Europaudvalget 2006-07
Det Europæiske Råd 21-22/6-07
Offentligt
388538_0001.png
Udenrigsministeriet
9. juli 2007
Ad spørgsmål 1 fra
Europaudvalget af 18. juni i
forbindelse med Det Europæiske
Råd den 21.-22. juni 2007:
Spørgsmål 1:
”Ministeren bedes sende udvalget en redegørelse for, hvilken betydning det ville have haft,
såfremt klimaspørgsmålet var blevet skrevet ind i Del 1 frem for i miljøafsnittet i den
kommende reformtraktat.”
Svar:
Det fremgår af udkastet til mandat for regeringskonferencen, som er vedlagt konklusionerne
for mødet i Det Europæiske Råd den 21.-22. juni 2007, at i artikel 174 TEF stk. 1 om målene
for EU’s politik på miljøområdet erstattes det sidste led af et nyt. Det vil herefter i målene for
politikken på miljøområdet i det, der med reformtraktaten bliver Traktaten om Unionens
Funktionsmåde (som erstatter Traktaten om Det Europæiske Fællesskab, TEF) fremgå, at
Unionens politik på miljøområdet skal bidrage til forfølgelse af en række mål, herunder
”fremme på internationalt plan af foranstaltninger til løsning af de regionale og globale
miljøproblemer og navnlig bekæmpelse af klimaændringer”.
Specificeringen af, at det er nødvendigt at bekæmpe klimaændringer, er et vigtigt signal om, at
dette er et prioritetsområde. Fra regeringens side finder man det positivt, at der i mandatet for
den kommende regeringskonference således lægges op til, at det med reformtraktaten vil blive
specificeret, at det er særlig nødvendigt at bekæmpe klimaændringer i forbindelse med, at EU
skal bidrage til - på internationalt plan – at fremme foranstaltninger til løsning af de regionale
og globale miljøproblemer.
Det følger allerede af bestemmelsen i artikel 6 i Traktaten om Det Europæiske Fællesskab, som
forudses videreført i den nye Traktat om Unionens Funktionsmåde, at miljøbeskyttelseshensyn
skal integreres i udformningen og gennemførelsen af Fællesskabets politikker og aktioner, især
med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling.
Målsætningen om at fremme en bæredygtig udvikling af jorden er endvidere indeholdt i den nye
målsætningsbestemmelse, som med reformtraktaten forudses indført i Traktaten om den
Europæiske Union.
Uanset, at bekæmpelse af klimaændringer ikke er udtrykkelig nævnt blandt EU’s mål, vil det på
denne baggrund være muligt, at bekæmpelse af klimaændringer tages op horisontalt i en række
sammenhænge i EU-samarbejdet.