Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
2.1 Kontoret for europapolitik og internationale relationer
Den 18. juli 2007
FVM 451
Referat af møde i Rådet (landbrug og fiskeri) den 16. juli 2007
1. Formandskabets arbejdsprogram
Det portugisiske formandskab præsenterede arbejdsprogrammet for 2. halvår af 2007. Hovedele-
menterne i programmet vedrører en reform af vinsektoren, forberedelse af arbejdet med sundheds-
tjekket i forlængelse af reformen af den fælles landbrugspolitik fra 2003, justering og forenkling af
sektorerne for sukker, mælk og bomuld. Derudover ønsker formandskabet at sætte fokus på bære-
dygtig udnyttelse af skovressourcerne og på ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri samt
TAC/kvotefastsættelse i slutningen af året. Medlemslandene tog præsentationen til efterretning.
2. Vinreform
Kommissionen præsenterede forslaget om en reform af vinsektoren, og Rådet havde en indledende
drøftelse heraf.
Samtlige medlemslande tilkendegav deres tilslutning til at reformere vinsektoren, mens der var for-
skellige holdninger til forslagets forskellige elementer. En række medlemslande udtalte modstand
mod den foreslåede rydningsordning, idet de anførte, at der burde tages hensyn til den potentielt ne-
gative virkning på miljøet. Enkelte lande støttede rydningsordningen, men fandt at der var behov for
en overgangsordning. Andre medlemslande var imod en ophævelse af plantningsforbudet i 2013,
idet de fandt det i modstrid med formålet med rydningsordningen. En række medlemslande støttede
konceptet om nationale konvolutter og ønskede samtidig at kunne anvende midlerne til flere foran-
staltninger end foreslået. Flere af de nye medlemslande tilkendegav deres modstand mod fordelin-
gen af midlerne mellem medlemslandene. En række lande støttede overførslen af midlerne til søjle
2, mens flere sydeuropæiske lande ytrede sig imod. Enkelte lande ønskede fortsat at kunne støtte
destillation af vin og efterspurgte en overgangsordning i forbindelse med afskaffelse af de gamle
markedsinstrumenter. Derudover lagde en række medlemslande vægt på kvalitet og mærkning. For
så vidt angår forbudet mod tilsætning af sukker, ønskede en lang række mere nordligt beliggende
lande fortsat at kunne berige vinen med sukker, mens flere sydeuropæiske lande støttede Kommis-
sionens foreslåede forbud mod berigelse med sukker. Danmark udtrykte undren over nedsættelsen
af rydningsarealet og ønskede derudover en udløbsdato for markedsordningen ved udgangen af
2013. Danmark foretrak endvidere en afkoblet støtte til vindyrkerne under enkeltbetalingsordningen
frem for en overførsel af store midler til nationale konvolutter. Støtte til grøn høst skulle derudover
være knyttet til kriser i stedet for at være en permanent ordning. Endvidere burde midlerne afsat til
salgsfremme reduceres, og sundhedsanprisninger af vin burde følge de generelle regler herom. En-
delig udtrykte Danmark modstand mod forbudet mod sukkerberigelse.