Europaudvalget 2005-06, Finansudvalget 2005-06
EUU Alm.del Bilag 396, FIU Alm.del Bilag 202
Offentligt
303090_0001.png
4. september 2006
6.kt.
Orientering om dagsordenen til uformelt økonomi- og
finansministermøde den 8.-9. september 2006 i Helsinki
På det uformelle økonomi- og finansministermøde den 8.-9. september 2006
ventes følgende punkter behandlet:
1. Energi
Der ventes en drøftelse af de økonomiske og finansielle aspekter af energi,
herunder bl.a. betydningen af stigende oliepriser for økonomisk vækst,
fremme af investeringer i energi og forbedret markedstransparens,
instrumenter til fremme af en holdbar energipolitik, styrkelse af EU’s indre
marked for energi samt øget dialog med olieproducerende lande.
2. Rådets (ECOFIN) arbejdsmetoder
Der ventes som opfølgning på uformelt økonomi- og finansministermøde den
7.-8. april 2006 i Wien en drøftelse af ideer til tilpasning af ECOFIN’s
arbejdsmetoder.
3. Global konkurrence, innovation og produktivitet
Der ventes en fortsættelse af drøftelserne fra de to foregående uformelle
økonomi- og finansministermøder om håndtering af globaliseringens
udfordringer. Drøftelsen ventes bl.a. at fokusere på det finansielle markeds
funktion, herunder betydningen af risikovillig kapital for innovation.
4. Den økonomiske situation og finansiel stabilitet
Der ventes en drøftelse af den seneste internationale økonomiske udvikling
samt en status for den finansielle stabilitet i EU med fokus på finansiel
krisestyring. Endvidere ventes punktet bl.a. at inkludere forberedelsen af en
fælles EU-udtalelse i forbindelse med IMF’s årsmøde i Singapore i september
2006.
Derudover er der lagt op til en morgenmadsdrøftelse relateret til proceduren for
uforholdsmæssigt store underskud for Tyskland.
Ministrene ventes at have en foreløbig drøftelse af opfølgningen på Rådets pålæg
(Traktatens artikel 104.9) til Tyskland af 14. marts 2006. Kommissionen vurderer i
en meddelelse, at fuld gennemførelse af de tyske tiltag vil sikre et underskud på
under 3 pct. af BNP i 2007, og at den strukturelle budgetforbedring vil være
mindre end – men tæt på – de anbefalede 1 pct. af BNP samlet i 2006-2007, samt
at der aktuelt ikke er behov for yderligere skridt i proceduren. Alle lande forventes
at dele Kommissionens vurdering. Opfølgningen på Tysklands pålæg ventes sat på
dagsordenen for et kommende rådsmøde.