Notat til Folketingets Europaudvalg (FEU)

 

 

 

 

                                                                                                               27. november 2008

j.nr. 08-2010-0071

 

 

 


 

 

Notat vedrørende EU Kommissionens åbningsskrivelse nr. 2008/2243 af 18. september 2008 om Danmarks manglende overholdelse af visse krav i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2320/2002 af 16. december 2002, om fastsættelse af fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart og den med hjemmel heri vedtagne Kommissions forordning (EF) nr. 1217/2003 af 4. juli 2003, om specifikationer for nationale kvalitetskontrolprogrammer vedrørende sikkerhed inden for civil luftfart.

 

EU-Kommissionen foretog i perioden 3. – 7. december 2007 en inspektion af Statens Luftfartsvæsen (SLV) med henblik på at undersøge, hvorvidt de danske myndigheder levede op til sine forpligtelser i henhold til de ovenfor nævnte forordninger.  

 

På baggrund af denne inspektion påpegede Kommissionen i brev af 11. marts 2008 en række mangler på 8 specifikke områder. SLV har ved brev af 14. juni 2008 fremsendt handlingsplan for de 8 specifikke områder. Kommissionen har dog ikke været tilfreds med svaret, idet de fortsat mener, at der er udeståender på de følgende 4 områder:

 

Manglende fastsættelse af hyppighed for audit og test i SLV’s kvalitetskontrolprogram.

Kommissionen har anført, at Danmark i henhold til forordning (EF) nr. 1217/2003 har en pligt til at fastsætte hyppighed for audit og test i det nationale kvalitetskontrolprogram, der jfr. samme forordning skal etableres.

 

På tidspunktet for inspektionen fastsatte SLV’s kvalitetskontrolprogram ikke hyppighed for audit og test, men udelukkende hyppighed for inspektioner. SLV har nu indsat hyppighed for også audit og test i kvalitetskontrolprogrammet.

 

Manglende anvendelse af bøde som sanktion, selvom denne mulighed foreligger.

Kommissionen har anført, at SLV ikke udnytter alle håndhævelsesforanstaltninger, bl.a. anføres, at SLV ikke anvender bødemuligheden.

 

Det er opfattelsen, at der skal anvendes den håndhævelsesforanstaltning, der i den konkrete situation hurtigst muligt sikrer overholdelse af det gældende regelkompleks. Generelt er det SLV’s erfaring, at dette sikres bedst ved et konstruktivt samarbejde med de relevante tilsynsobjekter, herunder lufthavne, der også generelt har en stor interesse i at overholde gældende regler. SLV har gennem årene erfaret, at udstedelse af påbud og dialog har været ganske adækvate midler til at opnå den ønskede effekt.

 

Såfremt dialog og påbud ikke medfører opfyldelse af gældende krav, vil SLV indlede en sag ved domstolene, således at overtrædelse af kravene bliver sanktioneret.

 

For få inspektører til at overvåge, at alle regler på security-området overholdes.

Kommissionen har anført, at SLV ikke har et tilstrækkeligt antal auditorer/inspektører til at sikre, at security-reglerne overholdes, og at der heller ikke fra SLV’s side er givet nærmere oplysninger om, hvilken indsats, der er planlagt for at øge antallet af overvågninger.

 

Det kan oplyses, at SLV, i forbindelse med de løbende overvejelser og beslutninger om allokering af ressourcer til de forskellige opgaver og krav, altid søger og fortsat vil søge at sikre, at der er de nødvendige ressourcer til stede til løsning af de løbende opgaver.

 

Manglende bekræftelse på, at der gennemføres årlige efteruddannelseskurser for ledere og instruktører af sikkerhedspersonalet.

Kommissionen har anført, at de ikke har modtaget en bekræftelse på, at der rent faktisk gennemføres et årligt efteruddannelseskursus for ledere og instruktører, der deltager i og har ansvaret for sikkerhedsuddannelse.

 

SLV udsendte revideret Nationalt Sikkerhedsprogram den 23. juni 2008. Dette indeholder detaljerede bestemmelser om årlig efteruddannelse for både ledere og instruktører. For instruktører udgøres kravet af nøje beskrevne kursusmoduler, der tilsammen sikrer, at instruktører gennemgår både efteruddannelse og vedligeholdelsestræning. For ledere udgøres kravet af deltagelse i de årlige sikkerhedschefmøder og diverse løbende skriftlige information samt deltagelse i SLV’s brush-up seminar.

 

Regeringen har besvaret Kommissionens åbningsskrivelse i overensstemmelse med det ovenfor anførte.

 

 

 

Â