om sagen endte med, at der ikke blev statueret krænkelse af  konventionen,  viser  sagen,  at  Menneskerettighedsdomstolen  i  første  omgang fandt, at der forelå en krænkelse af konventionens artikel 8. 4.  Udvalgte  eksempler  på  klagesager,  hvor  Domstolen  ikke  har  statueret krænkelse under henvisning til medlemsstaternes skønsmargin

8 Chapman mod Storbritannien, dom af 18. januar 2001. Sigøjneren Sally Chapman købte i 1985 et jordareal, som hun anbragte sin campingvogn på uden først at have opnå- et en byggetilladelse, og her boede hun med sin mand og sin gamle far. Hun blev efterfølgende  nægtet  tilladelse  til  at  opstille  campingvognen  på  grunden  og  til  at bygge en bungalow på grunden, fordi hendes jordareal lå i et område, der i henhold til  den  relevante  planlovgivning  var  udlagt  som  grønt  område.  Chapman  klagede bl.a.  over,  at  planlovgivningen  krænkede  hendes  ret  til  respekt  for  hendes  hjem, privatliv og familieliv. Domstolen fandt, at hendes besiddelse af campingvognen var en integreret del af hendes etniske identitet som sigøjner, og at beslutningerne om afslag på tilladelser i henhold til planlovgivningen udgjorde et indgreb i hendes ret til privat- og familieliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Indgrebet blev herefter vurderet i forhold til artikel 8, stk. 2, og Domstolen fandt, at det var »i overens- stemmelse med loven« og forfulgte det lovlige formål at beskytte »andres rettighe- der« gennem bevarelse af miljøet. Domstolen udtalte herefter, at de nationale myn- digheder uundgåeligt har en bred skønsmargen i sådanne sager, fordi de via deres direkte og kontinuerlige kontakt med de lokale forhold har langt bedre forudsæt- ninger for at træffe beslutninger vedrørende planlovsmæssige overvejelser i tilknyt- ning til et bestemt område. Bygningsinspektørerne havde således konstateret tungt- vejende miljømæssige indsigelser mod Chapmans brug af landarealerne, som opve- jede hendes individuelle interesser. Domstolen fremhævede endvidere, at sigøjnere havde lov til at campere på enhver campingplads, hvortil der var udstedt en bygge- tilladelse,  så  der  var  formentlig  tilgængelige  alternativer,  selv  om  antallet  af  cam- pingpladser  var  mindre  end  det  registrerede  antal  sigøjnere  i  landet.  Domstolen fandt, at artikel 8 ikke kunne fortolkes således, at den pålægger staterne en pligt til at stille et tilstrækkeligt antal passende pladser til rådighed for sigøjnerne. Artikel 8 indebærer ikke en ret til at blive forsynet med et hjem, og afgørelsen af, hvorvidt staterne skal tilvejebringe midler til at sikre, at alle har et hjem, er en politisk og ikke en retlig beslutning. På den baggrund fastslog Domstolen (med stemmerne 10 mod 7), at der ikke var sket nogen krænkelse. Odiévre mod Frankrig, dom af 13. februar 2003. Sagen handlede om, hvorvidt et barn, der var blevet bortadopteret frivilligt umiddelbart efter fødslen, havde ret til at få aktindsigt  i  dokumenter,  der  kunne  oplyse  moderens  identitet,  selv  om  moderen ved  bortadoptionen  havde  anmodet  om  anonymitet.  De  franske  regler  gav  ikke mulighed for at få adgang til disse dokumenter. Det bortadopterede barn klagede derfor over, at retten til respekt for barnets privatliv herved blev krænket. Menne- skerettighedsdomstolen  fandt  med  stemmerne  10  mod  7,  at  der  ikke  var  sket  en krænkelse  af  artikel  8  om  ret  til  respekt  for  privatlivet,  fordi  staterne  har  en  vis skønsmargin, når de skal foretage den vanskelige afvejning af modstående hensyn: Hensynet til moderens privatliv over for hensynet til privatlivet hos det bortadopte- rede barn og tredjemand som f.eks.  adoptivforældrene. Det blev således overladt til Frankrig selv at foretage denne afvejning. I den forbindelse tillagde Domstolen det betydelig vægt, at der ikke var en fælles europæisk tilgang til spørgsmålet. Vo mod Frankrig, dom af 8. juli 2004. I denne sag skulle en vietnamesisk kvinde have foretaget  en  rutinemæssig  undersøgelse  i  forbindelse  med  hendes  graviditet.  På samme hospital skulle en anden vietnamesisk kvinde med samme efternavn samme dag have fjernet en spiral. Da en læge kaldte ”fru Vo” ind, gik klageren derind, og uden  at  foretage  en  klinisk  undersøgelse  af  hende  først,  gik  lægen  i  gang  med  at prøve at fjerne den ikke-eksisterende spiral, hvorved han punkterede fosterhinden

9 med et voldsomt tab af fostervand til følge. Da det tabte fostervand ikke blev er- stattet af nyt, måtte klageren efter nogle dage gennemgå en abort. Klager anmeldte herefter lægen for uagtsomt manddrab på fosteret, men han blev frifundet i tredje instans, idet hans handling ikke syntes omfattet af definitionen i den franske straffe- lovsbestemmelse  om  uagtsomt  manddrab.  Efter  konventionens  artikel  2  skal  ”et- hvert menneskes ret til livet” beskyttes ved lov. Ved vurderingen af, om et foster er en person og derfor omfattet af begrebet ”ethvert menneske”, udtalte Domstolen, at  spørgsmålet  om,  hvornår  retten  til  liv  begynder,  falder  ind  under  staternes skønsmargin, og der er ikke skabt klarhed omkring dette spørgsmål – hverken i den enkelte medlemsstats lovgivning eller på fælles europæisk plan. Sådan som den poli- tiske  og  etiske  holdning  i  medlemsstaterne  ser  ud,  fandt  Domstolen  det  ikke  på nuværende tidspunkt ønskeligt og ej heller muligt at besvare spørgsmålet abstrakt. Domstolen  foretog  i  stedet  en  hypotetisk  vurdering  af,  om  artikel  2  var  blevet krænket, hvis bestemmelsen havde fundet anvendelse. Da klagerens abort skyldtes en uagtsom handling, var det ifølge Domstolen tilstrækkeligt til at opfylde statens positive forpligtelser efter artikel 2, at klageren havde adgang til at anlægge et civilt erstatningssøgsmål. Det udgjorde derfor ikke en krænkelse af konventionens artikel 2 om retten til liv, at en fransk læge ikke kunne holdes strafferetligt ansvarlig for at have forårsaget et fosters død.”