UDENRIGSMINISTERIET

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 58 af 6. marts 2008 til udenrigsministeren stillet af Folketingets Europaudvalg.

 

 

 

 

Spørgsmål nr. 58:

 

”Ministeren bedes kommentere pressemeddelelsen fra European Trade Union Confederation af 26. februar 2008 vedrørende Laval- og Viking-dommene, herunder bekræfte at erklæringer om arbejdstagerrettigheder tidligere er blevet tilføjet henholdsvis Amsterdamtraktaten, tjenestedirektivet og servicedirektivet, ligesom ministeren bedes redegøre for, om det vil være muligt at få indsat en erklæring i Lissabontraktaten med henblik på at sikre konfliktretten”.

 

 

 

 

Svar:

Pressemeddelelsen fra European Trade Union Confederation peger på tiltag på EU-plan som opfølgning på EF-Domstolens afgørelser i Laval- og Viking Line-sagerne. Pressemeddelelsen giver ikke regeringen anledning til at foreslå initiativer på EU-plan på nuværende tidspunkt. Det udredningsarbejde, der nu er igangsat under Beskæftigelsesministeriet, har til formål at afklare eventuelle behov for justeringer af retsstillingen i Danmark.

 

Hvad angår henvisningen til Amsterdam-traktaten, er der som bilag til regeringskonferencens slutakt til Amsterdam-traktaten knyttet en erklæring nr. 27 om overenskomster på fællesskabsplan, jf. EF-traktatens artikel 139 (daværende artikel 118 B). Det følger af erklæringen, at sådanne overenskomster ikke indebærer nogen forpligtelse for medlemsstaterne til at anvende aftalerne direkte eller til at udarbejde regler for deres gennemførelse og heller ingen forpligtelse til at ændre gældende national lovgivning for at lette deres iværksættelse.

 

Hvad angår servicedirektivet – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked – kan det oplyses, at det følger af direktivets artikel 1, stk. 7, at direktivet ikke berører retten til at forhandle, indgå og håndhæve kollektive aftaler og retten til at gennemføre faglige aktioner i overensstemmelse med national ret og praksis, der respekterer fællesskabsretten.

 

Hvad angår Lissabon-traktaten, er den færdigforhandlet, undertegnet af alle og allerede ratificeret af flere lande. Det er ikke på tale at ændre i Lissabon-traktaten eller at tilføje noget hertil.