Europaudvalget 2005-06
2685 - landbrug og fiskeri Bilag 6
Offentligt
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
og deres stedfortrædere
Bilag
1
Journalnummer
400.C.2-0
Kontor
EUK
13. oktober 2005
Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 14. oktober 2005 –
dagsordenspunkt rådsmøde (landbrug og fiskeri) den 24.-25. oktober 2005 –
vedlægges Fødevareministeriets supplerende notat vedrørende dagsordens-
punkt 19.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
210391_0002.png
2
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
2.1. Kontoret for europapolitik og internationale relationer
12. oktober 2005
FVM 303
SUPPLERENDE SAMLENOTAT
Rådsmøde (landbrug og fiskeri) den 24. – 25. oktober 2005
19.
(Evt.) WTO-forhandlingerne – landbrug.
KOM-dokument foreligger ikke
Status
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
210391_0003.png
3
SUPPLERENDE NOTAT OM RÅDSMØDE (LANDBRUG OG
FISKERI)
den 24. – 25. oktober 2005
19. (Evt.) WTO-forhandlingerne - landbrug.
KOM dokument foreligger ikke
Revideret genoptryk af supplerende aktuelt notat af 5. oktober 2004. Ændringer er markeret i
marginen
Resumé
Kommissionen forventes at give en redegørelse for status for forhandlingerne under Doha
Udviklingsrunden i forhold til landbrugsområdet. Der føres meget intense forhandlinger i formelt
og især uformelt regi blandt nøglelande på grundlag af konkrete udspil. En række EU-lande har
i en fælles henvendelse til Kommissionen advaret imod omfattende koncessioner og mindet om det af
Rådet afgivne forhandlingsmandat
Baggrund
Det forventes, at Kommissionen på det kommende rådsmøde (landbrug og fiskeri)
den 24.-25. 2005 vil give en statusredegørelse for handelsforhandlinger under Doha
Udviklingsrunden i forhold til landbrugsområdet.
Nærhedsprincippet
Der er ikke redegjort for nærhedsprincippet, idet der alene er tale om en
statusredegørelse.
Formål og indhold
WTO-forhandlingerne om landbrug blev i henhold til artikel 20 i landbrugsaftalen
fra Uruguay-Runden indledt i 2000. På WTO-ministerkonferencen i Doha i
november 2001 blev retningslinjer for de fortsatte forhandlinger fastlagt. Doha-
beslutningens køreplan for landbrugsforhandlingerne kunne imidlertid ikke
overholdes, og på WTO-ministerkonferencen i Cancún i september 2003
vurderede formanden for konferencen, at kløften mellem de udmeldte positioner
var meget stor. Forhandlinger på landbrugsområdet blev derfor ikke indledt, inden
de samlede forhandlinger blev afbrudt.
Den 1. august 2004 lykkedes det for repræsentanter fra de 147 medlemslande i
WTO’s generelle råd at enes om et kompromis om rammerne for de videre
forhandlinger. Kompromisset har form af en rammeaftale, som skal udfyldes med
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
210391_0004.png
4
detaljerede bestemmelser inden næste ministerkonference i Hong Kong i december
2005.
Landbrugsafsnittet i rammeaftalen (annex A) er præget af overordnede
målsætninger for nye forpligtelser inden for landbrugsforhandlingernes tre
hovedområder (intern støtte, eksportstøtte og markedsadgang), men er ikke konkret
med hensyn til den nærmere udmøntning. Såvel overordnet som i forhold til hver
af hovedområderne peger rammeaftalen også på de særlige hensyn (Special and
Differential Treatment, SDT), der skal tages til udviklingslande - herunder især de
mindst udviklede og fødevareimport-afhængige udviklingslande. Under emner af
interesse hvorom, der ikke er opnået enighed nævner rammeaftalen også
geografiske indikationer (GI).
Med henblik på forhandlingsmøder i Zürich og Geneve 10-12. oktober 2005 blandt
varierende kredse af nøglemedlemmer fremsatte såvel EU som USA
forhandlingsudspil, der dækkede centrale emner på de tre hovedområder - intern
støtte, eksportstøtte og markedsadgang. Udspillet fra EU kan resumeres som følger
- idet dog skal bemærkes, at justeringer i udspillet må forudses:
- Markedsadgang
Med afsæt i G20 landegruppens model foreslår EU fire bånd til inddeling af
toldsatser og et toldloft på 100%. Progressivitet i toldreduktionen opnås ved, at
toldlinier, der falder i lavere bånd reduceres med en lavere sats og toldlinier i højere
bånd med en højere sats. Øverste bånd foreslås at omfatte told >90% og en dertil
hørende toldreduktion på 50%. Vedrørende følsomme produkter foreslår
Kommissionen, at 8% af et lands toldlinier kan betegnes som følsomme.
Reduktionen heri følger toldbåndene og udgør 20% i båndet over 90%. For
udviklingslande foreslås fordelagtig behandling ved afgrænsning af båndene (øget
med 1/3) og toldreduktionerne (reduceret med 2/3).
- Eksportstøtte
EU anfører i sit udspil, at slutdatoen for udfasning er et led i en samlet aftale
baseret på parallelisme, dvs. samtidig udfasning af tilsvarende ordninger hos andre
lande, som for eksempel USA’s eksportkreditter. Endvidere lægges op til ”front-
loading”, dvs. en mærkbar grad af udfasning umiddelbart fra en ny aftales
ikrafttræden.
- Intern støtte
I rammeaftalen lægges op til progressivitet, således at medlemmer med et højt
niveau af handelsforvridende intern støtte reducerer mest. EU foreslår etablering af
tre bånd med EU i det højeste, hvilket skal indebære 70% reduktion i de gældende
lofter for Gul Boks/AMS støtte (den mest handelsforvridende interne støtte). Den
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
210391_0005.png
5
såkaldte
de minimis
støtte (handelsforvridende støtte, som under den nuværende
WTO-aftale er begrænset til 5% af produktionsværdien) foreslås nedbragt til ca.
1,7%. For Blå Boks (handelsforvridende intern støtte men med
produktionsbegrænsende sigte) kan EU eventuelt acceptere reduktion i det loft på
5%, der lægges op til i rammeaftalen. Ligeledes i Blå Boks foreslås indførelse af
produktspecifikke lofter.
- Andre emner
EU lægger endelig op til etablering af et system for registrering af Geografiske
Indikationer (GI) og understreger betydningen af parallelle fremskridt i
forhandlinger om markedsadgang for øvrige produkter (NAMA – Non Agricultural
Market Access) og tjenesteydelser.
Udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig.
Konsekvenser
Kommissionens statusredegørelse har ingen konsekvenser.
Høring
Sagen har tidligere været forelagt §2-udvalget (landbrug).
Danmarks Naturfredningsforening anførte på mødet i §2-udvalget (Landbrug) den
9. juni 2004 vedrørende WTO, at man gerne så et udspil fra EU’s side med en fast
dato for afviklingen af eksportrestitutioner. Danmarks Naturfredningsforening
henviste til udmeldingen fra britisk side om en afvikling af eksportrestitutioner
inden 2010. Det ville endvidere være nødvendigt at indgå i forhandlinger om en
væsentlig reduktion eller afskaffelse af støtten under blå boks. For så vidt angik
støtte under grøn boks var det vigtigt at se på omfanget samt den nærmere
definition af støtten. Markedsadgang var ligeledes et af de punkter, hvor EU ville
være nødt til at bevæge sig. Det var generelt vigtigt, at EU sikrede fremdrift i
forhandlingerne.
Landbrugsraadet har i høringssvar af 7. oktober 2004 udtalt sin støtte til den
nuværende forhandlingsproces med udgangspunkt i rammeaftalen. Det gælder især
vedrørende intern støtte, medens Landbrugsraadet i forhold til eksportstøtte ønsker
strammere vilkår for parallelitet, en forenkling af bindingerne på ekportrestitutioner
og 2015 som tidligste frist for fuld afvikling af eksportstøtte. Med hensyn til
markedsadgang argumenterer rådet for en beskyttelse, der modsvarer omkostninger
ved særkrav i EU. Med hensyn til markedsadgang anbefales vedrørende toldkvoter
bedre forvaltning og reduceret told inden for kvoterne frem for udvidelse af disse. I
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
210391_0006.png
6
forhold til udviklingslandene anbefaler Landbrugsraadet en målrettet
differentiering, og Geografiske Indikationer ønskes holdt ude af forhandlingerne.
FødevareIndustrien har i høringssvar af 7. oktober 2004 og 19. november 2004
anerkendt rammeaftalen som et godt grundlag for et balanceret og fremadrettet
forhandlingsresultat. FødevareIndustrien peger på erhvervets offensive interesser
som begrundelse for, at man støtter en progressiv linie i forhold til
landbrugsforhandlingerne. Det gælder vedrørende intern støtte, hvor
FødevareIndustrien gerne ser reformer/afkobling, der kan fremme snarlig og
parallel afvikling af eksportstøtte, og især kan muliggøre mindre toldbeskyttelse.
FødevareIndustrien peger i den forbindelse på øget behov blandt medlemmerne for
at kunne importere og forarbejde råvarer fra tredjelande, dvs. behov for bedre
gensidig markedsadgang. I forhold til særlige vilkår for u-lande anbefaler
FødevareIndustrien klarere kriterier for hvilke lande, der begunstiges og en
sektorvurdering af markedsvirkninger af begunstigelser. FødevareIndustrien advarer
endvidere imod, at Geografiske Indikationer (GI) gøres til et kardinalpunkt til
eventuel skade for landbrugsforhandlingerne.
Verdensnaturfonden (WWF) har i høringssvar af 19. november 2004 fremhævet
betydningen af regelbunden international samhandel som redskab til opnåelse af
bæredygtig udvikling. WWF understreger prioriteringen af udviklingslandenes
interesser med henvisning til den betydning landbrugssektoren spiller for
fødevaresikkerhed og økonomisk udvikling. Konkret vægter WWF en snarlig og
samtidig udfasning af forskellige former for eksportstøtte. Endvidere anbefaler
WWF skrappere kriterier for Grøn Boks med særlig vægt på miljø, dyrevelfærd og
landdistriktsudvikling, og at den afkoblede støtte fra EU’s landbrugsreform ikke
omfattes af Grøn Boks. Endelig foreslår WWF vedrørende markedsadgang, at
udpegning af følsomme produkter alene skal tage sigte på varetagelse af miljø,
natur og udvikling af marginaliserede landdistrikter i EU.
På mødet i §2-udvalget (landbrug) den 12. oktober 2005 bekræftede
Landbrugsraadet sin holdning og tilføjede, at det var væsentligt at sikre, at der bliver
bakket op om den linie, der var udstukket af landbrugskommissæren. Endvidere
fandt rådet det væsentligt at sikre, at Kommissionen kan gå til forhandlingerne i
Hong Kong i december 2005 med et åbent forhandlingsmandat, idet der i sidste
ende ville være tale om et kompromisforslag. Danmarks Naturfredningsforening
tilføjede på mødet i §2-udvalget (landbrug) den 12. oktober 2005, for så vidt angik
de følsomme produkter, at man var betænkelig ved, om man, i lighed med hvad der
var sket på miljøområdet, ville ende med en meget lang liste over varer, som
medlemsstaterne anså for følsomme.
Regeringens foreløbige generelle holdning
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
210391_0007.png
7
Fra dansk side henholder man sig til Folketingets vedtagelser af bl.a. 10. juni 2004
(V39 under F14) samt det forhandlingsoplæg om WTO, som Folketingets
Europaudvalget tiltrådte den 7. oktober 1999.
Endvidere vil man fra dansk side bekræfte, at grundlaget for EU's videre
forhandlinger i WTO er det forhandlingsmandat, Rådet vedtog i oktober 1999 og
bekræftede i senere konklusioner herunder forud for Doha, Ministererklæringen i
november 2001.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Foranstaltet af Frankrig har 13 EU-lande i et fælles memorandum af 7. oktober
2005 overfor landbrugskommissæren udtrykt bekymring ved EU’s
forhandlingslinie. Der peges specielt på omfanget af de indrømmelser, som EU
tilbyder, og i den forbindelse behovet for en balanceret aftale, der kan rummes
inden for 2003-reformen. Særligt fremhæves koncessioner på markedsadgang, risiko
for utilstrækkelig parallelisme under eksportstøtte og manglende fremskridt
vedrørende Geografiske Indikationer. Endvidere understreges betydningen af fyldig
orientering til medlemslandene. Der er ikke rettet henvendelse til Danmark om
medunderskrivelse af det nævnte memorandum.
Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har været forelagt Folketingets Europaudvalg den 15. oktober 2004 og 18.
juni 2004, jf. aktuelt notat af 7. oktober 2004 og 10. juni 2004 forud for
rådsmøderne (landbrug og fiskeri) den 18. oktober 2004 og 21.-22. juni 2004.
Harbinsons udspil til modaliteter på landbrugsområdet har været forelagt
Folketingets Europaudvalg den 18. juli 2003, jf. aktuelt af 11. juli 2003, den 3. april
2003, 14. marts 2003 og 18. februar 2003, jf. aktuelt notat af 28. marts 2003, 7.
marts 2003 og 18. februar 2003. EU´s forslag til modaliteter i forhandlingerne i
WTO på landbrugsområdet blev forelagt Folketingets Europaudvalg den 24. januar
2003, jf. aktuelt notat af 17. januar 2003. Sagen har endelig været forelagt
Folketingets Europaudvalg til forhandlingsoplæg den 7. oktober 1999 i forbindelse
med rådsmødet (generelle anliggender) den 11.-12. oktober 1999.
Notaterne er ligeledes fremsendt til Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrugs
og Fiskeri.