Miljø- og Planlægningsudvalget 2008-09
KOM (2008) 0016 Bilag 3
Offentligt
617972_0001.png
NOTAT
Kontor: EU klima og int. energi
Dato: 27. november 2008
J. nr. 1004-0017
Basisår for fordeling mellem landene af ETS kvoter til auktionering
Som et væsentligt element i EU Kommissionens klima- og energipakke foreslås det eksisterende
kvotedirektiv revideret gældende for perioden efter 2012. Ifølge Kommissionens forslag skal kvotemængden
fremover fastlægges på EU-niveau og en stigende andel af kvoterne auktioneres frem mod 2020. Kvoterne til
auktionering skal fordeles mellem medlemsstaterne, som får provenuet fra auktionerne. Ifølge
Kommissionens forslag skal 10% af kvoterne omfordeles til lande med lavt BNP, samt lande som af
Kommissionen vurderes at få store udgifter til klima- og energipakken. De resterende 90% skal fordeles
mellem de 27 medlemsstater ift. landenes andel af de samlede kvoteomfattede udledninger i EU i 2005.
Valget af 2005 som fordelingsnøgle er uheldigt for særligt Danmark og Finland, idet finske og danske
kvotebelagte anlæg i 2005 havde lavere udledninger end i et gennemsnitligt år. Hovedårsagen er, at 2005 var
et regnfuldt år i Norden, hvorfor der var relativt stor elproduktion på norske og svenske vandkraftværker.
Danmark var derfor nettoimportør af strøm i 2005. I 2006 havde Danmark derimod eksport af strøm, da
dette var et mindre regnfuldt år, hvorfor de kvotebelagte emissioner i 2006 var 29% højere end i 2005, mens
emissionen i 2007 var 11% højere end i 2005. Regeringen mener derfor ikke at det er rimeligt at anvende
2005 som basisår frem til 2020, idet en længere basisårsperiode bedre sikrer, at medlemsstater ikke rammes
særlig hårdt, hvis emissionerne skulle være særligt lave i et bestemt år pga. tilfældige klimatisk betingede
udsving. Man kunne eksempelvis anvende enten 2005-06 eller 2005-07 som basisårsperiode, idet der ikke
forefindes verificerede ETS data fra før kvotesystemet startede op i 2005.
Europaparlamentet ønsker, at der skal tages udgangspunkt i den gennemsnitlige årlige udledning i perioden
2005-07. Hvis dette blev tilfældet ville Danmark få et ekstra auktioneringsprovenu på ca. en halv mia. kr.
årligt i en situation med 100% auktionering og en kvotepris på 30 EURO. Desuden kan det dog nævnes, at i
tilfælde af at EU ifm. en international aftale beslutter sig for at reducere drivhusgasudledningen med mere
end 20% vil der skulle tildeles færre kvoter og kvoteprisen må forventes øget. Det er ikke p.t. muligt at
beregne konsekvenserne heraf for Danmarks andel i provenuet fra auktionering af ETS kvoter.
Valget af basisår, eller evt. en basisårsperiode, for fordeling af ETS kvoter mellem medlemslandene har ingen
betydning for hverken Danmarks eller EU's CO2 emissioner, men er udelukkende et økonomisk spørgsmål
om fordeling af auktioneringsrettigheder. Den samlede mængde af kvoter ligger fast og det er denne mængde
som afgør, hvor meget CO2 der tillades udledt.
1