Jeg synes da, det er et relevant spørgsmål. Derfor har hr. Morten Messerschmidt jo også rejst det over for justitsministeren og ønsker også at få en debat i salen på baggrund af et beslutningsforslag, så det er da klart, at det er en væsentlig drøftelse, men jeg vil godt sige, at jeg ikke er enig i hr. Messerschmidts præmis om, at EF-Domstolen fører politik frem for jura.
Man skal huske på, EF-Domstolen har til opgave at værne om lov og ret ved fortolkning og anvendelse af EF-traktaten; det står jo i traktatens artikel 220. Og så må man godt lige være opmærksom på, at langt de fleste domme mod medlemsstater er forholdsvis ukomplicerede sager, hvori EF-Domstolen fastslår, at en medlemsstat ikke har opfyldt sine EU-forpligtelser, f.eks. ikke har gennemført et direktiv eller har indført handelshindringer i strid med traktaten. Det er vi jo interesserede i; ellers er der nogle, der smutter fra de fælles forpligtelser og fælles beslutninger. Så vi er interesserede i, at Domstolen kan sørge for, at alle respekterer de beslutninger, der er truffet.
Vi skal også som et lille land være glade for, at Domstolen sikrer, at der ikke er forskel på små og store nationer. Ellers ville det jo være som i gamle dage, at de store bare gjorde, hvad der passede dem, og at de små skulle rette ind. Her sørger Domstolen for det.
Men som hr. Messerschmidt er inde på, er der selvfølgelig en del - en meget lille del - af Domstolens retspraksis, hvor der er anlagt det, der kaldes en dynamisk fortolkning af EU-retten. Og det har med rette givet debat om, hvad der er den rigtige rollefordeling mellem de folkevalgte lovgivere og Domstolen. Det er en vigtig, legitim debat, hr. Messerschmidt fører, en debat, som jeg gerne deltager i, og som statsministeren også har været inde i i et svar i Folketinget, og som jeg også ved at dommerne i Luxembourg holder øje med og er opmærksomme på.
Der skal vi så huske på, at EF-Domstolens fortolkningsstil ikke nødvendigvis er noget, der er skidt set med borgernes eller virksomhedernes briller. Vi har jo f.eks. en række eksempler på, at Domstolen har styrket borgernes rettigheder med baggrund i fællesskabets formål og principper. Lad mig f.eks. nævne dom fra 1976 i det, der hedder Defrennesagen, der fastslog, at en borger kan støtte direkte ret på traktatens bestemmelser om ligeløn. Man kunne også nævne Domstolens retspraksis om patientmobilitet, som altså sikrer, at borgerne får de rettigheder, som det er besluttet at de skal have.
Men der har altså været nogle få sager, hvor der er lagt en dynamisk fortolkning, og det skal man selvfølgelig altid diskutere og holde øje med, men der er ikke nogen grund til at forestille sig, at Domstolen prøver at underløbe de politiske beslutninger.